Leonora Christina

– en kongedatters sind og fængsel

”Der findes kun én sandhed,” hævder Leonora Christina i begyndelsen af Odense Teaters største satsning nogensinde, og straks er jeg sat tilbage til mit første møde med hendes bemærkelsesværdige beretning, ”Jammersminde”, hvori kongedatteren, der måtte gifte sig til både titel og slægtsnavn, har beskrevet de urimeligt mange år, hun tilbragte indespærret i Blåtårn på Københavns Slot uden hverken rettergang eller dom.

Jeg kan ikke huske, om det begyndte, da jeg gik i 6. eller 7. klasse, men på skolebiblioteket havde jeg en kasse stående, hvori mine lærere lagde alle de bøger, de syntes, jeg skulle læse. Hvis jeg blev lidt for hurtigt færdig med de opgaver, vi fik udleveret i timerne, listede jeg ned på biblioteket. På et tidspunkt havde Niels-Henrik, som var skolebibliotekar og historielærer for min parallelklasse, lagt ”Jammersminde” i kassen. Jeg kendte kun historien om Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt fra vores mange ferier på Bornholm, men allerede fra første besøg på Hammershus var jeg dybt betaget af hendes karakter og skæbne, så jeg kastede mig ivrigt over bogen. Efterfølgende læste jeg alt, hvad jeg kunne få fat i, der handlede om Leonora Christina og hendes slægt. Jeg husker bedst ”Jammersminde” for netop den sære fornemmelse af, at vi måske nok får sandheden fortalt, men at det er hendes sandhed, og at den sandhed langt fra er den eneste. Den upålidelige fortæller har siden da været min foretrukne, fordi ingenting er så lige til, som det synes. Det glæder mig, at hele præmissen for stykket her er den samme.

21 år, 9 måneder og 11 dage. Så længe sad Leonora Christina i Blåtårn. I musicalen, der er iscenesat af Peter Langdal, får vi lov at opholde os i Blåtårn sammen med Leonora i tre timer, som i teorien burde føles længere, end de gør. Når de ikke føles lange, skyldes det blandt andet, at vi ikke er begrænset af fængslets mure, men bevæger os rundt i de særeste afkroge af Leonoras sind. Det sind, der måske i virkeligheden er et mere skræmmende fængsel, end murene omkring hende. Vi ser verden med hendes øjne, som er sløret af et skær af vanvid og vrangforestillinger, hvoraf en del er årsagen til hendes ulykke, imens andre er resultatet af den.

Det er Leonora Christinas sandhed, vi får fortalt. Glemmer vi det, risikerer vi at fare vild i brudstykkerne af hendes fortælling, som vi kastes rundt i, lidt kluntet guidet af Leonoras samtaler med en svensk anklager og en hvidklædt mand, der fungerer som hendes samvittighed. Langt hen ad vejen føles rækkefølgen af de historiske nedslag tilfældig, selvom den naturligvis langt fra er det. På den ene side giver de spredte nedslag et ufuldstændigt billede af både historien og karaktererne, men på den anden side giver det frihed til at opbygge spænding, så stykket langsomt strammer sit greb om os, i takt med at det bevæger sig fra det komiske til det tragiske.

Måske er det med til at gøre fortællingen udholdelig, at vi ikke bare får det sædvanlige comic relief, men at store dele af stykket fremføres, som om det var en komedie. Alligevel var det en af de primære grunde til, at jeg i begyndelsen havde svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle synes om stykket. Alle konger er latterlige, alkoholiserede fjolser; lille, svenske Karl Gustav mere end nogen anden. Alle dronninger er forførende, intelligente, undervurderede og magtfulde, bortset fra Sophie Amalie, som Leonoras halvbror, Frederik III, er gift med. Selvfølgelig, for det var formentlig sådan, Leonora opfattede dem, selvom jeg tvivler på, at hun anså sin far, Christian IV, for at være helt så uduelig, som han fremstilles og vel i bund og grund også var.

Kun i ét forhold virker fremstillingen forkert og utroværdig. Corfitz Ulfeldt, som spilles aldeles fremragende af Troels Lyby, går fra at være barnlig til at være gal. Han fremstår aldrig for alvor som den ældre, erfarne og intelligente mand, han må have været for at være Leonora Christinas ligeværdige partner. Magtforholdet mellem de to gøres tydeligt fra begyndelsen, hvor de mødes på scenen – ikke på midten, men på Leonoras halvdel, så Corfitz må gå 3/4 af vejen for at møde sin hustru. Endnu skævere er magtforholdet mellem dem, da de er til maskebal i Frankrig for at fejre Solkongens fødselsdag. Leonora drister sig til at afsløre enkedronningen for at komme i snak med hende, imens Ulfeldt påtager sig opgaven at lege med den 9-årige Louis XIV. Det understreger pointen om kvindernes oversete rolle i den politiske arenas magtkampe, men det gør det samtidig uforståeligt, at Leonora skulle være så trofast over for en mand, som i så lille grad gør sig værdig til hendes respekt. Som nævnt stråler Lyby til gengæld i rollen. Det gælder ikke mindst i de mareridtsagtige scener, hvor han får lov at brillere med “Corfitz klage”. Han er ikke så stor en sanger, som han er skuespiller, men både del 1 og 2 af denne klagesang fremhæver alt det bedste ved hans vokal. Under del 2 får vi i øvrigt den mest stemningsfulde koreografi fra kor og dansere, som ellers ikke gør det helt store indtryk undervejs i stykket.

