Der findes historier, der fortjener at blive fortalt igen og igen af den simple årsag, at de er så smukke og vedkommende, at deres aktualitet aldrig ophører. Victor Hugos ”Les Misérables” er en af dem, og lige nu kan en dansksproget udgave af Alain Boublil og Claude-Michel Schönbergs musicalversion opleves på Aarhus Teater. Sagde jeg kan opleves? Jeg mener selvfølgelig skal.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har et helt særligt forhold til lige netop den her historie. Victor Hugos vidunderlige roman er i mine øjne et af de mest sublime værker, der nogensinde er skrevet. Hans personskildringer alene tåler at blive nydt igen og igen. Jeg har læst bøgerne utallige gange i adskillige udgaver, og jeg bliver aldrig nogensinde træt af historien om galejslaven, der takket være nåde og næstekærlighed ledes hen på den vej, der, uanset hvor insisterende fortidens helvede ånder ham i nakken, leder ham sikkert tilbage til Gud.
Lad os ridse musicalens handling op så kort, det lader sig gøre.
I prologen ser vi, hvordan Valjean sættes fri fra galejerne, blot for at måtte erkende, at friheden er bitter, når man har et gult pas, der stempler én som tidligere straffet og fortsat farlig. Først da han møder den barmhjertige biskop Myriel af Digne, oplever han at én ser bag papirerne og ser resterne af et menneske og en nedbrudt sjæl. Valjean misbruger biskoppens tillid og stjæler hans sølvtøj, men pågribes den efterfølgende morgen af to gendarmer, der fører ham tilbage til biskoppen. Her har den bestjålne alle chancer for at sende Valjean direkte tilbage til galejernes helvede, men i stedet vælger han at fortælle gendarmerne, at Valjean har talt sandt, da han påstod, at sølvet var en gave. Med sig bringer biskoppen to store sølvstager, som han giver Valjean med de skæbnesvangre ord om, at han med dette sølv køber galejslavens sjæl fri fra det onde og giver den tilbage til Gud.
Da vi ser Valjean igen, er der gået otte år, og han optræder nu under falsk identitet som Monsieur Madeleine i byen Montreuil-sur-Mer. Takket være held og kløgt har han styrket byens industri og er nu ejer af en stor fabrik samt borgmester i den lille by. På sin fabrik har han ansat en gruppe kvinder, heriblandt en ung pige ved navn Fantine. Der opstår uro blandt kvinderne, da det kommer frem, at Fantine har en datter, som hun har efterladt hos et kroværtspar, til hvem hun sender alt, hvad hun tjener. Madeleine beder fabrikkens formand om at tage sig af sagen og bringe ro. Han vender selv ryggen til, men understreger dog, at sagen skal løses med så megen tålmodighed som muligt. Formanden, der er en mildest talt ubehagelig mand, smider Fantine på porten og giver indtryk af, at han længe har haft lyst til at straffe den dydige pige, der afviser alle hans tilnærmelser. Overladt til et liv på gaden sælger Fantine ud af alt, hvad hun ejer. Først et smykke, dernæst sit hår og til sidst sin krop. Hun opgiver alt, hvad hun har, og alt, hvad hun er, i håbet om at redde sin datter. Da hun en aften bliver antastet af en dybt urimelig mand på gaden, reagerer hun frustreret ved at rive manden til blods. Han tilkalder politiinspektør Javert, som vi straks genkender som den fangevogter, der satte Valjean fri otte år tidligere. Da Javert vil anholde pigen, griber Madeleine, som har fulgt med på afstand, ind. Han underkender Javerts ordre, beder ham sætte pigen fri og lader hende føre til