Chess

En kæde er kun så stærk…

Når jeg tænker 10-15 år tilbage og mindes danske musicals, så var det mere reglen, end undtagelsen, at der var en enkelt eller to i rollebesætningen, der mindede mig om, at det at deltage i en musical kræver mere, end de fleste magter. Det er ikke nok at være en dygtig skuespiller, som i teatret. Det er heller ikke nok at være en dygtig sanger, langt fra faktisk. På den baggrund forstår jeg godt, at genren har været udskældt. For det er altså sjældent, at det har været stærkt nok herhjemme til at slå benene fuldstændig væk under publikum. Men i går beviste Mikkel Rønnow og et sublimt cast, hvor langt den danske musicalscene har rykket sig, og satte en fuld koncertsal i Tivoli skakmat.

Skak og kold krig lyder måske potentielt både kedeligt og irrelevant, men det er det langtfra, når det har været i hænderne på Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Tim Rice. De to første har sørget for musik af en kaliber, der gør, at der ikke er et eneste svagt nummer i musicalen. Tim Rice har leveret de oprindelige tekster, der hele tiden smukt driver handlingen frem, imens de gradvist lader os lære karaktererne bedre og bedre at kende. Og hvilke karakterer.

Amerikanske Frederick Trumper er den forsvarende verdensmester i skak. Fra det øjeblik Bjarne Langhoff indtager scenen, er han ubehagelig, pengegrisk og selvoptaget. Der er ikke et glimt af noget, der kan vække sympati. Vi får kun fortalt lige præcis nok til, at vi hader ham. Helt som vi skal. Og Langhoff er ikke bange for at være tilpas for meget, hvilket gør det let for os at føle en fuldstændig umiddelbar sympati for hans sekundant, den ungarske Florence Vassy, som langt hen ad vejen er fattet og tålmodigt forsøger at holde fokus på det skakspil, hendes far lærte hende at elske, da hun var barn. Xenia Lach-Nielsen har allerede høstet et utal af roser for sin præstation, og de er velfortjente. Selv i begyndelsen, hvor Florence står i skyggen af sin utålelige partner, stråler hun.

På den modsatte fløj står den russiske udfordrer, Anatoly Sergievsky, og hans talrige følge, der tæller flere politikere, end skakinteresserede. Den mest fremtrædende af dem, Molokov, præsenteres med russisk accent af Jakob Zethner, og han fremstår fra start til slut manipulerende og farlig. Anatoly selv er et reserveret skakgeni. Stig Rossen er, i begyndelsen, en kraftfuld stenstøtte, det lader til at være umuligt at manipulere med. Han er tydeligt irriteret, men lader sig ellers ikke distrahere af sit følge. Hvor det for Molokov handler om politik, handler det for Anatoly om skak. Hjemme i Rusland har Anatoly efterladt sin kone, Svetlana, og deres søn. Forholdet mellem Anatoly og Svetlana er fra begyndelsen uharmonisk; han virker kold, imens hun, i skikkelse af Pernille Petersson, virker ulykkelig. Sønnen er én af to geniale tilføjelser til stykket. I åbningsscenerne giver han os et vindue til at kigge ind bag den reserverede og kolde russers facade, når Anatoly i rollen som far udstråler en varme og ømhed, der ganske vist kun er synlig i korte glimt, men som ikke desto mindre giver os en bevidsthed om, at han er langt mere, end han viser til de fleste. Vi mærker, at han ofrer noget, i det øjeblik han forlader sit hjem og drager til Merano i Italien, hvor verdensmesterskabet i skak afholdes.

Til at styre slagets gang har vi dommeren, der ikke lader sig påvirke af politik, men som til gengæld med glæde tager imod alle tilbud, der kan føre til omtale og indkomst. Begge dele leveres af TV-produceren Walter, som umiddelbart er knyttet til den amerikanske delegation, men som først og sidst er der for den gode historie, dvs. den mest opsigtsvækkende skandale, han kan manipulere frem. De to spilles af hhv. Kristian Vetter, hvis vokal desværre enkelte steder druknede i støj fra højttalerne, og Martin Loft, der fungerer som en afdæmpet dukkefører, der trækker i trådene, uden at være så åbenlyst farlig, som Molokov, selvom han i virkeligheden er mindst lige så modbydelig.

