SPOILER ALERT!
Musicals og melodrama går virkelig godt sammen. Når musik, sang, dans og skuespil går op i en højere enhed, er det naturligt at lade alle de største følelser få frit løb, og det er blot én af de ting, jeg elsker ved genren, der vil det hele. Mest når den en sjælden gang lykkes med alt det, den vil, og især når fortællingen er opbyggelig.
Det sidste først, for hvis der er noget, Miss Saigon ikke er, så er det opbyggelig. Det er fristende at sammenligne stykket med Les Misérables, fordi de begge er skabt af Boublil og Schönberg, men hvor Les Misérables i bund og grund er en fortælling om håb og tilgivelse, så er Miss Saigon en trøstesløs tragedie.
Vi følger den 17-årige Kim, der ligesom mange af sine jævnaldrende søger penge og lykke ved at sælge sig selv til de amerikanske soldater. Den, der lykkes med at forføre en af de unge amerikanere, vinder både soldaten og drømmen om et nyt liv i USA. Det er i hvert fald den illusion, de får stillet i udsigt af den meget lidt sympatiske Engineer, der ikke er bleg for at ofre andres lykke for at sikre sin egen med et visum til USA. Blandt soldaterne møder vi den fhv. usentimentale John og hans noget mere naive ven Chris. I håb om at få Chris til at glemme krigens meningsløshed, betaler John for, at han kan få en enkelt nat med Kim. Mere skal der ikke til, før Chris forelsker sig hovedkulds i den unge, vietnamesiske pige. Måske forelsker han sig i virkeligheden mest af alt i idéen om at være den amerikanske helt, han troede, han skulle være, da han meldte sig til hæren. Fra start af iscenesættes Chris som den idealistiske soldat, der ønsker at gøre godt. Og der er nok at redde Kim fra. For det første er hun vokset op i en af de utallige landsbyer, der er blevet brændt ned i krigen, hvor det var umuligt at skelne fredelig civilbefolkning fra fjendtlig guerillahær. For det andet har hun mistet sine forældre og er stukket af fra den tvivlsomme fremtid, der var planlagt for hende, og som blandt andet indebar et ægteskab arrangeret af hendes far.
Hvor sand kærligheden mellem Kim og Chris end måtte være, så er den samtidig en belejlig billet til en bedre fremtid for den ene og en vej til frelse og et lille glimt af mening i en ellers absurd meningsløs krig for den anden.
Da Saigon falder, og amerikanerne må rejse i al hast, bliver Kim og Chris skilt fra hinanden. Vi møder dem først igen tre år senere, hvor Kim hænger fast i Saigon (nu Ho Chi Minh by), imens Chris på trods af psykiske mén forsøger at skabe sig en tilværelse hjemme i USA, hvor han er blevet gift med Ellen.
Ved genforeningen af Vietnam kommer Engineer i klemme og må rette ind efter det nye, kommunistiske styre. Militærmanden Thuy, den mand Kim var lovet væk til, får Engineer til at finde hende, og da det lykkes, forsøger Thuy med magt at tvinge hende til at indgå ægteskab med ham. Kim nægter og afslører i den forbindelse, at hun har født en søn. Da Thuy truer med at dræbe barnet, skyder Kim ham og flygter sammen med Engineer, der straks øjner muligheden for at bruge barnet som adgangsbillet til Bangkok og sidenhen USA.
I USA har John skiftet uniform og krig ud med jakkesæt og en kamp for at hjælpe de tusindvis af børn med vietnamesiske mødre og amerikanske fædre. De såkaldte Bui Doi, livets støv. I den forbindelse opdager han, at Kim lever. Han fortæller Chris om Kim og om den søn, han ikke kendte til, men har set i sine drømme. Chris må fortælle Ellen om forholdet til Kim, og sammen med John rejser de begge til Bangkok. John opsøger Kim, men når kun at fortælle hende, at Chris er i byen. Han fortæller ikke om Ellen, så det er et chok, da de to kvinder pludselig står ansigt til ansigt. Imens Kims drøm om en fremtid med Chris og deres søn smuldrer, rystes Ellens tro på ægteskabet, da hun indser, at forholdet mellem Kim og Chris var stærkere, end hun først havde troet. Kim er så opsat på at sikre sin søns fremtid, at hun be’r Ellen om at tage ham med tilbage til USA. Ellen drømmer imidlertid om at få sine egne børn, og sammen med Chris aftaler hun, at de må lade Kim og barnet blive i Bangkok og hjælpe dem økonomisk. John ryster på hovedet af dem og ved som den eneste, at den plan er håbløs. På sit værelse tager Kim afsked med sin søn og forsikrer ham om, at hans far snart vil komme. Hun skyder sig selv i samme øjeblik, som Chris træder ind ad døren, og dør kort efter i hans arme.
