Den 11. november udgiver Stig Rossen et nyt julealbum. Endnu et. Sit fjerde faktisk. Jeg har fået lov at smuglytte, og selvom efteråret endnu lever i bedste velgående, sniger julestemningen sig ind på mig. Julens stemmer er et anderledes og modigt album, der består udelukkende af a cappella sange, dvs. sange, hvor flerstemmig sang erstatter alle instrumenter. Der er en helt unik stemning på albummet; der er noget ophøjet over de perfekte harmonier, der er så præcise, at de et øjeblik får mig til at glemme, at det er menneskestemmer, jeg lytter til. Det er smukt.
Harmonierne bliver forstyrret, da telefonen ringer. Det er Stig, der afbryder sig selv. Der skal skrives en pressetekst, og vi mangler at tilføje den personlige vinkel. Alle Stigs udgivelser er på hver deres måde et tydeligt udtryk for, hvor han har været som kunstner og som menneske på det tidspunkt, hvor albummet er blevet til. Det samme gælder Julens stemmer, og det er derfor heller ikke noget problem at finde en personlig vinkel. Til gengæld er det straks sværere at vælge den vigtigste. Stig snakker ivrigt, imens jeg ihærdigt forsøger at fastholde tankerne på den blok, der tilfældigvis ligger fremme. ”Tro, håb og drømme”, når jeg at skrive flere gange. Det er dét, der er essensen.
Der er ingen tvivl om, at Stig elsker julen. Derfra udspringer den glæde, der er drivkraften, når han år efter år bruger langt de fleste af julemånedens dage på at rejse rundt i det ganske, danske land for at bringe julens magi til nær og fjern. Har man nydt blot et par af Stigs julekoncerter, har man ved selvsyn oplevet, hvor højt han sætter julens budskaber om næstekærlighed, fællesskab og nærvær. Uden at underkende, at julen ikke er en lige lykkelig tid for alle, forbinder Stig netop denne højtid med en helt særlig stemning, hvor de værdier, der betyder så meget for ham, er allestedsnærværende. Troen på en bedre verden og fornemmelsen af, at vi alle kan gøre en positiv forskel, forstærkes ganske enkelt i julelysenes skær. ”Jeg er en pladdersentimental romantiker – det må du godt citere mig for,” siger han, og jeg behøver ikke se smilet for at vide, at det er der. Han mener det, og han står ved det. Der er noget helt igennem afvæbnende ved at tale med et menneske, der i dén grad tror på en bedre verden. Det kan ikke undgå at smitte, og jeg glæder mig over, at han om lidt for 19. år i træk drager ud for at sprede det glade budskab.
Da vi taler om den forestående turné, refererer Stig til en af sangene på det nye album: ”Det er alle de fodspor, jeg sætter i sneen. Men når jeg så kommer hjem og stiller støvlerne dér i entréen, så ved jeg, at jeg ikke skal ud at synge igen før på den anden side af nytår.” Sangen, han refererer til, er selvfølgelig det vidunderlige hit, Holder øje med dig, som Søs Fenger oprindeligt introducerede os for, lige inden 80’erne blev til 90’erne. Og sammenligningen er en helt naturlig reaktion på, at det, uanset hvor stor glæden er, kræver sin mand – og en forstående familie – at være væk hjemmefra så længe ad gangen. Når de mange koncerter er overstået, bliver al opmærksomhed vendt mod hjemmet og de nærmeste. Det er en velfortjent pause fra rampelyset og en oplagt tid til at vende blikket indad. ”Jeg kalder det hovedrengøring”, tilføjer han. Hovedrengøring i ordets bogstaveligste forstand. Det er her, han reflekterer over året, der er gået. Hvad har været godt? Hvad kan blive bedre?
Karrieremæssigt er der helt sikkert én ting, der i år overskygger alt andet. I år fik Stig endelig lov at optræde i en rolle, hvor han udelukkende skulle bruge sit skuespil. Det er jo dét, han er. Skuespiller. Først og sidst, selvom der derimellem heldigvis også er plads til sangeren. I 1990 afsluttede han sin skuespilleruddannelse ved Guildhall School of Music and Drama i London, men der skulle altså gå hele 23 år, før han endelig fik lov at vise, at han ikke behøver synge for at være fantastisk på en scene. Hans præstation i rollen som den excentriske godsejer Pozzo i Samuel Becketts herligt absurde Mens vi venter på Godot vakte begejstring hos både publikum og anmeldere, og i september blev hæderen mejslet fast med den fuldt fortjente skuespillerpris, Wauw-prisen, som tildeles en skuespiller, der giver en overraskende og uventet præstation. Imens vi taler om, hvor mange år han har ventet på den her chance, dukker han op igen; ham optimisten, der altid tror på det bedste: ”Den der venter på noget godt, kan aldrig vente længe nok,” synger han og fortsætter i bedste Bjørn & Okay-stil, indtil han selv kommer til at grine. I alle henseender nærer Stig en indædt tro på, at drømme er værd at kæmpe for, uanset hvor langt væk målet måtte synes at være, og inden vi afslutter samtalen, har vi endnu en gang nået at runde de værdier, der fylder så meget.
Da jeg har lagt røret på, og musikken igen får lov at strømme ud i stuen, har stemningen ændret sig. Det ophøjede er der stadig, men samtidig mærker jeg, hvordan det her album er så enkelt og jordnært, som det overhovedet kan blive. Essensen er lige her. Jeg lytter til håbet, troen og drømmene. Julens stemmer er en varm hilsen fra en ukuelig optimist, der tror på julens budskaber. Og pludselig er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det er menneskestemmer, jeg lytter til. Det er smukt.
Marie Klint Martinsen, 1. nov. 2013
mklintm 