Smalle, stejle gader, der alle leder ned til havnen, hvor det klare, blå hav ligger stille og stråler under den bagende sol, som spejler sig i det. Overalt summer mennesker rundt i et tempo, der oser af ferie. Der er tid nok til al den ingenting, vi skal nå.
Jeg elsker Bornholm, Danmarks perle mod øst, og jeg holder særligt meget af Gudhjem.
Én af de stejle gader har trukket ekstra mange mennesker til sig i dag. Gaden er Brøddegade, og det er Pandekagehuset, der befinder sig i mylderets centrum. For tredje år i træk giver Stig Rossen en række helt specielle koncerter lige her på gaden foran restauranten, hvor en lille scene er sat op til formålet. Med en af de karakteristiske klippevægge som bagtæppe og med singback, der fungerer fint til formålet, underholder Stig med fire koncerter på to dage: fredag kl. 16 og kl. 20 og lørdag samme tid og sted. Jeg når lige at få fredagens koncerter med, inden færgen fra Rønne mod Køge kalder. Havde jeg haft mulighed for at nyde de sidste to koncerter, skal der ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg havde gjort det.
Det lyder måske besynderligt, at jeg, ligesom mange andre, uden tøven ville snuppe fire koncerter på to døgn. Men sagen er den, at ingen af de fire koncerter er ens. Med forskellige sætlister ved hver koncert, bliver det alt i alt til lidt af et maraton med et bredt udvalg af alle de bedste sange fra Stigs imponerende repertoire. Og som om det brede udvalg ikke var nok, så finder også en del af de sange, der alt for sjældent bliver plads til, vejen til sætlisten ved de her koncerter.
At koncerterne er forskellige kommer tydeligt til udtryk. Eftermiddagens koncert er præget af spontanitet og en charmerende uhøjtidelighed, der går rent ind både hos de mange gæster i det fyldte pandekagehus og hos os, der blokerer det meste af gaden. Scenen viser sig hurtigt for lille til at rumme al den energi, Stig har med sig i dag. ”I skal ikke føle jer sikre; pludselig står jeg lige bag ved jer,” advarer han, og bl.a. en fødselar ved baren, gæsterne på terrassen overfor og tilfældige forbipasserende finder hurtigt ud af, at han mener det. Selv bussen, der passerer og forsøger at minde os om, at verden snurrer videre, selvom tiden står stille her, bliver inddraget, når Stig igen i år stiger på midt i en sang. Det er klart, at overskuddet til alt det, der foregår udenom, tager lidt fokus fra musikken, men det gør absolut ingenting. Stemningen er god, og folk er glade, for udover at være en gudsbenådet sanger, er Stig også en vidunderlig entertainer. Selv uden den sædvanlige overflod af detaljer i vokalen og med lyd, der knaser undervejs pga. teknikken, er der nydning nok til.
Aftenens koncert virker anderledes struktureret, og fortolkningerne leveres med større indlevelse, mere præcision og alle de lækre detaljer, jeg elsker. Restauranten er selvfølgelig fuld igen, og på gaden er der endnu flere mennesker end tidligere. Selvom solen er på vej ned, er gaden og klipperne omkring den fortsat varme. Min indre Disney-entusiast bobler af glæde ved åbningen af koncerten. Der skal noget til at hamle op med Elton Johns karakteristiske vokal, men Stigs stemme klæder sangene fra Løvernes Konge usædvanlig godt, og ”Can You Feel the Love Tonight” griber stille store som små. Også et par af sangene fra Tarzan er kommet med, og et øjeblik er nørden her sat tilbage til de sene 90’ere og en lidt yngre Stig med en lidt lysere vokal. Især ”Du’ mit hjerteslag” rammer lige i hjertekulen, som kun Stig og Disney kan.
Af de ti sange på aftenens sætliste er der én af dem, der overskygger de andre. I hvert fald for mig. På min 12-års fødselsdag overraskede min storebror mig med en tur til København. Først da vi parkerede ved Østre Gasværk gik det op for mig, at han tog mig med ind at se Atlantis. Det var den første musical, jeg oplevede live, og dér jeg faldt fuldstændig for genren. Af alle sangene i den musical er ”Morgen på Atlantis” den suverænt smukkeste. Jeg elsker den originale indspilning, men Stigs vokal er unægtelig noget mere kraftfuld, end Johnny Jørgensens, og ypperstepræstens smukke, men ildevarslende hyldestsang til hjemlandet bliver kun endnu smukkere af at blive sunget her under den pastelfarvede sommerhimmel over Gudhjem.
Afstanden mellem Stig og publikum er aldrig ret stor. Uanset hvor mange mennesker, han optræder for, når han så godt som altid ud til alle. Alligevel er der noget helt særligt over de små koncerter. Det er ekstra hyggeligt, ekstra nærværende, og der er en afvæbnende ærlighed over enkelheden. Selvom Pandekagehuset leverer en nydelig kulisse, så er der kun én til at bære de her små koncerter hjem. Dvs. én plus Thomas ”Cleveland” Cleve, hvis tekniske udstyr og snilde det ville være noget ærgerligt at skulle undvære. Men så meget afhænger af Stigs præstation, og jeg bliver lige imponeret hver eneste gang, det hele bare fungerer, som det gør i dag.
Der er ingen tvivl om, at vi alle oplever musik individuelt. Hvis der er én ting, der kendetegner min oplevelse i dag, så er det fornemmelsen af, at sangene vækker genklang i mig. Som jeg har sagt og skrevet mange gange før, elsker jeg først og fremmest Stigs evne til at fortolke og formidle små historier og store følelser. Hans stemme er god, men det er indlevelsen og nerven i fortolkningerne, der er enestående. Nogle sange bevæger, fordi de giver indblik i skæbner, der ligger langt fra min egen. Andre sange rammer dybt, fordi de vækker genkendelse og åbner op for nogle af alle de ting, der gemmes eller glemmes midt i dagligdagens oplevelser og gøremål. Lige nu gør det ondt, for imens jeg har nydt en vidunderlig ferieuge med min lille familie, har min store familie derhjemme begravet min farmor, der meget pludseligt forlod os. Jeg mangler en afslutning, et farvel, og erkendelsen af, at hun ikke er her mere, rammer i små bidder. Men selvom det gør ondt, efterlader Stigs stemme mig som så ofte før med grundfølelsen af, at det er okay, og at det hele nok skal gå. Ingen magisk heling, bare en beroligende forsikring om, at de skår, som livet af og til efterlader i os, nok skal hele igen. Da koncerten er forbi, og jeg går ned mod havnen, vender virkeligheden langsomt tilbage, men jeg smiler langt ind i sjælen, og jeg ved, at en dag som i dag hænger ved længe.
Hvis I på nogen måde har mulighed for det, så sørg for at være i Gudhjem d. 21. og 22. juli næste år. Planlægger I kun at høre en enkelt af Stigs koncerter, så sørg for at vælge den første. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at den ene koncert vil overbevise jer om, at I skal have de næste med også. Og vælger I den første, behøver I ikke siden ærgre jer over at være gået glip af noget. Selv overvejer jeg allerede nu muligheden for at tage en weekendtur til øen næste år, alene for at opleve koncerterne og stemningen ved Pandekagehuset.
”Tak fordi jeg fik en dag så dejlig og fordi
Himlen er en drøm og tanken fri
Tak til hvem, der skabte alt det liv og trylleri
Og alt det, som gør dejligt indeni”
(“Dejligt indeni” fra Sebastians “Øjeblikkets mester”, 2011)
mklintm 