Jeg tilstår: Varde Sommerspil stod ikke på min bucket liste. Faktisk var det nok blandt det sidste, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle bruge en regnfuld sommeraften på. Men nu er vi her alligevel – på ferie i området – og Jesus Christ Superstar er på plakaten.
Der er ingen anden musical, jeg har dyrket så intenst uden at have oplevet den live en eneste gang. Jeg ELSKER den musical, og Gethsemane er i mine øjne den bedste musicalsang nogensinde. Når jeg ikke har set Jesus Christ Superstar live, har det været et aktivt fravalg baseret på to primære grunde: Den første grund er, at jeg græder som pisket, når jeg hører musicalen. Bevares, jeg græder også et mindre hav, når jeg ser mange andre musicals, men den her gør bare ondt på en anden måde. Måske fordi den er så blottet for trøstende ord og lysegrønt håb. Jeg har simpelthen ikke haft mod på at sidde i den oplevelse live. Den anden årsag er, at jeg er kræsen, når det kommer til Jesus. Jeg har hørt Gethsemane i mange udgaver, og som nævnt er den min absolutte favorit, når den sidder lige i skabet; det gør den bare så sjældent. Derfor var det i virkeligheden heller ikke det faktum, at der står Jesus Christ Superstar på plakaterne, der lokkede mig til Friluftsscenen i Varde. Det var Thomas Høj Falkenbergs navn, der gjorde udslaget.
Jeg har efterhånden oplevet Thomas Høj i en lang række roller, og han imponerer ikke bare igen og igen, men også mere og mere. Stort set hver gang er han den unge helt – i begyndelsen den lidt naive, på det seneste den lidt mere nuancerede, men ikke desto mindre den velsyngende, pæne og på alle måder elskelige helt. Jesus er ikke den helt. Jesus er til tider virkelig irriterende, når han veksler mellem selvfed og selvmedlidende, og flere steder kræver rollen en sanger, der tør afvige fra det pæne. Jeg ved egentlig ikke, om jeg var spændt på, om Thomas Høj ville kunne løfte den opgave. Det tror jeg, at jeg tog for givet, at han ville kunne. Jeg var bare spændt på at opleve det.
I får ikke nogen baggrundshistorie for Varde Sommerspil, for jeg har ikke brugt tid nok på at sætte mig ind i, hvor jeg var, eller hvem de er. Derfor får I bare den helt umiddelbare første oplevelse af 7-kanten, den vestjyske amatørscene. Der er garanteret en lang række amatører både på og bag scenen, men det er svært at se. Ikke at de er der, men at de er amatører. Der er hevet to professionelle ind i de bærende roller – Thomas Høj Falkenberg i rollen som Jesus er naturligvis den ene, og Teit Samsø i rollen som Judas er den anden. Når man sætter professionelle ind blandt mindre professionelle, kan de enten stjæle rampelyset og alt fokus i forestillingen, eller de kan fungere som den løftestang, der bærer og spiller hele holdet bedre. I det her tilfælde løfter de. Selvom Judas er i modvind meget af tiden, er det i virkeligheden mest åbenlyst Teit Samsø, der løfter feltet, når han f.eks. rocker igennem med titelsangen, imens Jesus er på vej til sin korsfæstelse. Samsø balancerer hele tiden mellem aggressivitet og følsomhed, styrke og skrøbelighed og ikke mindst mellem afklarethed og fortvivlelse. Det gør ondt helt ind i sjælen at se ham påtage sig rollen som den, der forsvarer sagen ved at angive sin leder og ven. En rolle, han selv har svært ved at gennemskue, om han påtager sig frivilligt. I et spil, hvor alt lader til at være bestemt på forhånd, bruges han til de måske sværeste træk. Jeg ved ikke, om jeg savnede energi i ”Superstar”, eller om jeg bare ikke var helt modtagelig. Det sidste er sandsynligt. Til gengæld var jeg blæst bagover flere gange undervejs og særligt under den sidste nadver, hvor Jesus konfronterer sine disciple med den kendsgerning, at én blandt dem vil fornægte ham, imens en anden vil forråde ham. Her får vi for alvor følelsen af, at Judas i bund og grund ikke har noget andet valg end at påtage sig den rolle, han har fået tildelt. Spillet mellem Høj og Samsø emmer af det had og den kærlighed, som er nødvendig, for at vi kan forstå de menneskelige dilemmaer i skildringen af Judas.
