Fodspor i sneen

Den 11. november udgiver Stig Rossen et nyt julealbum. Endnu et. Sit fjerde faktisk. Jeg har fået lov at smuglytte, og selvom efteråret endnu lever i bedste velgående, sniger julestemningen sig ind på mig. Julens stemmer er et anderledes og modigt album, der består udelukkende af a cappella sange, dvs. sange, hvor flerstemmig sang erstatter alle instrumenter. Der er en helt unik stemning på albummet; der er noget ophøjet over de perfekte harmonier, der er så præcise, at de et øjeblik får mig til at glemme, at det er menneskestemmer, jeg lytter til. Det er smukt.

Harmonierne bliver forstyrret, da telefonen ringer. Det er Stig, der afbryder sig selv. Der skal skrives en pressetekst, og vi mangler at tilføje den personlige vinkel. Alle Stigs udgivelser er på hver deres måde et tydeligt udtryk for, hvor han har været som kunstner og som menneske på det tidspunkt, hvor albummet er blevet til. Det samme gælder Julens stemmer, og det er derfor heller ikke noget problem at finde en personlig vinkel. Til gengæld er det straks sværere at vælge den vigtigste. Stig snakker ivrigt, imens jeg ihærdigt forsøger at fastholde tankerne på den blok, der tilfældigvis ligger fremme. ”Tro, håb og drømme”, når jeg at skrive flere gange. Det er dét, der er essensen.

Der er ingen tvivl om, at Stig elsker julen. Derfra udspringer den glæde, der er drivkraften, når han år efter år bruger langt de fleste af julemånedens dage på at rejse rundt i det ganske, danske land for at bringe julens magi til nær og fjern. Har man nydt blot et par af Stigs julekoncerter, har man ved selvsyn oplevet, hvor højt han sætter julens budskaber om næstekærlighed, fællesskab og nærvær. Uden at underkende, at julen ikke er en lige lykkelig tid for alle, forbinder Stig netop denne højtid med en helt særlig stemning, hvor de værdier, der betyder så meget for ham, er allestedsnærværende. Troen på en bedre verden og fornemmelsen af, at vi alle kan gøre en positiv forskel, forstærkes ganske enkelt i julelysenes skær. ”Jeg er en pladdersentimental romantiker – det må du godt citere mig for,” siger han, og jeg behøver ikke se smilet for at vide, at det er der. Han mener det, og han står ved det. Der er noget helt igennem afvæbnende ved at tale med et menneske, der i dén grad tror på en bedre verden. Det kan ikke undgå at smitte, og jeg glæder mig over, at han om lidt for 19. år i træk drager ud for at sprede det glade budskab.

Da vi taler om den forestående turné, refererer Stig til en af sangene på det nye album: ”Det er alle de fodspor, jeg sætter i sneen. Men når jeg så kommer hjem og stiller støvlerne dér i entréen, så ved jeg, at jeg ikke skal ud at synge igen før på den anden side af nytår.” Sangen, han refererer til, er selvfølgelig det vidunderlige hit, Holder øje med dig, som Søs Fenger oprindeligt introducerede os for, lige inden 80’erne blev til 90’erne. Og sammenligningen er en helt naturlig reaktion på, at det, uanset hvor stor glæden er, kræver sin mand – og en forstående familie – at være væk hjemmefra så længe ad gangen. Når de mange koncerter er overstået, bliver al opmærksomhed vendt mod hjemmet og de nærmeste. Det er en velfortjent pause fra rampelyset og en oplagt tid til at vende blikket indad. ”Jeg kalder det hovedrengøring”, tilføjer han. Hovedrengøring i ordets bogstaveligste forstand. Det er her, han reflekterer over året, der er gået. Hvad har været godt? Hvad kan blive bedre?

