En sjælden gang hænder det, at jeg får fornøjelsen af at opleve noget magisk, der for en stund fratager mig alle muligheder for at beskrive øjeblikket med ord. I går bød Folketeatrets opsætning af Becketts klassiske genistreg, ”Mens vi venter på Godot”, på et øjeblik af netop den slags.
Den umiddelbare fornemmelse af at være efterladt mundlam fortog sig gradvist og blev afløst af en tankestrøm af en overvældende mængde indtryk, jeg desperat forsøgte at få kontrol over. Min indre analytiker var helt euforisk og greb ihærdigt ud efter alle de bolde, der var smidt i spil. ”Mens vi venter på Godot” er helt urimelig, hvad det angår. Mængden af bolde er umulige at spille med. Og det er fedt! Jeg har det lidt som et barn, der pakker julegaver op. Eller som om jeg hopper i vandpytter…i regnvejr på en varm sommerdag.
Jeg har læst Rifbjergs oversættelse af Becketts perle flere gange, og jeg har nydt den hver eneste gang. I går var første gang, jeg oplevede stykket på teatret, hvor de vidunderlige dialoger får lov at leve og ånde.
Plottet er enkelt. Meget enkelt endda. To mænd, Estragon og Vladimir, bruger første akt på at vente på Godot. De venter ved et tilsyneladende dødt træ. De husker ikke klart, hvor de har været, og ingen ved, hvor de skal hen. De venter bare på en mand, de ikke kender. Måske er de det rigtige sted, måske er det den rigtige dag. Ingen ved det med sikkerhed. Midt i ventetiden dukker den excentriske godsejer, Pozzo, op sammen med sin nedslidte slave, Lucky. Da Pozzo og Lucky er draget videre, kommer en skræmt, lille dreng frem. Han er sendt ud for at fortælle, at Godot ikke kommer i dag, men helt sikkert i morgen. Månen melder sin ankomst, og endelig får dagen en ende.
I andet akt sker præcis det samme. Ingenting. Med den forskel, at det tilsyneladende døde træ har fået tre blade, Vladimir og Estragon er endnu mere opgivende end før, Pozzo og Lucky kommer forbi igen, men godsejeren er blevet blind, og slaven er blevet stum. Da drengen dukker op igen, hævder han, at han ikke har været der før, men hans budskab lyder bekendt. Godot kommer ikke i dag, men han kommer helt sikkert i morgen.
”Mens vi venter på Godot” skal ikke ses for handlingens skyld, men det skal ses. Midt i al den ingenting, midt i det desperate forsøg på at få tiden til at gå, i elegant indlagte pauser, hvor tiden, der før gik langsomt, går helt i stå, midt i tågesnak og tomgang, lige dér opstår en helt særlig magi, der vil betage dig, hvis du giver den lov.
Dialogen i stykket er skarp, tankevækkende, og stikker i så mange, vidt forskellige retninger, at én fyldestgørende fortolkning er en umulighed. Om du lader dig forvirre, fortvivle eller forføre er i bund og grund ligegyldigt. Hvis du forlader salen med en fornemmelse af, at du ikke har fattet en hujende fis, så har du måske alligevel fanget noget væsentligt. Behøver det give mening for at være bevægende? Nej.
I går gik jeg i teatret med en forventning om, at jeg fuldstændig skulle slippe trangen til at finde sammenhæng og lade mig opsluge af det meningsløse. Jeg skulle ganske enkelt bruge to en halv time på at svælge i Becketts leg med ord, mening og mangel på samme. Den forventning blev slet ikke indfriet. Lige fra start af fandt jeg en uventet mening i stykket, som bevægede mig på en måde, teksten aldrig har gjort i bogform.
Da jeg læste ”Mens vi venter på Godot”, læste jeg om fem forskellige karakterer: Estragon, Vladimir, Pozzo, Lucky og drengen, der hver dag lover, at Godot kommer i morgen. På teatret i går oplevede jeg kun én karakter. Forklaring følger.
Jesper Lohmann er forrygende og elskelig i rollen som Vladimir, med en lettere ludende gang, ansigtet lagt i alvorlige, men milde folder og en charmerende optimisme på trods af den noget håbløse situation. Over for ham har vi Jesper Asholt, som den iltre og mildt sagt opgivende Estragon. Kemien de to imellem er skøn, og de er ligeså forskellige, som de er uadskillelige. Selv i deres påklædning afspejler de hinanden. De bærer to forskellige jakkesæt, et med og et uden striber, men de har byttet, så den med de stribede bukser har den ensfarvede jakke på og omvendt. Så snart jeg så de to sammen på scenen, fik jeg fornemmelsen af, at jeg ikke så to skæbner, men én. Vladimir er oftest i fokus og kommer derved til at udgøre den primære kerne i karakteren. Estragon er en udspaltning af samme karakter, personificeringen af det opgivende; ham, der helt bogstaveligt mærker, at skoen trykker.
