Ku’ vi starte forfra?

Jeg tilstår: Varde Sommerspil stod ikke på min bucket liste. Faktisk var det nok blandt det sidste, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle bruge en regnfuld sommeraften på. Men nu er vi her alligevel – på ferie i området – og Jesus Christ Superstar er på plakaten.

Der er ingen anden musical, jeg har dyrket så intenst uden at have oplevet den live en eneste gang. Jeg ELSKER den musical, og Gethsemane er i mine øjne den bedste musicalsang nogensinde. Når jeg ikke har set Jesus Christ Superstar live, har det været et aktivt fravalg baseret på to primære grunde: Den første grund er, at jeg græder som pisket, når jeg hører musicalen. Bevares, jeg græder også et mindre hav, når jeg ser mange andre musicals, men den her gør bare ondt på en anden måde. Måske fordi den er så blottet for trøstende ord og lysegrønt håb. Jeg har simpelthen ikke haft mod på at sidde i den oplevelse live. Den anden årsag er, at jeg er kræsen, når det kommer til Jesus. Jeg har hørt Gethsemane i mange udgaver, og som nævnt er den min absolutte favorit, når den sidder lige i skabet; det gør den bare så sjældent. Derfor var det i virkeligheden heller ikke det faktum, at der står Jesus Christ Superstar på plakaterne, der lokkede mig til Friluftsscenen i Varde. Det var Thomas Høj Falkenbergs navn, der gjorde udslaget.

Jeg har efterhånden oplevet Thomas Høj i en lang række roller, og han imponerer ikke bare igen og igen, men også mere og mere. Stort set hver gang er han den unge helt – i begyndelsen den lidt naive, på det seneste den lidt mere nuancerede, men ikke desto mindre den velsyngende, pæne og på alle måder elskelige helt. Jesus er ikke den helt. Jesus er til tider virkelig irriterende, når han veksler mellem selvfed og selvmedlidende, og flere steder kræver rollen en sanger, der tør afvige fra det pæne. Jeg ved egentlig ikke, om jeg var spændt på, om Thomas Høj ville kunne løfte den opgave. Det tror jeg, at jeg tog for givet, at han ville kunne. Jeg var bare spændt på at opleve det.

I får ikke nogen baggrundshistorie for Varde Sommerspil, for jeg har ikke brugt tid nok på at sætte mig ind i, hvor jeg var, eller hvem de er. Derfor får I bare den helt umiddelbare første oplevelse af 7-kanten, den vestjyske amatørscene. Der er garanteret en lang række amatører både på og bag scenen, men det er svært at se. Ikke at de er der, men at de er amatører. Der er hevet to professionelle ind i de bærende roller – Thomas Høj Falkenberg i rollen som Jesus er naturligvis den ene, og Teit Samsø i rollen som Judas er den anden. Når man sætter professionelle ind blandt mindre professionelle, kan de enten stjæle rampelyset og alt fokus i forestillingen, eller de kan fungere som den løftestang, der bærer og spiller hele holdet bedre. I det her tilfælde løfter de. Selvom Judas er i modvind meget af tiden, er det i virkeligheden mest åbenlyst Teit Samsø, der løfter feltet, når han f.eks. rocker igennem med titelsangen, imens Jesus er på vej til sin korsfæstelse. Samsø balancerer hele tiden mellem aggressivitet og følsomhed, styrke og skrøbelighed og ikke mindst mellem afklarethed og fortvivlelse. Det gør ondt helt ind i sjælen at se ham påtage sig rollen som den, der forsvarer sagen ved at angive sin leder og ven. En rolle, han selv har svært ved at gennemskue, om han påtager sig frivilligt. I et spil, hvor alt lader til at være bestemt på forhånd, bruges han til de måske sværeste træk. Jeg ved ikke, om jeg savnede energi i ”Superstar”, eller om jeg bare ikke var helt modtagelig. Det sidste er sandsynligt. Til gengæld var jeg blæst bagover flere gange undervejs og særligt under den sidste nadver, hvor Jesus konfronterer sine disciple med den kendsgerning, at én blandt dem vil fornægte ham, imens en anden vil forråde ham. Her får vi for alvor følelsen af, at Judas i bund og grund ikke har noget andet valg end at påtage sig den rolle, han har fået tildelt. Spillet mellem Høj og Samsø emmer af det had og den kærlighed, som er nødvendig, for at vi kan forstå de menneskelige dilemmaer i skildringen af Judas.

Og ja, så skinner det da igennem, at Andrew Lloyd Webber har givet Kajfas toner, ingen mand skulle tvinges til at synge, men pyt, for resten går så fint. Mette Hebsgaard er f.eks. en ægte, smuk og velsyngende Disney-prinsesse-version af Maria Magdalene, imens Neklas Klausen og Jesper Ulbæk Andersen brillerer som hhv. Herodes og Pilatus. De to sidstnævnte har fhv. få øjeblikke til at skinne i, men de øjeblikke griber de. Det gælder faktisk for alle på scenen, at de giver alt, hvad de har i sig fra start til slut. Det samme gør de bag scenen – eller rettere inde i scenen, hvor orkestret er placeret. Det er bl.a. virkelig fedt og helt i rockmusicalens ånd, at guitaristen får lov til at træde ud på scenen et par gange.

Scenen er i flere niveauer, hvilket skaber liv. Det er enkelt og effektivt med hæve/sænke-funktion flere steder, så de få rekvisitter elegant tilføres og fjernes efter behov. Det er dystert, og folket, der begynder i farverige looks, bliver undervejs hadefulde, klædt i mørke kutter, og i en sekvens har de masker i nakken, hvilket understreger deres falskhed. For Judas havde jo ret hele vejen igennem; der var noget galt, og det var nået derud, hvor Jesus ikke længere havde den nødvendige kontrol. Men selvom Judas meget symbolsk er klædt i sort, imens Jesus er klædt i hvidt, er intet så simpelt. I templet, hvor flertallet er letlevende kvinder og gamblende mænd med egen vinding for øje, er der også den ene, der i virkeligheden havde brug for Jesus. Han går rundt ude i siden af scenen og minder os om, hvad det er, Judas anklager Jesus for at være blind for. I stedet for at se den ene, der burde ses, bliver Jesus overvældet og sender alle ud af templet. Det er lige her, han er mest irriterende, for åh, hvor har han ondt af sig selv. Alligevel er det svært ikke at få medlidenhed med ham kort tid efter, når han i sin velmente godhed bliver skubbet, hevet og flået i fra alle sider af de trængte, der ønsker hans hjælp. Jesus er selv den første til at understrege, at han blot er et lille menneske. Det meste af tiden er han splittet mellem visheden om den skæbne, der uundgåeligt venter, og følelsen af at være et menneske, der i bund og grund er bange for at leve og dø forgæves.

Og med det er det på tide at vende tilbage til Thomas Høj Falkenberg og hans fortolkning af den på godt og ondt meget menneskelige Jesus. Var han irriterende? Oh yes. I første del af stykket nåede jeg at overveje, om det ikke kunne være sjovt at se ham i sådan en ægte skurkerolle en dag. Der er i hvert fald ingen grund til at betragte helterollen som en bås bygget af begrænsede evner – overraskende nok kan Thomas Høj i glimt være meget lidt elskelig. Men så er der alligevel de der skrøbelige øjeblikke, hvor vi mærker, at Jesus ikke er et dårligt menneske – han er bare et menneske med alt, hvad det indebærer af fejltrin, tvivl og frygt. Og det var jo sådan set hele meningen med det projekt, Gud havde gang i. I den her udlægning af fortællingen er det meget svært at skelne entydigt mellem rigtigt og forkert, og det eneste, der træder tydeligt frem er, at loyalitet ikke nødvendigvis findes de mest åbenlyse steder, og at folkestemning er en lunefuld størrelse, det er værd at være kritisk overfor.

Nå men, ikke overraskende et tjek på skuespilfronten for Thomas Høj Falkenbergs vedkommende. Sangmæssigt? Jeg har ved tidligere lejligheder nævnt, at træfsikkerhed lader til at være et af de ultimative kendetegn ved Thomas Højs vokale præstation. Det lyder bare altid godt, når han synger! Medmindre det ikke skal lyde godt åbenbart. For her, hvor det skal være desperat, udpint og fortvivlet, er det, præcis hvad det er. Det kan han med andre ord også, og Gethsemane skar i hjertet, som den kun gør, når vægtningen mellem ord, følelser og toner er på plads. Jeg græd stort set hele andet akt. Jeg græd på vej til min bil og hele vejen hjem til sommerhuset. Jeg græder også nu. Jesus Christ Superstar er en fed musical med fantastiske sange, men det er også en grufuld fortælling, der sætter tanker i gang om religion, om godt, ondt og alt det, der er et sted midt imellem. Jeg er glad for, at jeg endelig tog mig sammen til at opleve den live.

Lad dig ikke afskrække af vejrudsigten. Det er på sin vis ganske passende, at himlen åbner for sluserne og græder sammen med os andre. Noget af det sidste, de synger på scenen, er: “Ku’ vi starte forfra?” og for min skyld kunne vi godt. Jeg sad der gerne igen i morgen, hvis jeg altså er holdt op med at græde inden da. Om du ser det flere gange eller blot en enkelt gang er op til dig, men lad anbefalingen herfra være klar og entydig: Sæt Varde Sommerspil 2022 på din busket liste.

Chess

En kæde er kun så stærk…

Når jeg tænker 10-15 år tilbage og mindes danske musicals, så var det mere reglen, end undtagelsen, at der var en enkelt eller to i rollebesætningen, der mindede mig om, at det at deltage i en musical kræver mere, end de fleste magter. Det er ikke nok at være en dygtig skuespiller, som i teatret. Det er heller ikke nok at være en dygtig sanger, langt fra faktisk. På den baggrund forstår jeg godt, at genren har været udskældt. For det er altså sjældent, at det har været stærkt nok herhjemme til at slå benene fuldstændig væk under publikum. Men i går beviste Mikkel Rønnow og et sublimt cast, hvor langt den danske musicalscene har rykket sig, og satte en fuld koncertsal i Tivoli skakmat.

Skak og kold krig lyder måske potentielt både kedeligt og irrelevant, men det er det langtfra, når det har været i hænderne på Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Tim Rice. De to første har sørget for musik af en kaliber, der gør, at der ikke er et eneste svagt nummer i musicalen. Tim Rice har leveret de oprindelige tekster, der hele tiden smukt driver handlingen frem, imens de gradvist lader os lære karaktererne bedre og bedre at kende. Og hvilke karakterer.

Amerikanske Frederick Trumper er den forsvarende verdensmester i skak. Fra det øjeblik Bjarne Langhoff indtager scenen, er han ubehagelig, pengegrisk og selvoptaget. Der er ikke et glimt af noget, der kan vække sympati. Vi får kun fortalt lige præcis nok til, at vi hader ham. Helt som vi skal. Og Langhoff er ikke bange for at være tilpas for meget, hvilket gør det let for os at føle en fuldstændig umiddelbar sympati for hans sekundant, den ungarske Florence Vassy, som langt hen ad vejen er fattet og tålmodigt forsøger at holde fokus på det skakspil, hendes far lærte hende at elske, da hun var barn. Xenia Lach-Nielsen har allerede høstet et utal af roser for sin præstation, og de er velfortjente. Selv i begyndelsen, hvor Florence står i skyggen af sin utålelige partner, stråler hun.

På den modsatte fløj står den russiske udfordrer, Anatoly Sergievsky, og hans talrige følge, der tæller flere politikere, end skakinteresserede. Den mest fremtrædende af dem, Molokov, præsenteres med russisk accent af Jakob Zethner, og han fremstår fra start til slut manipulerende og farlig. Anatoly selv er et reserveret skakgeni. Stig Rossen er, i begyndelsen, en kraftfuld stenstøtte, det lader til at være umuligt at manipulere med. Han er tydeligt irriteret, men lader sig ellers ikke distrahere af sit følge. Hvor det for Molokov handler om politik, handler det for Anatoly om skak. Hjemme i Rusland har Anatoly efterladt sin kone, Svetlana, og deres søn. Forholdet mellem Anatoly og Svetlana er fra begyndelsen uharmonisk; han virker kold, imens hun, i skikkelse af Pernille Petersson, virker ulykkelig. Sønnen er én af to geniale tilføjelser til stykket. I åbningsscenerne giver han os et vindue til at kigge ind bag den reserverede og kolde russers facade, når Anatoly i rollen som far udstråler en varme og ømhed, der ganske vist kun er synlig i korte glimt, men som ikke desto mindre giver os en bevidsthed om, at han er langt mere, end han viser til de fleste. Vi mærker, at han ofrer noget, i det øjeblik han forlader sit hjem og drager til Merano i Italien, hvor verdensmesterskabet i skak afholdes.