Karrieremæssigt er der helt sikkert én ting, der i år overskygger alt andet. I år fik Stig endelig lov at optræde i en rolle, hvor han udelukkende skulle bruge sit skuespil. Det er jo dét, han er. Skuespiller. Først og sidst, selvom der derimellem heldigvis også er plads til sangeren. I 1990 afsluttede han sin skuespilleruddannelse ved Guildhall School of Music and Drama i London, men der skulle altså gå hele 23 år, før han endelig fik lov at vise, at han ikke behøver synge for at være fantastisk på en scene. Hans præstation i rollen som den excentriske godsejer Pozzo i Samuel Becketts herligt absurde Mens vi venter på Godot vakte begejstring hos både publikum og anmeldere, og i september blev hæderen mejslet fast med den fuldt fortjente skuespillerpris, Wauw-prisen, som tildeles en skuespiller, der giver en overraskende og uventet præstation. Imens vi taler om, hvor mange år han har ventet på den her chance, dukker han op igen; ham optimisten, der altid tror på det bedste: ”Den der venter på noget godt, kan aldrig vente længe nok,” synger han og fortsætter i bedste Bjørn & Okay-stil, indtil han selv kommer til at grine. I alle henseender nærer Stig en indædt tro på, at drømme er værd at kæmpe for, uanset hvor langt væk målet måtte synes at være, og inden vi afslutter samtalen, har vi endnu en gang nået at runde de værdier, der fylder så meget.

Da jeg har lagt røret på, og musikken igen får lov at strømme ud i stuen, har stemningen ændret sig. Det ophøjede er der stadig, men samtidig mærker jeg, hvordan det her album er så enkelt og jordnært, som det overhovedet kan blive. Essensen er lige her. Jeg lytter til håbet, troen og drømmene. Julens stemmer er en varm hilsen fra en ukuelig optimist, der tror på julens budskaber. Og pludselig er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det er menneskestemmer, jeg lytter til. Det er smukt.

 

Marie Klint Martinsen, 1. nov. 2013

Julens stemmer

Stemmerne, der forsigtigt og smukt blander sig med stilheden, har samme effekt som små lys, der et efter et tændes og hver især fortrænger sin del af mørket. Luk øjnene og lyt til Nu tændes tusind julelys, åbningsnummeret på Stig Rossens seneste udgivelse, Julens stemmer, så forstår du, hvad jeg mener.

Der findes musik, der afspejler, præcis hvordan vi har det – og så findes der små sjældenheder, der stik modsat trænger helt ind i sindet og får os til at føle, præcis hvad albummet rummer, uanset hvor vi var fysisk og mentalt, da vi satte det på. Stigs fjerde julealbum er en perle af netop den sidste slags.

Da jeg første gang lyttede til sangene, sad jeg på min arbejdsplads. Jeg var lidt for pligtopfyldende taget af sted på trods af en heftig forkølelse, og jeg var mildt sagt både træt og tung i hovedet. I en tiltrængt pause barrikaderede jeg mig i vores afslapningsrum, trak benene op under mig i hjørnet af den store sofa og lod musikken strømme.

Fuldstændig tro mod sædvane var jeg nogenlunde lige så skeptisk, som jeg var forventningsfuld. Det er en modig mand, der udgiver et helt album med 11 danske julesange i a cappella-versioner. Nemlig, a cappella som i: Helt uden nogen form for instrumental opbakning. Det er blevet en fast tradition ved Stigs årlige julekoncerter, at det første ekstranummer er en a cappella-version af en for publikum kendt eller ukendt sang, som Stig fremfører sammen med sine fire, blændende dygtige julekorsangere. Jeg elsker den tradition – lidt fordi det kun er én sang, og meget fordi det er live.

Når jeg lytter til musik, forsvinder jeg langt ind i lydenes univers. Jeg leder efter hver lille nuance og detalje, der gemmer sig derinde. Lige netop a cappella-genren har, som størstedelen af al korsang i øvrigt, den egenskab, at når det er af højeste kvalitet, så er det så skarpt og præcist, at mine ører keder sig bravt allerede ved første gennemlytning. Det er imponerende, ja, og det lyder da også pænt. Men musik skal ikke være pæn, og jeg gider egentlig ikke for alvor lytte til noget, jeg kan læse i et nodehæfte. Heldigvis havde jeg i et temmelig uopmærksomt øjeblik fuldstændig overset en banal, men meget væsentlig detalje, da jeg første gang blev præsenteret for idéen om det her album: Det er ikke korsang.