Jeg forventede, at antallet af karakterer ville øges med Stig Rossen og Søren Bang Jensen som hhv. Pozzo og Lucky. Men også her var der bemærkelsesværdige ligheder, der fik det hele til at smelte sammen. Pozzo mister først sin pibe og senere sit guldur. Han roder desperat i sine lommer, præcis som vi kort forinden har set Vladimir gennemrode sine lommer i jagten på en gulerod. Visse steder i andet akt afspejler Vladimirs sprogbrug desuden Pozzos.
Pozzo er en dominerende og mægtig levemand, et sandt overmenneske, men han er også hjælpeløs. Han er intelligent og poetisk, men krukket og hoven. Og så har han så travlt med at fremhæve sin egen velstand, at det pludselig lyder som om, han i virkeligheden forsøger at holde liv i et minde om, hvad han havde engang. Lucky er hans diametrale modsætning. En undertrykt og udsultet, apatisk skygge af et menneske.
Da de fire smeltede sammen, sad jeg tilbage med billedet af en mand, der engang var både velhavende og intelligent, men som nu er nedbrudt og ensom på vanviddets rand. Vladimir er det nærmeste, vi kommer hans nuværende skikkelse. I sin ensomhed diskuterer han med sig selv, i skikkelse af Estragon, for at få tiden til at gå og for ikke at blive opslugt af tomheden, der omgiver ham. Pozzo er billedet af, hvad han var engang, og Lucky er billedet af, hvad han risikerer at blive, hvis han opgiver håbet og tager løkken om halsen. Men håbet holdes i live af den lille dreng, Vladimirs indre barn, det ubesmittede og uskyldige, der hele tiden lover, at Godot nok skal komme i morgen.
Da træet pludselig har fået lysegrønne blade, er der til gengæld svundet en god portion af optimismen alle andre steder. Selvom Vladimir begynder andet akt med sang, er han langt mere nedtrykt nu, og det synes sværere end nogensinde at få tiden til at gå. Pozzo er fuldkommen hjælpeløs og har som følge af sin blindhed opgivet hele tidsbegrebet. Summen af tårer og latter er konstant, det samme gælder tilsyneladende summen af håb.
Skæbnen har tydeligvis været hård ved den stakkels mand, men hvordan er han dog endt her? Forklaringen sneg sig ind som brudstykker af dialogen flettet sammen med stykkets historiske kontekst.
Vi møder vores stakkels hovedperson i slutningen af Anden Verdenskrig. Han har oplevet krigens rædsler på klods hold. Estragon har mareridt, som Vladimir ikke kan holde ud at tale om. Vladimir ser på et tidspunkt ud fra scenen med front mod publikum og spørger, hvor alle ligene kommer fra, og i andet akt spørger han pludselig, om han sov, imens de andre led. Han er sandsynligvis enten stukket af fra en koncentrationslejr eller deserteret, og nu flakker han om, skræmt og ensom. Godot er billedet på befrielsen, en vej væk fra det helvede, vores hovedperson befinder sig i.
Og så er der alt det andet. Alle de bolde, jeg bare har ladet flyve til fordel for denne, fhv. enkle udlægning af den bærende historie. Der er det religiøse aspekt, som jeg helt har udeladt for at undgå diskussionen om, hvorvidt Godot er Gud. Pozzo sammenlignes med hele menneskeheden og bliver dermed en noget kynisk kommentar til, at vi som race er selvhævdende og dominerende, men i sidste ende blinde. Det er vel ikke helt ved siden af. Lucky er Atlas, der bærer hele verdens byrde på sine skuldre. Hans navn synes ironisk, men i virkeligheden er han den eneste, der ikke begræder sin skæbne, før der er tale om, at den vil forandres. Som den eneste behøver han ikke spekulere på at få tiden til at gå, for Pozzo holder ham i gang og slår dermed tiden ihjel for dem begge. Der er et væld af detaljer, og jeg kunne blive ved i det uendelige, men det er jo netop det vidunderlige ved det her stykke. Én udlægning er som nævnt aldrig fyldestgørende, og der kan hele tiden argumenteres for andre. Vi ser, hvad vi vil se. Vi fyldes af de følelser, vi kan identificere os med. Om man, som jeg gjorde i går, forlader salen med et mere eller mindre klart billede af en handling, der bringer orden i det absurde og danner en mening ud fra det, eller om man forlader salen med den primære følelse, at man ikke er den eneste i verden, der venter på Godot, er i bund og grund ligegyldigt…eller snarere lige gyldigt. Det er alt sammen helt legitimt. Man behøver ikke være Beckett-entusiast eller ivrig teatergænger med hang til absurditet for at få noget med sig. Der er noget at tage med hjem for alle, der går til oplevelsen med åbenhed.