Størst indtryk gør en af fortællingens mindste roller. I et stykke, hvor det takket være vores utroværdige fortæller er svært med sikkerhed at afgøre, hvem der er god, og hvem der er ond, er der en enkelt, der fremstår helt utvetydig. Adolph Fuchs, generalmajor i den danske hær, var en fremragende militærmand og et dybt ubehageligt menneske. I den periode, hvor Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt sad fængslet på Hammershus, fungerede Fuchs som kommandant på Bornholm, hvor han for det første gjorde opholdet til et regulært helvede for det faldne ægtepar og for det andet nåede at gøre sig så upopulær blandt befolkningen, at han efter kun to år blev forflyttet til Fyn. I stykket her udviser Fuchs ingen synlige tegn på respekt for hverken overordnede eller underordnede, og hans ubehagelige væsen understreges, da han lader sin vrede ramme en tilfældig soldat, der må lade livet pga. Leonoras trodsighed på Hammershus. Uhyggeligst er fremstillingen af Fuchs, fordi hans hadefulde adfærd på intet tidspunkt virker ukontrolleret. Der er en vilje bag alt, hvad han foretager sig. Det er Stig Rossen, der lægger krop og stemme til Fuchs, og han gør det med en karisma, der gør ham umulig at overse på scenen. Uanset hvor Fuchs er, mærker vi hans tilstedeværelse. At Stig samtidig har langt den bedste sangstemme er selvfølgelig medvirkende årsag til, at Fuchs fylder så meget, selvom han er der så lidt, og det er fristende at tænke, at det er spild af både sang- og skuespiltalent at give Stig så lille en rolle. På den anden side er de bedste teaterstykker, serier og film ofte kendetegnet af, at selv de mindste roller er besat af de dygtigste, vi har. Desuden er det en udelt fornøjelse igen at opleve Stig i en skurkerolle, der ligger uendelig langt fra alt, vi kender ham for, selvom den vidunderligt ondskabsfulde latter, der får lov at afslutte første akt, uvilkårligt leder tankerne hen på de Disneyfilm, hvor han jævnligt får lov at vække de mere bryske karakterer til live.

En anden, der får mig til at tænke på Disney, er Joakim Lind Tranberg i rollen som Frederik III. Hver gang han bryder ud i sang, får jeg følelsen af at sidde midt i en liveudgave af Disneys ikke eksisterende version af historien om Leonora Christina. Måske er det hans stemme, måske er det hans sange, måske er det tilfældigt og snarere et resultat af, at sangene i denne musical fylder nogenlunde så meget, som de ville gøre i en Disneyfilm – med andre ord for lidt for os, der elsker dem, og for meget for dem, der helst var fri. Han gør det upåklageligt i øvrigt, Joakim Tranberg, selvom han er en ualmindeligt pæn udgave af en i virkeligheden ganske grim konge, ligesom Cecilie Gerberg langt fra ligner den kalkun, hun bliver sammenlignet med. Forholdet mellem Leonora Christina og dronning Sophie står skarpest, da de står ansigt til ansigt på Bornholm under duetten “En slagen kvinde”. Magtforholdet mellem dronningen og kong Frederik er til gengæld lidt uklart og Leonoras halvbror fremstår stærkere, end Leonora Christina skildrede ham. I sidste ende var det dronningen, der var skyld i Leonoras lange ophold i Blåtårn, og det var først efter Sophie Amalies død, at Leonora blev frigivet. Så langt frem i historien kommer vi ikke i stykket her, selvom det er imponerende, hvor mange detaljer de når at få fortalt.

Imponerende er måske det mest dækkende ord til at samle indtrykkene af Odense Teaters store satsning. Musikken er først og fremmest imponerende pga. Odense Symfoniorkester, som fylder Odeon med vellyd. Kulisserne er imponerende, selvom de også hurtigt bliver lidt klodsede og trampelydene fra de mange, der slæber kulisserne frem og tilbage, larmer så meget, at det distraherer mere, end det bør. Drejescenen udnyttes til gengæld elegant og er med til at skabe afveksling og liv både i og mellem scenerne. Også den alsidige brug af spejle på scenen fungerer overraskende godt. Mest imponerende er det, at Xenia Lach-Nielsen kan holde til at spille rollen som Leonora Christina. Hun er stort set på hele tiden og hun holder den samme energi og nerve i sit spil fra start til slut. Hun synger smukt som altid, men råber og snerrer også så meget, at det er utroligt, at hendes stemme slet ikke synes slidt.