Omkring dem er 16 dansere og sangere, som leverer elegante overgange mellem scenerne og skaber stemning, uanset om de sælger os Merano, inviterer os ind i Bangkoks natteliv eller fungerer som personifikationer af den spænding, der omgiver hele det her set-up. De er sublime. Mikkel Rønnow dirigerer fra orkestergraven, hvorfra musikkens magi spreder sig ud og understreger, at det her er verdensklasse. En kæde er som bekendt kun så stærk, som det svageste led. Kæden her har ingen svage led, men holder hele vejen, imens konflikten på scenen eskalerer og karaktererne åbenbarer sig for os én efter én.

Brikker i et spil

Jeg er vild med historien i ”Chess”. Sergievsky vinder over Trumper i første akt, han stjæler både hans titel som verdensmester og hans kvinde, og i stedet for at rejse hjem til familien i Rusland emigrerer han til England. I andet akt skal han forsvare sin titel mod en ny russisk udfordrer, og antallet af fjender er tredoblet. Russerne vil med al magt vinde, Walter vil gøre alt for at få en god historie og Trumper vil have hævn – det bedste våben for dem er Anatolys familie. Molokov bringer Svetlana til Bangkok, hvor verdensmesterskabet spilles, og sætter dermed Anatoly i en ubarmhjertig klemme mellem de to kvinder, der begge elsker ham. Svetlana vil have ham hjem til Rusland, hvorfor hun lader sig påvirke af Molokov, da han på sin truende facon be’r hende overtale Anatoly til at tabe med vilje. Også Florence bliver viklet ind i det politiske spil, da de lover hende, at hendes far, der blev taget til fange af russerne tredive år tidligere, vil blive sat fri, hvis blot Anatoly taber og sørger for, at russerne igen får sejren. Anatoly genvinder titlen som verdensmester og rejser hjem til Rusland, drevet af selvrespekt og respekt for skakspillet, af ønsket om en bedre fremtid for sønnen og af et naivt håb om, at russerne vil give Florence hendes far tilbage i bytte for, at han vender hjem og spiller for dem. Skak, kærlighed, politik og et spil, der gør alle til tabere.

Uanset om vi vælger at se historien om den kolde krig som en påmindelse om det, der var engang, eller om vi vælger at se den som en kommentar til, hvordan det måske til dels stadig er, så er den mættet med en psykologisk thrillers nervepirrende intensitet. Men mere end noget andet, så er ”Chess” en dobbeltsidet analogi, der fortæller lige så meget om historien og samfundet, som den fortæller os noget om mennesker, og det er sidstnævnte, der rammer mig direkte i hjertet – mere i denne opsætning, end nogensinde før.

Vi har fire, særligt væsentlige karakterer her, og i en verden, hvor alt er enten sort eller hvidt, er de alt andet.

Frederick Trumper er som sagt en arrogant idiot, der ikke i udgangspunktet giver os nogen grund til at holde af ham. Han skubber publikum fra sig, og da han bukker under for presset og begynder at gå i opløsning, har vi ikke umiddelbart ondt af ham. Og så alligevel. I en enkelt sang får vi lov at se, hvad der ligger til grund for hans barnlige og skandaløse opførsel, når han krænger sin sjæl ud i sangen om det stakkels barn, der er vokset op i en verden uden kærlighed og tryghed. Det bliver ikke patetisk, for selvom historien om det barn er forfærdelig, så fortælles den med den voksne Fredericks vrede. Han er ikke ynkelig – snarere vanvittig, og pludselig forstår vi, hvorfor. Forståelsen for hans karakter gør det muligt for os at følge logikken i, at Frederick i sidste ende vælger at hjælpe Anatoly med at vinde det afgørende parti i slutningen af andet akt. Bjarne Langhoffs version af ”Pity The Child”, som på dansk er blevet til ”Stakkels det barn”, er et af musicalens stærkeste numre og en imponerende præstation, hvor overbevisende skuespil og en stærk vokal går op i en højere enhed.