Værs’go’. Krig, ødelagte skæbner og ikke skyggen af håb. Selvom Chris har fundet sig en ualmindeligt forstående kone i Ellen, er det svært at forestille sig, at han nogensinde kommer sig helt. Det er også svært at forestille sig, at sønnen kan undgå at mærke konsekvenserne af hverken at være vietnameser eller amerikaner, fordi han først og sidst er barn af en forhadt krig. Og Engineer? Mon ikke han blev hængende i Bangkok og fortsatte den forgæves jagt på den amerikanske drøm, indtil han døde forhutlet og for tidligt? Jeg ved godt, at der er tilføjet en sang med et ”Måske”, men det er og bliver et måske midt i en lang tragedie, som vi ikke engang kan ryste af os som ren fiktion.
Jeg har det på mange måder svært med historien i Miss Saigon. Det er en vigtig fortælling, men det er også et univers, jeg næsten ikke kan holde ud at være i. Allerede ved introduktionen til pigerne i Engineers Dreamland krøb de sørgelige skæbner ind under huden på mig, og fra sang nummer syv til tæppefald strømmede tårerne ned ad mine kinder. Ikke på den der måde, hvor man lige fælder en enkelt tåre hist og her, men to en halv times konstant, hovedpinefremkaldende gråd. Og det må jo unægtelig være en kæmpe ros til de mennesker, der formidler den her forfærdelige fortælling. Det Ny Teaters opsætning lykkes i allerhøjeste grad med alt det meget, den vil.
Scenens dybde udnyttes smukt med elementer, der hæves og sænkes undervejs, samtidig med at den mørke bagvæg fungerer som lærred for blandt andet den karakteristiske, røde solopgang og sort-hvide billeder af krigens børn. Mest imponerende er illusionen om en helikopter, der lander midt i det hele for at fragte amerikanerne ud af Saigon. Scenografien er på én gang bemærkelsesværdig og samtidig så elegant, at jeg flere gange glemte at bemærke den.
Hvad jeg derimod ikke kunne undgå at bemærke, er kvaliteten af det cast, der fylder scenen ud. Det er et usædvanlig stærkt hold, hvor selv de mindste roller spilles og synges overbevisende. Selvom Engineer er en birolle i fortællingen, er han den mest gennemgående karakter i stykket. Det er Kim Hammelsvang, der løfter den opgave, og jeg bøjer mig i støvet. Det kunne være let at skildre Engineer som en helt igennem usympatisk egoist, men Hammelsvang får fremhævet det menneskelige og dybt tragiske i karakteren. Desuden balancerer han sikkert på knivsæggen, hvor han forarger og provokerer, samtidig med at han er det uundværlige comic relief, der får os til at grine midt i alt det triste. Hans præstation alene er grund nok til, at den her opsætning af Miss Saigon skal ses.
De egentlige hovedroller spilles lige så overbevisende af svenske Linda Arunee Olofsson som Kim og Christian Lund som Chris. Der er flest nuancer i den kvindelige del af den duo – ikke på grund af præstationen, men på grund af karakteren. Vi ser Kim gå fra at være den uskyldige pige til at være den altopofrende kvinde, der tager sit eget liv for at sikre en andens lykke. Linda Olofsson synger vidunderligt, og hendes skuespil er troværdigt og medrivende. Chris er knapt så handlekraftig, og hans udvikling er mindre. Til gengæld er der ikke en finger at sætte på Christian Lunds præstation. Første gang jeg oplevede Lund live var i rollen som Bageren i Into The Woods, og jeg brugte det meste af forestillingen på at undre mig over, hvorfor jeg kendte ham uden overhovedet at kunne placere hans ansigt. Først da den manipulerende og ondskabsfulde Prins Hans fra Disneys Frost pludselig tonede frem for mit indre, gav det mening. Heldigvis er Miss Saigons Chris så elskelig, at Prins Hans ikke blander sig i billedet. Det var Christian Lunds smukke solo ”Hvorfor Gud?”, der i første omgang fik sat tårestrømmen i gang, og jeg nåede kun lige at få vejret i pausen, inden Thomas Høj Falkenberg i rollen som John satte standarden for andet akt med sin version af Bui Doi, som er en af de vigtigste og smukkeste sange i stykket.
For mig er kernen i Miss Saigon nemlig hverken krigen, soldaterne eller kvinderne i Saigon. Det er børnene, Bui Doi, livets støv og de 125.000, der voksede op i tomrummet mellem to nationaliteter.
Samtidig var Bui Doi også et af de numre, hvor jeg for alvor mærkede det absolut eneste minus ved den her opsætning. Hvor meget jeg end elsker mit modersmål, så fungerer Miss Saigon bare bedst på engelsk. Der er mange ord, og flere steder bliver det hele unødig kluntet på dansk. Når store dele af castet ikke taler sproget, havde det været endnu mere oplagt at sætte stykket op på engelsk. Men, men… prisen havde formentlig været, at en pæn del af publikum ville få mindre ud af fortællingen, og samtidig skal det siges, at langt de fleste ikke-dansktalende i castet klarer den sproglige udfordring glimrende.
Samlet set er Miss Saigon en storslået og bevægende oplevelse, og opsætningen på Det Ny Teater bæres eminent af det stjernespækkede cast. Så tak til hele holdet for en uforglemmelig og på mange måder forfærdelig forestilling. Jeg er glad for, at jeg var der – jeg gør det aldrig nogensinde igen.
mklintm 