Fremstillingen af Leonora Christina er imidlertid det, jeg har sværest ved at få helt på plads. Hun har det iltre temperament, der stråler ud af hendes breve, men der er slet ikke det kølige overblik og den klarhed, som blandt andet kendetegner store dele af “Jammersminde”. Det undrer mig også, at vi ikke præsenteres for en mere beregnende Leonora, hvis vi skal tro, at det vitterligt var hende, der var hjernen bag det hele. I stedet fremstår hun så magtbegærlig, at det gør hende både blind og rastløs. På trods af min undren endte jeg alligevel med at græde for hende mod slutningen af stykket, da hun overmandes af sin skyldfølelse over, at hendes ældste søn, Christian, bliver skyldig i mord. Christian hævner sine forældres pinsler på Hammershus ved at stikke Fuchs ned på åben gade i Brügge og i fortællingen her toppes den dårlige samvittighed med, at dette senere var medvirkende årsag til, at Christian tog livet af sig selv. Det er vist et resultat af kunstnerisk frihed, eftersom Christian først døde tre år efter sin mors løsladelse fra Blåtårn, men det virker efter hensigten og skærer langt ind i hjertet. Er der nogle i stykket, Leonora er hengiven overfor, er det hendes børn. Det lykkes hende at få kastet sine piger til jorden, da hun bliver anholdt i England, men ellers sætter hun gentagne gange børnenes ve og vel først. Indrømmet, hendes motiv for at prioritere børnene højt er måske først og fremmest, at hun i dem ser en potentiel mulighed for, at hendes slægt alligevel ender på tronen. Men hun udviser omsorg for sine børn, og det er smart, for uanset om Leonora er en gemen mor, som hendes samvittighed siger, eller om hun er en kærlig og ulykkelig mor, så er det i moderrollen, hun er lettest at relatere til. Og når vi slipper hendes historie lige her, slipper hun ikke sit tag i os.

En del af mig ville gerne vide, hvordan Odense Teaters Leonora Christina havde fungeret, hvis jeg ikke kendte til historien. Umiddelbart tror jeg, at der er en væsentlig risiko for, at jeg ville være blevet sat af på halvvejen. Tre timer er lang tid til at fortælle en historie, men der er også et væld af informationer og detaljer undervejs. Jeg kunne nok hurtigt bytte rundt på en konge eller to og fare vild i anklager og planer om landsforræderi. På den anden side var det måske lettere at acceptere nogle af de valg, der er truffet, hvis ikke Leonora Christina var kravlet langt ind under huden på mig, allerede første gang jeg som lille besøgte Hammershus og fik fortalt den dramatiske historie om deres ophold dér.

Leonora tager selvfølgelig fejl – der er aldrig kun én sandhed. Af samme grund vil der også uundgåeligt være delte meninger om en forestilling som Leonora Christina. Kunne det hele have været fortalt mere enkelt, i et mere velfungerende manuskript og med bedre sangtekster? Helt sikkert. Til gengæld kunne de umuligt have valgt et stærkere cast og der er også noget originalt og tankevækkende over opsætningen som helhed. Jeg ved ikke, om jeg synes, at musicalen om Leonora Christina er så nyskabende, at den kan blive en milepæl inden for genren. Men den er passende spektakulær, og jeg ville ønske, at jeg skulle opleve den en ekstra gang. Jeg ved, at der er mange detaljer, jeg ikke nåede at få med, og jeg ved med endnu større sikkerhed, at der er flere detaljer, jeg ville elske at nyde igen.

Chess

En kæde er kun så stærk…

Når jeg tænker 10-15 år tilbage og mindes danske musicals, så var det mere reglen, end undtagelsen, at der var en enkelt eller to i rollebesætningen, der mindede mig om, at det at deltage i en musical kræver mere, end de fleste magter. Det er ikke nok at være en dygtig skuespiller, som i teatret. Det er heller ikke nok at være en dygtig sanger, langt fra faktisk. På den baggrund forstår jeg godt, at genren har været udskældt. For det er altså sjældent, at det har været stærkt nok herhjemme til at slå benene fuldstændig væk under publikum. Men i går beviste Mikkel Rønnow og et sublimt cast, hvor langt den danske musicalscene har rykket sig, og satte en fuld koncertsal i Tivoli skakmat.

Skak og kold krig lyder måske potentielt både kedeligt og irrelevant, men det er det langtfra, når det har været i hænderne på Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Tim Rice. De to første har sørget for musik af en kaliber, der gør, at der ikke er et eneste svagt nummer i musicalen. Tim Rice har leveret de oprindelige tekster, der hele tiden smukt driver handlingen frem, imens de gradvist lader os lære karaktererne bedre og bedre at kende. Og hvilke karakterer.

