Når legen er god

Four Jacks for altid er titlen på det aktuelle show med de nye Four Jacks, der netop har spillet for sidste gang på Bellevue teatret og nu er klar til at tage hul på en næsten udsolgt turné rundt i det danske land. Det tredie show i rækken byder på mindre Poul Rudi, Bent Werther, Otto Brandenburg, James Rasmussen og John Mogensen, men til gengæld får vi mere Keld Heick, Jesper Asholt, Jesper Lohmann og Stig Rossen, og med de fire gutter på scenen er det svært at ønske sig mere.

Den lille teatersal på Bellevue summer af god stemning, og en passende mængde nostalgi og forventningsglæde afsløres i livlig snak om de oprindelige Four Jacks, musikken og de to foregående hyldestshows, hvor vi har fået hele historien fortalt. Der er alle tænkelige grunde til at formode, at vi har et par timers god underholdning foran os, men der er vel i bund og grund også grund til at undre sig lidt. Historien er jo fortalt, og hvad er der så tilbage? Heldigvis har de rutinerede herrer på scenen taget højde for denne undren, og de indleder derfor showet med en grundig hensigtserklæring: Konceptet er i denne omgang ikke at fortælle om de oprindelige Four Jacks, men derimod at dele de nye Four Jacks’ favoritter, og det hele begrundes i kvartettens nye ørehænger Vi ka’ ikke la’ vær’. I al sin enkelhed er det sådan, det hænger sammen, og man forstår hurtigt, hvorfor.

Det er de fire bærende kræfter selv, der har skrevet manuskriptet, hvilket giver god mening. I virkeligheden føles den her forestilling nemlig mest af alt som en invitation om bag kulissen, hvor vi møder fire mere eller mindre karikerede udgaver af Keld, Stig og de to gange Jesper. De fire tager tykt pis på hinanden og ikke mindst sig selv, og det er deres indbyrdes relationer og deres glæde ved det, de laver, der driver showet frem. Som med de foregående shows lader det sig ikke helt skjule, at de fire har forskellige kompetencer og erfaringer at trække på. Man kunne tro, at de garvede skuespillere, Asholt og Lohmann, ville stjæle rampelyset i de små skuespilpassager imellem sangene, men faktisk bliver det lige omvendt. Den koncertlignende form kommer Rossen og Heick til gode, og det er de to, der mest naturligt falder ind i deres roller og formår at nedtone det kunstige i dette setup.

Lidt kunstigt bliver det samlede resultat dog alligevel, for som sagt er deres roller karikerede udgaver af dem selv. Særligt Keld Heick står for skud som den gamle og demente, der husker gamle dage, som var de i går, men til gengæld ikke har nogen klar erindring om, hvad han foretog sig for et øjeblik siden. Jeg må tilstå, at jeg i begyndelsen var tæt på at blive irriteret over ensidigheden i Heicks rolle, men hen imod slutningen af første afdeling måtte jeg overgive mig til latteren. Det er så åndssvagt, at det er sjovt. Desuden er humoren behageligt afvæbnende, for det er svært at klandre gruppens alderspræsident for at have passeret sit kunstneriske højdepunkt, når der på forhånd gøres grin med emnet. Alligevel kunne jeg godt ønske mig, at de havde tilsat et twist. På et tidspunkt indikerer Heick, at det er de tre andre, der ikke kan huske en skid, og det kunne have været skægt, om han fik ret bare en enkelt gang i løbet af forestillingen.

Jesper Asholt er herlig som altid. Han falder naturligt ind i rollen som den lille, underholdende, der måske ikke har den største stemme, men til gengæld rammer plet, hver gang lattermusklerne skal aktiveres. I modsætning til de to foregående shows bliver hans rolle dog en smule flad, måske fordi en af hans markante styrker hidtil har været at ramme en smuk balance mellem det komiske og det tragiske i portrætteringen af Bent Werther. Klovnen, der græder bag masken. Det tragiske er heldigvis irrelevant i denne sammenhæng, og måske var det også blevet for meget, hvis de igen havde trukket det frem. Men i en vurdering af Asholts præstation, er det svært ikke at sammenligne med de foregående forestillinger, og der var han ganske enkelt så eminent, at det ikke rigtig lader sig matche i denne omgang.