hospitalet. Straks efter er der på ny uro på gaden, da en fragtmand ved navn Fauchelevent ved et uheld kommer i klemme under sin tungt læssede vogn. Fauchelevent er dødsdømt, hvis ingen griber ind. Madeleine smider resolut sin jakke og risikerer sit eget liv, da han med en galejslaves næsten overmenneskelige styrke løfter vognen, så den stakkels fragtmand kan trækkes fri. Javert konfronterer Madeleine med det faktum, at han i hele sit liv kun har set én mand, der kunne have gjort det, borgmesteren netop gjorde. Manden var Jean Valjean, en tidligere straffet og eftersøgt forbryder, men selvom Javert påpeger den slående lighed, konstaterer han i samme åndedrag, at der ingen sammenhæng kan være, da man netop har pågrebet Jean Valjean, som skal stilles for en dommer samme dag. Den virkelige Jean Valjean har nu to muligheder: Han kan leve i varig fred med visheden om, at han ikke længere er eftersøgt, eller han kan frelse den uskyldige, der er ved at blive dømt i hans sted, og vende tilbage til det helvede, han endelig var så langt borte fra. Valjeans første indskydelse er at gribe ind, angive sig selv og dermed miste alt, hvad han har opbygget. Når han tøver, skyldes det primært visheden om, at hans fald også vil medføre et alvorligt fald for de mange mennesker i byen, der er afhængige af ham og hans virke. Han dømmer det meste af en by til undergang og fattigdom, hvis han angiver sig selv. Til gengæld ved han også, at han kun kan frelse sin sjæl, hvis han adlyder sin samvittighed og selv tager den plads, der venter på galejerne. Gør han det ikke, vil han være fordømt. I erkendelse af at valget allerede blev truffet for ham den dag, han lod biskoppens ord trænge ind og overgav sin sjæl til Gud, afbryder han til sidst retssagen og afslører sig selv som Jean Valjean. Da ingen arresterer ham i retten, går han derfra og tager straks hen til Fantine, hvor han af en sygeplejer får at vide, at den unge kvinde er døden nær. Fantine taler i vildelse og går bort kort efter, beroliget af Valjeans tilstedeværelse og løfte om, at han fra nu af vil sørge for hendes datter Cosette. Da Fantine har udåndet, knæler Valjean ved siden af hende, og imens han er optaget af bøn, dukker Javert op, lige dele vred over at være blevet bedraget og skadefro over at have haft ret helt fra starten, men Valjean er endnu ikke klar til at give op. Han beder om tre dage til at hente Cosette, men politiinspektøren, der ikke kender til medfølelse, er urokkelig, og derfor må Valjean i stedet bruge sin fysiske overlegenhed til at undslippe.
Ved Montfermeil møder vi Fantines lille datter Cosette, der lever som husslave for kroværtsparret Thenardiers, der forguder deres egen datter, Eponine, imens de misrøgter Cosette. Den lille, forældreløse pige sendes ud efter vand, og da hun går alene og skræmt i den mørke skov, møder hun Valjean. Barnet, der hele sit liv forgæves har søgt efter tryghed og kærlighed, er instinktivt beroliget af Valjeans nærhed, og han bærer den tunge spand, imens de sammen går tilbage til byen. Hos Thenardiers køber Valjean Cosette fri ved at betale Fantines gæld af plus adskillige, urimelige udgifter, kroværterne opdigter, da de øjner en mulighed for at tjene nemme penge. Allerede da Valjean og den lille pige kort efter forlader stedet, er der opstået et ubrydeligt far/datter-bånd imellem dem; en gengældt afhængighed og en gengældt, ren kærlighed, ingen af dem hidtil har kendt til.
