Efter en aften i teatret plejer jeg gerne at lave en lille analyse for mig selv, og når en oplevelse skal vurderes, placerer jeg den på en nærmest immanent kvalitets-skala, så jeg kan få sat ord på, om det overordnede indtryk var positivt eller negativt. Måske kan jeg endda på lettere patetisk anmeldermanér dele en stjerne eller seks ud. Men af og til slår skalaen ikke til, og af og til er stjerner ligegyldige.
På plakaten ser det egentlig lovende ud for den nye danske musical ”Fregatten Jylland”. Der er solide kræfter på rollelisten og temaet, krig og kærlighed, er både vedkommende og tidsløst. Det er da også de to ting, der primært bærer stykket hjem, men det er ikke uden bump, og det får desværre heller ikke lov at overskygge hverken skønhedsfejlene eller den forfladigende, lykkelige slutning.
Vi kommer godt fra start. Stig Rossen alene på scenen med åbningssangen ”Dette Land”, der straks slår både alvoren og det nationalromantiske tema an. Der er på en eller anden måde også noget rart og opmuntrende ved, at det er besætningens stærkeste vokal, der sender os af sted.
Når vi straks efter præsenteres for livet i Nyboder er stemningen helt anderledes ubekymret og let, og vi fornemmer en kontrast, der er behageligt afbalanceret særligt i hele første akt. Det ene øjeblik er udtrykket dystert og knugende, det næste er det lyst og livsbekræftende. Miss Saigon møder vaudevillen. Det kan måske virke forstyrrende, at vi det ene øjeblik trækkes ned i krigens mørke for det næste øjeblik at være indhyllet i kærlighedshistorier præsenteret i et næsten revyagtigt skær. Men i virkeligheden var det jo sådan, det var.
Hvad udad tabes, skal indad vindes. 1800-tallet var mildest talt en turbulent tid for vores fædreland, der på ganske få år gik fra velstand til fattigdom, samtidig med at krigen sled hårdt på både landets hær og landets størrelse. Men kulturelt set blomstrede nationalromantikken og kunsten havde travlt med at hylde alt, der var dansk, alt, der var hverdagsagtigt, og alt, der var rart og hyggeligt. Stoltheden over den danske arv blev sat i højsædet.
”Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.”
, skrev Adam Oehlenschläger rammende i en af de mange ofte udeladte strofer i dét, der blev og fortsat er vores nationalsang. H. C. Andersen bad med sit bud på en fædrelandssang få år senere en smuk bøn for landets fremtid; landet der før var konge i hele Norden, men som nu opfattedes som svagt. Og imens resterne af vores svækkede hær kæmpede med livet som indsats for den sidste ære ved fronten, blev der sunget idylliske børnesalmer som ”I Østen stiger Solen op” og ”Morgenstund har Guld i Mund” hjemme i stuerne, og de musikalske lystspil med helt igennem ufarlig tematik blev en af de foretrukne underholdningsgenrer. Kontrasten var voldsom, og derfor synes jeg egentlig også kontrasten i ”Fregatten Jylland” er helt på sin plads.
Er ”Fregatten Jylland” så en god musical? Nej. Overordnet set er hverken historien eller opsætningen videre vellykket.
Personligt tror jeg, noget kunne være reddet, hvis de bærende kræfter bag havde satset på en anden slutning. Da den unge Hans Christian falder om på dækket efter det store (og for resten flot skildrede) slag, og alle for en stund tror, han er død, er det hjerteskærende. Alle de bange anelser og bekymringer, der bringes i spil undervejs, bliver pludselig en realitet. Det ikke bare kunne gå galt, det gik galt. Da han kort efter hoster en gang og til alles store lettelse sætter sig op, er fornemmelsen lidt den samme, som når en nervepirrende historie brat afsluttes med det ekstreme antiklimaks: Og så vågnede han. Nej, jeg er ikke én af dem, der mener, at en historie nødvendigvis skal ende trist, for at den kan være langtidsholdbar. Men i det her tilfælde havde det efterladt mig med en mere fuldendt oplevelse. I stedet får vi en lykkelig og sukkersød slutning, hvor alle får hinanden ved en overdådig bryllupsfest. Men vi ved jo godt, det ikke endte lykkeligt. Hvornår gør krig nogensinde det? Der var mænd, der faldt, og der var familier, der blev knust. Vi tabte krigen, selvom kaptajn Holm og fregatten sejrede; et faktum som de tre scener i krigsministeriet kun gør os alt for bevidste om. Havde stykket kunnet bære en ulykkelig slutning? Ja, det tror jeg. Jeg havde i hvert fald til hver en tid foretrukket dét frem for en forloren ”feel good”-fornemmelse.