Stig Rossen holder til gengæld formen. Sangmæssigt er han uden skyggen af tvivl den, der bærer forestillingen hjem, og særligt i anden afdeling får vi i flere omgange lov at høre, hvordan hans vidunderlige vokal på den ene side kan bryde ud i solosekvenser, der giver gåsehud på den rare måde, og på den anden side kan danne et solidt fundament i de smukke, flerstemmige klange, hvor det hele går op i en højere enhed og smelter sammen i ren vellyd. Derudover får han lov at vise sig som den måske mest alsidige i gruppen, når han blandt andet veksler mellem at være den seriøse fortæller, den fjantede indianerpige og perfektionisten, der bliver åbenlyst, men selvfølgelig indstuderet, irriteret, fordi de andre er for useriøse og begår noget, der minder om mytteri midt i introduktionen af fortællingen om Bounty og den onde kaptajn Bleg. Gensynet med Blide Due og Tapre Ørn var et af aftenens højdepunkter, der sendte latterbrøl gennem salen med en blanding af den barnlige begejstring over gentagelsens glæde og det ikke uvæsentlige faktum, at kemien mellem Stig og Lohmann er af højeste kvalitet.

Også alene når Jesper Lohmann helt ud til de bagerste rækker i teatret. Han passer perfekt ind i rollen som den møgcharmerende drengerøv, der aldrig bliver markant anderledes end baggårdspumaen, Otto Brandenburg, som han spillede i det første show. Det holder fortsat fra start til slut. Vokalt er der til gengæld sket store forandringer, og Lohmanns sangpræstation overgår i denne omgang hans tidligere præstationer med flere længder. Det er en fornøjelse at høre på, og med dét kan vi i virkeligheden passende opsummere det samlede indtryk af dagens forestilling, for også som helhed er det vitterligt en fryd for øregangene. I modsætning til de to første forestillinger, hvor publikum skulle bruge en del krudt på at lytte til den historie, der blev fortalt, så er der her masser af plads til primært at fokusere på sangene. Alt det imellem sangene er i denne omgang pjat og ballade, der ikke kræver det store af sit publikum, og det er faktisk befriende, for er der noget, der fungerer upåklageligt i denne opsætning, så er det den lange række af smukt fremførte, musikalske hits. Det er endnu en gang Peder Kragerup, der med kyndig hånd leder det velspillende orkester, imens Keld, Jesper, Jesper og Stig med deres samklang, deres smittende glæde og deres indbyrdes kemi bærer forestillingen hjem og må afvæbne selv den stærkeste kritiker. Derfor er det også med lidt tungt hjerte, at jeg må konkludere, at denne forestilling efterlader mig med følelsen af, at det absolut sidste er presset ud af Four Jacks-konceptet. Er der noget tilbage, skulle det være enkeltstående koncerter, men nye forestillinger kan der næppe produceres. Man skal som bekendt stoppe, mens legen er god – og god, dét er den!

“Mens vi venter på Godot”, opstår ren magi!

En sjælden gang hænder det, at jeg får fornøjelsen af at opleve noget magisk, der for en stund fratager mig alle muligheder for at beskrive øjeblikket med ord. I går bød Folketeatrets opsætning af Becketts klassiske genistreg, ”Mens vi venter på Godot”, på et øjeblik af netop den slags.

Den umiddelbare fornemmelse af at være efterladt mundlam fortog sig gradvist og blev afløst af en tankestrøm af en overvældende mængde indtryk, jeg desperat forsøgte at få kontrol over. Min indre analytiker var helt euforisk og greb ihærdigt ud efter alle de bolde, der var smidt i spil. ”Mens vi venter på Godot” er helt urimelig, hvad det angår. Mængden af bolde er umulige at spille med. Og det er fedt! Jeg har det lidt som et barn, der pakker julegaver op. Eller som om jeg hopper i vandpytter…i regnvejr på en varm sommerdag.

Jeg har læst Rifbjergs oversættelse af Becketts perle flere gange, og jeg har nydt den hver eneste gang. I går var første gang, jeg oplevede stykket på teatret, hvor de vidunderlige dialoger får lov at leve og ånde.

