”Les Misérables”

– Potentiel storfilm uheldigt forløst.

Romanen ”Les Misérables”, skrevet af Victor Hugo og første gang udgivet i 1862, er uden skyggen af tvivl det smukkeste værk, jeg nogensinde har læst. Med sine cirka 1300 sider er det i sin fulde længde intet mindre end et mesterværk, et historisk melodrama med uforlignelige personskildringer.

Jeg har læst værket i fem forskellige udgaver og flere gange, end jeg har gidet tælle. Jeg bliver aldrig træt af historien om galejslaven, der takket være en næstekærlig biskops nåde vender sin skæbne. Om politiinspektøren, der er så bundet af loven, at erkendelsen af, at der muligvis findes noget, der er hævet over denne, bliver hans undergang. Om en undertrykt befolkning, der lever i elendighed og en fransk ungdom, der inspireret af den franske revolution desperat kæmper for frihed og lighed. Alle de største følelser er i spil.

Værket er filmatiseret og iscenesat flere gange med varierende succes. I den lave ende af skalaen må jeg placere eksempelvis Bille Augusts stærkt amputerede version fra 1998, der slet ikke formår at formidle hverken fortællingerne eller følelserne fra Hugos oprindelige værk. I den anden ende af skalaen har vi Alain Boublil og Claude-Michel Schönbergs musicalversion, der helt velfortjent ofte omtales som den største musical nogensinde. Denne gennemkomponerede og ualmindeligt smukke version rummer en overraskende stor mængde af fortællingen, skildringen af karaktererne, de elendige og oprørerne er medrivende og efterlader mig med præcis den samme fornemmelse, som bogen gør.

Jeg jublede derfor ved udsigten til, at der nu endelig var én, der var modig nok til at omsætte denne version til filmlærredet. Verdens bedste historie, verdens største musical og alle de virkemidler filmmediet kan bidrage med – det skulle blive en succes! Med 8 Oscar-nomineringer, 3 Oscar-statuetter, 3 Golden Globes og et utal af overvældede anmeldere tegnede det også i den grad lovende, og da jeg satte mig til rette i biografsædet, var der ikke noget, jeg hellere ville, end blæses bagover af begejstring.

Åbningsscenen er betagende. Helt fra start af ser og mærker man, hvad filmens virkemidler kan. Billederne er fænomenale og sammen med Schönbergs storslåede musik, rives man straks med. Men ligeså brat, som jeg var revet med, var jeg hægtet helt af igen, og sådan fortsatte det filmen igennem. Aldrig før har jeg oplevet at føle en så ambivalent reaktion på en film. Det ene øjeblik var jeg bjergtaget, det næste havde jeg lyst til at forlade salen.

Der er helt sikkert elementer af storhed. Anne Hathaways præstation i rollen som Fantine er overvældende, og der kan umuligt være mange tørre øjne blandt publikum, når hun på smukkeste vis græder al sin smerte ud i ”I Dreamed A Dream”. I løbet af ganske kort tid får Hathaway skildret den tragiske historie om en ung, smuk og stærk kvinde, der kæmper indædt men forgæves for at bevare sin ære i kampen for at redde sig selv og datteren, Cosette, som hun af nød har måttet efterlade hos kroparret Thénardier. Man forstår, hvor hun kommer fra, man mærker hendes velbegrundede vrede, og man græder både med og for hende, da hun afkræftet og skrøbelig opgiver sit eget liv, trøstet af visheden om, at Cosettes lykke er sikret.

Som helhed er ensemblet stærkt, og de store sange som ”Look Down” (særligt de fattiges version) og ”Do You Hear The People Sing” giver gåsehud på den gode måde. Også de unge mennesker på barrikaden greb mig, og præcis som når jeg læser bogen, var jeg fuldstændig opløst af tårer lige inden, under og efter deres ulige kamp mod overmagten. Den ideologiske ildsjæl Enjolras, her spillet af Aaron Tveit, er en af fortællingens mindre karakterer men også en af dem, der gør størst indtryk på mig. Det gjorde ondt langt ind i sjælen at se den spæde revolution dø med ham.

