Det lyder måske paradoksalt, men det største, smukkeste menneske, jeg kender, har aldrig levet. Han er en fiktiv karakter og hjertet i en roman, der blev skabt for mere end 150 år siden, da den franske forfatter Victor Hugo i 1862 satte sig for at give stemme til samfundets laveste, de udsatte, de elendige.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med ”Les Misérables”, da jeg var 13 år gammel. På det tidspunkt tilbragte jeg mange af mine vågne timer på det lokale bibliotek, hvor jeg havde min egen, faste plads i et hjørne af læsesalen. Jeg tilstår, at jeg primært svælgede i gys og gru fra Stephen King, Dean R. Koontz og danske Dennis Jürgensen, så hvordan og hvorfor Victor Hugos litterære klassiker sneg sig ind midt i det hele, ved jeg ikke, men jeg var solgt. Den første udgave, jeg læste, var forkortet til omtrent 500 sider. Jeg kan huske, hvordan jeg læste langt det meste af bogen på biblioteket, inden jeg lånte den med hjem ved lukketid og læste den færdig hjemme under dynen. Jeg var fuldstændig opløst af gråd, da jeg nåede slutningen. Følelsen af at savne et fiktivt univers, når sidste side vendes, var ikke ny, men her havde jeg fornemmelsen af, at Victor Hugo havde givet mig en karakter, et menneske uden sidestykke, delt hele hans liv med mig og taget ham fra mig igen samme dag. Og, hvor absurd det end måtte lyde, så var verden bare ikke helt den samme. Jean Valjean gik i hjertet på mig, og der har han siddet urokkelig fast lige siden. Hvor de fleste karakterer langsomt falmer i hukommelsen, så er Valjean kun blevet tydeligere og mere nuanceret med årene. Men ret skal være ret, jeg har måske også brugt lidt flere timer på at holde ham i live, end jeg har med nogen anden.
Blogindlægget her er min lille hyldest til Jean Valjean, mit forsøg på at forklare, hvordan en fiktiv karakter kan gøre så uudsletteligt et indtryk på sin læser. Det er en invitation til at komme med ned i en af de vigtigste historier, der nogensinde er blevet fortalt, ind i et af de smukkeste og mest inspirerende liv, der aldrig er blevet levet. Det er Jean Valjeans skæbne, som den ser ud i mine øjne. Alle citater er hentet fra mindeudgaven i ni bind, udgivet i København af Verdenslitteraturens Forlag i 1927. Jeg har genlæst hele værket, men har denne gang udelukkende fokuseret på skildringen af Jean Valjean. Store dele af teksten her er gengivelse af handling, så selv de, der ikke har læst værket eller blot ikke har den samlede historie frisk i erindringen, forhåbentlig vil kunne følge med.
Jean Valjeans tilintetgørelse
Da vi første gang præsenteres for Jean Valjean, er han netop ankommet til den lille, franske by Digne. Han har vandret langt, og hans ydre er lige så vildt og skræmmende, som hans sind er formørket og hadefuldt. Forståelsen af, hvem Valjean er ved romanens begyndelse er altafgørende for, at vi kan forstå, hvilken udvikling han siden gennemgår. Inden sin fængsling arbejdede den da 27-årige Jean Valjean hårdt for at brødføde ikke blot sig selv, men også sin søster, der var enke, og hendes syv børn. I desperation valgte han at slå en rude ind for at stjæle et brød, en gerning, for hvilken han idømtes fem års straffearbejde ved galejerne; fem år, som endte med at blive til 19 pga. gentagne flugtforsøg.
Selvom vi forstår, at det er samfundets manglende forståelse for og hjælp til de fattige og udsatte, der driver Jean Valjean ud i kriminalitet, er det væsentligt at bemærke, at han ikke er uskyldig dømt. Lige så væsentligt er det dog, at det ikke er brødet, som han har stjålet, der fælder ham, men derimod de sår, han har pådraget sig under tyveriet. For at understrege, at der ingen gevinst er ved forbrydelsen, lader Victor Hugo vores protagonist kaste brødet fra sig under flugten. Det, der bliver Valjeans undergang, er en del af ham: Et blodigt sår på hans arm, et billede på den forrevne sjæl, han allerede her bærer rundt på. Da han kastes i lænker, overmandes han af sin ulykke:
En gammel Fangevogter, som nu er henved de halvfems, mindes endnu denne ulykkelige Mand, der blev smedet fast for Enden af fjerde Række i det nordre Hjørne af Gaarden. Han sad paa Jorden som alle de andre. Det saa ud til, at han ikke begreb det mindste af den Stilling, han befandt sig i, undtagen at den var forfærdelig; rimeligvis har han ogsaa, paa stakkels, ganske uvidende Menneskers Vis, haft en uklar Følelse af, at der var noget overdrevent i alt dette. Medens man med tunge Hammerslag slog Bolten i hans Halsjern fast bag hans Hoved, græd han, saa han var ved at kvæles derved; Graaden hindrede ham i at tale, han kunde blot af og til sige:
– Jeg var Skovhugger i Faverolles, og saa hævede og sænkede han hulkende højre Haand syv Gange, som om han lagde den paa syv Hoveder, og man skønnede af denne Bevægelse, at hvad det nu end var, han havde gjort, havde han gjort det for at skaffe Føde og Klæder til syv smaa Børn.
Ved sin ankomst til galejerne er Valjean en simpel og uuddannet, men ikke uintelligent mand. Under sit ophold på Bagnoet lærer han at læse og regne: ”Han følte, at ved at styrke sin Forstand styrkede han sit Had.” Han ankommer til Bagnoet grædende, men da han forlader stedet igen, er hans sjæl tørret ind, og han har ikke grædt i 19 år. De tager hans identitet fra ham, da de tager hans navn fra ham og erstatter det med fangenummeret 24601. Opholdet på galejerne forvandler Valjean fra menneske til dyr, og ved sin løsladelse er han kun optaget af to ting: Had og hævn. Hans had beskrives som ”[…] en ubestemt, uafladelig og raa Trang til at gøre et eller andet levende Væsen, ligegyldigt hvilket, Fortræd. Som man ser, var det ikke uden Grund, at Jean Valjeans Pas betegnede ham som en meget farlig Person.”
I mange af de fortolkninger af historien, jeg har hørt og set, fremstilles Jean Valjean ved sin løsladelse som svækket og ulykkelig. Det er formentlig for at give publikum eller seeren mulighed for straks at fatte sympati for karakteren, men det er en misforståelse, som bliver dyr for den videre fortælling. Udover den fysiske styrke, som Valjean besidder, så giver hans had, vrede og intelligens ham mental styrke, og han morer sig med at udtænke planer for, hvordan han kan hævne sig på det samfund, som slog ham omkuld. Fængslet har fungeret som katalysator, og selvom Valjeans oprindelige forbrydelse var fhv. lille og ufarlig, så er det en hærdet kriminel, de løslader. Hans første forbrydelse blev begået af kærlighed til den familie, han forsøgte at redde, men der er ingen kærlighed tilbage i ham nu, og alle hans handlinger er motiveret af det indædte had, som han selv aktivt har styrket.