Til at styre slagets gang har vi dommeren, der ikke lader sig påvirke af politik, men som til gengæld med glæde tager imod alle tilbud, der kan føre til omtale og indkomst. Begge dele leveres af TV-produceren Walter, som umiddelbart er knyttet til den amerikanske delegation, men som først og sidst er der for den gode historie, dvs. den mest opsigtsvækkende skandale, han kan manipulere frem. De to spilles af hhv. Kristian Vetter, hvis vokal desværre enkelte steder druknede i støj fra højttalerne, og Martin Loft, der fungerer som en afdæmpet dukkefører, der trækker i trådene, uden at være så åbenlyst farlig, som Molokov, selvom han i virkeligheden er mindst lige så modbydelig.

Omkring dem er 16 dansere og sangere, som leverer elegante overgange mellem scenerne og skaber stemning, uanset om de sælger os Merano, inviterer os ind i Bangkoks natteliv eller fungerer som personifikationer af den spænding, der omgiver hele det her set-up. De er sublime. Mikkel Rønnow dirigerer fra orkestergraven, hvorfra musikkens magi spreder sig ud og understreger, at det her er verdensklasse. En kæde er som bekendt kun så stærk, som det svageste led. Kæden her har ingen svage led, men holder hele vejen, imens konflikten på scenen eskalerer og karaktererne åbenbarer sig for os én efter én.

Brikker i et spil

Jeg er vild med historien i ”Chess”. Sergievsky vinder over Trumper i første akt, han stjæler både hans titel som verdensmester og hans kvinde, og i stedet for at rejse hjem til familien i Rusland emigrerer han til England. I andet akt skal han forsvare sin titel mod en ny russisk udfordrer, og antallet af fjender er tredoblet. Russerne vil med al magt vinde, Walter vil gøre alt for at få en god historie og Trumper vil have hævn – det bedste våben for dem er Anatolys familie. Molokov bringer Svetlana til Bangkok, hvor verdensmesterskabet spilles, og sætter dermed Anatoly i en ubarmhjertig klemme mellem de to kvinder, der begge elsker ham. Svetlana vil have ham hjem til Rusland, hvorfor hun lader sig påvirke af Molokov, da han på sin truende facon be’r hende overtale Anatoly til at tabe med vilje. Også Florence bliver viklet ind i det politiske spil, da de lover hende, at hendes far, der blev taget til fange af russerne tredive år tidligere, vil blive sat fri, hvis blot Anatoly taber og sørger for, at russerne igen får sejren. Anatoly genvinder titlen som verdensmester og rejser hjem til Rusland, drevet af selvrespekt og respekt for skakspillet, af ønsket om en bedre fremtid for sønnen og af et naivt håb om, at russerne vil give Florence hendes far tilbage i bytte for, at han vender hjem og spiller for dem. Skak, kærlighed, politik og et spil, der gør alle til tabere.

Uanset om vi vælger at se historien om den kolde krig som en påmindelse om det, der var engang, eller om vi vælger at se den som en kommentar til, hvordan det måske til dels stadig er, så er den mættet med en psykologisk thrillers nervepirrende intensitet. Men mere end noget andet, så er ”Chess” en dobbeltsidet analogi, der fortæller lige så meget om historien og samfundet, som den fortæller os noget om mennesker, og det er sidstnævnte, der rammer mig direkte i hjertet – mere i denne opsætning, end nogensinde før.

Vi har fire, særligt væsentlige karakterer her, og i en verden, hvor alt er enten sort eller hvidt, er de alt andet.

Frederick Trumper er som sagt en arrogant idiot, der ikke i udgangspunktet giver os nogen grund til at holde af ham. Han skubber publikum fra sig, og da han bukker under for presset og begynder at gå i opløsning, har vi ikke umiddelbart ondt af ham. Og så alligevel. I en enkelt sang får vi lov at se, hvad der ligger til grund for hans barnlige og skandaløse opførsel, når han krænger sin sjæl ud i sangen om det stakkels barn, der er vokset op i en verden uden kærlighed og tryghed. Det bliver ikke patetisk, for selvom historien om det barn er forfærdelig, så fortælles den med den voksne Fredericks vrede. Han er ikke ynkelig – snarere vanvittig, og pludselig forstår vi, hvorfor. Forståelsen for hans karakter gør det muligt for os at følge logikken i, at Frederick i sidste ende vælger at hjælpe Anatoly med at vinde det afgørende parti i slutningen af andet akt. Bjarne Langhoffs version af ”Pity The Child”, som på dansk er blevet til ”Stakkels det barn”, er et af musicalens stærkeste numre og en imponerende præstation, hvor overbevisende skuespil og en stærk vokal går op i en højere enhed.

Xenia Lach-Nielsen har som Florence Vassy en af de vigtigste roller i stykket, når hun først finder sig i for meget fra Trumper, dernæst får nok og vender ham ryggen, inden hun forelsker sig i fjenden og åbner sit hjerte blot for at få det knust. Der er mange facetter i hendes karakter, og det er altafgørende, at de alle kommer med, hvis vi skal få det fulde ud af stykket. For uanset om vi taler om det historiske drama eller kærlighedsdramaet, så står Florence for skud, og her kommer den anden af denne opsætnings geniale tilføjelser ind i billedet. Under et skænderi nævner Frederick Florences baggrund som ungarsk flygtning, frarøvet både sit hjem, sit land og sin far, og i det samme dukker Florence som barn op på scenen. Som et tavst spøgelse fra fortiden står hun ansigt til ansigt med den voksne Florence, og imens vi nu forstår, hvorfor Florence kæmper for sig selv og stoler på ingen, mærker vi skrøbeligheden. Jeg har aldrig haft svært ved at sympatisere med Florence, men med denne tilføjelse rammer hendes historie langt dybere og der tilføjes en ekstra dimension til en i forvejen dyb karakter. Jeg græder med hende over den tabte barndom, ler med hende på toppen af bjerget, hvor hun forelsker sig i Anatoly, og jeg græder med hende igen ved stykkets slutning, hvor hun mister den mand, hun elsker, og ender med intet. Xenia får alle nuancerne med, og hun kan nærmest ikke åbne munden, uden at der kommer gåsehudsfremkaldende vellyd ud, uanset hvor krævende hendes sange er.

Pernille Petersson har ikke megen tid eller plads til at gøre indtryk på os i rollen som Svetlana, men til gengæld har hun en af stykkets bedste sange. ”En anden piges historie” fortæller os, hvordan hun mødte Anatoly og forelskede sig i ham, men siden har måttet erfare, at han er gledet fra hende, selvom hun fortsat elsker ham. Af alle stykkets sangtekster er denne måske den bedste – på engelsk i hvert fald. På dansk fungerer den knapt så godt, om end den stadig er smuk. Pernille Petersson udnytter den tid, hun har på scenen, ikke mindst da hun står over for Florence og de sammen synger den danske version af ”I Know Him So Well”. Titlen er tankevækkende, fordi de to kvinder begge føler, at de endelig kender og forstår den mand, de elsker, men billedet de hver især tegner af ham, trækker i to vidt forskellige retninger. Fordi ingen af dem kender ham? Eller fordi han er begge de mænd?

Da jeg for knapt sytten år siden første gang oplevede ”Chess”, ville jeg have været tilbøjelig til at svare, at ingen i stykket fuldt ud kender Anatoly. For mig har han altid fremstået som en kompromisløs karakter, der ikke er specielt varm, men til gengæld fascinerende pga. netop den kompromisløshed. Sådan er han ikke denne gang. Måske fordi Stig er blevet ældre, måske fordi jeg er blevet ældre, måske en kombination af begge og helt sikkert, fordi de har tilføjet den søn til stykket. Når vi ser ham som far i begyndelsen af stykket, ser vi som sagt ind bag den stenstøtte, han ellers kan forekomme at være. Da han mødes med Florence på toppen af bjerget i Merano, føler hun sig presset, fordi hun ved, at det på alle måder ser mistænkeligt ud, at Freddie ikke er dukket op til det møde, hun har arrangeret. Anatoly mistænker hende da også et øjeblik for at være spion for Molokov, men lader hurtigt tanken ligge. I stedet hjælper han hende ud af den akavede situation og lader hende i samme omgang trænge ind bag den kolde facade. Han er charmerende, humoristisk og varm, hvilket gør det let at forstå, at hun forelsker sig i ham. Og vi tror på ham. Vi bliver ikke overraskede over, at han kan være sådan, for vi har allerede set et glimt af det tidligere. Også senere da Anatoly er rejst til England, spiller sønnen så stor en rolle, at det allerede nu er svært at forestille sig, at han ikke oprindeligt har været en del af stykket. For handlede det blot om de to kvinder, så er det svært at se, hvorfor Anatoly skulle føle sig splittet. Han elsker ikke Svetlana, og han længes ikke tilbage mod sit ægteskab. Hans kærlighed til Florence er derimod ægte og forsvinder ikke af, at hun til sidst bliver en brik i det politiske spil. Men han elsker også sin søn, og det er længslen tilbage mod ham, der splitter ham. Den splittelse er både lettere at forstå og lettere at sympatisere med, og Stig spiller rollen fremragende.

Det er let at fremhæve sangen som det største plus ved Stigs præstation. ”Anthem” eller på dansk ”Mit hjertes land”, som er den mest succesfulde af oversættelserne, er en vokal magtdemonstration, som lukker første akt med manér. Men også i ”Der, hvor jeg vil være”, ”Duetten på bjerget” og i min personlige favorit ”Slutspil” viser han sit format som sanger. Alligevel vender jeg tilbage til min evige pointe, for i mine øjne er og bliver Stig først og fremmest skuespiller – også selvom han synger lige så godt, som han spiller skuespil. Øjnene er sjælens spejl, og mine yndlingsskuespillere er dem, der formår at ændre selv deres blik, så vi på intet tidspunkt ser andet end den karakter, de spiller. Vi sad heldigvis så tæt på scenen, at vi kunne se Anatolys blik tydeligt. Anatolys, ikke Stigs. Lige så rig på nuancer, som hans sang er, lige så rigt på nuancer er hans skuespil. Når jeg en sjælden gang falder over en anmelder, der ikke anerkender det talent, bliver jeg ærgerlig. Ikke på Stigs vegne, for han er forhåbentlig ligeglad, men det er synd for de anmeldere, at de ikke ser det, og synd for de læsere, der tror på det. Og så ønsker jeg et øjeblik, at scenen blev skiftet ud med filmmediet, så vi kunne få lov at komme helt tæt på. For hvor Anatoly er lige så rolig og afdæmpet i sine bevægelser, som Frederick er alt det modsatte, er han til gengæld en langt dybere karakter. Med andre ord er der ikke de store udskejelser fysisk, og det er derfor tilsvarende vigtigt, at vi ser alt det andet. Omsorgen over for sønnen, kulden over for Molokov, kærligheden til Florence, desperationen, da han i andet akt presses fra alle fronter, og smerten, da han til sidst træffer sit valg. Vi er med hele vejen rundt i følelsesregistret. Som jeg havde det med Florence, har jeg det med ham. Jeg ler med ham, når han jodler på toppen af bjerget. Græder med ham, når han tager afsked med Florence, og tårerne løber ned ad hans kinder. Og smerten over afskeden sidder endnu i mig, når jeg mærker sorgen og lykken kombineret i hans hulken over at blive genforenet med sønnen.

Uanset om de vil det eller ej, bliver karaktererne i ”Chess” gjort til brikker i et spil, og præcis som i skak ofres de én efter én. Scenografien omkring dem er på én gang enkel og kompleks. Ved hjælp af lys og billeder, ændrer glasvæggen bag scenen sig løbende, så vi ser himlen over Merano, Budapest under angreb eller en sort væg, alt afhængig af hvilken stemning, der er brug for på scenen. Der er enkelte farverige kostumer og rekvisitter undervejs, f.eks. er Florence i andet akt klædt i farver, hvilket understreger hendes udvikling, men langt hen ad vejen er alt holdt i sort, hvidt og gråt. Alligevel er pointen klar: Kærlighed og had kan adskilles lige så lidt, som sorg og lykke – og intet her i tilværelsen er sort og hvidt.

Holckenhavn Slot, 8/4 2016

Holckenhavn Slot tager sig mere end almindelig fint ud, som det ligger dér, badet i varmt lys en kølig forårsaften. Hele stedet emmer af historie, som kun træder endnu tydeligere frem inde i riddersalen, der skal danne ramme om aftenens koncert, hvor et fhv. beskedent antal mennesker får fornøjelsen af at lytte til en af Danmarks bedste stemmer. Det lyder eksklusivt, ikke? Måske næsten prætentiøst. Og eksklusivt er det, men prætentiøst bliver det aldrig, for det er Stig Rossen, der indtager scenen og rummet, og det gør han med så megen varme og grundfæstet ro, at selv en garvet koncertgænger som undertegnede må se sig lidt mere betaget end sædvanligt.