Plottet er enkelt. Meget enkelt endda. To mænd, Estragon og Vladimir, bruger første akt på at vente på Godot. De venter ved et tilsyneladende dødt træ. De husker ikke klart, hvor de har været, og ingen ved, hvor de skal hen. De venter bare på en mand, de ikke kender. Måske er de det rigtige sted, måske er det den rigtige dag. Ingen ved det med sikkerhed. Midt i ventetiden dukker den excentriske godsejer, Pozzo, op sammen med sin nedslidte slave, Lucky. Da Pozzo og Lucky er draget videre, kommer en skræmt, lille dreng frem. Han er sendt ud for at fortælle, at Godot ikke kommer i dag, men helt sikkert i morgen. Månen melder sin ankomst, og endelig får dagen en ende.

I andet akt sker præcis det samme. Ingenting. Med den forskel, at det tilsyneladende døde træ har fået tre blade, Vladimir og Estragon er endnu mere opgivende end før, Pozzo og Lucky kommer forbi igen, men godsejeren er blevet blind, og slaven er blevet stum. Da drengen dukker op igen, hævder han, at han ikke har været der før, men hans budskab lyder bekendt. Godot kommer ikke i dag, men han kommer helt sikkert i morgen.

”Mens vi venter på Godot” skal ikke ses for handlingens skyld, men det skal ses. Midt i al den ingenting, midt i det desperate forsøg på at få tiden til at gå, i elegant indlagte pauser, hvor tiden, der før gik langsomt, går helt i stå, midt i tågesnak og tomgang, lige dér opstår en helt særlig magi, der vil betage dig, hvis du giver den lov.

Dialogen i stykket er skarp, tankevækkende, og stikker i så mange, vidt forskellige retninger, at én fyldestgørende fortolkning er en umulighed. Om du lader dig forvirre, fortvivle eller forføre er i bund og grund ligegyldigt. Hvis du forlader salen med en fornemmelse af, at du ikke har fattet en hujende fis, så har du måske alligevel fanget noget væsentligt. Behøver det give mening for at være bevægende? Nej.

I går gik jeg i teatret med en forventning om, at jeg fuldstændig skulle slippe trangen til at finde sammenhæng og lade mig opsluge af det meningsløse. Jeg skulle ganske enkelt bruge to en halv time på at svælge i Becketts leg med ord, mening og mangel på samme. Den forventning blev slet ikke indfriet. Lige fra start af fandt jeg en uventet mening i stykket, som bevægede mig på en måde, teksten aldrig har gjort i bogform.

Da jeg læste ”Mens vi venter på Godot”, læste jeg om fem forskellige karakterer: Estragon, Vladimir, Pozzo, Lucky og drengen, der hver dag lover, at Godot kommer i morgen. På teatret i går oplevede jeg kun én karakter. Forklaring følger.

Jesper Lohmann er forrygende og elskelig i rollen som Vladimir, med en lettere ludende gang, ansigtet lagt i alvorlige, men milde folder og en charmerende optimisme på trods af den noget håbløse situation. Over for ham har vi Jesper Asholt, som den iltre og mildt sagt opgivende Estragon. Kemien de to imellem er skøn, og de er ligeså forskellige, som de er uadskillelige. Selv i deres påklædning afspejler de hinanden. De bærer to forskellige jakkesæt, et med og et uden striber, men de har byttet, så den med de stribede bukser har den ensfarvede jakke på og omvendt. Så snart jeg så de to sammen på scenen, fik jeg fornemmelsen af, at jeg ikke så to skæbner, men én. Vladimir er oftest i fokus og kommer derved til at udgøre den primære kerne i karakteren. Estragon er en udspaltning af samme karakter, personificeringen af det opgivende; ham, der helt bogstaveligt mærker, at skoen trykker.

Jeg forventede, at antallet af karakterer ville øges med Stig Rossen og Søren Bang Jensen som hhv. Pozzo og Lucky. Men også her var der bemærkelsesværdige ligheder, der fik det hele til at smelte sammen. Pozzo mister først sin pibe og senere sit guldur. Han roder desperat i sine lommer, præcis som vi kort forinden har set Vladimir gennemrode sine lommer i jagten på en gulerod. Visse steder i andet akt afspejler Vladimirs sprogbrug desuden Pozzos.