Det præcise, der isoleret set ville ramme perfektionens kedsomhed, er til stede. De fire korsangere, som flere af os genkender fra julekoncerterne, leverer lynende skarpe præstationer, og jeg savner på intet tidspunkt instrumenter. Stemmerne bærer fint melodierne alene, som de svæver dér, engleblidt i baggrunden. Jeg tager dem til mig, uden at jeg lytter særlig bevidst til, hvad eller hvordan de synger. Når mine nørdede ører alligevel ikke på noget tidspunkt keder sig, skyldes det, at Stig oven på korets fløjlsbløde fundament, fortolker og formidler med den helt unikke indlevelse, der kendetegner stort set alt, hvad han kaster sin energi i. Der findes uendeligt mange dygtige sangere, men det er meget få, der formår at gøre teksterne så levende og vedkommende, som Stig gør.

Der skulle kun ganske få øjeblikke med kombinationen af korets præstation og Stigs fortolkninger til, før jeg var båret langt væk, tilbage til barndomsminder fra et hjem, hvor klaveret ikke var til pynt, og hvor jul var uløseligt forbundet med sang. Allerede inden åbningssangen var sunget til ende, havde den varmeste, tryggeste julestemning, med alt hvad den rummer af fortrøstning og håb, et fast greb om mig.

Det er ingen hemmelighed, at det meste af, hvad Stig præsenterer, går direkte i hjertet på mig. Selv under få minutters fortolkning af en sang, kan jeg være fuldstændig opslugt af historien, budskabet eller bare den karakter, han skildrer. Alligevel må selv jeg tilstå, at der på det her album er et helt enestående nærvær til stede, som ikke rigtig kan sammenlignes med den sædvanlige oplevelse. Jeg tror, forklaringen er den enkle, at de her sange ikke er en dygtig skuespillers præstation. Det her er ganske enkelt en kærlig hilsen fra en mand, der er fuldstændig forgabt i julen og dens budskaber.

Jeg har for én gangs skyld svært ved at sætte ord på, hvad det præcis er, jeg hører, men eksempelvis er det først efter at have hørt det her album, jeg fuldt ud forstår, hvorfor Stig synes, Glade jul er så smuk. Der er noget ved betoningen af hvert eneste ord og klangen i sin helhed, der forplanter sig i sjælen, når man lytter. På samme måde er oplevelsen af et af albummets mere poppede numre, Søs Fengers vidunderlige Holder øje med dig, en helt anden, end jeg er vant til. Jeg har altid syntes, den sang var smuk, men den oprindelige version gør mig trist. På Julens stemmer har de valgt at sætte tempoet lidt op, og der er ikke noget trist over de rytmiske korstemmer. Samtidig har jeg fornemmelsen af, at Stig smiler det meste af tiden, imens han synger. Alt i alt bliver sangen ikke en bedrøvet fortælling om adskillelse og savn, men i stedet en hyggelig forsikring om, at hverken ude af øje eller ude af sind for alvor gør sig gældende her. Holder øje med dig er min absolutte favorit på det her album, og det kan tage lang tid at komme videre til næste sang, hvis først jeg får ramt repeat-knappen.

Jeg burde nævne sangene én for én, og jeg kunne uden tvivl have fremhævet flere detaljer samt både komponisterne, tekstforfatterne og så selvfølgelig de næsten overnaturligt smukke englestemmer i DR’s pigekor, men der skal ikke flere ord til. Julens stemmer skal høres og ikke mindst mærkes.

Erling Møllehaves fine tekst til titelsangen kan passende opsummere:

Når hjertet fyldes af julens stemmer

fornemmer sindet en særlig ro

og julens glæde – kan stille gro

 

Når julens glæde så er tilstede

kan sange fryde som stjerneskud

de sange synger – vi gerne ud

 

For julens stemmer et budskab gemmer

om glade stunder og ærlighed

hvis vi kan lytte – med kærlighed

 

Vi er som blomster, så små og spæde

Der kun kan visne og så forgå

men julens glæde – den vil bestå

 

Julens stemmer inviterer til fordybelse og ro, det fremkalder velvære og smil, og det minder mig om, at vi skal elske livet og turde drømme om en bedre verden, hvor julens budskaber hører hele året til. Jeg kan ganske enkelt ikke anbefale det her album varmt nok.