Amerikanske Frederick Trumper er den forsvarende verdensmester i skak. Fra det øjeblik Bjarne Langhoff indtager scenen, er han ubehagelig, pengegrisk og selvoptaget. Der er ikke et glimt af noget, der kan vække sympati. Vi får kun fortalt lige præcis nok til, at vi hader ham. Helt som vi skal. Og Langhoff er ikke bange for at være tilpas for meget, hvilket gør det let for os at føle en fuldstændig umiddelbar sympati for hans sekundant, den ungarske Florence Vassy, som langt hen ad vejen er fattet og tålmodigt forsøger at holde fokus på det skakspil, hendes far lærte hende at elske, da hun var barn. Xenia Lach-Nielsen har allerede høstet et utal af roser for sin præstation, og de er velfortjente. Selv i begyndelsen, hvor Florence står i skyggen af sin utålelige partner, stråler hun.

På den modsatte fløj står den russiske udfordrer, Anatoly Sergievsky, og hans talrige følge, der tæller flere politikere, end skakinteresserede. Den mest fremtrædende af dem, Molokov, præsenteres med russisk accent af Jakob Zethner, og han fremstår fra start til slut manipulerende og farlig. Anatoly selv er et reserveret skakgeni. Stig Rossen er, i begyndelsen, en kraftfuld stenstøtte, det lader til at være umuligt at manipulere med. Han er tydeligt irriteret, men lader sig ellers ikke distrahere af sit følge. Hvor det for Molokov handler om politik, handler det for Anatoly om skak. Hjemme i Rusland har Anatoly efterladt sin kone, Svetlana, og deres søn. Forholdet mellem Anatoly og Svetlana er fra begyndelsen uharmonisk; han virker kold, imens hun, i skikkelse af Pernille Petersson, virker ulykkelig. Sønnen er én af to geniale tilføjelser til stykket. I åbningsscenerne giver han os et vindue til at kigge ind bag den reserverede og kolde russers facade, når Anatoly i rollen som far udstråler en varme og ømhed, der ganske vist kun er synlig i korte glimt, men som ikke desto mindre giver os en bevidsthed om, at han er langt mere, end han viser til de fleste. Vi mærker, at han ofrer noget, i det øjeblik han forlader sit hjem og drager til Merano i Italien, hvor verdensmesterskabet i skak afholdes.

Til at styre slagets gang har vi dommeren, der ikke lader sig påvirke af politik, men som til gengæld med glæde tager imod alle tilbud, der kan føre til omtale og indkomst. Begge dele leveres af TV-produceren Walter, som umiddelbart er knyttet til den amerikanske delegation, men som først og sidst er der for den gode historie, dvs. den mest opsigtsvækkende skandale, han kan manipulere frem. De to spilles af hhv. Kristian Vetter, hvis vokal desværre enkelte steder druknede i støj fra højttalerne, og Martin Loft, der fungerer som en afdæmpet dukkefører, der trækker i trådene, uden at være så åbenlyst farlig, som Molokov, selvom han i virkeligheden er mindst lige så modbydelig.

Omkring dem er 16 dansere og sangere, som leverer elegante overgange mellem scenerne og skaber stemning, uanset om de sælger os Merano, inviterer os ind i Bangkoks natteliv eller fungerer som personifikationer af den spænding, der omgiver hele det her set-up. De er sublime. Mikkel Rønnow dirigerer fra orkestergraven, hvorfra musikkens magi spreder sig ud og understreger, at det her er verdensklasse. En kæde er som bekendt kun så stærk, som det svageste led. Kæden her har ingen svage led, men holder hele vejen, imens konflikten på scenen eskalerer og karaktererne åbenbarer sig for os én efter én.

Brikker i et spil

Jeg er vild med historien i ”Chess”. Sergievsky vinder over Trumper i første akt, han stjæler både hans titel som verdensmester og hans kvinde, og i stedet for at rejse hjem til familien i Rusland emigrerer han til England. I andet akt skal han forsvare sin titel mod en ny russisk udfordrer, og antallet af fjender er tredoblet. Russerne vil med al magt vinde, Walter vil gøre alt for at få en god historie og Trumper vil have hævn – det bedste våben for dem er Anatolys familie. Molokov bringer Svetlana til Bangkok, hvor verdensmesterskabet spilles, og sætter dermed Anatoly i en ubarmhjertig klemme mellem de to kvinder, der begge elsker ham. Svetlana vil have ham hjem til Rusland, hvorfor hun lader sig påvirke af Molokov, da han på sin truende facon be’r hende overtale Anatoly til at tabe med vilje. Også Florence bliver viklet ind i det politiske spil, da de lover hende, at hendes far, der blev taget til fange af russerne tredive år tidligere, vil blive sat fri, hvis blot Anatoly taber og sørger for, at russerne igen får sejren. Anatoly genvinder titlen som verdensmester og rejser hjem til Rusland, drevet af selvrespekt og respekt for skakspillet, af ønsket om en bedre fremtid for sønnen og af et naivt håb om, at russerne vil give Florence hendes far tilbage i bytte for, at han vender hjem og spiller for dem. Skak, kærlighed, politik og et spil, der gør alle til tabere.