Ude i friheden mødes Jean Valjean, som han forventer at blive mødt. Rygterne om ham og hans gule pas bevæger sig hurtigere rundt i byen, end han selv, og alle steder vises han bort. Selv da han finder ly i et hundehus, må han se sig jaget bort, og hans lave status understreges derved. En godhjertet kvinde viser ham hen til en dør, som han endnu ikke har banket på. Dér, mener hun med sikkerhed, vil man tage imod ham. Og hun har ret, for i huset, som Valjean går til, bor biskop Myriel, den frommest tænkelige og mest elskelige mand. Biskoppen ser, hvilken nedbrudt sjæl, han står overfor, men i stedet for at reagere med foragt og frygt, åbner han sin dør, sit hjem og sit hjerte for Valjean. Hvor systemet tog identiteten fra Valjean, da de erstattede hans navn med et nummer, giver Myriel Valjean begyndelsen på en ny identitet, ved at omtale ham som sin bror og dermed som sin ligestillede og respekterede næste. Men Valjean reagerer uforstående og er ikke i stand til at tage imod biskoppens godhed. Om natten benytter han sig af muligheden for at stjæle biskoppens sølvtøj, og for at understrege det nederdrægtige i hans handling er han også parat til at dræbe biskoppen, der i sin godhed sover trygt under samme tag som en samvittighedsløs forbryder. Valjean overrumples imidlertid af den mildhed, biskoppen udstråler, og løber derfra uden at tage hans liv. Næste morgen bringes han til biskoppens dør af to gendarmer, der fortæller, at den tidligere straffede hævder, at det sølvtøj, han har tasken fuld af, er gaver.
Valjean har for anden gang i sit liv valgt at begå en forbrydelse, denne gang fuldt ud bevidst om, hvad konsekvensen for det vil være. Men imellem det retssystem, der hellere end gerne lænker en tidligere straffet igen, og Jean Valjean står en repræsentant for noget større, end både samfund og menneske. Biskoppen bekræfter Valjeans falske påstand og tilføjer, at han havde glemt det vigtigste. Han overrækker ham dernæst to store sølvlysestager med de skæbnesvangre ord: ”-Glem ikke, glem aldrig, at De har lovet mig at bruge Pengene for dette Sølvtøj til at blive et skikkeligt Menneske for. Jean Valjean, som ikke mindedes, at han havde lovet noget, blev staaende maalløs. Biskoppen havde lagt Eftertryk paa disse Ord. Han vedblev i en højtidelig Tone: – Jean Valjean, min Broder, De hører ikke længer det onde, men det gode til. Det er Deres Sjæl, jeg køber. Jeg drager den bort fra de mørke Tanker, fra den onde Aand og giver den til Gud.” Man kunne tro, at Valjean her endelig er parat til at slippe sit had, men der skal endnu en forbrydelse til, før biskoppens handling har sin effekt.
På sin vej væk fra Digne møder Jean Valjean en skorstensfejerdreng, som taber et guldstykke på jorden. Valjean sætter sin fod på guldstykket og skræmmer drengen væk; det er resterne af dyret, der handler. Da det efterfølgende går op for Valjean, hvad han har gjort, vækkes hans samvittighed til live, og han forfærdes pludselig over sig selv: ”Hans Hjerte smeltede, og han brast i Graad. Det var første Gang i nitten Aar, han udgød Taarer.” Det er biskoppens ord, og Valjeans tredie og sidste forbrydelse, der ender med at tilintetgøre ham:
Jean Valjean græd længe. Han græd bitterlig, han hulkede stærkere, end en Kvinde hulker i sin Svaghed eller et Barn i sin Rædsel.
Medens han græd, dagedes det mere og mere i hans Hjerne. Det var en mærkværdig Solopgang, paa én Gang henrivende og forfærdelig. Hans forbigangne Liv, hans første Fejltrin, hans lange Straffetid, hans Raahed udadtil, hans Forhærdelse indadtil, hans Frigivelse, som de mange Hævnplaner, han rugede over, havde gjort saa fornøjelig, hvad der var hændt ham med Biskoppen, det sidste, han havde gjort, dette Tyveri af to Frank fra et Barn, en Forbrydelse, der var saa meget lumpnere og modbydeligere, som den var blevet begaaet, efter at Biskoppen havde tilgivet ham; alt dette traadte atter frem for ham og viste sig for hans Sjæls Øje med en Klarhed, han aldrig havde set Mage til. Han saa ud over sit Liv, og det syntes ham forfærdeligt. Men det var alligevel et mildt Skær, der var over dette Liv og denne Sjæl. Det bares ham for, som saa han Satan i Paradisets Lys.
Sammenligningen her, der sidestiller Valjean med Satan, er interessant. Navnet Satan er hebraisk og betyder modstanderen, og dermed gentages pointen om, at Valjeans kamp først og fremmest er en indre kamp. Han forlod Bagnoet overbevist om, at samfundet var hans modstander, men i virkeligheden er det ham selv, han kæmper imod. Valjean er ikke, som det af og til ses i fortolkninger af værket, en Jesusfigur sat på Jorden for at lide for vor skyld og fri os fra vore synder. Han er Satan; englen, der valgte at træde ved siden af og som straf blev bortvist fra sin plads i Himlen. I skarp kontrast til den bibelske Satan, der udvikler sig til at være Guds direkte modstander, er der dog, takket være biskoppens barmhjertighed og nåde, håb for Victor Hugos faldne engel. Jean Valjean river sine papirer itu og betragter nu sig selv og alt, hvad han hidtil har stået for, for dødt.
Fader Madeleine
Næste gang vi møder Jean Valjean, kalder han sig for fader Madeleine og lever på falske papirer. Takket være held og kløgt har han i løbet af de seneste otte år hjulpet den lille by Montreuil-sur-Mer frem til velstand, og han er blevet udnævnt til borgmester, en titel han i sin beskedenhed påtager sig med stor tøven og først accepterer, da kongen selv for anden gang beder ham om at påtage sig den. I skarp kontrast til den Valjean, der ankom til Digne fra galejerne i sin tid, er Madeleine godheden selv. Han besidder galejslavens fysiske styrke, men har ladet biskoppens milde næstekærlighed fylde hele sit væsen.