Der er flere udmærkede præstationer. Samantha Barks er overbevisende i rollen som Eponine, der er ulykkeligt forelsket i Marius, der i øvrigt spilles ligeså overbevisende af Eddie Redmayne. Det er faktisk første gang, jeg ikke er blevet småirriteret på den unge mand, der forelsker sig hovedkulds i Cosette, spillet af en smukt syngende Amanda Seyfried, og en overgang lader til helt at glemme, hvorfor han befinder sig på barrikaden sammen med sine kammerater.

Der er så meget i alle sidehistorierne, der er så godt! Men det hele falder bare voldsomt til jorden med de to karakterer, der burde være de bærende. Jean Valjean og Javert, spillet af hhv. Hugh Jackman og Russell Crowe, er om ikke decideret fejlcastede så i hvert fald fejlinstruerede. Det gælder for dem begge, at deres vokale præstationer ganske enkelt ikke er stærke nok, og det var blandt andet sange som ”Bring Him Home” og ”Stars”, der fik mig til at sende et blik mod nærmeste udgang. Men selv når sangene ellers ikke er voldsomt krævende, er deres stemmer, især Crowes, irriterende og intetsigende i deres udtryk. Allerede da Javert løslader Jean Valjean helt i begyndelsen af filmen, ønskede jeg inderligt, at de ville holde op med at synge og sige deres replikker i stedet. Det hjælper heller ikke, at begge skuespillere i langt det meste af filmen tilsyneladende bruger så meget overskud på deres middelmådige sangpræstationer, at det påvirker deres skuespil negativt. Skuespilmæssigt lever ingen af de to på nogen måde op til, hvad vi ellers har set dem præstere – og det er endda på trods af, at der må være uendeligt meget lækkert stof at tage fat på i to så exceptionelle karakterroller.

Hugh Jackmans version af Jean Valjean virker helt fra start af nedbrudt og deprimeret, snarere end opfyldt af vrede og had til verden. Han burde være mere dyr end menneske, men Jackman får på intet tidspunkt de elementer med. Derfor bliver det aldrig tydeligt nok, præcis hvor stor en forandring der sker med Valjean, da biskoppen køber hans sjæl fri og overgiver den til Gud. Hele afsættet for karakteren bliver forkert, og han opnår aldrig den dybde, jeg havde forventet.

Endnu værre er det med Russell Crowes Javert. Politiinspektøren, der burde være urokkelig, skræmmende autoritær og umenneskelig pga. en komplet mangel på empati, fremstår i stedet alt for svag og vægelsindet. Mindst ét sted vil jeg mene, dette skyldes en direkte og tæt på utilgivelig fejl i filmens narration. Da de unge oprørere er tilintetgjort, vender Javert tilbage til barrikaden, hvor han tidligere er blevet afsløret som spion, dømt til henrettelse men frigivet af Valjean. På jorden ligger ligene nu side om side, og Javert sætter sig på hug ved liget af den lille dreng Gavroche, tager en medalje fra sin jakke og placerer den på drengens bryst. Det ville Javert aldrig nogensinde gøre! Hvis politiinspektøren overhovedet værdigede de faldne et blik, ville det udelukkende være for at sikre sig, de havde fået som fortjent. Javert kan hverken simplificeres som værende ond eller god, men hans ekstremitet gør ham umenneskelig. Loven er alt for ham, og i hans øjne findes der kun to slags mennesker; de, der holder sig til den rette vej dikteret af loven, og de, der viger bort fra den. Én gang falden, altid falden. Tilgivelse er et fuldkommen ubekendt begreb for ham, og han genkender ikke engang medmenneskelighed og næstekærlighed, da Valjean skåner hans liv.