Uanset om vi vælger at se historien om den kolde krig som en påmindelse om det, der var engang, eller om vi vælger at se den som en kommentar til, hvordan det måske til dels stadig er, så er den mættet med en psykologisk thrillers nervepirrende intensitet. Men mere end noget andet, så er ”Chess” en dobbeltsidet analogi, der fortæller lige så meget om historien og samfundet, som den fortæller os noget om mennesker, og det er sidstnævnte, der rammer mig direkte i hjertet – mere i denne opsætning, end nogensinde før.

Vi har fire, særligt væsentlige karakterer her, og i en verden, hvor alt er enten sort eller hvidt, er de alt andet.

Frederick Trumper er som sagt en arrogant idiot, der ikke i udgangspunktet giver os nogen grund til at holde af ham. Han skubber publikum fra sig, og da han bukker under for presset og begynder at gå i opløsning, har vi ikke umiddelbart ondt af ham. Og så alligevel. I en enkelt sang får vi lov at se, hvad der ligger til grund for hans barnlige og skandaløse opførsel, når han krænger sin sjæl ud i sangen om det stakkels barn, der er vokset op i en verden uden kærlighed og tryghed. Det bliver ikke patetisk, for selvom historien om det barn er forfærdelig, så fortælles den med den voksne Fredericks vrede. Han er ikke ynkelig – snarere vanvittig, og pludselig forstår vi, hvorfor. Forståelsen for hans karakter gør det muligt for os at følge logikken i, at Frederick i sidste ende vælger at hjælpe Anatoly med at vinde det afgørende parti i slutningen af andet akt. Bjarne Langhoffs version af ”Pity The Child”, som på dansk er blevet til ”Stakkels det barn”, er et af musicalens stærkeste numre og en imponerende præstation, hvor overbevisende skuespil og en stærk vokal går op i en højere enhed.

Xenia Lach-Nielsen har som Florence Vassy en af de vigtigste roller i stykket, når hun først finder sig i for meget fra Trumper, dernæst får nok og vender ham ryggen, inden hun forelsker sig i fjenden og åbner sit hjerte blot for at få det knust. Der er mange facetter i hendes karakter, og det er altafgørende, at de alle kommer med, hvis vi skal få det fulde ud af stykket. For uanset om vi taler om det historiske drama eller kærlighedsdramaet, så står Florence for skud, og her kommer den anden af denne opsætnings geniale tilføjelser ind i billedet. Under et skænderi nævner Frederick Florences baggrund som ungarsk flygtning, frarøvet både sit hjem, sit land og sin far, og i det samme dukker Florence som barn op på scenen. Som et tavst spøgelse fra fortiden står hun ansigt til ansigt med den voksne Florence, og imens vi nu forstår, hvorfor Florence kæmper for sig selv og stoler på ingen, mærker vi skrøbeligheden. Jeg har aldrig haft svært ved at sympatisere med Florence, men med denne tilføjelse rammer hendes historie langt dybere og der tilføjes en ekstra dimension til en i forvejen dyb karakter. Jeg græder med hende over den tabte barndom, ler med hende på toppen af bjerget, hvor hun forelsker sig i Anatoly, og jeg græder med hende igen ved stykkets slutning, hvor hun mister den mand, hun elsker, og ender med intet. Xenia får alle nuancerne med, og hun kan nærmest ikke åbne munden, uden at der kommer gåsehudsfremkaldende vellyd ud, uanset hvor krævende hendes sange er.

Pernille Petersson har ikke megen tid eller plads til at gøre indtryk på os i rollen som Svetlana, men til gengæld har hun en af stykkets bedste sange. ”En anden piges historie” fortæller os, hvordan hun mødte Anatoly og forelskede sig i ham, men siden har måttet erfare, at han er gledet fra hende, selvom hun fortsat elsker ham. Af alle stykkets sangtekster er denne måske den bedste – på engelsk i hvert fald. På dansk fungerer den knapt så godt, om end den stadig er smuk. Pernille Petersson udnytter den tid, hun har på scenen, ikke mindst da hun står over for Florence og de sammen synger den danske version af ”I Know Him So Well”. Titlen er tankevækkende, fordi de to kvinder begge føler, at de endelig kender og forstår den mand, de elsker, men billedet de hver især tegner af ham, trækker i to vidt forskellige retninger. Fordi ingen af dem kender ham? Eller fordi han er begge de mænd?