Derudover er niveauet ganske enkelt for lavt. Kvaliteten af teksterne er alt for svingende, enkelte passager tenderer det irriterende, og desværre er ikke engang den imponerende mængde talent i ensemblet nok til at ændre på, at ”Fregatten Jylland” til syvende og sidst er blevet lidt en b-musical på den ærgerlige måde, selvom det fra start til slut er tydeligt, at der er kræfter på scenen, der kæmper med alt, hvad de rummer, for at få det bedste ud af materialet.
Men vil jeg så huske oplevelsen om ti år og stadig elske den? Ja. For dét, der rammer, rammer dybt. Eksempelvis er den første scene i krigsministeriet helt uforglemmelig. Kim Brandt er genial både som kæk sejlmager på fregatten og som beregnende departementschef for krigsministeren. Og lige så irriterende som Martin Loft er i sin rolle ombord på fregatten, lige så overbevisende er han som den dybt usympatiske krigsminister, der helt åbenlyst ikke er kommet til magten takket være eget talent. Også spillet imellem de to høje herrer med den lave moral og den pligtopfyldende kaptajn Holm, i skikkelse af Stig Rossen, er blændende. Scenen er kort men effektiv, og her er det til min store glæde tydeligvis skuespillet, der på optimal vis får givet karaktererne sjæl og liv. Jeg håber, alle i salen er i stand til at opfange Stigs ansigtsudtryk, når han konfronteres med de to politikere. Den skønne om end temmelig tragikomiske stemning i krigsministeriet bliver med ét ond og ubehagelig i en sådan grad, at det trak tårer hos mig.
Stig har en imponerende evne til ikke alene at spille en rolle, men derimod at træde helt ind i en karakter. Vi sad heldigvis tæt nok på scenen til tydeligt at kunne se hans øjne og blikket, der afslører en loyal, omsorgsfuld og livserfaren kaptajn, som med en facade af ro tøjler et indædt had til de to, der ikke anser den forestående kamp for at være meget andet end en politisk afledningsmanøvre, og en dyb sorg over at blive misforstået som ærekær og selvisk. Øjnene er sjælens vinduer, og evnen til at kunne manipulere med så personlig en del af sin fremtræden er i mine øjne dét, der karakteriserer en skuespillers format og talent. Jeg elsker ganske enkelt, når alle de mindste detaljer er på plads, så en fiktiv karakter på magisk vis går direkte i hjertet og brænder sig fast. Nu, hvor jeg tænker over det, er det faktisk sjældent, jeg oplever det i et teaterstykke. Ofte opstår magien først, når den bakkes op af subjektiv kameraføring og andre af filmmediets virkemidler. Men her var den. Live, uden noget filter, uden afstand i tid eller sted og derfor så meget mere overvældende. Det er øjeblikke som dét, jeg vil huske ti år fra nu. Når jeg tænker tilbage på ”Fregatten Jylland”, vil jeg forstå, hvorfor den formentlig ikke bliver genopsat. Men jeg vil primært huske den for de øjeblikke, der ramte, og der var heldigvis mange flere af den slags.
Det er vist i øvrigt også typisk for mig, at jeg blev overrasket over, hvor alvorlige og bevægende dele af stykket er. Til trods for min hang til at analysere og fortolke, kan jeg mere eller mindre bevidst gå fuldstændig umiddelbart til tingene. Eller måske er det i virkeligheden bare hårfarven, der dominerer, når jeg kan sætte mig i salen for at se et teaterstykke om krig og alligevel blive overvældet af alvoren. Præcis som jeg formåede at tage i teatret for at se musicalen om Egtvedpigen og først i sidste øjeblik indse, at en historie baseret på fundet af et ungt kvindelig og et forkullet barnelig næppe kunne ende lykkeligt.
På mange måder minder ”Fregatten Jylland” mig faktisk om netop ”Egtvedpigen”, ikke så underligt, kan man vel roligt hævde, eftersom hovedkræfterne bag og flere af de medvirkende på scenen er de samme. Overodnet set er ”Egtvedpigen” formentlig den ringeste musical, jeg har set. Jeg kan huske, hvordan jeg krummede tæer flere gange undervejs. Alligevel er det også en af de musicaloplevelser, der på en helt modsatrettet positiv måde står tydeligst i min erindring, fordi den ligesom ”Fregatten Jylland” havde momenter, der gik så rent ind, at de er blevet siddende.
Og hvad er så vigtigst? Det overordnede helhedsindtryk eller momenterne af ren magi, der aldrig helt fortager sig igen. Jeg ved det ikke. På en måde giver det ikke mening at forsøge at adskille de to ting, og så vil jeg hellere bare erkende, at ikke alt er så enkelt, at det kan afspejles med én samlet karakter.
Som Anine siger til kaptajn Holm: Nogle gange skal vi bare have lov til at sige tak.
mklintm 