Pozzo er en dominerende og mægtig levemand, et sandt overmenneske, men han er også hjælpeløs. Han er intelligent og poetisk, men krukket og hoven. Og så har han så travlt med at fremhæve sin egen velstand, at det pludselig lyder som om, han i virkeligheden forsøger at holde liv i et minde om, hvad han havde engang. Lucky er hans diametrale modsætning. En undertrykt og udsultet, apatisk skygge af et menneske.

Da de fire smeltede sammen, sad jeg tilbage med billedet af en mand, der engang var både velhavende og intelligent, men som nu er nedbrudt og ensom på vanviddets rand. Vladimir er det nærmeste, vi kommer hans nuværende skikkelse. I sin ensomhed diskuterer han med sig selv, i skikkelse af Estragon, for at få tiden til at gå og for ikke at blive opslugt af tomheden, der omgiver ham. Pozzo er billedet af, hvad han var engang, og Lucky er billedet af, hvad han risikerer at blive, hvis han opgiver håbet og tager løkken om halsen. Men håbet holdes i live af den lille dreng, Vladimirs indre barn, det ubesmittede og uskyldige, der hele tiden lover, at Godot nok skal komme i morgen.

Da træet pludselig har fået lysegrønne blade, er der til gengæld svundet en god portion af optimismen alle andre steder. Selvom Vladimir begynder andet akt med sang, er han langt mere nedtrykt nu, og det synes sværere end nogensinde at få tiden til at gå. Pozzo er fuldkommen hjælpeløs og har som følge af sin blindhed opgivet hele tidsbegrebet. Summen af tårer og latter er konstant, det samme gælder tilsyneladende summen af håb.

Skæbnen har tydeligvis været hård ved den stakkels mand, men hvordan er han dog endt her? Forklaringen sneg sig ind som brudstykker af dialogen flettet sammen med stykkets historiske kontekst.

Vi møder vores stakkels hovedperson i slutningen af Anden Verdenskrig. Han har oplevet krigens rædsler på klods hold. Estragon har mareridt, som Vladimir ikke kan holde ud at tale om. Vladimir ser på et tidspunkt ud fra scenen med front mod publikum og spørger, hvor alle ligene kommer fra, og i andet akt spørger han pludselig, om han sov, imens de andre led. Han er sandsynligvis enten stukket af fra en koncentrationslejr eller deserteret, og nu flakker han om, skræmt og ensom. Godot er billedet på befrielsen, en vej væk fra det helvede, vores hovedperson befinder sig i.

Og så er der alt det andet. Alle de bolde, jeg bare har ladet flyve til fordel for denne, fhv. enkle udlægning af den bærende historie. Der er det religiøse aspekt, som jeg helt har udeladt for at undgå diskussionen om, hvorvidt Godot er Gud. Pozzo sammenlignes med hele menneskeheden og bliver dermed en noget kynisk kommentar til, at vi som race er selvhævdende og dominerende, men i sidste ende blinde. Det er vel ikke helt ved siden af. Lucky er Atlas, der bærer hele verdens byrde på sine skuldre. Hans navn synes ironisk, men i virkeligheden er han den eneste, der ikke begræder sin skæbne, før der er tale om, at den vil forandres. Som den eneste behøver han ikke spekulere på at få tiden til at gå, for Pozzo holder ham i gang og slår dermed tiden ihjel for dem begge. Der er et væld af detaljer, og jeg kunne blive ved i det uendelige, men det er jo netop det vidunderlige ved det her stykke. Én udlægning er som nævnt aldrig fyldestgørende, og der kan hele tiden argumenteres for andre. Vi ser, hvad vi vil se. Vi fyldes af de følelser, vi kan identificere os med. Om man, som jeg gjorde i går, forlader salen med et mere eller mindre klart billede af en handling, der bringer orden i det absurde og danner en mening ud fra det, eller om man forlader salen med den primære følelse, at man ikke er den eneste i verden, der venter på Godot, er i bund og grund ligegyldigt…eller snarere lige gyldigt. Det er alt sammen helt legitimt. Man behøver ikke være Beckett-entusiast eller ivrig teatergænger med hang til absurditet for at få noget med sig. Der er noget at tage med hjem for alle, der går til oplevelsen med åbenhed.