Da jeg for knapt sytten år siden første gang oplevede ”Chess”, ville jeg have været tilbøjelig til at svare, at ingen i stykket fuldt ud kender Anatoly. For mig har han altid fremstået som en kompromisløs karakter, der ikke er specielt varm, men til gengæld fascinerende pga. netop den kompromisløshed. Sådan er han ikke denne gang. Måske fordi Stig er blevet ældre, måske fordi jeg er blevet ældre, måske en kombination af begge og helt sikkert, fordi de har tilføjet den søn til stykket. Når vi ser ham som far i begyndelsen af stykket, ser vi som sagt ind bag den stenstøtte, han ellers kan forekomme at være. Da han mødes med Florence på toppen af bjerget i Merano, føler hun sig presset, fordi hun ved, at det på alle måder ser mistænkeligt ud, at Freddie ikke er dukket op til det møde, hun har arrangeret. Anatoly mistænker hende da også et øjeblik for at være spion for Molokov, men lader hurtigt tanken ligge. I stedet hjælper han hende ud af den akavede situation og lader hende i samme omgang trænge ind bag den kolde facade. Han er charmerende, humoristisk og varm, hvilket gør det let at forstå, at hun forelsker sig i ham. Og vi tror på ham. Vi bliver ikke overraskede over, at han kan være sådan, for vi har allerede set et glimt af det tidligere. Også senere da Anatoly er rejst til England, spiller sønnen så stor en rolle, at det allerede nu er svært at forestille sig, at han ikke oprindeligt har været en del af stykket. For handlede det blot om de to kvinder, så er det svært at se, hvorfor Anatoly skulle føle sig splittet. Han elsker ikke Svetlana, og han længes ikke tilbage mod sit ægteskab. Hans kærlighed til Florence er derimod ægte og forsvinder ikke af, at hun til sidst bliver en brik i det politiske spil. Men han elsker også sin søn, og det er længslen tilbage mod ham, der splitter ham. Den splittelse er både lettere at forstå og lettere at sympatisere med, og Stig spiller rollen fremragende.

Det er let at fremhæve sangen som det største plus ved Stigs præstation. ”Anthem” eller på dansk ”Mit hjertes land”, som er den mest succesfulde af oversættelserne, er en vokal magtdemonstration, som lukker første akt med manér. Men også i ”Der, hvor jeg vil være”, ”Duetten på bjerget” og i min personlige favorit ”Slutspil” viser han sit format som sanger. Alligevel vender jeg tilbage til min evige pointe, for i mine øjne er og bliver Stig først og fremmest skuespiller – også selvom han synger lige så godt, som han spiller skuespil. Øjnene er sjælens spejl, og mine yndlingsskuespillere er dem, der formår at ændre selv deres blik, så vi på intet tidspunkt ser andet end den karakter, de spiller. Vi sad heldigvis så tæt på scenen, at vi kunne se Anatolys blik tydeligt. Anatolys, ikke Stigs. Lige så rig på nuancer, som hans sang er, lige så rigt på nuancer er hans skuespil. Når jeg en sjælden gang falder over en anmelder, der ikke anerkender det talent, bliver jeg ærgerlig. Ikke på Stigs vegne, for han er forhåbentlig ligeglad, men det er synd for de anmeldere, at de ikke ser det, og synd for de læsere, der tror på det. Og så ønsker jeg et øjeblik, at scenen blev skiftet ud med filmmediet, så vi kunne få lov at komme helt tæt på. For hvor Anatoly er lige så rolig og afdæmpet i sine bevægelser, som Frederick er alt det modsatte, er han til gengæld en langt dybere karakter. Med andre ord er der ikke de store udskejelser fysisk, og det er derfor tilsvarende vigtigt, at vi ser alt det andet. Omsorgen over for sønnen, kulden over for Molokov, kærligheden til Florence, desperationen, da han i andet akt presses fra alle fronter, og smerten, da han til sidst træffer sit valg. Vi er med hele vejen rundt i følelsesregistret. Som jeg havde det med Florence, har jeg det med ham. Jeg ler med ham, når han jodler på toppen af bjerget. Græder med ham, når han tager afsked med Florence, og tårerne løber ned ad hans kinder. Og smerten over afskeden sidder endnu i mig, når jeg mærker sorgen og lykken kombineret i hans hulken over at blive genforenet med sønnen.

Uanset om de vil det eller ej, bliver karaktererne i ”Chess” gjort til brikker i et spil, og præcis som i skak ofres de én efter én. Scenografien omkring dem er på én gang enkel og kompleks. Ved hjælp af lys og billeder, ændrer glasvæggen bag scenen sig løbende, så vi ser himlen over Merano, Budapest under angreb eller en sort væg, alt afhængig af hvilken stemning, der er brug for på scenen. Der er enkelte farverige kostumer og rekvisitter undervejs, f.eks. er Florence i andet akt klædt i farver, hvilket understreger hendes udvikling, men langt hen ad vejen er alt holdt i sort, hvidt og gråt. Alligevel er pointen klar: Kærlighed og had kan adskilles lige så lidt, som sorg og lykke – og intet her i tilværelsen er sort og hvidt.