Men fortiden lader ikke fader Madeleine hvile i det nyvundne liv. Byens politiinspektør, Javert, der tidligere har mødt Jean Valjean på galejerne, er mistænksom, og lader sig som en af ganske få i byen ikke påvirke af Madeleines godhed. I modsætning til flertallet af de øvrige personskildringer i bogen, er Javert karakteriseret med et fokus på ydre træk og hans sparsomme, indre karaktertræk kan opsummeres i blot to væsentlige egenskaber: Respekt for loven og foragt for de, der forbryder sig imod den. Med denne flade karakteristik fungerer Javert snarere som et symbol end som en egentlig karakter. Han repræsenterer systemet, der ikke ser individer, men blot forholder sig til regelsæt. Der findes én lige vej i et retskaffent liv, og er man én gang trådt forkert, er man for altid fortabt. Lige så blind hans tillid er til systemet og de, der repræsenterer det, lige så intolerant er han over for en straffet. Tilgivelse er ikke et begreb, han er i stand til at forholde sig til. Javert er ikke et menneske; han er personifikationen af det samfund, som Victor Hugo retter al sin kritik imod.
Ved to lejligheder trodser fader Madeleine den fare, der er forbundet med at være under Javerts konstante bevågenhed. Første gang anvender han sin overmenneskelige styrke til at løfte en vogn, under hvilken en forretningsmand ved navn Fauchelevent er ved at blive knust. Madeleine gør dette til trods for, at Javert øjeblikket inden har pointeret, at han kun har set ét menneske, en galejslave, der havde styrke til at udføre en gerning som denne. Anden gang trodser han politiinspektørens ordre, da han befaler, at den unge prostituerede, Fantine, som er blevet anholdt for at overfalde en mand, skal sættes fri og i stedet bringes til hospitalet. Fantine er, ligesom Javert, et symbol. En kærlighedsaffære med en mand, der valgte frihed i stedet for ansvar, har gjort Fantine til enlig mor til en lille pige ved navn Cosette. Cosette bor hos kroværtsparret Thénardiers, imens Fantine arbejder på fader Madeleines fabrik og sender alt, hvad hun tjener, til kroen. Da det kommer frem, at Fantine har et barn uden for ægteskab, sendes hun væk fra fabrikken. I desperation sælger Fantine ud af alt, hvad hun ejer og er. Fattigdom og sult har sendt hende ned på samfundets bund, og hun er forvandlet fra en smuk, ung kvinde til en marmorstøtte, der er et billede på vanære og hårdhed. Med Victor Hugos egne ord, bliver Fantines liv et eksempel på, at slaveriet endnu eksisterer i alle samfund, hvor fattigdom og ulykke findes. Fantine bebrejder fader Madeleine for sin ulykkelige situation, og selvom Madeleine ikke har nogen viden om Fantines fortid på fabrikken, påtager han sig det ansvar, som hun mener, påhviler ham. Madeleine lover at betale Fantines gæld og at hente Cosette til hende, så mor og datter endelig kan leve sammen, forsørget af ham. Fra mødet mellem Fantine og Madeleine ser vi for en stund den tidligere galejslave igennem Fantines øjne, og hans lighed med biskoppen er slående: ”Hun hørte nogen trække Vejret tæt ved sin Seng, trak Omhænget til Side og saa Madeleine staa dèr og se paa noget ovenover hendes Hoved. Hans Blik var fuldt af Medlidenhed og Angst, og det bad. […] Hun syntes, der stod en Straaleglans om ham. Han var hensunken i Bøn.”
Imens borgmesteren forgæves forsøger at få Thénardiers til at sende Cosette hjem, anmelder Javert ham. Anmeldelsen besvares med besked om, at Madeleine umuligt kan være Jean Valjean, da den tidligere galejslave allerede er fundet og står for at skulle for retten. Javert beder Madeleine om at afskedige ham som straf for den falske anklage, men Madeleine nægter til Javerts store fortrydelse. Episoden bliver begyndelsen på enden for fader Madeleine, og igen er det Jean Valjeans egne valg, der afgør hans skæbne. Da en uskyldig mand står over for at blive dømt for at være Jean Valjean, kan Madeleine i virkeligheden sikre sin egen eksistens og endelig lukke fortidens dør bag sig. Når han overvejer denne mulighed er det ikke kun for sin egen skyld, men også med tanke på den by og de mennesker, der er afhængige af ham. Valjean står ansigt til ansigt med sin samvittighed, og uanset hvad han vælger, vil han dømme uskyldige mennesker til ulykke. Enten skal en uskyldig mand sendes på galejerne, eller også skal uskyldige borgere miste deres levebrød. I den fulde udgave af romanen fylder Valjeans overvejelser i denne forbindelse det meste af ti kapitler. Inden han selv indser, at han har truffet sit valg, er han uden at virke fuldt ud bevidst om det taget til Arras, hvor retssagen skal finde sted, og helt frem til det øjeblik, hvor han træder frem og giver sig til kende som Jean Valjean, tøver han. Victor Hugos beskrivelse af den kamp, der foregår, da Valjean står ansigt til ansigt med sin fortid og sin samvittighed, er måske bogens stærkeste del. Valget, han står overfor, er lige så skæbnesvangert, som mødet med biskoppen var det. Hvor den første forvandling Valjean gennemgik primært var af psykisk karakter, så har denne forvandling et fysisk element i sig, idet Valjean ældes markant og pludseligt. Hvor den 27-årige, ulykkelige mand, der i første omgang sendtes til galejerne ikke forstod, hvad han befandt sig i, er den ældre Valjean kun alt for bevidst om, hvad der venter ham, og den familie, han i sin tid svigtede, er nu en hel by. Ikke desto mindre er han igen skyldig i de anklager, han vil blive dømt for. Hvis samfundet dømte en uskyldig, ville det indikere, at der var begået en fejl. Men Victor Hugo er ikke interesseret i at kritisere tilfældige fejltagelser; han kritiserer systemet, som det er, når det fungerer efter hensigten.
Alle i retten er så chokerede over tilståelsen, at de lader Valjean gå derfra, og han vender tilbage til Fantine, der ligger for døden. De to har kendt hinanden i ganske kort tid, men deres ulykkelige skæbner spejler sig i hinanden, og båndet imellem dem er stærkt. Deres kobling ses fysisk i deres parallelle udvikling hen over de to måneder, de har sammen: ”De var igen begge to i den selv samme Stilling som den Gang: hun sov, og han bad […]; hun var blevet graahaaret, og han hvidhaaret.” Vi ser desuden også koblingen af de to senere, da fortælleren lader Fantines datter Cosette fortælle, at hun fornemmer, ”[…] at hendes Moders Sjæl var gaaet over i ham [Valjean] og havde taget Bolig i hendes Nærhed.”