I den her opsætning er det Morten Grunwald, der har instrueret, og han er allestedsnærværende. Hele stykket er så stramt og kontrolleret, at man mærker hans greb i alle karaktererne. Det er måske også dét, der er med til at understrege min opfattelse af, at alle karaktererne hører sammen i én. Fuldstændig tro mod Becketts forskrifter dirigeres der med sikker hånd, og resultatet er intet mindre end smukt!
Skuespillet er gedigent hele vejen rundt. Søren Bang Jensen har ikke meget at gøre godt med i rollen som Lucky, og det er derfor så meget vigtigere, at han brænder igennem, når han endelig gør noget. Han får det til at fungere upåklageligt. Jesper Asholt er skøn som den lille, vrede mand. Jeg tilstår, at jeg til sidst blev lidt træt af hans evindelige arrige udbrud, hver gang han bliver mindet om, at de venter på Godot. Men selv det irriterende passer fint ind i universet. Jesper Lohmann betog mig fuldstændig fra start til slut, han har en vidunderlig evne til at favne og gribe sit publikum, så man virkelig mærker hans karakter. Og så er der ham min favorit, som jeg tillader mig at bruge lidt flere ord på, primært fordi jeg har ventet i årevis på en oplagt mulighed for at fremhæve hans egenskaber som skuespiller.
I et tidligere blogindlæg skrev jeg, at jeg ofte tager imod Stig Rossens projekter med en besynderlig blanding af bange anelser og høje forventninger. Jeg vil godt erkende, at jeg i denne omgang udelukkende havde tårnhøje forventninger. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvordan Stig og Pozzo ikke skulle være et genialt match. Alligevel blev jeg overrasket. Positivt. Som min mand sagde, da stykket var forbi: ”Jeg tror, at Stig kan spille hvad som helst. Han gør det jo her.” Stigs Pozzo er dominerende, hjælpeløs, optimistisk, opgivende, og så er han frem for alt virkelig morsom. Stig magter alle facetterne, man tror på ham hele vejen, og balancen er så fint på plads, at den ellers dybt urimelige og excentriske godsejer i bund og grund fremstår sympatisk.
Stig er hele tiden hundrede procent til stede i rollen, og flere gange undervejs bemærkede jeg, at det faktisk var mere underholdende at betragte ham, når det ellers var andre, der var i fokus. Det bedste eksempel på dét er situationen, hvor Lucky sparker Estragon over skinnebenet. Stig stjæler ikke billedet fra de andre, han udfylder bare sin plads med et nærvær, der gør hvert eneste øjeblik, han har på scenen, betydningsfuldt.
Det overraskede mig på ingen måde, at Stig er en dygtig skuespiller. Vi har jo trods alt set det før. Blandt andet er der den pointe, jeg altid vil fremhæve: Hvis man ikke har opfanget hans skuespiltalent, har man ikke hørt det væsentligste i hans sang. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at der, lige siden de første af mange positive anmeldere meldte sig på banen, er én linie fra en af mine yndlingssange, ”Vincent”, der har genlydt i mine ører: ”Perhaps they’ll listen now.”
Hvis der alligevel var noget, der overraskede, så var det det komiske aspekt. Jeg grinede ofte og meget. Midt i al håbløsheden er humoren fuldstændig uundværlig. Latteren her er af den befriende slags, der udspringer af det absurde. Det er klovnen, der griner og græder på samme tid. Hele stykket er hjertegribende og hjerteskærende, og latteren gør det udholdeligt.
Jeg bobler stadig af fryd indeni, og jeg håber, at alle under sig selv at lade sig gribe og indfange af det besynderlige, det absurde og det rørende. Jeg ser frem til selv at plaske rundt i vandpytterne igen til marts, og jeg er meget spændt på, hvilken oplevelse, jeg kommer hjem med der. ”Alt er i bevægelse, og intet varer evigt. Derfor kan vi ikke to gange stige ned i den samme flod.” Eller som Estragon så poetisk får gendigtet Heraklits metafor: ”Man kan ikke træde i den samme lort to gange!”
”Mens vi venter på Godot” skal opleves – mindst én gang. Det er ren magi.
mklintm 