Og ja, så skinner det da igennem, at Andrew Lloyd Webber har givet Kajfas toner, ingen mand skulle tvinges til at synge, men pyt, for resten går så fint. Mette Hebsgaard er f.eks. en ægte, smuk og velsyngende Disney-prinsesse-version af Maria Magdalene, imens Neklas Klausen og Jesper Ulbæk Andersen brillerer som hhv. Herodes og Pilatus. De to sidstnævnte har fhv. få øjeblikke til at skinne i, men de øjeblikke griber de. Det gælder faktisk for alle på scenen, at de giver alt, hvad de har i sig fra start til slut. Det samme gør de bag scenen – eller rettere inde i scenen, hvor orkestret er placeret. Det er bl.a. virkelig fedt og helt i rockmusicalens ånd, at guitaristen får lov til at træde ud på scenen et par gange.
Scenen er i flere niveauer, hvilket skaber liv. Det er enkelt og effektivt med hæve/sænke-funktion flere steder, så de få rekvisitter elegant tilføres og fjernes efter behov. Det er dystert, og folket, der begynder i farverige looks, bliver undervejs hadefulde, klædt i mørke kutter, og i en sekvens har de masker i nakken, hvilket understreger deres falskhed. For Judas havde jo ret hele vejen igennem; der var noget galt, og det var nået derud, hvor Jesus ikke længere havde den nødvendige kontrol. Men selvom Judas meget symbolsk er klædt i sort, imens Jesus er klædt i hvidt, er intet så simpelt. I templet, hvor flertallet er letlevende kvinder og gamblende mænd med egen vinding for øje, er der også den ene, der i virkeligheden havde brug for Jesus. Han går rundt ude i siden af scenen og minder os om, hvad det er, Judas anklager Jesus for at være blind for. I stedet for at se den ene, der burde ses, bliver Jesus overvældet og sender alle ud af templet. Det er lige her, han er mest irriterende, for åh, hvor har han ondt af sig selv. Alligevel er det svært ikke at få medlidenhed med ham kort tid efter, når han i sin velmente godhed bliver skubbet, hevet og flået i fra alle sider af de trængte, der ønsker hans hjælp. Jesus er selv den første til at understrege, at han blot er et lille menneske. Det meste af tiden er han splittet mellem visheden om den skæbne, der uundgåeligt venter, og følelsen af at være et menneske, der i bund og grund er bange for at leve og dø forgæves.
Og med det er det på tide at vende tilbage til Thomas Høj Falkenberg og hans fortolkning af den på godt og ondt meget menneskelige Jesus. Var han irriterende? Oh yes. I første del af stykket nåede jeg at overveje, om det ikke kunne være sjovt at se ham i sådan en ægte skurkerolle en dag. Der er i hvert fald ingen grund til at betragte helterollen som en bås bygget af begrænsede evner – overraskende nok kan Thomas Høj i glimt være meget lidt elskelig. Men så er der alligevel de der skrøbelige øjeblikke, hvor vi mærker, at Jesus ikke er et dårligt menneske – han er bare et menneske med alt, hvad det indebærer af fejltrin, tvivl og frygt. Og det var jo sådan set hele meningen med det projekt, Gud havde gang i. I den her udlægning af fortællingen er det meget svært at skelne entydigt mellem rigtigt og forkert, og det eneste, der træder tydeligt frem er, at loyalitet ikke nødvendigvis findes de mest åbenlyse steder, og at folkestemning er en lunefuld størrelse, det er værd at være kritisk overfor.
Nå men, ikke overraskende et tjek på skuespilfronten for Thomas Høj Falkenbergs vedkommende. Sangmæssigt? Jeg har ved tidligere lejligheder nævnt, at træfsikkerhed lader til at være et af de ultimative kendetegn ved Thomas Højs vokale præstation. Det lyder bare altid godt, når han synger! Medmindre det ikke skal lyde godt åbenbart. For her, hvor det skal være desperat, udpint og fortvivlet, er det, præcis hvad det er. Det kan han med andre ord også, og Gethsemane skar i hjertet, som den kun gør, når vægtningen mellem ord, følelser og toner er på plads. Jeg græd stort set hele andet akt. Jeg græd på vej til min bil og hele vejen hjem til sommerhuset. Jeg græder også nu. Jesus Christ Superstar er en fed musical med fantastiske sange, men det er også en grufuld fortælling, der sætter tanker i gang om religion, om godt, ondt og alt det, der er et sted midt imellem. Jeg er glad for, at jeg endelig tog mig sammen til at opleve den live.
Lad dig ikke afskrække af vejrudsigten. Det er på sin vis ganske passende, at himlen åbner for sluserne og græder sammen med os andre. Noget af det sidste, de synger på scenen, er: “Ku’ vi starte forfra?” og for min skyld kunne vi godt. Jeg sad der gerne igen i morgen, hvis jeg altså er holdt op med at græde inden da. Om du ser det flere gange eller blot en enkelt gang er op til dig, men lad anbefalingen herfra være klar og entydig: Sæt Varde Sommerspil 2022 på din busket liste.
mklintm 