Da Fantine på sit dødsleje ser Valjean, som hun fortsat kun kender som borgmester Madeleine, slutter hun, at han må have hentet Cosette, og at de snart skal være sammen. Valjean modsiger hende ikke, men forsøger blot at berolige hende. Inden det for alvor lykkes, træder Javert ind i lokalet. Fantine forfærdes øjeblikkeligt, fordi hun tror, at det er hende, politiinspektøren kommer efter. Større er hendes forfærdelse imidlertid, da sandheden går op for hende. I Fantines sidste øjeblikke trækkes alt væk under hende, og den lykke, hun drømte om, viser sig at være en illusion. Holder vi for øje, hvad hhv. Fantine og Javert symboliserer, forstørres ulykken. Da Fantine dør, er det systemet, der frarøver samfundets svageste deres sidste, spinkle håb. Valjean anvender sin fysiske overlegenhed til at true Javert til at give ham et øjeblik til at tage afsked med den afdøde og afgive et løfte om, at han vil tage sig af hendes datter, inden den tidligere galejslave overgiver sig og lader sig fængsle. Kort tid efter stikker han af igen og sørger for, at der er orden på de værdier, han efterlader sig, inden han forsvinder. Fantine kastes i de ukendtes grav, hvor hendes jordiske rester blandes med de jordiske rester af dem, hun repræsenterer.
Her mente Victor Hugo efter sigende i første omgang, at historien om de elendige var fortalt til ende. I hvert fald lod han den ligge i mange år, inden han lod sig overtale til at fortælle, hvad der siden blev af den ulyksalige galejslave. Den dystre udgang på denne første del og tanken om, at dette var den oprindelige slutning, understreger Victor Hugos bitterhed. Imens vi her i Danmark skrev nationalhymner og svælgede i biedermeierkunst, portrætterede Hugo en noget mere rå sandhed om det Europa, han så og væmmedes ved.
Valjean og Cosette
Valjean dukker op på ny, men er nu blevet taget til fange. Fortælleren vægrer sig ved at fortælle os, hvad der er passeret, og lader os i stedet læse uddrag af, hvad aviserne i Montreuil-sur-Mer skrev om det hændte. Det er dels en elegant måde at få speedet fortælletiden op på, men det er også med til at styrke den meget subjektive fortællers afstandtagen til den ulykke, samfundet placerer Valjean i. Begge ophold på galejerne fremstår som så ubehagelig en del af historien, at selv vores fortæller ikke fuldt ud er i stand til at sætte ord på dem. Valjean har valgt ikke at lade sig forsvare, og er blevet idømt dødsstraf. Han har ikke anket dommen, men kongen har benådet ham og omstødt straffen til livstid på galejerne. Endnu engang fratages Valjean sit navn, og han er nu hverken Valjean eller Madeleine, med derimod nummer 9430. Tilbage i Montreuil-sur-Mer går alt det, som Valjean har bygget op, i forfald. Det gode et menneske kan bidrage med, kan med andre ord ikke opretholde sig selv, men må holdes aktivt i live.
Da en medfange en morgen mister balancen og hænger hjælpeløs i en line højt oppe, melder 9430 sig frivilligt til at forsøge at redde manden, som alle anser for at være fortabt. På trods af sin alder lykkes det 9430 at redde matrosen, og med sin blanding af behændighed og råstyrke får han bragt den dødsdømte i sikkerhed. Tilskuere til episoden ønsker, at fangen skal benådes, men inden han når i sikkerhed hos de andre fanger, styrter han i havet. Man finder aldrig hans lig, men formoder, at han er omkommet. I avisen kommenteres hans heroiske bedrift, og i stedet for at nøjes med at angive hans nummer, nævnes han ved navn. Jean Valjean betragtes endnu engang som død, denne gang af samfundet.
Fortælleren tager os med til kroen i Montfermeil, hvor Cosette bor under kummerlige forhold hos Thenardiérs, romanens ubetinget mest ubehagelige eksistenser. En sen aften sendes Cosette ud i skovens mørke for at hente vand ved en kilde. Her møder hun en mand, som er fremmed i hendes øjne, men letgenkendelig for læseren. Det er Jean Valjean, der er rejst til byen for at opfylde sit løfte til Fantine. At fortællerens synsvinkel her er knyttet til den lille pige, er med til at understrege, hvordan biskoppens kristne næstekærlighed nu er en helt igennem integreret del af Valjean. Den forsømte pige beroliges af den fremmedes tilstedeværelse: ”Af og til saa hun op paa denne Mand med en ubeskrivelig Ro og Tillid. Ingen havde nogensinde lært hende at vende sig til Forsynet og bede, men nu følte hun noget røre sig i hende, der lignede Haab og Glæde og steg op imod Himlen.” Og senere, da de sammen forlader kroen, får vi en direkte sammenligning i Cosettes fornemmelse af at ”[…] det var Vorherre, der gik ved Siden af hende.”
Hvad biskoppen i sin tid satte i værk ved at give Jean Valjean muligheden for at blive som født på ny, fuldender Cosette:
Jean Valjean havde aldrig elsket noget i Verden. Fra sit femogtyvende Aar havde han staaet ganske ene. Han havde aldrig været Ægtemand og Fader, aldrig kendt noget til Elskov eller Venskab. Paa Bagnoet havde han været ond, indesluttet, kysk, uvidende og sky. Der var meget i denne gamle Galejslaves Sjæl, der var fuldstændig jomfrueligt. […] Alle andre blidere Ungdomsfølelser, om han overhovedet havde haft saadanne, var fuldstændig udviskede. Da han saa Cosette, da han tog hende med sig og udfriede hende af de onde Kaar, hun levede i, følte han sig dybt greben. Alt, hvad der var i hans Sjæl af Lidenskab og Kærlighed, vaagnede og samlede sig om dette Barn. […] Men da han var femoghalvtredsindstyve Aar gammel og Cosette otte, blev al den Kærlighed, han kunde have næret hele sit Liv igennem, nu til et ubeskriveligt Lys. Det var anden Gang, denne rene Straaleglans aabenbarede sig for ham.
Og Valjeans kærlighed til Cosette er gengældt. Sammen bor de to i et forladt hus i Paris, indtil Javert og Valjean atter mødes.