Ni år passerer, og de to lever et fredeligt liv i Paris’ mylder. Cosettes liv er præget af tryghed, men også af isolation. Valjeans liv er opfyldt af kærligheden til Cosette, men samtidig er han evigt angst for igen at blive indhentet af fortidens skygger. Samtidig begynder Paris at røre på sig. En gruppe unge studenter planlægger et væbnet oprør, og i spidsen for dem står to unge mænd, Marius og Enjolras. Kort inden slaget skal stå, møder Marius tilfældigt Cosette, og de to forelsker sig straks. Thenardier, der nu lever i Paris som leder af en organiseret gruppe forhærdede kriminelle, er tæt på at få afsløret Valjean, der herefter igen er jaget vildt af Javert, som skæbnen hele tiden placerer lige i nærheden af den tidligere galejslave. Thenardiers datter, Eponine, er ulykkeligt forelsket i Marius, men hjælper til trods for dette Marius med at finde Cosette. Hun frelser desuden både Cosette og Valjean med et advarselsskrig, da Thenardiers forbryderbande skal til at trænge ind på deres grund. Valjean vil herefter flygte til England sammen med Cosette og forbereder hurtigt deres afrejse. Cosette og Marius er begge ulykkelige ved udsigten til at skulle skilles, og da Marius samtidig har alle sine kammerater på barrikaden, vælger han at tilslutte sig deres kamp. Han skriver et afskedsbrev til Cosette, som han beder Eponine om at aflevere. Eponine giver brevet til Valjean, der i første omgang forfærdes over, at hans datter er blevet voksen, at deres indbyrdes afhængighed ikke længere er i balance, og at hun er klar til at leve sit eget liv. I anden omgang indser han, at han må redde den mand, der kan give Cosette den lykke, Valjean har svoret, at han aldrig vil nægte hende. Han drager derfor til barrikaden, som Eponine kort forinden er vendt tilbage til så hårdt såret, at hun dør i armene på Marius. På barrikaden finder vi også Javert, der agerer spion bag fjendens linier. En lille dreng ved navn Gavroche genkender imidlertid politiinspektøren og angiver ham. Efter en heftig skududveksling mellem barrikadens ildsjæle og soldaterne har Valjean bevist sin troskab overfor studenterne, og han får efter eget ønske tilladelse til at dræbe spionen Javert. Bevæbnet med både kniv og gevær konfronterer han den mand, der så længe har forfulgt ham. Javert anser det kun for passende, at galejslaven nu får mulighed for endelig at gøre det af med ham, men Valjean gør Javerts forventninger til skamme, da han løslader ham uden forventning om gengældelse. Han bærer ikke nag mod inspektøren, som blot har gjort, hvad hans pligt bød ham. Da den næste og sidste voldsomme kamp på barrikaden sætter ind, dræbes den heltemodige, lille Gavroche af soldaternes kugler, og herefter omkommer de unge mennesker én efter én. Marius bliver såret, men Valjean kaster sig ned foran ham og skærmer ham for kugleregnen. Da Enjolras som den sidste af studenterne er faldet, flygter Valjean med Marius på skuldrene gennem Paris’ skumle kloakker. Ligene ligger spredt over det hele, og Thenardier tager for sig af alle, tænkelige værdier. I den tro at Marius er død, tager han hans ring, men flygter, da det går op for ham, at Valjean, der ligger udmattet ved siden af Marius, endnu er i live. Valjean slæber Marius videre, men mødes af Javert, der igen har muligheden for at afslutte galejslavens liv. Til sin egen skræk erkender politiinspektøren for sig selv, at han ikke kan slå Valjean ihjel. Han indser, at der findes noget, der er hævet over loven, hvilket bliver hans endeligt. Imens Valjean bringer Marius hjem uden at afsløre for nogen, at det er ham, der er redningsmanden, kaster Javert sig ud fra en bro.
Reddet og i bedring begræder Marius sine døde venners triste skæbne, og han forfærdes dels over, at han selv er i live, mens vennerne er borte, og dels over, at han fortsat ikke ved, hvem der bar ham væk fra barrikaden. Cosette forsøger at opmuntre ham ved at minde ham om, at de nu skal leve resten af deres dage sammen. Valjean har opnået frihed ved Javerts død. Loven ånder ham ikke længere i nakken, men Cosette, som var det eneste, han i virkeligheden levede for, har ikke længere brug for ham, og hans samvittighed giver ham nu kun et valg. Han må angive sig selv overfor Marius, fortælle om sin baggrund og drage bort, så Cosette kan leve frit. Det er uden tvivl den hårdeste beslutning, Valjean tager, og det bliver hans sidste. Da han har betroet Marius sandheden om sin fortid, vender den unge mand ham ryggen, og Valjean forbereder sig på at dø i ensomhed den selv samme dag, hvor hans elskede Cosette bliver gift. Ved brylluppet dukker Thenardiers op igen. De har i sinde at presse penge ud af Marius ved at komme med vigtige afsløringer om Valjean. Monsieur Thenardier fortæller, hvordan han natten efter det endelige slag på barrikaden så Valjean bære et lig gennem Paris’ kloakker. Som bevis har han den ring, han stjal fra Marius’ finger. I samme øjeblik indser Marius, at hans redningsmand er den mand, han netop har vendt ryggen. Han griber Cosettes hånd og tager hende med hen til Valjean, der et kort øjeblik lyser op, da de unge mennesker er hos ham. Han når at aflevere et skriftemål til Cosette, og fortæller hende kort om hendes moder, inden han går bort, hentet af de døde, der gik i forvejen. Biskoppens plan for galejslaven fuldføres, da Valjeans sjæl bæres hjem til Gud.