Det lader til, instruktøren Tom Hooper ønsker at give os det indtryk, at Javert gennemgår en forandring. Hvor han har den idé fra, ved jeg simpelthen ikke. Det er helt forkert. Hvis Javert gennemgik en gradvis forandring og langsomt erkendte, at loven ikke er alt, så havde han måske været i stand til at leve med det. Men Javert når ikke at gennemgå nogen forandring, for i dét øjeblik, hvor han erkender, at han ikke kan fortsætte jagten på Valjean, går han til grunde. Han vælger at sætte mennesket over loven, da han beslutter at lade Valjean gå fri. Resultatet er, at han ikke længere har sit faste navigationspunkt, og eftersom dét var alt, hvad han havde, falder han.

Ret skal være ret. Der er faktisk en enkelt scene, hvor jeg synes, Jackman og Crowe fungerer fint. Da Javert forsøger at anholde Valjean ved Fantines dødsleje, greb deres spil mig et kort øjeblik. (Til gengæld undrede jeg mig over, at Fantine her i filmversionen får en noget fredeligere afsked med verden, end hun gør i bogen.) Generelt er det bare brandærgerligt, at netop disse to herrer ikke opnår hverken den dybde eller det samspil, der er så væsentligt for hele historien. Havde de to fungeret, havde filmen fungeret som en overvældende og imponerende helhed.

Det hører med til billedet, at der i tilblivelsesprocessen er truffet et noget atypisk valg. Hvor man normalt ville indspille alle vokaler i forvejen og efterfølgende lade skuespillerne mime til deres egen vokal under selve optagelserne, har man her valgt at indspille samtlige vokaler live på settet. Det betyder, at skuespillerne har kunnet forme og fortolke på deres rolle både skuespil- og sangmæssigt i selve optagesituationen, de har ikke været nødt til at foretage deres endelige fortolkninger 2-3 måneder i forvejen. Dette valg er blevet omtalt som både modigt og genialt. Jeg må tilstå, jeg synes, det har været en kæmpe fejl. Det er muligt, det giver en øget intensitet visse steder. Scenen, hvor Fantine smides ud af fabrikken, er et eksempel, hvor dén her fremgangsmåde måske har bidraget positivt. Den scene fungerer i hvert fald vældig godt, og som tidligere nævnt er Anne Hathaways ”I Dreamed A Dream” også imponerende stærk. Men på den anden side så er jeg mere tilbøjelig til at tro, det her cast havde været dygtige nok til at få samme intensitet frem, hvis der var indspillet på traditionel vis. Eller måske kunne man have kombineret de to fremgangsmåder i erkendelse af, at vokalerne i nogle sammenhænge havde haft godt af at blive optaget på forhånd i et studie. Jeg er helt overbevist om, at både Hugh Jackman og Russell Crowe havde vist langt bedre skuespilpræstationer, hvis de ikke skulle kæmpe sig igennem sangene live på settet, og jeg havde helt sikkert foretrukket, at deres vokaler var blevet hjulpet lidt på vej.

Jeg ville så gerne have elsket den her film, og jeg ville ønske, skuffelsen fortog sig lidt. Men her ni dage efter at have set den første gang, er mit overordnede indtryk fortsat, at dét, der kunne være blevet en uforglemmelig storfilm, er mislykket på trods af enkelte momenter af filmisk storhed.

Jeg har ladet mig fortælle, at filmen vinder ved gensyn, så den får selvfølgelig mindst én chance mere. Ændrer jeg mening om den, lover jeg at trække nogle af mine hårde ord tilbage, men for nu ender jeg altså ud med et: Øv.

PS.: Den skarpe iagttager vil i øvrigt bemærke, at jeg hidtil helt har undgået at nævne Helena Bonham Carter og Sascha Baron Cohen, der spiller ægteparret Thénardier. De to fungerer som comic relief, og ”Master of the House” er filmens eneste lattervækkende sekvens. Hugo havde vendt sig i sin grav. Midt i det her historiske melodrama dukker disse karakterer op, malplaceret i tid og sted takket være elendige kostumevalg og besynderlige fortolkningsvalg fra enten skuespillernes eller instruktørens side. De to falder så langt udenfor, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til dem.