“Fregatten Jylland” – momenter af magi i en ellers noget blandet fornøjelse.

Efter en aften i teatret plejer jeg gerne at lave en lille analyse for mig selv, og når en oplevelse skal vurderes, placerer jeg den på en nærmest immanent kvalitets-skala, så jeg kan få sat ord på, om det overordnede indtryk var positivt eller negativt. Måske kan jeg endda på lettere patetisk anmeldermanér dele en stjerne eller seks ud. Men af og til slår skalaen ikke til, og af og til er stjerner ligegyldige.

På plakaten ser det egentlig lovende ud for den nye danske musical ”Fregatten Jylland”. Der er solide kræfter på rollelisten og temaet, krig og kærlighed, er både vedkommende og tidsløst. Det er da også de to ting, der primært bærer stykket hjem, men det er ikke uden bump, og det får desværre heller ikke lov at overskygge hverken skønhedsfejlene eller den forfladigende, lykkelige slutning.

Vi kommer godt fra start. Stig Rossen alene på scenen med åbningssangen ”Dette Land”, der straks slår både alvoren og det nationalromantiske tema an. Der er på en eller anden måde også noget rart og opmuntrende ved, at det er besætningens stærkeste vokal, der sender os af sted.

Når vi straks efter præsenteres for livet i Nyboder er stemningen helt anderledes ubekymret og let, og vi fornemmer en kontrast, der er behageligt afbalanceret særligt i hele første akt. Det ene øjeblik er udtrykket dystert og knugende, det næste er det lyst og livsbekræftende. Miss Saigon møder vaudevillen. Det kan måske virke forstyrrende, at vi det ene øjeblik trækkes ned i krigens mørke for det næste øjeblik at være indhyllet i kærlighedshistorier præsenteret i et næsten revyagtigt skær. Men i virkeligheden var det jo sådan, det var.

Hvad udad tabes, skal indad vindes. 1800-tallet var mildest talt en turbulent tid for vores fædreland, der på ganske få år gik fra velstand til fattigdom, samtidig med at krigen sled hårdt på både landets hær og landets størrelse. Men kulturelt set blomstrede nationalromantikken og kunsten havde travlt med at hylde alt, der var dansk, alt, der var hverdagsagtigt, og alt, der var rart og hyggeligt. Stoltheden over den danske arv blev sat i højsædet.

”Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.”
, skrev Adam Oehlenschläger rammende i en af de mange ofte udeladte strofer i dét, der blev og fortsat er vores nationalsang. H. C. Andersen bad med sit bud på en fædrelandssang få år senere en smuk bøn for landets fremtid; landet der før var konge i hele Norden, men som nu opfattedes som svagt. Og imens resterne af vores svækkede hær kæmpede med livet som indsats for den sidste ære ved fronten, blev der sunget idylliske børnesalmer som ”I Østen stiger Solen op” og ”Morgenstund har Guld i Mund” hjemme i stuerne, og de musikalske lystspil med helt igennem ufarlig tematik blev en af de foretrukne underholdningsgenrer. Kontrasten var voldsom, og derfor synes jeg egentlig også kontrasten i ”Fregatten Jylland” er helt på sin plads.

Er ”Fregatten Jylland” så en god musical? Nej. Overordnet set er hverken historien eller opsætningen videre vellykket.

Personligt tror jeg, noget kunne være reddet, hvis de bærende kræfter bag havde satset på en anden slutning. Da den unge Hans Christian falder om på dækket efter det store (og for resten flot skildrede) slag, og alle for en stund tror, han er død, er det hjerteskærende. Alle de bange anelser og bekymringer, der bringes i spil undervejs, bliver pludselig en realitet. Det ikke bare kunne gå galt, det gik galt. Da han kort efter hoster en gang og til alles store lettelse sætter sig op, er fornemmelsen lidt den samme, som når en nervepirrende historie brat afsluttes med det ekstreme antiklimaks: Og så vågnede han. Nej, jeg er ikke én af dem, der mener, at en historie nødvendigvis skal ende trist, for at den kan være langtidsholdbar. Men i det her tilfælde havde det efterladt mig med en mere fuldendt oplevelse. I stedet får vi en lykkelig og sukkersød slutning, hvor alle får hinanden ved en overdådig bryllupsfest. Men vi ved jo godt, det ikke endte lykkeligt. Hvornår gør krig nogensinde det? Der var mænd, der faldt, og der var familier, der blev knust. Vi tabte krigen, selvom kaptajn Holm og fregatten sejrede; et faktum som de tre scener i krigsministeriet kun gør os alt for bevidste om. Havde stykket kunnet bære en ulykkelig slutning? Ja, det tror jeg. Jeg havde i hvert fald til hver en tid foretrukket dét frem for en forloren ”feel good”-fornemmelse.