Handlingen er kompleks, og den er kraftigt komprimeret her i musicalversionen, så jeg forstår godt, hvis man kan føle sig lidt sat af undervejs, hvis man ikke på forhånd kender historien. Derfor er det nok også fint, at de på Aarhus Teater har valgt at fremføre stykket på dansk. Alligevel savnede jeg den engelske tekst, som, jeg synes, er fuldstændig fantastisk. Sammenlignet med den oprindelige danske oversættelse, var der dog tydeligvis foretaget nogle ændringer undervejs, der fik det værste af det arkaiske pillet ud af teksten, samtidig med at ordlyden flere steder lod til at være kommet tættere på den engelske version. Det hjalp meget.
Scenografien er speciel. Midt i det hele står et stort, tilsyneladende dødt træ, over hvilket der svæver en voldsom tornekrone. Det religiøse tema er dermed stærkt repræsenteret, hvilket passer fint sammen med flere af de væsentligste scener i historien. Mærkværdigere synes da også den store guldramme, der fylder særligt den ene side af scenen op. Jeg tilstår gerne, at der gik nogle minutter, før jeg var færdig med at stirre undrende på det gevaldige Eckersberg-maleri, der er flået i stykker i den ene side. Men det giver mening. Motivet på maleriet er et italiensk landskab, men det er fuldstændig ligegyldigt, det kunne være hvor som helst. Når stykket trækkes ind i en dansk kontekst, befinder vi os midt i guldalderen, som for de fleste er uløseligt forbundet med idylliske landskabsmalerier og lidenskabelige fædrelandssange. Hugo rev glansbilledet i stykker, da han skrev et godt og vel 1200 sider langt værk om de elendige, om samfundets skyggeside, undertrykte og opgivne sjæle, et stærkt dominerende styre og en generation, der havde mere kampånd og mod, end de havde opbakning fra det folk, hvis frihed de kæmpede for. Hos biskoppen af Digne og ved studenternes planlægning af oprøret optræder guldrammen desuden i en mindre udgave, og her er der blot nogle enkelte rester af maleriet tilbage. Jo mindre, der er af billedet, desto tættere er vi på det vigtigste, på sandheden. Det er heftig symbolik presset ind på en fhv. lille scene, og jeg er glad for, at jeg havde muligheden for at forholde mig til det, inden selve forestillingen gik i gang. Men samtidig med at det er tæt på at blive for meget, er der også noget tankevækkende over et teaterstykke, der i dén grad tør give indtryk af at være kunst med et budskab, der er vigtigere end virkelighedstro skildringer. Og virkelighedstro bliver en musical vel i hele sin natur aldrig. Til gengæld har den med sin kombination af musik, sang og skuespil en helt enestående evne til at formidle alle de stærkeste følelser, og det er måske netop derfor, genren egner sig så godt til en historie som denne.