Hele koncerten er arrangeret til fordel for scleroseforeningen; én af flere sager, som Stig dedikerer en pæn del af både sin tid og sit talent til. Der skal samles penge ind, og med en aften som i aften ryger der i omegnen af 60.000 kr. mere i den pulje, Cykelnerven samler ind, en pulje, der alene i år har oversteget tre millioner. For at få så stort et overskud som muligt, er musikerne skåret ned til nul. Singback, der for alt i verden ikke må forveksles med playback, giver muligheden for at have et symfoniorkester, et rytmisk orkester og et kor med kvit og frit, når de i indspillede versioner af sangene danner fundamentet under den lead-vokal, der selvfølgelig leveres live som altid. Der er fordele og ulemper ved den løsning. Økonomien i det er den første oplagte fordel, men lige så oplagt er den første ulempe måske også. For det er klart, at der ikke kan opstå samme dynamik på scenen, og af og til føles det i virkeligheden også, som om vokal og track bare ikke rigtig vil passe sammen. Men en sjælden gevinst opstår til gengæld i det øjeblik, hvor den sædvanlige dynamik mellem sanger og musiker(e) på scenen erstattes af dynamik mellem sanger og publikum. Måske er dette én af grundene til, at Stigs nærvær kun fremstod endnu mere klart og ægte i aften.

En anden grund er uden tvivl, at repertoiret bød på Stigs egne yndlingssange fra stort set alle de genrer, han har kastet sig over i løbet af sin imponerende, 28 år lange karriere. Det er ingen hemmelighed, at jeg længe har savnet lidt variation i sætlisten ved de få solokoncerter, det bliver til, klemt ind mellem optrædener med bl.a. Vennerne og de tre øvrige Jacks. Derfor var det også en smule svært at få armene ned over det grundigt blandede potpourri af nyt og gammelt, vi fik lov at nyde i aften. Der var de sikre valg i form af gengangere, som ”This Is The Moment”, ”Anthem” og ”Bring Him Home”, der holder hver gang. Men der var også de modige valg, som f.eks. ”Menneskesøn” fra Disneys Tarzan, der ligger så højt, at man et øjeblik kunne blive helt bekymret for, om stemmen ville holde til modulationen ved sidste omkvæd. Og så var der de valg, der gik direkte i hjertet og i tårekanalerne, som Danser Med Drenges vidunderlige ”Er der nogen i himlen?”, der fik lov at afslutte første afdeling. Lidt bisset at sende os til pause med røde øjne, men energien i anden afdeling opvejede det grundigt. Med sange fra nogle af branchens helt tunge drenge, heriblandt Tom Jones og Frank Sinatra, gik der på den mest charmerende vis legebarn i Stig. Det er så tydeligt, at han elsker sange som ”Green, Green Grass of Home”, ”Something ’Bout You Baby I like” og ”That’s Life”, og glæden bobler over i musikalsk overskud. ”My Way”, som jeg ikke har hørt Stig synge alene før, var også kommet med på listen, og gudskelov for det, for detaljemæssigt var det måske den lækreste af de helt store klassikere, aftenen bød på.

Og så alligevel… Der er den ene sang, der tilsyneladende bare ikke kan skubbes ned fra toppen af listen over mine favoritter, og den var endelig med igen. ”Gethsemane” fra Andrew Lloyd Webbers ”Jesus Christ Superstar” er efter min mening fortsat den absolut bedste sang inden for musicalgenren. At den er næsten urimeligt svær at synge passer smukt sammen med det urimeligt svære i den situation, den skildrer. På seks minutter hører vi, hvordan Jesus i timerne efter den sidste nadver med sine disciple, indædt beder Gud om at skåne ham for pinslerne og døden på korset, som han ved venter forude. Teksten alene skærer langt ind i hjertet, og fortolket med den indlevelse, som Stig gang på gang leverer, er resultatet passager undervejs, hvor det er svært at trække vejret, og bevægelse, der ikke kan andet end at løbe over som tårer. Jeg er uendeligt betaget af to ting her, udover den vokale præstation, som i sig selv er imponerende: For det første er det fascinerende, at Stig i løbet af et splitsekund kan springe ind og ud af rollen, så han det ene øjeblik med sædvanligt glimt i øjet præsenterer en sang og i næste øjeblik er en både troværdig og medrivende Jesus, der desperat søger opad og i endnu højere grad indad efter hjælp og styrke. For det andet er der noget overvældende over at se en skuespiller give sig selv så fuldt og helt, når han ikke har hverken kulisser, rekvisitter eller medskuespillere at gemme sig blandt. Det er så rent i sit udtryk og så ubetinget båret af talent og indlevelse, at jeg ikke kan andet end at blive dybt betaget hver eneste gang. Og midt i alt det andet vidunderlige en aften som i aften byder på, er det øjeblikke som dét, nørden her hænger allermest fast i.

Det er klart, at der er forskel på niveauet fra koncert til koncert. Det ville være urimeligt at forvente andet. Ikke to koncerter er helt ens, og det er nuancerne, der gør det værd at komme igen gang efter gang. Det er lige så klart, at det hele i høj grad afhænger af, hvilke forventninger og hvilken energi man selv bringer med sig til oplevelsen. I aften ankom jeg til koncerten fhv. tomhændet både mht. forventninger og energi, men jeg tog derfra fuld af taknemmelighed. Først og fremmest taknemmelighed over at få lov at blive taget med ind i karakterer og historier, som levendegøres og bevæger. Detaljerigdommen i en stemme, der varmer helt ind i sjælen. Få steder henter jeg mere overskud og inspiration end lige netop dér. Min verden er et bedre sted, fordi den mulighed findes. Fordi du findes, Stig. Tak for i aften og tak for dig.

Stig Rossen – helt tæt på

Sidesporet i Holbæk er et specielt, lille sted. Der er trangt mellem de runde borde, lavt til loftet, og træstolper blokerer for en del af udsynet. Det lyder ikke ligefrem som de perfekte omgivelser for en koncert, men det er ikke desto mindre præcis, hvad det er. I hvert fald for en koncert af den slags, som stedet dannede rammen om i går. Stig Rossen gav en intimkoncert akkompagneret af pianist, Thomas Jaque – for udenforstående et simpelt set-up, som kendere ved, potentielt rummer en ikke ubetydelig mængde magi.

Koncerten har overskriften ”Helt tæt på”, og konceptet er enkelt. Stig synger alle sine yndlingssange og mellem sangene bliver publikum underholdt med diverse, hyggelige anekdoter iblandet underholdende parodier. Der er således lidt mindre musik og lidt mere snak, end der er til de større koncerter. Nærværet er i centrum, og for de, der har haft fornøjelsen af at opleve Stigs foredrag eller har læst hans bog ”Livet skal ikke leves på automatpilot” (2006), kan aftenen måske bedst beskrives som en koncentreret demonstration af de værdier, han fremhæver her. Det føles ægte, og der er en smittende varme og ro over Stigs optræden, som spreder sig ud blandt publikum. Det er også dette fokus, der er med til at gøre Sidesporet til den perfekte vært. Omgivelserne er tætte uden at være klaustrofobiske, og hvor vi som publikum til de fleste koncerter sidder side om side med hver vores oplevelse, sidder vi her sammen om de runde borde med de ternede duge og oplever aftenen i fællesskab. Indtrykkene fra scenen smelter sammen med følelsen af, hvordan de omkringsiddende påvirkes af stemningen, og selvom det uundgåeligt stjæler lidt fokus fra musikken, så bidrager det også med en vidunderlig dybde til oplevelsen som helhed.

Aftenens sætliste er en guidet mini-tour ind i en karriere, der ved nærmere eftersyn er lige dele alsidig og imponerende. Formålet lader dog ikke til at være en demonstration af alsidigheden, men snarere en understregning af, hvad der er fælles for alle de projekter, Stig kaster sig over. Stig er en dygtig sanger og en fremragende skuespiller, og sammen gør de to elementer ham til en eminent historiefortæller og –formidler. Uanset om vi lytter til H. C. Andersens eventyr om ”Den grimme ælling” fortalt på fire minutter i sangen ”The Ugly Duckling”, eller til Jean Valjeans indtrængende bøn til Gud i ”Bring Him Home”, så trækkes vi med langt ind i fortællingernes og karakterernes univers. For mig er det heri, Stigs største styrke ligger, og jeg elsker at forsvinde ind i fortolkningernes detaljerigdom. Derfor er det også svært ikke at ærgre sig bare en smule over, at vi måtte undvære min personlige favorit, ”Gethsemane” fra Lloyd Webbers ”Jesus Christ Superstar”, men taget i betragtning, at Stigs efterårsramte stemme kun lige netop klarede de udfordringer, sætlisten i forvejen bød på, var det nok et fornuftigt fravalg. Det var formentlig de færreste, der tænkte over, at et par af de høje toner blev justeret lidt ned, og der var nok af både volumen, næsten absurd lange toner og smukt afpassede fraseringer til at opveje de ganske få øjeblikke, hvor det skinnede igennem, at stemmen var træt.

Når der kun er en enkelt musiker med på scenen, er det ekstra vigtigt, at den musiker præsterer godt. Jeg har oplevet tilsvarende koncerter med forskellige pianister ved tangenterne, men der er kun én, der for alvor løfter opgaven. Thomas Jaque er uforlignelig på flere punkter. Hans klaverspil føles let, levende og er i sig selv så stemningsfuldt, at musikken mærkes mere, end den høres. Derudover fornemmes det fra start til slut, hvor godt Thomas og Stig kender hinanden, og harmonien mellem klaver og vokal er fuldendt harmonisk.

Koncerter som den her kan ikke anbefales varmt nok. Uanset hvor fremragende Stig er sammen med orkester og kor ved større arrangementer som de utallige julekoncerter, i selskab med Vennerne, som 1/4 af de nye Four Jacks osv., så er der i mine øjne ingen af de konstellationer, der tåler sammenligning med en aften som den, der kunne opleves på Sidesporet i Holbæk i går. Den enkle forklaring må være, at den mest medrivende og ægte magi er dén, der kan tåle at blive oplevet helt tæt på.

Stig Rossen: Sange til hende (2007)

– En anmeldelse med syv års forsinkelse.

Og hvorfor så det? Fordi Sange til hende igen bragte mig et smil, og fordi det her er en af de mest misforståede, musikalske udgivelser nogensinde. Albummet udkom i 2007, og det blev mildest talt ikke pænt modtaget, hvilket salgstallene formentlig også har afspejlet. Jeg husker særligt én anmelder, der udstillede sin uvidenhed på så ucharmerende vis, at det fik mig helt op i det røde felt, hvilket jeg ellers uhyre sjældent lader mig provokere til.

Ret skal være ret. Jeg forstår faktisk godt, hvorfor anmelderne endte, hvor de gjorde. Det er bare så ærgerligt, at deres første reaktion eller endnu værre deres forudindtagede modvilje fik lov at diktere, hvad der blev skrevet. Et af de elementer, der har måttet stå mest for skud, er tekstuniverset, som bliver anklaget for at være ulidelig banalt. Så lad os da tage fat lige dér – i det banale tekstunivers, som kan meget mere, end det får anerkendelse for.

Sange til hende er skrevet af to kvinder, Pernille Plaetner og Pia Scharling, og alene ud fra albummets titel bør det derfor være åbenlyst, at sangene er udtryk for kvinders bud på, hvordan mænd opfatter samspillet mellem mænd og kvinder. Når det udtryk så fortolkes af en mand, bliver resultatet ganske givet ikke en hundrede procent troværdig skildring af noget som helst. Der ligger en indlejret ironi og selvironi i både udgangspunktet og resultatet. Det er ikke en (selv)ironi af den slags, der skaber en ansvarsfralæggende distance, men snarere en gennemgående påmindelse om, hvad Piet Hein så fint formulerede i følgende lille gruk:

Den, som kun ta’r

spøg for spøg

og alvor kun alvorligt,

han og hun

har faktisk fattet

begge dele dårligt.

Albummet rummer både det humoristiske og det alvorlige. Det er en række, små fortællinger om hverdagssituationer, formuleret i et sprog, der langt hen ad vejen er blottet for de store, filosofiske metaforer, vi efterhånden er blevet så vant til, at popmusik er klistret ind i, at vi føler os snydt, når det mangler. Teksterne rummer masser af billedsprog, det er bare så enkelt og åbenlyst, at det langtfra kræver en kandidatgrad at afkode det. Det samme kendetegner albummets generelle sprogbrug. Der skal sikkert nok være en del af de ellers trofaste tilhængere, der får kaffen galt i halsen, når Stig Rossen bander på et album. Men det passer ind. Det er fuldstændig jævnt hverdagssprog, der bliver brugt til at beskrive hverdagshændelser og –stemninger.

Det er i virkeligheden dét, der er så befriende. Det hverdagsnære og det genkendelige; påmindelsen om, at der er små fortællinger i alt, hvad vi foretager os. Vi behøver ikke bevæge os ud i ekstremerne, før følelser er værd at gengive og dvæle ved. Den erkendelse realiseres i skildringer af kvinden, der er lidt for kontrollerende, hende, der aldrig har noget tøj at tage på, hende, der gik og tog barnet med sig, hende, der kommer forbi til romantisk middag lige om lidt, og mange flere nuancer af kvinde-luner, vi alle genkender i varierende grader. Fortælleren er en voksen drengerøv, der er resultatet af dels det fhv. stereotype mandebillede, kvinderne bag sangene har anlagt, og dels fortolkningen, der leveres af en ældre og unægtelig lidt mere voksen udgave af den charmerende popdreng, der debuterede med et andet dansksproget popalbum, Kærlighed og alt det der, tilbage i 1988.