Da Javert genoptager sin jagt, flygter Valjean med Cosette ind over en høj mur, der viser sig at føre dem ind i et kloster, hvor Fauchelevent, den mand som Valjean i sin tid reddede fra at blive knust under en vogn, arbejder. Fauchelevent er lykkelig for at kunne hjælpe den mand, som han kun kender som fader Madeleine, og ved fælles hjælp får de to arrangeret det sådan, at de sammen lever som brødre bag klostrets mure, imens Cosette indskrives i klostret. Det er sparsomt, hvor meget Valjeans karakter udvikler sig i denne periode af hans liv. Cosette vokser op, og hvor hun i begyndelsen er tavs og præget af sin ulykkelige barndom, bliver hendes sind langsomt lysere. Hun husker ikke andet, end at Valjean er hendes far, og kun når de to er sammen, er de lykkelige. Det eneste, der for alvor er markant ved opholdet i klostret, er dette:
Gud har sine egne Veje; Klosteret bidrog ligesom Cosette til at vedligeholde og fuldende det Værk, Biskoppen havde begyndt i Jean Valjean. Det er sikkert, at en Side af Dyden vender ud imod Hovmod. Her har Djævlen bygget en Bro. Jean Valjean var maaske, uden at være sig det bevidst, kommet denne Side og denne Bro lovlig nær, da Forsynet kastede ham ind i Petite-Picpus-klosteret. Saa længe han kun jævnførte sig med Biskoppen, følte han sig uværdig og blev ydmyg, men i den sidste Tid var han begyndt at jævnføre sig med andre Mennesker, og saa kom Hovmodet op i ham. Hvem véd, han vilde maaske til sidst ganske jævnt være gleden over i Hadet igen. Nu standsede Klosteret ham paa dette Skraaplan.
Her er et af flere eksempler på, at der er forskelle på ”Les Misérables” før og efter det punkt, hvor Victor Hugo tilsyneladende havde i sinde at slutte sin historie. Den del, vi nu befinder os i, fremstår langt mindre gennemarbejdet, end den første del gør. Der er ikke noget i Valjeans handlinger, der har indikeret det skråplan, som det i ovennævnte citat hævdes, at han var på vej ned ad. Hvor meget jeg end elsker Hugos værk, så savner jeg alligevel den konsekvens, kohærens og detaljerigdom, der er i første del af romanen.
Klostret bringer ikke kun Valjean lykke. Han sammenligner stedet med fængslet, men i modsætning til de straffede mænd, han tidligere delte fængsel med, ser han nu engle omkring sig. I løbet af årene bliver hans ydmyghed over for Gud større, og den råhed, der trods alt har siddet i ham og hjulpet ham til at undslippe indtil nu, forsvinder til fordel for en ophøjet ro. ”Hans Hjerte smeltede mere og mere, og han blev mere og mere opfyldt af Kærlighed.” Kærlighed til Cosette, kærlighed til livet og kærlighed til Gud.
I fem år bor Valjean og Cosette i klostret, før Valjean vælger at forlade den trygge tilværelse for at give Cosette muligheden for at leve sit liv uden for klostrets tykke mure. De flytter ind i et hus på Plumetgade, hvor Cosette og en tjenestepige får den ene del af huset, smukt møbleret, imens Valjean bor i den anden, sparsomt møblerede del. De holder sig for sig selv, men går hver dag tur i en nærliggende park. Cosette forandrer sig fra at være en lille, ikke særlig køn pige til at blive en ung, smuk kvinde, som de unge mænd vender sig efter. Vi ser først denne forandring gennem den unge mand Marius’ øjne. Han møder hver dag den gamle mand og den unge pige i parken, og han forsøger ihærdigt at følge dem, selvom de pludselig jævnligt skifter både tidspunkt og mål for deres daglige udflugt. Det er Valjean, der besværliggør Marius’ forsøg på at få den unge pige at se, fordi han forsøger at udskyde, hvad han ved, er ved at ske. Hans lille pige vil snart være uafhængig af ham, og det bånd, de har, vil blive brudt.
I sin godhed vil Valjean hjælpe en fattig familie, der imidlertid viser sig at være Thenardiers, som nu lever som ledere af en røverbande i Paris. Valjean lokkes i et baghold og i bedste mening, lykkes det Marius, der kender røverbandens ældste datter Eponine, at tilkalde politiet. Politiet er – selvfølgelig, fristes man til at tilføje – ingen anden end Javert, som nu igen får lejlighed til at forfølge Valjean. På den måde er Marius indirekte og uvidende dén, der leder Valjean ind på den vej, der i sidste ende vil blive hans endeligt. Marius og Cosette forelsker sig og mødes i al hemmelighed i Cosettes have, hvor Eponine, der er ulykkeligt forelsket i Marius, hjælper dem ved at holde vagt. Jean Valjean frygter nu både Javert og Thenardiers, og han gør sig klar til at kunne flygte med Cosette. Her forlader romanen imidlertid Valjeans historie for at redegøre for det oprør, der begynder at tage form i Paris’ gader. Marius og hans studiekammerater planlægger det studenteroprør, som fandt sted i Paris i 1830’erne som en reaktion på skuffelse over, at forholdene stort set var lige så kummerlige, som de var inden den store revolution, der sluttede i 1799.
Valjean som biperson
Det er studenternes oprør og kærlighedshistorien mellem Marius og Cosette, der får lov at fylde størstedelen af værket herfra. Jean Valjean forvandles i lange perioder fra hovedperson til biperson og holdes ofte på afstand af os, fordi fortælleren har sluppet personbindingen til ham. Vi ser ham igennem andre karakterers øjne, som vi gjorde det, da Cosette så den guddommelige fremmede, og da Marius så den gamle, der gik tur med den smukke, unge pige. Der opstår dermed også en distance mellem fortælleren og Valjean, en fortælleteknik, der særligt et sted fungerer fortræffeligt og giver os et indblik i, hvad vi hidtil har været afskåret fra, nemlig et indblik i den gru, Valjean oplevede på galejerne. I en del af bogen, der fortæller om nogle af gadens udskud, bliver Valjean, her præsenteret som en tilfældig gamling, der bliver udsat for et røverisk overfald. Med sin fysiske styrke intakt er det ingen sag for den gamle galejslave at kaste sin overfaldsmand til jorden, og da han her bliver konfronteret med en ung mands manglende vilje til at leve et retskaffent liv, fortæller Valjean for første gang om opholdet på galejerne og om alle sine utallige flugtforsøg:
