At Tivolis pendant til den britiske ”Last Night of the Proms” er en festlig og også traditionsrig begivenhed var tydeligt, allerede inden aftenens stjerner med Stig Rossen, Maria Lucia og Susanne Elmark i spidsen gik på scenen lørdag d. 27/9 2014 i Tivolis smukke koncertsal. Selv en førstegangspromenadekoncertgænger som undertegnede fornemmede, hvordan den gode stemning spredte sig som en steppebrand i salen, fra det øjeblik folk indtog deres pladser. Bowlerhatte prydet med Union Jack side om side med nytårshatte og rød-hvide Dannebrogsflag. Det var lidt som en før-fest, der var så fuld af god energi, at den kun kunne gå over i et festfyrværkeri, når hovedpersonerne meldte deres ankomst. Men selv under den slags gunstige forhold er det vel aldrig en garanti eller en selvfølge, at koncerten bliver den succes, salen emmer af forventning om.
Promenadeorkestret lagde fra land, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette orkester i sig selv er en koncertbillet værd. Under kyndig og ikke mindst hyggelig ledelse af dirigent Bjørn Hyrup, er de en stemningsfuld og velklingende fornøjelse. Selvom jeg normalt ikke er begejstret for korsang, nød jeg faktisk også alt, hvad der blev leveret af det store og farverige Kantatekor med dirigent Torben H.S. Svendsen. Deres vokale udgave af en berømt, men i denne sammenhæng takket være min manglende korttidshukommelse navnløse, Ouverture, som egentlig er skrevet til instrumenter, fik mig til at le hjerteligt. Det havde næppe passet ind alle steder, men i denne sammenhæng var det herligt.
Det stjernestøv, der for alvor gjorde aftenen magisk, blev imidlertid leveret af de tre solister, Stig Rossen, Maria Lucia og Susanne Elmark. De tre bidrog hver især og sammen med et bredt udvalg af musikalske perler, der vækkede hele følelsesregistret.
Susanne Elmark demonstrerede sin imponerende stemmekontrol med svære arier, der i mine ører havde den fordel, at jeg under ingen omstændigheder ville have forstået teksten, hvilket dæmpede ærgrelsen over, at alle de smukke toner synges på bekostning af ordene. For en tekst-fanatiker som mig lagde det til gengæld lidt en dæmper på min begejstring, når selv de engelsksprogede sange blev til utydelige lyde. Men så strålede hun i anden afdeling med ”Diamonds Are A Girl’s Best Friend” og ”Time To Say Goodbye”, sidstnævnte i skøn duet med Stig Rossen, og straks var enhver, tidligere mishandling af ord tilgivet. Desuden har hun en vidunderlig måde at indtage scenen på – selvironisk krukkeri leveret med glimt i øjet og afvæbnende charme.
En anden vindende sjæl, der lyser op, så snart hun bare nærmer sig scenen, er Maria Lucia. Så smuk, sød og talentfuld, at det næsten burde forbydes. Men også kun næsten, for vi ville så nødig undvære hende. Alt, hvad hun leverede ved denne koncert, var skønt, men særligt ét nummer tog hele salen med storm. Nogle sange er blevet sunget så mange gange, at de næsten har mistet deres magi. ”Somewhere Over The Rainbow” er en af dem. Alligevel er jeg sikker på, at Judy Garland selv sad der på scenekanten med en bevæget tåre trillende ned ad kinden, da Maria Lucia sang den ellers så fortærskede klassiker så fortryllende smukt, at jeg helt glemte alle de tusinde gange, jeg har hørt den før, og overgav mig fuldstændig til øjeblikket. Det efterfølgende bifald, der næsten ikke var til at stoppe igen, var fuldt ud fortjent.
Det kræver sin mand at dele scene med to af Danmark absolut mest vidunderlige og dygtige sangerinder, men Tivoli havde valgt den rette til opgaven. Med sin sædvanlige lune facon indtog Stig Rossen sin plads på scenen, og uanset om det var klassikere af Poul Bundgaard, Frank Sinatra eller Disney rummede hver eneste sang den indlevelse og det nærvær, der giver en ekstra dimension til alt, hvad Stig fortolker. Smukkest var i mine ører filmhittet fra ”The Mission”, Ennio Morricones ”A Rose Among Thorns”, og selvom Stig denne aften snarere var a rose among roses, så var det denne sang, der blev hængende i mig, da lyset blev slukket, og festen var forbi.
Det var en fest! Fra start til slut. Det var min første promenadekoncert, og det bliver ganske afgjort ikke den sidste. Derfor, kære, dygtige, skønne mennesker, selvom I på jeres egen skæve, humoristiske, afvæbnende, uhøjtidelige manér sang versene i netop denne sang så stygt, at det var de indledende runder af X-Factor værdigt: Thank you for the music!
mklintm 