Det sidste leder mig videre til den næste og måske væsentligste grund til, at jeg stornyder det her album. Har man læst bare et enkelt eller to af mine tidligere blogindlæg, har man med stor sandsynlighed opfanget, at jeg nærer stor beundring for Stig Rossens evne til at fortolke sange. Når vi får lov at nyde hans fortolkninger, er det meget ofte af sange, vi i forvejen kender i andre versioner sunget af andre kunstnere. Hvis man lytter efter, fjerner det ikke noget fra oplevelsen, men hvis man ikke bevidst forholder sig til, hvordan Stigs fortolkninger adskiller sig fra de øvrige versioner, er der en stor risiko for, at man går glip af noget af det bedste ved hans sang. Vores sanser har en tendens til at blive sløvede, når vi oplever noget, vi tror, vi kender i forvejen. Derfor bliver nyfortolkninger uden meget åbenlyse forandringer ofte til mere af det samme, og vi fanger ikke detaljerne. Med 14 originale sange, der ikke findes i andre versioner, er vores forudsætninger for at lytte aktivt dermed bedre. Det er mit håb i hvert fald, for hvis man lytter aktivt her, kan man ikke undgå at høre og mærke, hvordan en meget stor del af betydningen ikke kommer til udtryk i teksten eller musikken, men i fortolkningen. Det gælder, når en sang som ”Kvindetyranni” bliver sunget med varme i stemmen og et smil, der kunne tydeliggøres med en fonetisk afskrift af artikulationen, men så nørdet er jeg alligevel ikke. Det kommer også til udtryk i den gradvise opbygning af underholdende, men forståelig irritation i sangen ”Laser og pjalter” og i den afdæmpede efterrationalisering i ”Sideliniefar”. Mest oprigtig og nærværende virker fortolkningen måske i en af mine personlige favoritter, ”Hvis bare hun ku’ gi’ sig”, der rummer en kombination af varme, fascination og frustration.

Genremæssigt tager albummet os med rundt i vidt forskellige, musikalske hjørner. Det giver på den ene side Stig endnu en lejlighed til at demonstrere, at der tilsyneladende ikke er nogen grænse for, hvilke genrer han mestrer. På den anden side virker det også bare lidt forceret, til trods for at det er med til at understrege hver fortællings fokus. Det er nu heller ikke hvert eneste nummer på albummet, jeg holder lige meget af. Men næsten. Faktisk er der kun en enkelt sang, jeg skipper forbi, hvis jeg hører opmærksomt efter. ”Venus, åh Venus”, der er albummets åbningsnummer, er en overordnet generalisering spundet på den fortærskede myte om, at mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus. I modsætning til resten af albummets sange mangler den fortællingens ramme, og den bliver derfor én lang strøm af uvedkommende floskler. Som åbningsnummer er det måske udmærket, fordi sangen anslår albummets tematik, men når man, som jeg, har repeat-funktionen slået permanent til, bliver ”Venus, åh Venus” allerede ved anden gennemspilning et bump, jeg ofte vælger at hoppe over. Et velklingende bump ganske vist, for ligesom resten af albummet er også denne sang rent lydmæssigt rar at lytte til.

Alt i alt er Sange til hende altså et befriende banalt og nærværende album, der må være blevet til lidt på trods. Jeg tror, Stig må have vidst, at det her var en satsning. For det første er det anderledes, hvilket ikke altid er lige velset af de trofaste tilhængere. For det andet er det så lige til, at faren for, at det ville blive anklaget for at være ligegyldigt, må have været til at få øje på allerede i arbejdet med albummet. Enten elsker man det, eller også elsker man at hade det. I mine øjne er det blot endnu en grund til at elske det; fornemmelsen af, at det her album er blevet til, fordi noget i dets musikalske og ikke mindst tekstlige univers må have tiltalt Stig så meget, at han måtte indspille det. Det er ærligt, det er vedkommende, og det er holdbart.

En af fordelene ved at skrive en anmeldelse med syv års forsinkelse er jo netop, at jeg ved, at det her album hverken får lov at samle støv eller er druknet i mængden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for de sangtekster, der virkelig kræver fortolkning. Jeg elsker detaljejagten, og den er i virkeligheden hurtigt overstået her, i hvert fald hvis man sammenligner med Stigs øvrige udgivelser. Til gengæld stornyder jeg f.eks. at sætte Sange til hende på, når jeg arbejder. Jeg behøver ikke høre så koncentreret efter for at nyde stemningen, for fortolkningen giver det hele. Kommer jeg alligevel til at høre efter, så frembringer tekstuniverset altid det samme: Påmindelsen om, at vi ikke behøver være så hverdagsforskrækkede. Måske skulle vi bare lidt oftere dvæle et øjeblik ved det helt almindelige.

Og så dukker det op, det smil, der fik mig til at skrive en anmeldelse. Syv år for sent, men ikke desto mindre, i al sin banale enkelhed, velment og direkte fra hjertet.

Tivolis “Last Night of the Proms”

At Tivolis pendant til den britiske ”Last Night of the Proms” er en festlig og også traditionsrig begivenhed var tydeligt, allerede inden aftenens stjerner med Stig Rossen, Maria Lucia og Susanne Elmark i spidsen gik på scenen lørdag d. 27/9 2014 i Tivolis smukke koncertsal. Selv en førstegangspromenadekoncertgænger som undertegnede fornemmede, hvordan den gode stemning spredte sig som en steppebrand i salen, fra det øjeblik folk indtog deres pladser. Bowlerhatte prydet med Union Jack side om side med nytårshatte og rød-hvide Dannebrogsflag. Det var lidt som en før-fest, der var så fuld af god energi, at den kun kunne gå over i et festfyrværkeri, når hovedpersonerne meldte deres ankomst. Men selv under den slags gunstige forhold er det vel aldrig en garanti eller en selvfølge, at koncerten bliver den succes, salen emmer af forventning om.

Promenadeorkestret lagde fra land, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette orkester i sig selv er en koncertbillet værd. Under kyndig og ikke mindst hyggelig ledelse af dirigent Bjørn Hyrup, er de en stemningsfuld og velklingende fornøjelse. Selvom jeg normalt ikke er begejstret for korsang, nød jeg faktisk også alt, hvad der blev leveret af det store og farverige Kantatekor med dirigent Torben H.S. Svendsen. Deres vokale udgave af en berømt, men i denne sammenhæng takket være min manglende korttidshukommelse navnløse, Ouverture, som egentlig er skrevet til instrumenter, fik mig til at le hjerteligt. Det havde næppe passet ind alle steder, men i denne sammenhæng var det herligt.

Det stjernestøv, der for alvor gjorde aftenen magisk, blev imidlertid leveret af de tre solister, Stig Rossen, Maria Lucia og Susanne Elmark. De tre bidrog hver især og sammen med et bredt udvalg af musikalske perler, der vækkede hele følelsesregistret.

Susanne Elmark demonstrerede sin imponerende stemmekontrol med svære arier, der i mine ører havde den fordel, at jeg under ingen omstændigheder ville have forstået teksten, hvilket dæmpede ærgrelsen over, at alle de smukke toner synges på bekostning af ordene. For en tekst-fanatiker som mig lagde det til gengæld lidt en dæmper på min begejstring, når selv de engelsksprogede sange blev til utydelige lyde. Men så strålede hun i anden afdeling med ”Diamonds Are A Girl’s Best Friend” og ”Time To Say Goodbye”, sidstnævnte i skøn duet med Stig Rossen, og straks var enhver, tidligere mishandling af ord tilgivet. Desuden har hun en vidunderlig måde at indtage scenen på – selvironisk krukkeri leveret med glimt i øjet og afvæbnende charme.

En anden vindende sjæl, der lyser op, så snart hun bare nærmer sig scenen, er Maria Lucia. Så smuk, sød og talentfuld, at det næsten burde forbydes. Men også kun næsten, for vi ville så nødig undvære hende. Alt, hvad hun leverede ved denne koncert, var skønt, men særligt ét nummer tog hele salen med storm. Nogle sange er blevet sunget så mange gange, at de næsten har mistet deres magi. ”Somewhere Over The Rainbow” er en af dem. Alligevel er jeg sikker på, at Judy Garland selv sad der på scenekanten med en bevæget tåre trillende ned ad kinden, da Maria Lucia sang den ellers så fortærskede klassiker så fortryllende smukt, at jeg helt glemte alle de tusinde gange, jeg har hørt den før, og overgav mig fuldstændig til øjeblikket. Det efterfølgende bifald, der næsten ikke var til at stoppe igen, var fuldt ud fortjent.

Det kræver sin mand at dele scene med to af Danmark absolut mest vidunderlige og dygtige sangerinder, men Tivoli havde valgt den rette til opgaven. Med sin sædvanlige lune facon indtog Stig Rossen sin plads på scenen, og uanset om det var klassikere af Poul Bundgaard, Frank Sinatra eller Disney rummede hver eneste sang den indlevelse og det nærvær, der giver en ekstra dimension til alt, hvad Stig fortolker. Smukkest var i mine ører filmhittet fra ”The Mission”, Ennio Morricones ”A Rose Among Thorns”, og selvom Stig denne aften snarere var a rose among roses, så var det denne sang, der blev hængende i mig, da lyset blev slukket, og festen var forbi.

Det var en fest! Fra start til slut. Det var min første promenadekoncert, og det bliver ganske afgjort ikke den sidste. Derfor, kære, dygtige, skønne mennesker, selvom I på jeres egen skæve, humoristiske, afvæbnende, uhøjtidelige manér sang versene i netop denne sang så stygt, at det var de indledende runder af X-Factor værdigt: Thank you for the music!

Bevægende elendighed blændende smukt leveret

Der findes historier, der fortjener at blive fortalt igen og igen af den simple årsag, at de er så smukke og vedkommende, at deres aktualitet aldrig ophører. Victor Hugos ”Les Misérables” er en af dem, og lige nu kan en dansksproget udgave af Alain Boublil og Claude-Michel Schönbergs musicalversion opleves på Aarhus Teater. Sagde jeg kan opleves? Jeg mener selvfølgelig skal.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et helt særligt forhold til lige netop den her historie. Victor Hugos vidunderlige roman er i mine øjne et af de mest sublime værker, der nogensinde er skrevet. Hans personskildringer alene tåler at blive nydt igen og igen. Jeg har læst bøgerne utallige gange i adskillige udgaver, og jeg bliver aldrig nogensinde træt af historien om galejslaven, der takket være nåde og næstekærlighed ledes hen på den vej, der, uanset hvor insisterende fortidens helvede ånder ham i nakken, leder ham sikkert tilbage til Gud.

Lad os ridse musicalens handling op så kort, det lader sig gøre.

I prologen ser vi, hvordan Valjean sættes fri fra galejerne, blot for at måtte erkende, at friheden er bitter, når man har et gult pas, der stempler én som tidligere straffet og fortsat farlig. Først da han møder den barmhjertige biskop Myriel af Digne, oplever han at én ser bag papirerne og ser resterne af et menneske og en nedbrudt sjæl. Valjean misbruger biskoppens tillid og stjæler hans sølvtøj, men pågribes den efterfølgende morgen af to gendarmer, der fører ham tilbage til biskoppen. Her har den bestjålne alle chancer for at sende Valjean direkte tilbage til galejernes helvede, men i stedet vælger han at fortælle gendarmerne, at Valjean har talt sandt, da han påstod, at sølvet var en gave. Med sig bringer biskoppen to store sølvstager, som han giver Valjean med de skæbnesvangre ord om, at han med dette sølv køber galejslavens sjæl fri fra det onde og giver den tilbage til Gud.