Xenia Lach-Nielsen har som Florence Vassy en af de vigtigste roller i stykket, når hun først finder sig i for meget fra Trumper, dernæst får nok og vender ham ryggen, inden hun forelsker sig i fjenden og åbner sit hjerte blot for at få det knust. Der er mange facetter i hendes karakter, og det er altafgørende, at de alle kommer med, hvis vi skal få det fulde ud af stykket. For uanset om vi taler om det historiske drama eller kærlighedsdramaet, så står Florence for skud, og her kommer den anden af denne opsætnings geniale tilføjelser ind i billedet. Under et skænderi nævner Frederick Florences baggrund som ungarsk flygtning, frarøvet både sit hjem, sit land og sin far, og i det samme dukker Florence som barn op på scenen. Som et tavst spøgelse fra fortiden står hun ansigt til ansigt med den voksne Florence, og imens vi nu forstår, hvorfor Florence kæmper for sig selv og stoler på ingen, mærker vi skrøbeligheden. Jeg har aldrig haft svært ved at sympatisere med Florence, men med denne tilføjelse rammer hendes historie langt dybere og der tilføjes en ekstra dimension til en i forvejen dyb karakter. Jeg græder med hende over den tabte barndom, ler med hende på toppen af bjerget, hvor hun forelsker sig i Anatoly, og jeg græder med hende igen ved stykkets slutning, hvor hun mister den mand, hun elsker, og ender med intet. Xenia får alle nuancerne med, og hun kan nærmest ikke åbne munden, uden at der kommer gåsehudsfremkaldende vellyd ud, uanset hvor krævende hendes sange er.

Pernille Petersson har ikke megen tid eller plads til at gøre indtryk på os i rollen som Svetlana, men til gengæld har hun en af stykkets bedste sange. ”En anden piges historie” fortæller os, hvordan hun mødte Anatoly og forelskede sig i ham, men siden har måttet erfare, at han er gledet fra hende, selvom hun fortsat elsker ham. Af alle stykkets sangtekster er denne måske den bedste – på engelsk i hvert fald. På dansk fungerer den knapt så godt, om end den stadig er smuk. Pernille Petersson udnytter den tid, hun har på scenen, ikke mindst da hun står over for Florence og de sammen synger den danske version af ”I Know Him So Well”. Titlen er tankevækkende, fordi de to kvinder begge føler, at de endelig kender og forstår den mand, de elsker, men billedet de hver især tegner af ham, trækker i to vidt forskellige retninger. Fordi ingen af dem kender ham? Eller fordi han er begge de mænd?

Da jeg for knapt sytten år siden første gang oplevede ”Chess”, ville jeg have været tilbøjelig til at svare, at ingen i stykket fuldt ud kender Anatoly. For mig har han altid fremstået som en kompromisløs karakter, der ikke er specielt varm, men til gengæld fascinerende pga. netop den kompromisløshed. Sådan er han ikke denne gang. Måske fordi Stig er blevet ældre, måske fordi jeg er blevet ældre, måske en kombination af begge og helt sikkert, fordi de har tilføjet den søn til stykket. Når vi ser ham som far i begyndelsen af stykket, ser vi som sagt ind bag den stenstøtte, han ellers kan forekomme at være. Da han mødes med Florence på toppen af bjerget i Merano, føler hun sig presset, fordi hun ved, at det på alle måder ser mistænkeligt ud, at Freddie ikke er dukket op til det møde, hun har arrangeret. Anatoly mistænker hende da også et øjeblik for at være spion for Molokov, men lader hurtigt tanken ligge. I stedet hjælper han hende ud af den akavede situation og lader hende i samme omgang trænge ind bag den kolde facade. Han er charmerende, humoristisk og varm, hvilket gør det let at forstå, at hun forelsker sig i ham. Og vi tror på ham. Vi bliver ikke overraskede over, at han kan være sådan, for vi har allerede set et glimt af det tidligere. Også senere da Anatoly er rejst til England, spiller sønnen så stor en rolle, at det allerede nu er svært at forestille sig, at han ikke oprindeligt har været en del af stykket. For handlede det blot om de to kvinder, så er det svært at se, hvorfor Anatoly skulle føle sig splittet. Han elsker ikke Svetlana, og han længes ikke tilbage mod sit ægteskab. Hans kærlighed til Florence er derimod ægte og forsvinder ikke af, at hun til sidst bliver en brik i det politiske spil. Men han elsker også sin søn, og det er længslen tilbage mod ham, der splitter ham. Den splittelse er både lettere at forstå og lettere at sympatisere med, og Stig spiller rollen fremragende.

