Vær from og god, så skal det nok gå. Det er moralen i folkeeventyret om Askepot, der må gennemgå mange prøvelser, før hun kommer til bal på slottet og fortryller prinsen med sin indre skønhed – og nå ja, også sin ydre skønhed takket være lidt magi fra den gode fe. Ingen store armbevægelser, bare duk nakken og vend den anden kind til. Der er på mange fronter rum til nyfortolkning og brug for lidt mere selvstændighed til dén pige, hvis hun skal bevare sin relevans, og derfor var det da også forfriskende nyt, at det var netop dét eventyr, som Rasmus Seebach og co. besluttede sig for at iføre nye, farvestrålende klæder. Resultatet er Askepot – the musical, som havde premiere i Tivolis Koncertsal i går, torsdag d. 7. marts 2024.
Rammefortællingen er nutidig og moderne: Først en afskedsscene, hvor lille Ella siger farvel til sin mor, som er smykkedesigner og skal af sted på forretningsrejse. Moderen læser højt af eventyret om Askepot og slutter af med den ildevarslende besked, at hun vil være væk i morgen, når Ella vågner. Herefter springer vi frem i tiden til et stort anlagt modeshow under Fashion Week. Showet har hentet inspiration fra Askepot, inkluderer en glassko til 67.000 euro og en model, der er for vigtig til at komme til tiden. Her møder vi igen Ella, som nu arbejder som runner, der tilsyneladende mestrer både at gå i ét med tapetet og at gå i vejen på én og samme tid.
Navnet er ikke tilfældigt, for i den engelsksprogede version af det gamle eventyr er det netop, hvad Askepot hedder; Ella, sammensat med det engelske ord for slagger eller aske, cinder – Cinderella. Men så er det også sådan cirka her, lighederne ophører, for selvom der er et par modeller, som til forveksling minder om de onde stedsøstre, og en hundsende Mrs. Poolstick, er der umiddelbart langt fra Ella til Askepot.
Helt fra start af er det en visuelt medrivende og imponerende forestilling, de her har bedrevet. Søren Le Schmidt har leveret de smukke og farverige kostumer, Benjamin La Cour har stået for scenografien, og ingen af delene lader noget tilbage at ønske. Det samme gælder castet på scenen, hvor alle fra musicalkongen til youtuberen leverer præstationer, der i sig selv er værd at nyde.
Alligevel sad jeg allerede i pausen mellem første og andet akt med følelsen af, at jeg var fanget i en mareridtsagtig version af et LSD-påvirket Melodi Grand Prix, hvor Rasmus Seebach havde skrevet alle sangene. For midt i alt det pæne, der kan siges om Askepot – the musical, er jeg også bare nødt til at sige, at det hele er så sovset ind i Seebach, at det ikke rigtig virker. Der er en næsten absurd kontrast mellem Line Knutzons på mange måder glimrende manuskript, og Seebachs sangtekster, der på banal vis propper stykkets pointer helt ned i halsen på sit publikum. Desuden er lyden det meste af tiden så umiskendeligt Seebachsk, at alle på scenen i bund og grund lyder som Ralle-kloner, og lige dér slår klokken 12 for Askepot – the musical. I stedet for en musical, hvor musikken og sangene understøtter karakterernes udvikling og driver fortællingen fremad, forsvinder magien, og vi står tilbage med et teaterstykke, hvor skuespillerne med jævne mellemrum bryder ud i popsange, der alle er hentet fra den samme skive, og som ikke har nogen nævneværdig relation til hverken karakterer eller plot.
Og apropos plot… Line Knutzons manuskript indeholder nogle sjove elementer, hvoraf Pelle Emil Hebsgaards gode fe er klart det skønneste. Men hvor meget frihed har Askepot egentlig fået her i 2024? Det er til at overse. Askepot er smukkest indeni, prinsen er smukkest udenpå, alle er grimme før kl. 11 ifølge kongen, og længere var vi åbenbart ikke kommet på dén front. Men så tager Askepot vel i det mindste selv styringen og finder mening i sit liv? Tja. De fleste, gode eventyr er struktureret i et hjem – ude – hjem, hvor hovedpersonen starter i trygge rammer, kastes ud i det ukendte og vender hjem til nye, trygge rammer som en udviklet, forbedret og ofte mere moden version af sig selv. Ella ryger fra virkeligheden ind i eventyret og tilbage igen, men udvikler hun sig? Egentlig ikke. Hun ved ikke helt, hvem hun er, eller hvad hun skal i begyndelsen af stykket, og efter to timer i Eventyrland, vil hun gå en tur, tage en lur og dernæst tænke over, hvad hun vil med sit liv. Jeg er med på, at vi måske godt kan have brug for en påmindelse om, at det er okay at gå sine egne veje, og at lade tingene tage den tid, de tager, men det er sgu alligevel lidt for uambitiøs en morale i en fortælling, der fra start til slut minder mere om 90’ernes navlepillende og individorienterede litteratur end den hippe nyfortolkning, som Askepot – the musical på mange andre måder aspirerer efter at være.
Se opsætningen for det visuelle. Nyd Caroline Henderson og Johanne Millands vokaler og svøm væk i den usvigelige sikkerhed i både skuespil og sang fra altid fremragende Stig Rossen, som efter eget udsagn slutter sit musicaleventyr her. Det kan jeg i øvrigt godt ha’ lyst til at fælde en tåre eller to over…ikke så meget over det faktum, at han ikke vil optræde i flere musicals, men over, at det skal slutte sådan her, for når alt kommer til alt, er Askepot – the musical ganske enkelt smukkest udenpå.
mklintm 