Da vi ser Valjean igen, er der gået otte år, og han optræder nu under falsk identitet som Monsieur Madeleine i byen Montreuil-sur-Mer. Takket være held og kløgt har han styrket byens industri og er nu ejer af en stor fabrik samt borgmester i den lille by. På sin fabrik har han ansat en gruppe kvinder, heriblandt en ung pige ved navn Fantine. Der opstår uro blandt kvinderne, da det kommer frem, at Fantine har en datter, som hun har efterladt hos et kroværtspar, til hvem hun sender alt, hvad hun tjener. Madeleine beder fabrikkens formand om at tage sig af sagen og bringe ro. Han vender selv ryggen til, men understreger dog, at sagen skal løses med så megen tålmodighed som muligt. Formanden, der er en mildest talt ubehagelig mand, smider Fantine på porten og giver indtryk af, at han længe har haft lyst til at straffe den dydige pige, der afviser alle hans tilnærmelser. Overladt til et liv på gaden sælger Fantine ud af alt, hvad hun ejer. Først et smykke, dernæst sit hår og til sidst sin krop. Hun opgiver alt, hvad hun har, og alt, hvad hun er, i håbet om at redde sin datter. Da hun en aften bliver antastet af en dybt urimelig mand på gaden, reagerer hun frustreret ved at rive manden til blods. Han tilkalder politiinspektør Javert, som vi straks genkender som den fangevogter, der satte Valjean fri otte år tidligere. Da Javert vil anholde pigen, griber Madeleine, som har fulgt med på afstand, ind. Han underkender Javerts ordre, beder ham sætte pigen fri og lader hende føre til hospitalet. Straks efter er der på ny uro på gaden, da en fragtmand ved navn Fauchelevent ved et uheld kommer i klemme under sin tungt læssede vogn. Fauchelevent er dødsdømt, hvis ingen griber ind. Madeleine smider resolut sin jakke og risikerer sit eget liv, da han med en galejslaves næsten overmenneskelige styrke løfter vognen, så den stakkels fragtmand kan trækkes fri. Javert konfronterer Madeleine med det faktum, at han i hele sit liv kun har set én mand, der kunne have gjort det, borgmesteren netop gjorde. Manden var Jean Valjean, en tidligere straffet og eftersøgt forbryder, men selvom Javert påpeger den slående lighed, konstaterer han i samme åndedrag, at der ingen sammenhæng kan være, da man netop har pågrebet Jean Valjean, som skal stilles for en dommer samme dag. Den virkelige Jean Valjean har nu to muligheder: Han kan leve i varig fred med visheden om, at han ikke længere er eftersøgt, eller han kan frelse den uskyldige, der er ved at blive dømt i hans sted, og vende tilbage til det helvede, han endelig var så langt borte fra. Valjeans første indskydelse er at gribe ind, angive sig selv og dermed miste alt, hvad han har opbygget. Når han tøver, skyldes det primært visheden om, at hans fald også vil medføre et alvorligt fald for de mange mennesker i byen, der er afhængige af ham og hans virke. Han dømmer det meste af en by til undergang og fattigdom, hvis han angiver sig selv. Til gengæld ved han også, at han kun kan frelse sin sjæl, hvis han adlyder sin samvittighed og selv tager den plads, der venter på galejerne. Gør han det ikke, vil han være fordømt. I erkendelse af at valget allerede blev truffet for ham den dag, han lod biskoppens ord trænge ind og overgav sin sjæl til Gud, afbryder han til sidst retssagen og afslører sig selv som Jean Valjean. Da ingen arresterer ham i retten, går han derfra og tager straks hen til Fantine, hvor han af en sygeplejer får at vide, at den unge kvinde er døden nær. Fantine taler i vildelse og går bort kort efter, beroliget af Valjeans tilstedeværelse og løfte om, at han fra nu af vil sørge for hendes datter Cosette. Da Fantine har udåndet, knæler Valjean ved siden af hende, og imens han er optaget af bøn, dukker Javert op, lige dele vred over at være blevet bedraget og skadefro over at have haft ret helt fra starten, men Valjean er endnu ikke klar til at give op. Han beder om tre dage til at hente Cosette, men politiinspektøren, der ikke kender til medfølelse, er urokkelig, og derfor må Valjean i stedet bruge sin fysiske overlegenhed til at undslippe.

Ved Montfermeil møder vi Fantines lille datter Cosette, der lever som husslave for kroværtsparret Thenardiers, der forguder deres egen datter, Eponine, imens de misrøgter Cosette. Den lille, forældreløse pige sendes ud efter vand, og da hun går alene og skræmt i den mørke skov, møder hun Valjean. Barnet, der hele sit liv forgæves har søgt efter tryghed og kærlighed, er instinktivt beroliget af Valjeans nærhed, og han bærer den tunge spand, imens de sammen går tilbage til byen. Hos Thenardiers køber Valjean Cosette fri ved at betale Fantines gæld af plus adskillige, urimelige udgifter, kroværterne opdigter, da de øjner en mulighed for at tjene nemme penge. Allerede da Valjean og den lille pige kort efter forlader stedet, er der opstået et ubrydeligt far/datter-bånd imellem dem; en gengældt afhængighed og en gengældt, ren kærlighed, ingen af dem hidtil har kendt til.

Ni år passerer, og de to lever et fredeligt liv i Paris’ mylder. Cosettes liv er præget af tryghed, men også af isolation. Valjeans liv er opfyldt af kærligheden til Cosette, men samtidig er han evigt angst for igen at blive indhentet af fortidens skygger. Samtidig begynder Paris at røre på sig. En gruppe unge studenter planlægger et væbnet oprør, og i spidsen for dem står to unge mænd, Marius og Enjolras. Kort inden slaget skal stå, møder Marius tilfældigt Cosette, og de to forelsker sig straks. Thenardier, der nu lever i Paris som leder af en organiseret gruppe forhærdede kriminelle, er tæt på at få afsløret Valjean, der herefter igen er jaget vildt af Javert, som skæbnen hele tiden placerer lige i nærheden af den tidligere galejslave. Thenardiers datter, Eponine, er ulykkeligt forelsket i Marius, men hjælper til trods for dette Marius med at finde Cosette. Hun frelser desuden både Cosette og Valjean med et advarselsskrig, da Thenardiers forbryderbande skal til at trænge ind på deres grund. Valjean vil herefter flygte til England sammen med Cosette og forbereder hurtigt deres afrejse. Cosette og Marius er begge ulykkelige ved udsigten til at skulle skilles, og da Marius samtidig har alle sine kammerater på barrikaden, vælger han at tilslutte sig deres kamp. Han skriver et afskedsbrev til Cosette, som han beder Eponine om at aflevere. Eponine giver brevet til Valjean, der i første omgang forfærdes over, at hans datter er blevet voksen, at deres indbyrdes afhængighed ikke længere er i balance, og at hun er klar til at leve sit eget liv. I anden omgang indser han, at han må redde den mand, der kan give Cosette den lykke, Valjean har svoret, at han aldrig vil nægte hende. Han drager derfor til barrikaden, som Eponine kort forinden er vendt tilbage til så hårdt såret, at hun dør i armene på Marius. På barrikaden finder vi også Javert, der agerer spion bag fjendens linier. En lille dreng ved navn Gavroche genkender imidlertid politiinspektøren og angiver ham. Efter en heftig skududveksling mellem barrikadens ildsjæle og soldaterne har Valjean bevist sin troskab overfor studenterne, og han får efter eget ønske tilladelse til at dræbe spionen Javert. Bevæbnet med både kniv og gevær konfronterer han den mand, der så længe har forfulgt ham. Javert anser det kun for passende, at galejslaven nu får mulighed for endelig at gøre det af med ham, men Valjean gør Javerts forventninger til skamme, da han løslader ham uden forventning om gengældelse. Han bærer ikke nag mod inspektøren, som blot har gjort, hvad hans pligt bød ham. Da den næste og sidste voldsomme kamp på barrikaden sætter ind, dræbes den heltemodige, lille Gavroche af soldaternes kugler, og herefter omkommer de unge mennesker én efter én. Marius bliver såret, men Valjean kaster sig ned foran ham og skærmer ham for kugleregnen. Da Enjolras som den sidste af studenterne er faldet, flygter Valjean med Marius på skuldrene gennem Paris’ skumle kloakker. Ligene ligger spredt over det hele, og Thenardier tager for sig af alle, tænkelige værdier. I den tro at Marius er død, tager han hans ring, men flygter, da det går op for ham, at Valjean, der ligger udmattet ved siden af Marius, endnu er i live. Valjean slæber Marius videre, men mødes af Javert, der igen har muligheden for at afslutte galejslavens liv. Til sin egen skræk erkender politiinspektøren for sig selv, at han ikke kan slå Valjean ihjel. Han indser, at der findes noget, der er hævet over loven, hvilket bliver hans endeligt. Imens Valjean bringer Marius hjem uden at afsløre for nogen, at det er ham, der er redningsmanden, kaster Javert sig ud fra en bro.

Reddet og i bedring begræder Marius sine døde venners triste skæbne, og han forfærdes dels over, at han selv er i live, mens vennerne er borte, og dels over, at han fortsat ikke ved, hvem der bar ham væk fra barrikaden. Cosette forsøger at opmuntre ham ved at minde ham om, at de nu skal leve resten af deres dage sammen. Valjean har opnået frihed ved Javerts død. Loven ånder ham ikke længere i nakken, men Cosette, som var det eneste, han i virkeligheden levede for, har ikke længere brug for ham, og hans samvittighed giver ham nu kun et valg. Han må angive sig selv overfor Marius, fortælle om sin baggrund og drage bort, så Cosette kan leve frit. Det er uden tvivl den hårdeste beslutning, Valjean tager, og det bliver hans sidste. Da han har betroet Marius sandheden om sin fortid, vender den unge mand ham ryggen, og Valjean forbereder sig på at dø i ensomhed den selv samme dag, hvor hans elskede Cosette bliver gift. Ved brylluppet dukker Thenardiers op igen. De har i sinde at presse penge ud af Marius ved at komme med vigtige afsløringer om Valjean. Monsieur Thenardier fortæller, hvordan han natten efter det endelige slag på barrikaden så Valjean bære et lig gennem Paris’ kloakker. Som bevis har han den ring, han stjal fra Marius’ finger. I samme øjeblik indser Marius, at hans redningsmand er den mand, han netop har vendt ryggen. Han griber Cosettes hånd og tager hende med hen til Valjean, der et kort øjeblik lyser op, da de unge mennesker er hos ham. Han når at aflevere et skriftemål til Cosette, og fortæller hende kort om hendes moder, inden han går bort, hentet af de døde, der gik i forvejen. Biskoppens plan for galejslaven fuldføres, da Valjeans sjæl bæres hjem til Gud.

Handlingen er kompleks, og den er kraftigt komprimeret her i musicalversionen, så jeg forstår godt, hvis man kan føle sig lidt sat af undervejs, hvis man ikke på forhånd kender historien. Derfor er det nok også fint, at de på Aarhus Teater har valgt at fremføre stykket på dansk. Alligevel savnede jeg den engelske tekst, som, jeg synes, er fuldstændig fantastisk. Sammenlignet med den oprindelige danske oversættelse, var der dog tydeligvis foretaget nogle ændringer undervejs, der fik det værste af det arkaiske pillet ud af teksten, samtidig med at ordlyden flere steder lod til at være kommet tættere på den engelske version. Det hjalp meget.

Scenografien er speciel. Midt i det hele står et stort, tilsyneladende dødt træ, over hvilket der svæver en voldsom tornekrone. Det religiøse tema er dermed stærkt repræsenteret, hvilket passer fint sammen med flere af de væsentligste scener i historien. Mærkværdigere synes da også den store guldramme, der fylder særligt den ene side af scenen op. Jeg tilstår gerne, at der gik nogle minutter, før jeg var færdig med at stirre undrende på det gevaldige Eckersberg-maleri, der er flået i stykker i den ene side. Men det giver mening. Motivet på maleriet er et italiensk landskab, men det er fuldstændig ligegyldigt, det kunne være hvor som helst. Når stykket trækkes ind i en dansk kontekst, befinder vi os midt i guldalderen, som for de fleste er uløseligt forbundet med idylliske landskabsmalerier og lidenskabelige fædrelandssange. Hugo rev glansbilledet i stykker, da han skrev et godt og vel 1200 sider langt værk om de elendige, om samfundets skyggeside, undertrykte og opgivne sjæle, et stærkt dominerende styre og en generation, der havde mere kampånd og mod, end de havde opbakning fra det folk, hvis frihed de kæmpede for. Hos biskoppen af Digne og ved studenternes planlægning af oprøret optræder guldrammen desuden i en mindre udgave, og her er der blot nogle enkelte rester af maleriet tilbage. Jo mindre, der er af billedet, desto tættere er vi på det vigtigste, på sandheden. Det er heftig symbolik presset ind på en fhv. lille scene, og jeg er glad for, at jeg havde muligheden for at forholde mig til det, inden selve forestillingen gik i gang. Men samtidig med at det er tæt på at blive for meget, er der også noget tankevækkende over et teaterstykke, der i dén grad tør give indtryk af at være kunst med et budskab, der er vigtigere end virkelighedstro skildringer. Og virkelighedstro bliver en musical vel i hele sin natur aldrig. Til gengæld har den med sin kombination af musik, sang og skuespil en helt enestående evne til at formidle alle de stærkeste følelser, og det er måske netop derfor, genren egner sig så godt til en historie som denne.