-Hør nu, du véd ikke, hvad du selv siger, naar du erklærer dig for en Driver, der ikke vil arbejde. Du vil ikke være Arbejder, saa bliver du Slave. Du vil komme til at slide værre i det end dem, der tager sig noget nyttigt for, og dit Liv vil blive forfærdeligt. Naar de andre vil ud ad en Dør, saa skyder de den op, og saa er de udenfor; men du vil blive nødt til at hugge Hul i Væggen. Hvad gør andre Mennesker, naar de vil ned paa Gaden? De gaar ned ad Trappen. Men du vil komme til at rive dine Lagner itu og lave et Reb for at krybe ud gennem Vinduet, hænge over Afgrunden i Nattens Mørke, i Uvejr og Regn, og, hvis Rebet er for kort, falde ned fra et højt Sted uden at vide, hvor du dumper hen. Eller du vil klatre ned gennem et Skorstensrør med Fare for at blive levende brændt, eller krybe gennem en Latrinkule med Fare for at drukne. Jeg vil ikke tale om alle de Huller, du maa stoppe, de Sten, du maa tage ud og sætte ind igen Snese Gange i Døgnet, Den Kalk, du maa skjule i din Madras. Er der en Laas, saa har du ingen Nøgle til at lukke den op med, og du vil blive nødt til at udføre et forfærdeligt Arbejde for at aabne den. Du maa møjsommeligt hule en Kobberskilling ud for i den at gemme en Fil, Hvor skal du faa Værktøj fra? Ja, det bliver din Sag. Hvis du saa har en Urfjeder kan lave dig en Sav til at gemme i den hule Skilling, saa skal du med den file Laasen over, save Jernstangen for dit Vindue igennem, skære den Lænke itu, som du har om Benet. Og naar du saa bliver opdaget, hvad har du saa for al din Møje og dit Slid og din Opfindsomhed og dit taalmodige Arbejde? Mørkt Fængsel. Du vil ikke arbejde? Men du vil nok æde, drikke og sove godt. Ja, du vil komme til at drikke Vand, spise Grovbrød og sove paa en Planke med en Jernlænke, hvis Kulde du vil føle om Natten, nittet til dine Lemmer. Du vil bryde Lænken itu og flygte bort. Godt! Saa vil du komme til at slæbe dig paa din Bug gennem Tjørn og Krat og blive nødt til at æde Græs ligesom de vilde Dyr i Skoven. Og saa vil du blive fanget ind og komme til at tilbringe Aaringer i en mørk Rakkerkule, lænket til en Mur, hvor du maa famle dig hen til din Krukke for at slukke din Tørst, bide i noget skrækkeligt Brød, som ikke engang Hundene gider æde, og stille din Sult med Ærter, som Ormene har gnasket i, før du fik dem. Hav dog Medlidenhed med dig selv, du stakkels Barn, der endnu er saa ung, at det ikke engang er tyve Aar, siden du pattede din Moder, og hør paa, hvad jeg siger dig! Du vil gaa med pæne Klæder, lakerede Sko, krølle dit Haar, smøre Pomade i det, gøre Lykke hos Pigerne og tage dig ud? Men du vil blive raget i Hovedet og komme til at gaa med en rød Kasseking og faa Træsko paa Fødderne. Du vil gerne have Ring paa Fingeren; men du vil i det Sted faa Halsjern om Nakken. Hvis du blot ser paa et Fruentimmer, vil du faa Stokken over Rygstykkerne. Du vil gaa ind til alt det i en Alder af tyve Aar, og du vil komme ud af det, naar du er halvtreds. Du vil gaa derind ung, rødmosset, frisk, med straalende Øjne og hvide Tænder og med dit ungdommelige Haar; men du vil komme ud ødelagt, krumbøjet, runket, tandløs med hvidt Haar og et skrækkeligt Udseende. Min kære Ven, det er en fejl Kurs, du lægger an, din Dovenskab er en slet Raadgiver. Det haardeste Arbejde, man kan tage sig for, det er det, en Tyv og Røver paatager sig. Tro du mig, det er ingen magelig Bestilling af være en Gavtyv; det er meget lettere at leve som en ærlig Mand. Gaa nu din Vej og tænk over, hvad jeg har sagt dig! Men, det er sandt, hvad var det, du vilde mig? Min Pung? Den er dèr!
Citatet her er en af de længste monologer i værket, og ud over at den udfylder et hul i vores viden om Valjeans liv, som fortælleren hidtil har holdt os afskåret fra, tjener den også det formål at minde os om – her midt i den del af værket, der tydeligst kritiserer samfundet – at den enkelte altid har et valg, og at det er dette valg, der afgør, hvilken skæbne man går i møde. ”Les Misérables” er arketypen på et melodrama og drives fra start til slut frem af store følelsesmæssige dilemmaer, men i modsætning til de senere melodramaer, som kendetegnes ved, at hovedpersonen, der udsættes for uretfærdighed, er overladt helt i skæbnens vold, slår Victor Hugo gentagne gange fast, at det er individets egne valg, der er den afgørende faktor. Uanset hvor skarp kritikken af samfundets styrende magter er, ligger ansvaret hos den enkelte. Det er heri værkets største styrker ligger, og det er derfor, det inspirerer. Vi, hver og én sammen såvel som hver især, kan gøre en forskel, og det er vores pligt at gøre det.
Valjeans død
Når vi primært ser Jean Valjean gennem andre karakterers øjne, sættes hans udvikling som karakter i stå. Derfor vil jeg kun slå ned på yderligere tre episoder, hvor Hugo lader ham agere som den altoverskyggende hovedperson og romanens hjerte.
Alt imens uroen ulmer i Paris’ gader, kastes Jean Valjean ind i et indre oprør og hans endeligt varsles, selvom der endnu er det meste af tre bind tilbage af værket. Valjean er flygtet sammen med Cosette og deres husholderske, og vi ser for første gang far og datter være på kant. Valjean er ængstelig, og Cosette er ulykkelig, men de er begge så fokuserede på deres egne følelser, at de ikke ænser den andens. At de to ikke taler sammen er det første varsel, vi får. Da det kort tid efter går op for Valjean, der endelig føler sig i sikkerhed, at Cosette har skrevet et brev, hvori deres position afsløres, er det ikke frygten for at blive opdaget, der rammer ham. Det gør derimod visheden om, at Cosette har vendt sin kærlighed mod en anden. Den frygt, der begyndte at tage form, da de først mødte Marius i parken, er nu reel og så overvældende, at Valjean øjeblikkeligt svækkes både mentalt og fysisk. Den mentale svækkelse viser sig tydeligst ved, at Jean Valjean for første gang siden mødet med biskop Myriel, mærker hadet. Helt instinktivt rettes hans had mod den unge mand, der vil overtage hans plads som den vigtigste person i Cosettes liv. Det er en irrationel følelse, som tilføjer dybde og realisme til Valjeans karakter, der ellers i størstedelen af romanen kan synes overmenneskelig. Fysisk får vi flere eksplicitte referencer til Valjeans forestående død. Det sker blandt andet i billedet af, at han ikke længere står ved afgrundens rand, men på dens bund. Derudover beskrives det, hvordan alt ”[…] hans Livs Lys var forsvundet […]” og senere, at den tidligere galejslave befinder sig i ”[…] i den tusmørkeagtige Time, da man begynder at se Gravens Stjerner.”
