På trods af den milde vinter bider nattefrosten grundigt, og visheden om, at der er varmt inden døre, lokker næsten lige så meget som den dybe stilhed og det altomsluttende mørke, der her, langt ude på landet og fjernt fra byens lys, skaber de optimale betingelser for at nyde en stjerneklar nat, hvor halvmånen slænger sig dovent midt på Mælkevejen, der tegner sig som et lyst bælte henover den uendelige, sorte himmelhvælving.
Hvor er vi små.
Bilradioen har været slukket hele vejen hjem, og der er ingen musik i mit hoved. Bare ro og en masse indtryk, der et efter et falder på plads som langsomt dalende snefnug. For få timer siden sad jeg i en fyldt koncertsal på Falkoner Allé og nød årets julekoncert, Stig Rossens 20. af slagsen, endnu en perle på snoren og alligevel en lidt blandet fornøjelse, hvis jeg skal være helt ærlig. Og det skal jeg. Jeg har prøvet at skrive uden om, men jeg kan alligevel ikke finde ud af at nøjes med den halve sandhed. Den hele sandhed er, at det aldrig rigtig blev den jubilæumsjulekoncert, jeg havde håbet, det ville blive, men at jeg alligevel stornød hvert eneste sekund af aftenen.
Genkendelsens glæde var til at få øje på, da lyset dæmpedes og musikken tog fat. Det hele var nogenlunde, som det plejer at være. Scenen lignede sig selv, og hverken musikerne eller det firestemmige julekor så ud til at være blevet en eneste dag ældre, som de stod der i scenelysets skær. Allerede da det første bifald rungede gennem salen og modtog Stig, der gik på scenen for at åbne koncerten med ”Det kimer nu til julefest”, sneg den kærkomne julestemning sig ind på mig.
De to første sange tegnede lovende, og da ”Den hellige stad” blev præsenteret som tredie sang, opstod den magi, der er så befriende ved Stigs koncerter. Magien ved at være fuldstændig opslugt af ordene og af musikken og stemmen, der giver dem liv. Midt under sangen lykkedes det mig at blive svimmel, selvom jeg sad helt stille på min stol. Den eneste logiske forklaring, jeg kan komme i tanke om, er, at jeg må have været så optaget af at lytte, at jeg helt bogstaveligt glemte at trække vejret. Det er muligt, at den sang er svær, men hold nu op, hvor var det smukt. For mig var det aftenens højdepunkt; et lidt tidligt klimaks, der aldrig rigtig blev matchet af resten af koncerten.
Årets gæstesolist, den gudeskønne Maria Lucia, lagde ud med ”Lad det ske”, den danske version af Disneys kæmpehit fra sidste års julefilm, ”Frozen”. Jeg er normalt glad for de danske oversættelser af Disney-sange, men lige netop den her fungerer bare bedst på engelsk. Jeg elsker vores sprog, men enkelte vokaler skærer, når de bliver sunget højt og kraftigt, så når ”Let it go!” bliver til ”Lad det ske!” får jeg en spontan lyst til at stikke fingrene i ørerne for at dæmpe lyden. Og på mystisk vis forsvandt den følelse ikke helt, som koncerten skred frem. Måske var der skruet en tand for meget op for Maria Lucias vokal, for særligt i duetterne var det svært at høre andet end hende. Det er på sin vis svært at klage over i øvrigt, for [censureret], hvor er hun dygtig! Alene det at se hende bruge at øjeblik på at finde ind i sangens univers, gjorde mig glad, og det var skønt endelig at opleve en gæstesolist, der, ligesom Stig, kunne inddrage sit skuespillertalent i sine fortolkninger. Stærkest var hendes medrivende og bevægende version af ”Mary Did You Know”, som jeg nu alligevel i mit stille sind håber på, at Stig en dag vil kaste sig over. Det er muligt, det ikke kan gøres ret meget bedre, end det Maria Lucia præsterede, men det kan gøres anderledes – og måske på dansk med hjælp fra Erling Møllehave?
Da jeg gik til pause, var det med et smil. Dels på grund af en vidunderlig første halvdel af koncerten og dels på grund af aftenens sjoveste indslag i form af en passende skør version af ”Rockin’ Around the Christmas Tree”. Om det var mig, der til gengæld ikke kom rigtigt på plads efter pausen, ved jeg ikke, men min koncentration røg, og jeg sad med fornemmelsen af, at alting gik lidt for stærkt. Pludselig kunne jeg ikke lade være med at fokusere på den højt kommenterende, men heldigvis begejstrede fyr bag mig, og på min venstre side den ivrigt klappende mand, der klappede mere fast end i takt. Det er en del af liveoplevelsernes charme, som jeg plejer at nyde i glimt og så ellers ignorere, imens jeg i stedet fokuserer på musikken. Men heller ikke i det, der skete på scenen, kunne jeg for alvor finde ro til at fordybe mig.
På dét tidspunkt ville jeg ønske, at jeg kunne skrue ned for tempoet, dæmpe scenelyset og slukke de ellers ret effektfulde skærme bagerst på scenen. Særligt under ”Run, Run, Rudolph” var det korte klip, hvor man bevægede sig gennem et smukt snelandskab – til begge sider på samme tid, fordi billederne var spejlede – ved at taget pippet fra mig. Det, der skulle være stemningsskabende, blev for overvældende og den visuelle ”larm” stjal fokus fra det, jeg var kommet for, nemlig musikken. Måske var det bare mig, for folk omkring mig lod til at være opslugte, men tanken ”less is more” gik igennem mit hoved flere gange.
Heldigvis faldt der mere ro over sidste del af andet sæt, og julestemningen, der blev etableret i begyndelsen af koncerten, forblev intakt blandt andet takket være den lille ekstra gave i form af et vidunderligt luciaoptog, der fik lov at stå stærkt i al sin enkelhed, som et varmt, levende og funklende lys.
Aftenen som helhed var rar, og jeg glæder mig allerede til den næste juleturné. Dog tror jeg, jeg vil sørge for, at koncerten i Falconer ikke bliver min eneste julekoncert næste år. Det er og bliver nok bare sådan, at de mindre kirkekoncerter bedre rammer den stemning, der sætter sig rigtig dybt i mig og minder mig om, at julen er årets smukkeste højtid. En tid til fordybelse, nærvær og eftertænksomhed.
Eftertænksomhed som den, der rammer mig, som jeg står her og et øjeblik bliver til ingenting midt i universets uendelighed. Det er ikke musikken, der fylder. Det er taknemmelighed. Stille, dybfølt taknemmelighed over, at jeg kender alle jer, der har været med til at gøre det her år særligt. Alle jer, som jeg glæder mig til at dele oplevelser, glæder og sorger med igen næste år.
Inden jeg lister indenfor i vores lille ledvogterhus, hvor mine tre drenge sover trygt og godt, bliver jeg i efterdønningerne af aftenens indtryk mindet om, hvad der er allervigtigst – ikke kun i julen, men hele året. Vi er kun små indtil det øjeblik, vi er noget for andre.
”Love is what’s in the room with you at Christmas if you stop opening presents and listen.” (Bobby, 7 år)
mklintm 