Jean Valjean er den mest vidunderlige karakter og det smukkeste, mest inspirerende menneske, der aldrig har levet. Han er mere end bare hovedpersonen i ”Les Misérables”. Han er selve kernen og sjælen, og hele stykket står og falder derfor også med ham. Alt for ofte har jeg set film, serier og teaterstykker falde allerede i de indledende scener, når Valjean præsenteres første gang. Jeg ved ikke, hvad grunden er, men i stort set alle versioner, jeg har set, har han enten været for vag, poleret eller sørgmodig. Galejslaven er ingen af delene, da han løslades efter at have afsonet 19 år, 5 for at have stjålet et brød og resten for adskillige flugtforsøg. Lovens arm greb en af de mange elendige; en simpel mand, der kæmpede for at brødføde sin søster og hendes syv børn. Da systemet lænkede ham, fratog ham hans navn og gav ham nummeret 24601, gjorde de ham til et dyr. Der er kun to væsentlige ting i Valjeans tanker, da han forlader galejerne: Had og hævn. Det er sjældent en skuespiller på så kort tid, som scenerne med galejslaven varer, formår at udtrykke denne ondskab, så den gør indtryk. Men ondskaben er altafgørende, for kun gennem den forstår vi fuldt ud, hvilken skæbnesvanger indgriben biskoppen foretager, da han køber Valjeans sjæl fri fra det onde og giver den tilbage til Gud. Biskoppen ser et sidste håb for den nedbrudte og hadefulde mand, der misbruger hans tillid og bestjæler ham. Det er hans tro på, at Valjean endnu besidder en sjæl, der er katalysatoren. I virkeligheden knækker han Valjean, giver ham det endelige og nødvendige slag, hvorfra han kan rejse sig som et nyt menneske.

Mine forventninger til Stig Rossens Jean Valjean var tårnhøje, men jeg var alligevel spændt på, om han nu virkelig også formår at få det rå og vilde frem i karakteren. Til min store glæde kunne jeg ret hurtigt konstatere, at det gør han. Overfor Javert er det en stærkt trykket galejslave, der står foran os med et ladt gevær pegende mod sig hele tiden. Underkuet har han blikket stift rettet mod jorden det meste af tiden, men når han en sjælden gang kigger op, skinner kulden igennem. Et vildt dyr, der holdes nede, men som uden tvivl vil dræbe, hvis chancen byder sig. Han fremstår derfor også i glimt som decideret farlig, da han efter sin løsladelse mødes af mistillid og uretfærdighed i det samfund, hvor han som tidligere straffet regnes for mindre end en hund. Men det er en besynderlig balancegang, Stig rammer her. Samtidig med at han er dybt usympatisk, da han eksempelvis med hån og spot i stemme og handling stjæler biskoppens sølv, er der noget hjerteskærende og skrøbeligt over ham, når han i en enkelt sætning indskyder, at hvert et skridt ude i friheden gør ondt. Det skrøbelige tager over, da han modtager sin benådning og endelig for alvor kan betragte sig selv som fri. Da han bliver gjort opmærksom på, at han har en sjæl, genopstår hans samvittighed, og han bryder sammen af skam over sine egne handlinger. Da prologen slutter, flår en grædende Jean Valjean sine papirer i stykker og den mand, der blev sendt på galejerne, dræbt i ånden og dernæst frelst af tilgivelsen, bliver endnu engang tilintetgjort.

Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre indledning end denne. For en gangs skyld skabes der fra start af det solide fundament, som hele resten af fortællingen skal bygges på. Vi forstår Valjeans godhed og hans milde, overbærende væsen, der under selv de hårdeste prøvelser lader sig lede af sin samvittighed og helt undviger det bitre had, bebrejdelserne og hævngerrigheden. Lige så meget kulde, som Stig kaster ud over scenekanten i de indledende scener, lige så altomsluttende en varme spreder han i resten af stykket. Fysisk er han i topform, hvilket han blandt andet demonstrerer, da han uden at virke synderlig anstrengt synger, så det er en fryd, samtidig med at han bærer en hårdt såret Marius på ryggen. Vokalt bliver han bedre og bedre stykket igennem – om det er bevidst eller ej, ved jeg ikke, men det fungerer som en fin understregning af Valjeans udvikling. Den store solo ”Bring ham hjem” har jeg aldrig hørt sunget smukkere på dansk, den leveres sikkert og intenst. Alligevel er sangen ikke det væsentligste ved Stigs præstation, det er uden tvivl skuespillet. Hans tilstedeværelse og indlevelse er eminent, hvilket måske tydeligst kommer til udtryk i den scene, hvor han går til bekendelse overfor Marius. Det gør ondt langt ind i sjælen, når den fysisk så robuste mand bryder sammen i en sorg, der føles lige så ægte som de tårer, der strømmer ned ad hans kinder.

Det er fantastisk at opleve en skuespiller, der ikke er bange for at give sig selv fuldt ud og dermed formår at rumme den bitreste ondskab, den reneste godhed, den varmeste kærlighed og den dybeste sorg – alt sammen i ét og samme stykke. Konklusionen er klar: Fra start til slut ELSKER jeg den her skildring af Jean Valjean. I mine øjne kunne Stig med denne præstation bære hele stykket hjem, men han behøver heldigvis ikke gøre det, for med sig på scenen har han et helt hold af velvalgte og dygtige medsangere og –skuespillere.

Peter Jorde leverer en fantastisk, manisk Javert, som for én gangs skyld vækker et strejf af medlidenhed i mig, når han til sin egen fortvivlelse lader Valjean gå fri og ser sin verden gå til grunde. Javert er en ekstrem karakter, som aldrig må forfladiges til at være en simpel skurk. Jorde får det kyniske og ekstreme fint frem, og karakteren får lov at udvikle sig gennem stykket, uden at effekten af det endelige stød, der tilintetgør ham, mindskes. (En tiltrængt og skarp kontrast til sidste års filmversion, hvor Russell Crowe instrueret af Tom Hooper i mine øjne fuldstændig spolerer karakteren.) Det er smukt – og så er det i øvrigt imponerende, hvor tydeligt Peter Jorde formår at synge alle de mange(!) ord. Det er behagelig nemt at høre teksten, hvilket giver overskud til fuldt ud at nyde hans vidunderlige stemme. Javert er personificeringen af loven, af samfundets paragrafstyrede syn på retfærdighed, han er systemets fravær af barmhjertighed og tilgivelse. Hans ekstremitet gør ham umenneskelig, men ond er han ikke.

Det er derimod Anders Bircows Thenardier. Ond og klam, så det løber én koldt ned ad ryggen, når han er på scenen. At agere comic relief i et stykke, der ellers er så tungt og trist, at enhver stilhed på scenen besvares af snøften og hulken fra publikum, er ikke nogen nem opgave, men Bircow rammer den altafgørende balance fint. Han underholder, uden at han på noget tidspunkt giver os lejlighed til at tvivle på hans ondskab. Vi griner, samtidig med at vi hader ham.

I både bogen og musicalen er der kun én karakter, jeg aldrig har holdt ubetinget af. Marius er i mine øjne en vag og irriterende størrelse, der i fortællingen fanges mellem studenterne og kærligheden. Under normale omstændigheder efterlader det den unge mand som en, pardon my French, vattet nar på barrikaden, hvor han har mere travlt med at begræde tabet af Cosette, end han har med at kæmpe for sin sag. Til min store glæde og overraskelse formår Thomas Høj faktisk at give karakteren lidt kant, når han tilføjer temperament og en mere åbenlys frustration. Derudover giver han indtryk af, at hans deltagelse på barrikaden er et valg, han træffer, og ikke blot et udtryk for hans livslede ved udsigten til en tilværelse uden Cosette. Hans principfasthed kommer også til udtryk, da han nægter at række Valjean hånden, efter galejslavens fortid er afsløret. Det fungerer virkelig godt, og i mine øjne redder det karakteren. Når Thomas Høj samtidig synger vidunderligt, er det svært at være kritisk.

De tre bærende kvinderoller imponerede også. Skuespilmæssigt er rollen som Cosette noget tynd, men sangmæssigt lader Isabel Schwartzbach intet tilbage at ønske. Christina Elisabeth Mørkøres Fantine minder mig til forveksling om den Fantine, vi får beskrevet i bogen, og særligt hendes dødsscene er betagende. Hendes næsten konstante, ironiske og desperate ”smil” afspejler hendes indre sindstilstand, og når det i glimt erstattes af et ægte, varmt smil, sender den skærende kontrast visheden om hendes hårde og uretfærdige skæbne helt ind i hjertet på os. Endelig er Mercedesz Csampais Eponine helt igennem skøn. Med en smuk, sjælfuld stemme og et vidunderligt, udtryksfuldt ansigt er hun den bedste Eponine, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at opleve.

Som helhed er ensemblet stærkt, og som altid var det særligt de unge på barrikaden, der ramte mig. Der er en betagende sammenblanding af frygt, kampgejst, håb og modløshed bag barrikaden. Når de græder, griner og slås, er det umuligt ikke at lade sig rive med. Derudover var jeg imponeret over, hvor let og elegant der skiftes fra scene til scene. På intet tidspunkt blev jeg revet ud af stemningen, fordi der var en overgang, der føltes forkert. Det er godt gået, for det er et tætpakket program, de kære mennesker på scenen har. Kunne noget have været gjort bedre? Jeg ved det ærlig talt ikke. Der er så rigeligt, der virker, at alt andet forekommer ligegyldigt. Der opstår et af de sjældne, altopslugende og befriende øjeblikke, hvor tid og sted ophører med at eksistere.

Da tæppet faldt for sidste gang, var det sidste, jeg havde lyst til, at slippe den stemning, jeg lige havde været opslugt af. Selvom jeg havde det lidt, som om de flåede hjertet ud af brystet på mig i prologen og spillede stikbold med det resten af stykket igennem, havde jeg lyst til at blive lige der i fortællingens magiske univers. Jeg havde det af gode grunde, som om jeg havde grædt uafbrudt i tre timer; bragende hovedpine og en knugende fornemmelse, der mest af alt minder om sorg, indeni. Den knugende fornemmelse sidder der endnu, men ud fra den spirer et håb.

”Les Misérables” handler om tro. Troen på Gud. Troen på idealer. Og mere end noget andet om troen på mennesket.

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.

K.E. Løgstrup

 Det er et enormt ansvar og et endnu større privilegium. I enhver situation har vi selv ansvaret for, hvordan vi handler. Uanset hvor hårdt vi slås omkuld, har vi altid to muligheder. Vi kan vælge naget, eller vi kan vælge tilgivelsen. Vi kan lade os blænde af paragraffer, eller vi kan se mennesket. Vi kan acceptere uretfærdigheden, eller vi kan kæmpe. Vi kan hade, eller vi kan elske. Vi kan opgive, eller vi kan tro. Banalt? Hvis det var så banalt og lige til, var der vel lidt mindre nød og elendighed i verden. Lidt mere sandhed i guldaldermaleriets idyl.

Når jeg aldrig bliver træt af den her fortælling skyldes det først og fremmest, at det altid er både opmuntrende og inspirerende at være i selskab med Jean Valjean. Fra første gang man stifter bekendtskab med ham, er det svært ikke at beholde en del af ham i sit hjerte. Jeg håber, de, der ikke kender historien på forhånd, forlader teatret med den del. Med håb for fremskridt og med tro på, at verden bliver et bedre sted for hver god og næstekærlig gerning, der foretages, at vi rykker vægtskålen til den rigtige side med vores valg.

Jeg sidder i salen igen om tre uger, og jeg glæder mig. I virkeligheden sad jeg der gerne hver eneste aften, hvis jeg havde muligheden for det, alene for at være i selskab med de vidunderlige og bevægende karakterer, der vækkes til live på scenen. Det her er historiefortælling, når det er bedst; når det er vigtigst. Af hjertet tak til alle jer, der bidrager til magien.

Julens stemmer

Stemmerne, der forsigtigt og smukt blander sig med stilheden, har samme effekt som små lys, der et efter et tændes og hver især fortrænger sin del af mørket. Luk øjnene og lyt til Nu tændes tusind julelys, åbningsnummeret på Stig Rossens seneste udgivelse, Julens stemmer, så forstår du, hvad jeg mener.

Der findes musik, der afspejler, præcis hvordan vi har det – og så findes der små sjældenheder, der stik modsat trænger helt ind i sindet og får os til at føle, præcis hvad albummet rummer, uanset hvor vi var fysisk og mentalt, da vi satte det på. Stigs fjerde julealbum er en perle af netop den sidste slags.

Da jeg første gang lyttede til sangene, sad jeg på min arbejdsplads. Jeg var lidt for pligtopfyldende taget af sted på trods af en heftig forkølelse, og jeg var mildt sagt både træt og tung i hovedet. I en tiltrængt pause barrikaderede jeg mig i vores afslapningsrum, trak benene op under mig i hjørnet af den store sofa og lod musikken strømme.

Fuldstændig tro mod sædvane var jeg nogenlunde lige så skeptisk, som jeg var forventningsfuld. Det er en modig mand, der udgiver et helt album med 11 danske julesange i a cappella-versioner. Nemlig, a cappella som i: Helt uden nogen form for instrumental opbakning. Det er blevet en fast tradition ved Stigs årlige julekoncerter, at det første ekstranummer er en a cappella-version af en for publikum kendt eller ukendt sang, som Stig fremfører sammen med sine fire, blændende dygtige julekorsangere. Jeg elsker den tradition – lidt fordi det kun er én sang, og meget fordi det er live.