Derudover er niveauet ganske enkelt for lavt. Kvaliteten af teksterne er alt for svingende, enkelte passager tenderer det irriterende, og desværre er ikke engang den imponerende mængde talent i ensemblet nok til at ændre på, at ”Fregatten Jylland” til syvende og sidst er blevet lidt en b-musical på den ærgerlige måde, selvom det fra start til slut er tydeligt, at der er kræfter på scenen, der kæmper med alt, hvad de rummer, for at få det bedste ud af materialet.

Men vil jeg så huske oplevelsen om ti år og stadig elske den? Ja. For dét, der rammer, rammer dybt. Eksempelvis er den første scene i krigsministeriet helt uforglemmelig. Kim Brandt er genial både som kæk sejlmager på fregatten og som beregnende departementschef for krigsministeren. Og lige så irriterende som Martin Loft er i sin rolle ombord på fregatten, lige så overbevisende er han som den dybt usympatiske krigsminister, der helt åbenlyst ikke er kommet til magten takket være eget talent. Også spillet imellem de to høje herrer med den lave moral og den pligtopfyldende kaptajn Holm, i skikkelse af Stig Rossen, er blændende. Scenen er kort men effektiv, og her er det til min store glæde tydeligvis skuespillet, der på optimal vis får givet karaktererne sjæl og liv. Jeg håber, alle i salen er i stand til at opfange Stigs ansigtsudtryk, når han konfronteres med de to politikere. Den skønne om end temmelig tragikomiske stemning i krigsministeriet bliver med ét ond og ubehagelig i en sådan grad, at det trak tårer hos mig.

Stig har en imponerende evne til ikke alene at spille en rolle, men derimod at træde helt ind i en karakter. Vi sad heldigvis tæt nok på scenen til tydeligt at kunne se hans øjne og blikket, der afslører en loyal, omsorgsfuld og livserfaren kaptajn, som med en facade af ro tøjler et indædt had til de to, der ikke anser den forestående kamp for at være meget andet end en politisk afledningsmanøvre, og en dyb sorg over at blive misforstået som ærekær og selvisk. Øjnene er sjælens vinduer, og evnen til at kunne manipulere med så personlig en del af sin fremtræden er i mine øjne dét, der karakteriserer en skuespillers format og talent. Jeg elsker ganske enkelt, når alle de mindste detaljer er på plads, så en fiktiv karakter på magisk vis går direkte i hjertet og brænder sig fast. Nu, hvor jeg tænker over det, er det faktisk sjældent, jeg oplever det i et teaterstykke. Ofte opstår magien først, når den bakkes op af subjektiv kameraføring og andre af filmmediets virkemidler. Men her var den. Live, uden noget filter, uden afstand i tid eller sted og derfor så meget mere overvældende. Det er øjeblikke som dét, jeg vil huske ti år fra nu. Når jeg tænker tilbage på ”Fregatten Jylland”, vil jeg forstå, hvorfor den formentlig ikke bliver genopsat. Men jeg vil primært huske den for de øjeblikke, der ramte, og der var heldigvis mange flere af den slags.

Det er vist i øvrigt også typisk for mig, at jeg blev overrasket over, hvor alvorlige og bevægende dele af stykket er. Til trods for min hang til at analysere og fortolke, kan jeg mere eller mindre bevidst gå fuldstændig umiddelbart til tingene. Eller måske er det i virkeligheden bare hårfarven, der dominerer, når jeg kan sætte mig i salen for at se et teaterstykke om krig og alligevel blive overvældet af alvoren. Præcis som jeg formåede at tage i teatret for at se musicalen om Egtvedpigen og først i sidste øjeblik indse, at en historie baseret på fundet af et ungt kvindelig og et forkullet barnelig næppe kunne ende lykkeligt.

På mange måder minder ”Fregatten Jylland” mig faktisk om netop ”Egtvedpigen”, ikke så underligt, kan man vel roligt hævde, eftersom hovedkræfterne bag og flere af de medvirkende på scenen er de samme. Overodnet set er ”Egtvedpigen” formentlig den ringeste musical, jeg har set. Jeg kan huske, hvordan jeg krummede tæer flere gange undervejs. Alligevel er det også en af de musicaloplevelser, der på en helt modsatrettet positiv måde står tydeligst i min erindring, fordi den ligesom ”Fregatten Jylland” havde momenter, der gik så rent ind, at de er blevet siddende.

Og hvad er så vigtigst? Det overordnede helhedsindtryk eller momenterne af ren magi, der aldrig helt fortager sig igen. Jeg ved det ikke. På en måde giver det ikke mening at forsøge at adskille de to ting, og så vil jeg hellere bare erkende, at ikke alt er så enkelt, at det kan afspejles med én samlet karakter.

Som Anine siger til kaptajn Holm: Nogle gange skal vi bare have lov til at sige tak.