I den her opsætning er det Morten Grunwald, der har instrueret, og han er allestedsnærværende. Hele stykket er så stramt og kontrolleret, at man mærker hans greb i alle karaktererne. Det er måske også dét, der er med til at understrege min opfattelse af, at alle karaktererne hører sammen i én. Fuldstændig tro mod Becketts forskrifter dirigeres der med sikker hånd, og resultatet er intet mindre end smukt!

Skuespillet er gedigent hele vejen rundt. Søren Bang Jensen har ikke meget at gøre godt med i rollen som Lucky, og det er derfor så meget vigtigere, at han brænder igennem, når han endelig gør noget. Han får det til at fungere upåklageligt. Jesper Asholt er skøn som den lille, vrede mand. Jeg tilstår, at jeg til sidst blev lidt træt af hans evindelige arrige udbrud, hver gang han bliver mindet om, at de venter på Godot. Men selv det irriterende passer fint ind i universet. Jesper Lohmann betog mig fuldstændig fra start til slut, han har en vidunderlig evne til at favne og gribe sit publikum, så man virkelig mærker hans karakter. Og så er der ham min favorit, som jeg tillader mig at bruge lidt flere ord på, primært fordi jeg har ventet i årevis på en oplagt mulighed for at fremhæve hans egenskaber som skuespiller.

I et tidligere blogindlæg skrev jeg, at jeg ofte tager imod Stig Rossens projekter med en besynderlig blanding af bange anelser og høje forventninger. Jeg vil godt erkende, at jeg i denne omgang udelukkende havde tårnhøje forventninger. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, hvordan Stig og Pozzo ikke skulle være et genialt match. Alligevel blev jeg overrasket. Positivt. Som min mand sagde, da stykket var forbi: ”Jeg tror, at Stig kan spille hvad som helst. Han gør det jo her.” Stigs Pozzo er dominerende, hjælpeløs, optimistisk, opgivende, og så er han frem for alt virkelig morsom. Stig magter alle facetterne, man tror på ham hele vejen, og balancen er så fint på plads, at den ellers dybt urimelige og excentriske godsejer i bund og grund fremstår sympatisk.

Stig er hele tiden hundrede procent til stede i rollen, og flere gange undervejs bemærkede jeg, at det faktisk var mere underholdende at betragte ham, når det ellers var andre, der var i fokus. Det bedste eksempel på dét er situationen, hvor Lucky sparker Estragon over skinnebenet. Stig stjæler ikke billedet fra de andre, han udfylder bare sin plads med et nærvær, der gør hvert eneste øjeblik, han har på scenen, betydningsfuldt.

Det overraskede mig på ingen måde, at Stig er en dygtig skuespiller. Vi har jo trods alt set det før. Blandt andet er der den pointe, jeg altid vil fremhæve: Hvis man ikke har opfanget hans skuespiltalent, har man ikke hørt det væsentligste i hans sang. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at der, lige siden de første af mange positive anmeldere meldte sig på banen, er én linie fra en af mine yndlingssange, ”Vincent”, der har genlydt i mine ører: ”Perhaps they’ll listen now.”

Hvis der alligevel var noget, der overraskede, så var det det komiske aspekt. Jeg grinede ofte og meget. Midt i al håbløsheden er humoren fuldstændig uundværlig. Latteren her er af den befriende slags, der udspringer af det absurde. Det er klovnen, der griner og græder på samme tid. Hele stykket er hjertegribende og hjerteskærende, og latteren gør det udholdeligt.

Jeg bobler stadig af fryd indeni, og jeg håber, at alle under sig selv at lade sig gribe og indfange af det besynderlige, det absurde og det rørende. Jeg ser frem til selv at plaske rundt i vandpytterne igen til marts, og jeg er meget spændt på, hvilken oplevelse, jeg kommer hjem med der. ”Alt er i bevægelse, og intet varer evigt. Derfor kan vi ikke to gange stige ned i den samme flod.” Eller som Estragon så poetisk får gendigtet Heraklits metafor: ”Man kan ikke træde i den samme lort to gange!”

”Mens vi venter på Godot” skal opleves – mindst én gang. Det er ren magi.