Når jeg lytter til musik, forsvinder jeg langt ind i lydenes univers. Jeg leder efter hver lille nuance og detalje, der gemmer sig derinde. Lige netop a cappella-genren har, som størstedelen af al korsang i øvrigt, den egenskab, at når det er af højeste kvalitet, så er det så skarpt og præcist, at mine ører keder sig bravt allerede ved første gennemlytning. Det er imponerende, ja, og det lyder da også pænt. Men musik skal ikke være pæn, og jeg gider egentlig ikke for alvor lytte til noget, jeg kan læse i et nodehæfte. Heldigvis havde jeg i et temmelig uopmærksomt øjeblik fuldstændig overset en banal, men meget væsentlig detalje, da jeg første gang blev præsenteret for idéen om det her album: Det er ikke korsang.

Det præcise, der isoleret set ville ramme perfektionens kedsomhed, er til stede. De fire korsangere, som flere af os genkender fra julekoncerterne, leverer lynende skarpe præstationer, og jeg savner på intet tidspunkt instrumenter. Stemmerne bærer fint melodierne alene, som de svæver dér, engleblidt i baggrunden. Jeg tager dem til mig, uden at jeg lytter særlig bevidst til, hvad eller hvordan de synger. Når mine nørdede ører alligevel ikke på noget tidspunkt keder sig, skyldes det, at Stig oven på korets fløjlsbløde fundament, fortolker og formidler med den helt unikke indlevelse, der kendetegner stort set alt, hvad han kaster sin energi i. Der findes uendeligt mange dygtige sangere, men det er meget få, der formår at gøre teksterne så levende og vedkommende, som Stig gør.

Der skulle kun ganske få øjeblikke med kombinationen af korets præstation og Stigs fortolkninger til, før jeg var båret langt væk, tilbage til barndomsminder fra et hjem, hvor klaveret ikke var til pynt, og hvor jul var uløseligt forbundet med sang. Allerede inden åbningssangen var sunget til ende, havde den varmeste, tryggeste julestemning, med alt hvad den rummer af fortrøstning og håb, et fast greb om mig.

Det er ingen hemmelighed, at det meste af, hvad Stig præsenterer, går direkte i hjertet på mig. Selv under få minutters fortolkning af en sang, kan jeg være fuldstændig opslugt af historien, budskabet eller bare den karakter, han skildrer. Alligevel må selv jeg tilstå, at der på det her album er et helt enestående nærvær til stede, som ikke rigtig kan sammenlignes med den sædvanlige oplevelse. Jeg tror, forklaringen er den enkle, at de her sange ikke er en dygtig skuespillers præstation. Det her er ganske enkelt en kærlig hilsen fra en mand, der er fuldstændig forgabt i julen og dens budskaber.

Jeg har for én gangs skyld svært ved at sætte ord på, hvad det præcis er, jeg hører, men eksempelvis er det først efter at have hørt det her album, jeg fuldt ud forstår, hvorfor Stig synes, Glade jul er så smuk. Der er noget ved betoningen af hvert eneste ord og klangen i sin helhed, der forplanter sig i sjælen, når man lytter. På samme måde er oplevelsen af et af albummets mere poppede numre, Søs Fengers vidunderlige Holder øje med dig, en helt anden, end jeg er vant til. Jeg har altid syntes, den sang var smuk, men den oprindelige version gør mig trist. På Julens stemmer har de valgt at sætte tempoet lidt op, og der er ikke noget trist over de rytmiske korstemmer. Samtidig har jeg fornemmelsen af, at Stig smiler det meste af tiden, imens han synger. Alt i alt bliver sangen ikke en bedrøvet fortælling om adskillelse og savn, men i stedet en hyggelig forsikring om, at hverken ude af øje eller ude af sind for alvor gør sig gældende her. Holder øje med dig er min absolutte favorit på det her album, og det kan tage lang tid at komme videre til næste sang, hvis først jeg får ramt repeat-knappen.

Jeg burde nævne sangene én for én, og jeg kunne uden tvivl have fremhævet flere detaljer samt både komponisterne, tekstforfatterne og så selvfølgelig de næsten overnaturligt smukke englestemmer i DR’s pigekor, men der skal ikke flere ord til. Julens stemmer skal høres og ikke mindst mærkes.

Erling Møllehaves fine tekst til titelsangen kan passende opsummere:

Når hjertet fyldes af julens stemmer

fornemmer sindet en særlig ro

og julens glæde – kan stille gro

 

Når julens glæde så er tilstede

kan sange fryde som stjerneskud

de sange synger – vi gerne ud

 

For julens stemmer et budskab gemmer

om glade stunder og ærlighed

hvis vi kan lytte – med kærlighed

 

Vi er som blomster, så små og spæde

Der kun kan visne og så forgå

men julens glæde – den vil bestå

 

Julens stemmer inviterer til fordybelse og ro, det fremkalder velvære og smil, og det minder mig om, at vi skal elske livet og turde drømme om en bedre verden, hvor julens budskaber hører hele året til. Jeg kan ganske enkelt ikke anbefale det her album varmt nok.

“Fregatten Jylland” – momenter af magi i en ellers noget blandet fornøjelse.

Efter en aften i teatret plejer jeg gerne at lave en lille analyse for mig selv, og når en oplevelse skal vurderes, placerer jeg den på en nærmest immanent kvalitets-skala, så jeg kan få sat ord på, om det overordnede indtryk var positivt eller negativt. Måske kan jeg endda på lettere patetisk anmeldermanér dele en stjerne eller seks ud. Men af og til slår skalaen ikke til, og af og til er stjerner ligegyldige.

På plakaten ser det egentlig lovende ud for den nye danske musical ”Fregatten Jylland”. Der er solide kræfter på rollelisten og temaet, krig og kærlighed, er både vedkommende og tidsløst. Det er da også de to ting, der primært bærer stykket hjem, men det er ikke uden bump, og det får desværre heller ikke lov at overskygge hverken skønhedsfejlene eller den forfladigende, lykkelige slutning.

Vi kommer godt fra start. Stig Rossen alene på scenen med åbningssangen ”Dette Land”, der straks slår både alvoren og det nationalromantiske tema an. Der er på en eller anden måde også noget rart og opmuntrende ved, at det er besætningens stærkeste vokal, der sender os af sted.

Når vi straks efter præsenteres for livet i Nyboder er stemningen helt anderledes ubekymret og let, og vi fornemmer en kontrast, der er behageligt afbalanceret særligt i hele første akt. Det ene øjeblik er udtrykket dystert og knugende, det næste er det lyst og livsbekræftende. Miss Saigon møder vaudevillen. Det kan måske virke forstyrrende, at vi det ene øjeblik trækkes ned i krigens mørke for det næste øjeblik at være indhyllet i kærlighedshistorier præsenteret i et næsten revyagtigt skær. Men i virkeligheden var det jo sådan, det var.

Hvad udad tabes, skal indad vindes. 1800-tallet var mildest talt en turbulent tid for vores fædreland, der på ganske få år gik fra velstand til fattigdom, samtidig med at krigen sled hårdt på både landets hær og landets størrelse. Men kulturelt set blomstrede nationalromantikken og kunsten havde travlt med at hylde alt, der var dansk, alt, der var hverdagsagtigt, og alt, der var rart og hyggeligt. Stoltheden over den danske arv blev sat i højsædet.

”Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.”
, skrev Adam Oehlenschläger rammende i en af de mange ofte udeladte strofer i dét, der blev og fortsat er vores nationalsang. H. C. Andersen bad med sit bud på en fædrelandssang få år senere en smuk bøn for landets fremtid; landet der før var konge i hele Norden, men som nu opfattedes som svagt. Og imens resterne af vores svækkede hær kæmpede med livet som indsats for den sidste ære ved fronten, blev der sunget idylliske børnesalmer som ”I Østen stiger Solen op” og ”Morgenstund har Guld i Mund” hjemme i stuerne, og de musikalske lystspil med helt igennem ufarlig tematik blev en af de foretrukne underholdningsgenrer. Kontrasten var voldsom, og derfor synes jeg egentlig også kontrasten i ”Fregatten Jylland” er helt på sin plads.

Er ”Fregatten Jylland” så en god musical? Nej. Overordnet set er hverken historien eller opsætningen videre vellykket.

Personligt tror jeg, noget kunne være reddet, hvis de bærende kræfter bag havde satset på en anden slutning. Da den unge Hans Christian falder om på dækket efter det store (og for resten flot skildrede) slag, og alle for en stund tror, han er død, er det hjerteskærende. Alle de bange anelser og bekymringer, der bringes i spil undervejs, bliver pludselig en realitet. Det ikke bare kunne gå galt, det gik galt. Da han kort efter hoster en gang og til alles store lettelse sætter sig op, er fornemmelsen lidt den samme, som når en nervepirrende historie brat afsluttes med det ekstreme antiklimaks: Og så vågnede han. Nej, jeg er ikke én af dem, der mener, at en historie nødvendigvis skal ende trist, for at den kan være langtidsholdbar. Men i det her tilfælde havde det efterladt mig med en mere fuldendt oplevelse. I stedet får vi en lykkelig og sukkersød slutning, hvor alle får hinanden ved en overdådig bryllupsfest. Men vi ved jo godt, det ikke endte lykkeligt. Hvornår gør krig nogensinde det? Der var mænd, der faldt, og der var familier, der blev knust. Vi tabte krigen, selvom kaptajn Holm og fregatten sejrede; et faktum som de tre scener i krigsministeriet kun gør os alt for bevidste om. Havde stykket kunnet bære en ulykkelig slutning? Ja, det tror jeg. Jeg havde i hvert fald til hver en tid foretrukket dét frem for en forloren ”feel good”-fornemmelse.

Derudover er niveauet ganske enkelt for lavt. Kvaliteten af teksterne er alt for svingende, enkelte passager tenderer det irriterende, og desværre er ikke engang den imponerende mængde talent i ensemblet nok til at ændre på, at ”Fregatten Jylland” til syvende og sidst er blevet lidt en b-musical på den ærgerlige måde, selvom det fra start til slut er tydeligt, at der er kræfter på scenen, der kæmper med alt, hvad de rummer, for at få det bedste ud af materialet.

Men vil jeg så huske oplevelsen om ti år og stadig elske den? Ja. For dét, der rammer, rammer dybt. Eksempelvis er den første scene i krigsministeriet helt uforglemmelig. Kim Brandt er genial både som kæk sejlmager på fregatten og som beregnende departementschef for krigsministeren. Og lige så irriterende som Martin Loft er i sin rolle ombord på fregatten, lige så overbevisende er han som den dybt usympatiske krigsminister, der helt åbenlyst ikke er kommet til magten takket være eget talent. Også spillet imellem de to høje herrer med den lave moral og den pligtopfyldende kaptajn Holm, i skikkelse af Stig Rossen, er blændende. Scenen er kort men effektiv, og her er det til min store glæde tydeligvis skuespillet, der på optimal vis får givet karaktererne sjæl og liv. Jeg håber, alle i salen er i stand til at opfange Stigs ansigtsudtryk, når han konfronteres med de to politikere. Den skønne om end temmelig tragikomiske stemning i krigsministeriet bliver med ét ond og ubehagelig i en sådan grad, at det trak tårer hos mig.

Stig har en imponerende evne til ikke alene at spille en rolle, men derimod at træde helt ind i en karakter. Vi sad heldigvis tæt nok på scenen til tydeligt at kunne se hans øjne og blikket, der afslører en loyal, omsorgsfuld og livserfaren kaptajn, som med en facade af ro tøjler et indædt had til de to, der ikke anser den forestående kamp for at være meget andet end en politisk afledningsmanøvre, og en dyb sorg over at blive misforstået som ærekær og selvisk. Øjnene er sjælens vinduer, og evnen til at kunne manipulere med så personlig en del af sin fremtræden er i mine øjne dét, der karakteriserer en skuespillers format og talent. Jeg elsker ganske enkelt, når alle de mindste detaljer er på plads, så en fiktiv karakter på magisk vis går direkte i hjertet og brænder sig fast. Nu, hvor jeg tænker over det, er det faktisk sjældent, jeg oplever det i et teaterstykke. Ofte opstår magien først, når den bakkes op af subjektiv kameraføring og andre af filmmediets virkemidler. Men her var den. Live, uden noget filter, uden afstand i tid eller sted og derfor så meget mere overvældende. Det er øjeblikke som dét, jeg vil huske ti år fra nu. Når jeg tænker tilbage på ”Fregatten Jylland”, vil jeg forstå, hvorfor den formentlig ikke bliver genopsat. Men jeg vil primært huske den for de øjeblikke, der ramte, og der var heldigvis mange flere af den slags.

Det er vist i øvrigt også typisk for mig, at jeg blev overrasket over, hvor alvorlige og bevægende dele af stykket er. Til trods for min hang til at analysere og fortolke, kan jeg mere eller mindre bevidst gå fuldstændig umiddelbart til tingene. Eller måske er det i virkeligheden bare hårfarven, der dominerer, når jeg kan sætte mig i salen for at se et teaterstykke om krig og alligevel blive overvældet af alvoren. Præcis som jeg formåede at tage i teatret for at se musicalen om Egtvedpigen og først i sidste øjeblik indse, at en historie baseret på fundet af et ungt kvindelig og et forkullet barnelig næppe kunne ende lykkeligt.