Hadet, som atter er vakt i Valjean, påvirker hans reaktioner, så han et øjeblik er svær at genkende. Det lykkes ham at få fat i et brev, som Gavroche, en lille dreng fra barrikaden, har fået til opgave at bringe fra Marius til Cosette. I brevet skriver Marius, at han skal dø, og i sin menneskelighed reagerer Valjean i første omgang ved at blive lykkelig. Med Marius i graven, er der ikke længere nogen fare for at miste Cosette. Situationen er ikke ulig det øjeblik, hvor Jean Valjean som fader Madeleine fik oplysningen om, at en mand var ved at blive dømt for at være ham. Vi kender derfor også på forhånd den indre kamp, som Valjean går igennem, og får den derfor ikke gengivet. Alt vi ved er, at Jean Valjean en time senere forlader sit hjem. Han er iklædt uniform og på vej til barrikaden.
På barrikaden ytrer Jean Valjean kun ganske få ord, men hans handlinger siger uendeligt meget om hans karakter. For at kunne passere soldaterne må han iføre sig sin uniform, og da han ankommer til barrikaden, forærer han den uniform til en ung mand, der netop er blevet overtalt til at forlade barrikaden og den sikre død for i stedet at vende hjem til sin familie. Uniformen er hans billet til friheden og til livet. Den næste handling Jean Valjean udfører er, at han skaffer en madras, der er med til at styrke barrikaden. For at få fat i madrassen er han nødt til at bevæge sig ud i kugleregnen, hvilket han gør uden at tøve. Den efterfølgende kommentar fra en af de unge mænd på barrikaden illustrerer fint, hvad vi er vidne til: ”Der er noget umoralsk i, at en Madras skal have så megen Magt, at den ved sin Eftergivenhed kan besejre en saa voldsom Kraft. Men det er nu det samme, Ære være Madrassen, der ophæver Virkningen af en Kanon.” Når de to værdisæt, der kan tillægges henholdsvis madrassen og kanonen, det eftergivende og milde på den ene side og det urokkelige og voldelige på den anden, er det til hver en tid det første, der får om ikke sejren så i hvert fald æren i Hugos værk. Valjean kæmper med sit liv som indsats på barrikaden, men han tager ingen andres liv. I stedet skyder han hjelmene af de soldater, som forsøger at holde vagt ved barrikaden, indtil de holder sig væk. Heller ikke da han får lejlighed til endeligt at afslutte den vedvarende menneskejagt, som Javert romanen igennem har udsat ham for, griber han den. Javert holdes som fange på barrikaden, hvor han har ageret spion for politiet, og Jean Valjean beder om tilladelse til at tage sig af fangen, som står for at skulle henrettes. Javert, der som symbol og statisk karakter ikke har ændret sig det mindste igennem romanen, anser det kun for passende, at Valjean får lov at tage hans liv. Det passer på det fejlagtige billede, han har af, hvem Valjean er. I stedet løslader Valjean Javert og oplyser, hvor han kan findes, hvis han imod forventning skulle slippe levende fra barrikaden. Uden at Javert er opmærksom på det, sker der en pludselig forvandling allerede i det øjeblik, Valjean lader ham gå. Hidtil har politiinspektøren insisteret på at sige ”du” til den tidligere galejslave, men nu tiltaler han ham pludselig ”De”. Da de mødes igen, bliver det for sidste gang. Javert lader Valjean gå, og tager derefter sit eget liv.
Der er ingen tvivl om, at Jean Valjean udelukkende befinder sig på barrikaden, fordi han vil forhindre, at Marius kommer noget til. Al den tid, Valjean tilbringer på barrikaden, tøver han ikke med at sætte sit eget liv på spil, men som nævnt bringer han på intet tidspunkt andre i fare. Da Marius bliver såret, er Valjean over ham med det samme, tager ham på ryggen og får slæbt ham ned i kloakkerne under Paris. De, der kender musicalen, vil måske fejlagtigt tro, at Valjean her føler for Marius, som han ville føle for en søn. Det gør han ikke; heller ikke selvom han beder inderligt til Gud på sin vej gennem kloakkernes mørke. På trods af at Valjean uden tøven bringer sig selv i fare for at frelse den unge mand, som hans datter har kastet sin kærlighed på, har hans følelser for Marius ikke ændret sig, og det had, der blev vækket, lever endnu: ”Jean Valjean trak med Fingerspidserne hans [Marius’] Klæder til Side og lagde Haanden paa hans Bryst; hans Hjerte slog endnu. Derpaa tog hans Redningsmand og rev hans Skjorte itu, for paa bedste Maade at forbinde hans Saar og standse Blodet, der flød fra dem, hvorefter han i Halvlyset bøjede sig ned over den stadig bevidstløse, unge Mand, der kun aandede ganske svagt, og betragtede ham med usigeligt Had.” Jean Valjean er så meget større som menneske i disse kapitler, fordi han sætter sig ud over sine egne følelser. Hele Valjeans tilstedeværelse på barrikaden og ikke mindst hans store omsorg for Marius, er et billede på hans uselviskhed, men det er også den direkte vej til hans egen undergang.
Ved at redde Marius sikrer Valjean Cosettes lykke. Han bliver tilbudt at flytte ind i det hjem, hvor Marius og Cosette skal bo, men afslår. Han undskylder sig for at være så lidt ved brylluppet som muligt, og om det at have sørget for Cosettes lykke, siger fortælleren med personbinding til Valjean: ”Det var ham selv, der havde villet denne Lykke, det var ham, der havde skabt den. Han havde selv boret den ind i sit Hjerte, og han kunne i dette Øjeblik, naar han betragtede den, nyde den samme Slags Tilfredsstillelse som den, en Vaabensmed vilde have, naar han, idet han trak Kniven dampende af sit eget Blod ud af sit Bryst, kunde genkende sit eget Fabriksmærke paa den.” Det kan måske synes underligt, at Jean Valjean ikke takker ja til tilbuddet om at leve resten af sine dage i det hjem, hvor Cosette er. Når han vælger ikke at gøre det, skyldes det, at hans samvittighed byder ham at lade være. Javert er væk, og den eneste, der holder ham ansvarlig for fortiden nu, er ham selv. Men som vi har set så mange gange før, er han netop sin egen største modstander. Fortælleren sidestiller Valjean med Sisyfos, der i en uendelighed skubbede den samme sten op ad det samme bjerg blot for at se den trille ned igen, så han kunne starte forfra. Valjeans sten og bjerg er den evige, indre duel, der foregår i ham. Beslutningen om at trække sig helt fra Cosettes liv er en endnu større kamp, end den han befandt sig i, da Champmathieu stod for retten. Fordi læseren allerede kender denne indre kamp indgående, springer fortælleren igen let over den, men giver os i stedet en detaljeret og medrivende beskrivelse af, hvordan Valjean opsøger Marius dagen efter brylluppet og fortæller ham alt. ”Han sank sammen i en Lænestol og skjulte sit Ansigt i begge sine Hænder. Man kunde ikke høre ham hulke, men man kunde paa hans Skuldres rystende Bevægelser se, at han sad og græd. Det var en stille, men frygtelig Graad. Der er ved al Hulken noget kvælende. Han blev greben af en Slags Krampe, kastede sig bagover paa Lænestolens Ryg som for at trække Vejret, lod sine Arme hænge slapt ned og lod Marius se hans Ansigt, der var badet i Taarer, og Marius hørte ham hviske saa sagte, at hans Stemme syntes at komme fra et bundløst Dyb: – Aa, gid jeg var død!”