Det er let at fremhæve sangen som det største plus ved Stigs præstation. ”Anthem” eller på dansk ”Mit hjertes land”, som er den mest succesfulde af oversættelserne, er en vokal magtdemonstration, som lukker første akt med manér. Men også i ”Der, hvor jeg vil være”, ”Duetten på bjerget” og i min personlige favorit ”Slutspil” viser han sit format som sanger. Alligevel vender jeg tilbage til min evige pointe, for i mine øjne er og bliver Stig først og fremmest skuespiller – også selvom han synger lige så godt, som han spiller skuespil. Øjnene er sjælens spejl, og mine yndlingsskuespillere er dem, der formår at ændre selv deres blik, så vi på intet tidspunkt ser andet end den karakter, de spiller. Vi sad heldigvis så tæt på scenen, at vi kunne se Anatolys blik tydeligt. Anatolys, ikke Stigs. Lige så rig på nuancer, som hans sang er, lige så rigt på nuancer er hans skuespil. Når jeg en sjælden gang falder over en anmelder, der ikke anerkender det talent, bliver jeg ærgerlig. Ikke på Stigs vegne, for han er forhåbentlig ligeglad, men det er synd for de anmeldere, at de ikke ser det, og synd for de læsere, der tror på det. Og så ønsker jeg et øjeblik, at scenen blev skiftet ud med filmmediet, så vi kunne få lov at komme helt tæt på. For hvor Anatoly er lige så rolig og afdæmpet i sine bevægelser, som Frederick er alt det modsatte, er han til gengæld en langt dybere karakter. Med andre ord er der ikke de store udskejelser fysisk, og det er derfor tilsvarende vigtigt, at vi ser alt det andet. Omsorgen over for sønnen, kulden over for Molokov, kærligheden til Florence, desperationen, da han i andet akt presses fra alle fronter, og smerten, da han til sidst træffer sit valg. Vi er med hele vejen rundt i følelsesregistret. Som jeg havde det med Florence, har jeg det med ham. Jeg ler med ham, når han jodler på toppen af bjerget. Græder med ham, når han tager afsked med Florence, og tårerne løber ned ad hans kinder. Og smerten over afskeden sidder endnu i mig, når jeg mærker sorgen og lykken kombineret i hans hulken over at blive genforenet med sønnen.

Uanset om de vil det eller ej, bliver karaktererne i ”Chess” gjort til brikker i et spil, og præcis som i skak ofres de én efter én. Scenografien omkring dem er på én gang enkel og kompleks. Ved hjælp af lys og billeder, ændrer glasvæggen bag scenen sig løbende, så vi ser himlen over Merano, Budapest under angreb eller en sort væg, alt afhængig af hvilken stemning, der er brug for på scenen. Der er enkelte farverige kostumer og rekvisitter undervejs, f.eks. er Florence i andet akt klædt i farver, hvilket understreger hendes udvikling, men langt hen ad vejen er alt holdt i sort, hvidt og gråt. Alligevel er pointen klar: Kærlighed og had kan adskilles lige så lidt, som sorg og lykke – og intet her i tilværelsen er sort og hvidt.