På mange måder minder ”Fregatten Jylland” mig faktisk om netop ”Egtvedpigen”, ikke så underligt, kan man vel roligt hævde, eftersom hovedkræfterne bag og flere af de medvirkende på scenen er de samme. Overodnet set er ”Egtvedpigen” formentlig den ringeste musical, jeg har set. Jeg kan huske, hvordan jeg krummede tæer flere gange undervejs. Alligevel er det også en af de musicaloplevelser, der på en helt modsatrettet positiv måde står tydeligst i min erindring, fordi den ligesom ”Fregatten Jylland” havde momenter, der gik så rent ind, at de er blevet siddende.

Og hvad er så vigtigst? Det overordnede helhedsindtryk eller momenterne af ren magi, der aldrig helt fortager sig igen. Jeg ved det ikke. På en måde giver det ikke mening at forsøge at adskille de to ting, og så vil jeg hellere bare erkende, at ikke alt er så enkelt, at det kan afspejles med én samlet karakter.

Som Anine siger til kaptajn Holm: Nogle gange skal vi bare have lov til at sige tak.

”Les Misérables”

– Potentiel storfilm uheldigt forløst.

Romanen ”Les Misérables”, skrevet af Victor Hugo og første gang udgivet i 1862, er uden skyggen af tvivl det smukkeste værk, jeg nogensinde har læst. Med sine cirka 1300 sider er det i sin fulde længde intet mindre end et mesterværk, et historisk melodrama med uforlignelige personskildringer.

Jeg har læst værket i fem forskellige udgaver og flere gange, end jeg har gidet tælle. Jeg bliver aldrig træt af historien om galejslaven, der takket være en næstekærlig biskops nåde vender sin skæbne. Om politiinspektøren, der er så bundet af loven, at erkendelsen af, at der muligvis findes noget, der er hævet over denne, bliver hans undergang. Om en undertrykt befolkning, der lever i elendighed og en fransk ungdom, der inspireret af den franske revolution desperat kæmper for frihed og lighed. Alle de største følelser er i spil.

Værket er filmatiseret og iscenesat flere gange med varierende succes. I den lave ende af skalaen må jeg placere eksempelvis Bille Augusts stærkt amputerede version fra 1998, der slet ikke formår at formidle hverken fortællingerne eller følelserne fra Hugos oprindelige værk. I den anden ende af skalaen har vi Alain Boublil og Claude-Michel Schönbergs musicalversion, der helt velfortjent ofte omtales som den største musical nogensinde. Denne gennemkomponerede og ualmindeligt smukke version rummer en overraskende stor mængde af fortællingen, skildringen af karaktererne, de elendige og oprørerne er medrivende og efterlader mig med præcis den samme fornemmelse, som bogen gør.

Jeg jublede derfor ved udsigten til, at der nu endelig var én, der var modig nok til at omsætte denne version til filmlærredet. Verdens bedste historie, verdens største musical og alle de virkemidler filmmediet kan bidrage med – det skulle blive en succes! Med 8 Oscar-nomineringer, 3 Oscar-statuetter, 3 Golden Globes og et utal af overvældede anmeldere tegnede det også i den grad lovende, og da jeg satte mig til rette i biografsædet, var der ikke noget, jeg hellere ville, end blæses bagover af begejstring.

Åbningsscenen er betagende. Helt fra start af ser og mærker man, hvad filmens virkemidler kan. Billederne er fænomenale og sammen med Schönbergs storslåede musik, rives man straks med. Men ligeså brat, som jeg var revet med, var jeg hægtet helt af igen, og sådan fortsatte det filmen igennem. Aldrig før har jeg oplevet at føle en så ambivalent reaktion på en film. Det ene øjeblik var jeg bjergtaget, det næste havde jeg lyst til at forlade salen.

Der er helt sikkert elementer af storhed. Anne Hathaways præstation i rollen som Fantine er overvældende, og der kan umuligt være mange tørre øjne blandt publikum, når hun på smukkeste vis græder al sin smerte ud i ”I Dreamed A Dream”. I løbet af ganske kort tid får Hathaway skildret den tragiske historie om en ung, smuk og stærk kvinde, der kæmper indædt men forgæves for at bevare sin ære i kampen for at redde sig selv og datteren, Cosette, som hun af nød har måttet efterlade hos kroparret Thénardier. Man forstår, hvor hun kommer fra, man mærker hendes velbegrundede vrede, og man græder både med og for hende, da hun afkræftet og skrøbelig opgiver sit eget liv, trøstet af visheden om, at Cosettes lykke er sikret.

Som helhed er ensemblet stærkt, og de store sange som ”Look Down” (særligt de fattiges version) og ”Do You Hear The People Sing” giver gåsehud på den gode måde. Også de unge mennesker på barrikaden greb mig, og præcis som når jeg læser bogen, var jeg fuldstændig opløst af tårer lige inden, under og efter deres ulige kamp mod overmagten. Den ideologiske ildsjæl Enjolras, her spillet af Aaron Tveit, er en af fortællingens mindre karakterer men også en af dem, der gør størst indtryk på mig. Det gjorde ondt langt ind i sjælen at se den spæde revolution dø med ham.

Der er flere udmærkede præstationer. Samantha Barks er overbevisende i rollen som Eponine, der er ulykkeligt forelsket i Marius, der i øvrigt spilles ligeså overbevisende af Eddie Redmayne. Det er faktisk første gang, jeg ikke er blevet småirriteret på den unge mand, der forelsker sig hovedkulds i Cosette, spillet af en smukt syngende Amanda Seyfried, og en overgang lader til helt at glemme, hvorfor han befinder sig på barrikaden sammen med sine kammerater.

Der er så meget i alle sidehistorierne, der er så godt! Men det hele falder bare voldsomt til jorden med de to karakterer, der burde være de bærende. Jean Valjean og Javert, spillet af hhv. Hugh Jackman og Russell Crowe, er om ikke decideret fejlcastede så i hvert fald fejlinstruerede. Det gælder for dem begge, at deres vokale præstationer ganske enkelt ikke er stærke nok, og det var blandt andet sange som ”Bring Him Home” og ”Stars”, der fik mig til at sende et blik mod nærmeste udgang. Men selv når sangene ellers ikke er voldsomt krævende, er deres stemmer, især Crowes, irriterende og intetsigende i deres udtryk. Allerede da Javert løslader Jean Valjean helt i begyndelsen af filmen, ønskede jeg inderligt, at de ville holde op med at synge og sige deres replikker i stedet. Det hjælper heller ikke, at begge skuespillere i langt det meste af filmen tilsyneladende bruger så meget overskud på deres middelmådige sangpræstationer, at det påvirker deres skuespil negativt. Skuespilmæssigt lever ingen af de to på nogen måde op til, hvad vi ellers har set dem præstere – og det er endda på trods af, at der må være uendeligt meget lækkert stof at tage fat på i to så exceptionelle karakterroller.

Hugh Jackmans version af Jean Valjean virker helt fra start af nedbrudt og deprimeret, snarere end opfyldt af vrede og had til verden. Han burde være mere dyr end menneske, men Jackman får på intet tidspunkt de elementer med. Derfor bliver det aldrig tydeligt nok, præcis hvor stor en forandring der sker med Valjean, da biskoppen køber hans sjæl fri og overgiver den til Gud. Hele afsættet for karakteren bliver forkert, og han opnår aldrig den dybde, jeg havde forventet.

Endnu værre er det med Russell Crowes Javert. Politiinspektøren, der burde være urokkelig, skræmmende autoritær og umenneskelig pga. en komplet mangel på empati, fremstår i stedet alt for svag og vægelsindet. Mindst ét sted vil jeg mene, dette skyldes en direkte og tæt på utilgivelig fejl i filmens narration. Da de unge oprørere er tilintetgjort, vender Javert tilbage til barrikaden, hvor han tidligere er blevet afsløret som spion, dømt til henrettelse men frigivet af Valjean. På jorden ligger ligene nu side om side, og Javert sætter sig på hug ved liget af den lille dreng Gavroche, tager en medalje fra sin jakke og placerer den på drengens bryst. Det ville Javert aldrig nogensinde gøre! Hvis politiinspektøren overhovedet værdigede de faldne et blik, ville det udelukkende være for at sikre sig, de havde fået som fortjent. Javert kan hverken simplificeres som værende ond eller god, men hans ekstremitet gør ham umenneskelig. Loven er alt for ham, og i hans øjne findes der kun to slags mennesker; de, der holder sig til den rette vej dikteret af loven, og de, der viger bort fra den. Én gang falden, altid falden. Tilgivelse er et fuldkommen ubekendt begreb for ham, og han genkender ikke engang medmenneskelighed og næstekærlighed, da Valjean skåner hans liv.

Det lader til, instruktøren Tom Hooper ønsker at give os det indtryk, at Javert gennemgår en forandring. Hvor han har den idé fra, ved jeg simpelthen ikke. Det er helt forkert. Hvis Javert gennemgik en gradvis forandring og langsomt erkendte, at loven ikke er alt, så havde han måske været i stand til at leve med det. Men Javert når ikke at gennemgå nogen forandring, for i dét øjeblik, hvor han erkender, at han ikke kan fortsætte jagten på Valjean, går han til grunde. Han vælger at sætte mennesket over loven, da han beslutter at lade Valjean gå fri. Resultatet er, at han ikke længere har sit faste navigationspunkt, og eftersom dét var alt, hvad han havde, falder han.

Ret skal være ret. Der er faktisk en enkelt scene, hvor jeg synes, Jackman og Crowe fungerer fint. Da Javert forsøger at anholde Valjean ved Fantines dødsleje, greb deres spil mig et kort øjeblik. (Til gengæld undrede jeg mig over, at Fantine her i filmversionen får en noget fredeligere afsked med verden, end hun gør i bogen.) Generelt er det bare brandærgerligt, at netop disse to herrer ikke opnår hverken den dybde eller det samspil, der er så væsentligt for hele historien. Havde de to fungeret, havde filmen fungeret som en overvældende og imponerende helhed.

Det hører med til billedet, at der i tilblivelsesprocessen er truffet et noget atypisk valg. Hvor man normalt ville indspille alle vokaler i forvejen og efterfølgende lade skuespillerne mime til deres egen vokal under selve optagelserne, har man her valgt at indspille samtlige vokaler live på settet. Det betyder, at skuespillerne har kunnet forme og fortolke på deres rolle både skuespil- og sangmæssigt i selve optagesituationen, de har ikke været nødt til at foretage deres endelige fortolkninger 2-3 måneder i forvejen. Dette valg er blevet omtalt som både modigt og genialt. Jeg må tilstå, jeg synes, det har været en kæmpe fejl. Det er muligt, det giver en øget intensitet visse steder. Scenen, hvor Fantine smides ud af fabrikken, er et eksempel, hvor dén her fremgangsmåde måske har bidraget positivt. Den scene fungerer i hvert fald vældig godt, og som tidligere nævnt er Anne Hathaways ”I Dreamed A Dream” også imponerende stærk. Men på den anden side så er jeg mere tilbøjelig til at tro, det her cast havde været dygtige nok til at få samme intensitet frem, hvis der var indspillet på traditionel vis. Eller måske kunne man have kombineret de to fremgangsmåder i erkendelse af, at vokalerne i nogle sammenhænge havde haft godt af at blive optaget på forhånd i et studie. Jeg er helt overbevist om, at både Hugh Jackman og Russell Crowe havde vist langt bedre skuespilpræstationer, hvis de ikke skulle kæmpe sig igennem sangene live på settet, og jeg havde helt sikkert foretrukket, at deres vokaler var blevet hjulpet lidt på vej.

Jeg ville så gerne have elsket den her film, og jeg ville ønske, skuffelsen fortog sig lidt. Men her ni dage efter at have set den første gang, er mit overordnede indtryk fortsat, at dét, der kunne være blevet en uforglemmelig storfilm, er mislykket på trods af enkelte momenter af filmisk storhed.

Jeg har ladet mig fortælle, at filmen vinder ved gensyn, så den får selvfølgelig mindst én chance mere. Ændrer jeg mening om den, lover jeg at trække nogle af mine hårde ord tilbage, men for nu ender jeg altså ud med et: Øv.

PS.: Den skarpe iagttager vil i øvrigt bemærke, at jeg hidtil helt har undgået at nævne Helena Bonham Carter og Sascha Baron Cohen, der spiller ægteparret Thénardier. De to fungerer som comic relief, og ”Master of the House” er filmens eneste lattervækkende sekvens. Hugo havde vendt sig i sin grav. Midt i det her historiske melodrama dukker disse karakterer op, malplaceret i tid og sted takket være elendige kostumevalg og besynderlige fortolkningsvalg fra enten skuespillernes eller instruktørens side. De to falder så langt udenfor, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til dem.