Det bundløse dyb symboliserer Valjeans sindstilstand. I virkeligheden har han befundet sig i det dyb, siden det øjeblik, hvor han fandt ud af, at Cosette var forelsket. De mange varsler, vi har fået, fører til opfyldelsen af den grådkvalte Valjeans ønske. Jean Valjean fortsætter med at komme i Cosettes hjem, men undgår Marius og lægger afstand til Cosette ved ikke længere at være dus med hende. På den måde sørger han for, at Cosette ikke mærker tabet af ham som voldsomt og pludseligt, men prisen for det er, at han selv trækker pinen ud. Han er ikke selv i stand til at tage endeligt afsked med Cosette, men Marius sørger for at få skubbet ham ud, så Valjean til sidst helt holder op med at besøge deres hjem. Efter at have levet alene og isoleret i en periode, er Valjean sygnet helt hen. Marius finder ad omveje ud af, at Valjean var hans redningsmand og beslutter sig derfor for at trodse Valjeans ønske om at leve adskilt fra Cosette, og de to unge opsøger den døende Valjean. På sit dødsleje fortæller Valjean Cosette om hendes opvækst, og om Fantine som ofrede sit liv for hende. Jean Valjeans dødsscene er hjerteskærende og smerten opsummeres smukt i hans egne ord: ”Det er ingenting at dø, men det er skrækkeligt ikke at leve.”
Jean Valjean får lov at sige farvel til livet, og han går afklaret ind i døden. Fornemmelsen af at biskop Myriel er til stede understreger, hvordan Valjeans rejse nu er slut. Skulle vi alligevel imod forventning have svært ved at gennemskue, hvad Victor Hugo vil med sit værk, sørger han for at fortælle os det direkte, når han jævnligt bryder muren mellem sig selv og læseren og henvender sig direkte til os. Som her:
Den Bog, Læseren her har for Øje, er fra den ene Ende til den anden, i sin Helhed og i sine Enkeltheder, med alle dens Afbrydelser, Undtagelser eller Svagheder, en Skildring af Vandringen fra det onde til det gode, fra Uretfærdighed til Retfærdighed, fra det falske til det sande, fra Nat til Dag, fra Drift til Bevidsthed, fra Raadenskab til Liv, fra Dyriskhed til Pligt, fra Helvede til Himmel, fra Intethed til Gud. Udgangspunktet er Materien, Maalet er Sjælen, i Begyndelsen Hydraen, i Slutningen Englen.
Jean Valjean var Satan, sin egen modstander, han viste os, hvordan den enkelte altid må træffe et valg, og hvordan dette, den enkeltes valg, afspejler sig i den store historie. De indre kampe et menneske må gennemleve afspejler de store kampe, der er nødvendige for at flytte et samfund mod det bedre. Én mands vandring fra had til kærlighed er et håb for, at hele verden kan gøre det samme. Ét valg ad gangen.
Fiktionens magiske lag
Hvorfor så denne fascination af en fiktiv karakter? Hvorfor læse det samme værk igen og igen? Hvorfor svælge i forskellige fortolkninger af en mere end 150 år gammel historie? Jeg tror, at vi mennesker har lige så meget behov for inspiration, som vi har behov for ilt, mad og vand. Mon ikke alle kan nævne mindst én, de ser op til; én, de bruger til at sætte deres eget liv i perspektiv? Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, så det holder jeg mig til. Der går stort set ikke en eneste dag, hvor jeg ikke ser noget i et andet menneske, som jeg føler mig inspireret af. Det kan være hverdagsoplevelser, der synes små, men som gør en positiv forskel, fordi et menneske var opmærksom og traf et valg. Det kan være i situationer, hvor jeg trækker vejret dybt og sender en tanke i retning af Gandhi, hvis jeg kan mærke, at jeg er ved at træffe et forkert valg, der optrapper en konflikt i stedet for at afværge den. Jeg bøjer mig også i støvet for et menneske som Nelson Mandela, der om nogen kan siges at være virkelighedens Valjean. Når jeg så alligevel i sidste ende foretrækker at pege på Jean Valjean som det største og smukkeste menneske, skyldes det fiktionens magiske lag. Hvor jeg i enhver henseende må respektere, at virkelighedens kilder til inspiration er mennesker af kød og blod, som jeg kun i glimt kan tillade mig at identificere mig selv med, er jeg i min gode ret til at gøre Valjean til min egen. De huller, der er lagt ind i Victor Hugos værk, er jeg som læser berettiget til at udfylde med mine egne betragtninger. På den måde investerer jeg automatisk en del af mig selv i historien og i Valjeans karakter. Derfor sad jeg i første omgang tilbage med følelsen af at have mistet noget, der stod mig nært, og derfor vender jeg gentagne gange tilbage til det univers, hvor han findes. Jeg ser bestandigt nye detaljer og dybder i fortællingen, og nuancerne i hans karakter er aldrig helt de samme. I takt med at jeg selv bliver ældre og udvikler mig, vægter jeg alle aspekterne af historien og af Valjeans karakter forskelligt, og derfor er ordene på siderne på den ene side statiske, men på den anden side aldrig helt de samme. Litteraturen er udødelig og lever, når vi lader ordene vække genklang i os. I denne omgang kan jeg mærke, at min læsning er præget af, at jeg oplevede Aarhus Teaters opsætning af musicalversionen i 2014. Af alle de utallige fortolkninger, jeg har set, er musicalen den, der rummer mest af sjælen fra det oprindelige værk. Og selvom der selvfølgelig er skåret gevaldigt i historien, så er det i musicalen, jeg bedst kan genkende Jean Valjean. I hvert fald når han portrætteres rigtigt. Jeg vil vove at påstå, at enhver, der for alvor lader Victor Hugos ord trænge ind, aldrig helt bliver den samme igen. For mig viser det sig tydeligst, når jeg skal træffe et valg, og jeg tager mig selv i at tænke: Hvad ville Jean Valjean have gjort? På den måde er Jean Valjean blevet et trofast holdepunkt, et inspirerende fyrtårn, jeg kan navigere efter, og som jeg er lykkelig over, at jeg aldrig behøver frygte at miste.
mklintm 