Jean Valjean er den mest vidunderlige karakter og det smukkeste, mest inspirerende menneske, der aldrig har levet. Han er mere end bare hovedpersonen i ”Les Misérables”. Han er selve kernen og sjælen, og hele stykket står og falder derfor også med ham. Alt for ofte har jeg set film, serier og teaterstykker falde allerede i de indledende scener, når Valjean præsenteres første gang. Jeg ved ikke, hvad grunden er, men i stort set alle versioner, jeg har set, har han enten været for vag, poleret eller sørgmodig. Galejslaven er ingen af delene, da han løslades efter at have afsonet 19 år, 5 for at have stjålet et brød og resten for adskillige flugtforsøg. Lovens arm greb en af de mange elendige; en simpel mand, der kæmpede for at brødføde sin søster og hendes syv børn. Da systemet lænkede ham, fratog ham hans navn og gav ham nummeret 24601, gjorde de ham til et dyr. Der er kun to væsentlige ting i Valjeans tanker, da han forlader galejerne: Had og hævn. Det er sjældent en skuespiller på så kort tid, som scenerne med galejslaven varer, formår at udtrykke denne ondskab, så den gør indtryk. Men ondskaben er altafgørende, for kun gennem den forstår vi fuldt ud, hvilken skæbnesvanger indgriben biskoppen foretager, da han køber Valjeans sjæl fri fra det onde og giver den tilbage til Gud. Biskoppen ser et sidste håb for den nedbrudte og hadefulde mand, der misbruger hans tillid og bestjæler ham. Det er hans tro på, at Valjean endnu besidder en sjæl, der er katalysatoren. I virkeligheden knækker han Valjean, giver ham det endelige og nødvendige slag, hvorfra han kan rejse sig som et nyt menneske.
Mine forventninger til Stig Rossens Jean Valjean var tårnhøje, men jeg var alligevel spændt på, om han nu virkelig også formår at få det rå og vilde frem i karakteren. Til min store glæde kunne jeg ret hurtigt konstatere, at det gør han. Overfor Javert er det en stærkt trykket galejslave, der står foran os med et ladt gevær pegende mod sig hele tiden. Underkuet har han blikket stift rettet mod jorden det meste af tiden, men når han en sjælden gang kigger op, skinner kulden igennem. Et vildt dyr, der holdes nede, men som uden tvivl vil dræbe, hvis chancen byder sig. Han fremstår derfor også i glimt som decideret farlig, da han efter sin løsladelse mødes af mistillid og uretfærdighed i det samfund, hvor han som tidligere straffet regnes for mindre end en hund. Men det er en besynderlig balancegang, Stig rammer her. Samtidig med at han er dybt usympatisk, da han eksempelvis med hån og spot i stemme og handling stjæler biskoppens sølv, er der noget hjerteskærende og skrøbeligt over ham, når han i en enkelt sætning indskyder, at hvert et skridt ude i friheden gør ondt. Det skrøbelige tager over, da han modtager sin benådning og endelig for alvor kan betragte sig selv som fri. Da han bliver gjort opmærksom på, at han har en sjæl, genopstår hans samvittighed, og han bryder sammen af skam over sine egne handlinger. Da prologen slutter, flår en grædende Jean Valjean sine papirer i stykker og den mand, der blev sendt på galejerne, dræbt i ånden og dernæst frelst af tilgivelsen, bliver endnu engang tilintetgjort.
Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre indledning end denne. For en gangs skyld skabes der fra start af det solide fundament, som hele resten af fortællingen skal bygges på. Vi forstår Valjeans godhed og hans milde, overbærende væsen, der under selv de hårdeste prøvelser lader sig lede af sin samvittighed og helt undviger det bitre had, bebrejdelserne og hævngerrigheden. Lige så meget kulde, som Stig kaster ud over scenekanten i de indledende scener, lige så altomsluttende en varme spreder han i resten af stykket. Fysisk er han i topform, hvilket han blandt andet demonstrerer, da han uden at virke synderlig anstrengt synger, så det er en fryd, samtidig med at han bærer en hårdt såret Marius på ryggen. Vokalt bliver han bedre og bedre stykket igennem – om det er bevidst eller ej, ved jeg ikke, men det fungerer som en fin understregning af Valjeans udvikling. Den store solo ”Bring ham hjem” har jeg aldrig hørt sunget smukkere på dansk, den leveres sikkert og intenst. Alligevel er sangen ikke det væsentligste ved Stigs præstation, det er uden tvivl skuespillet. Hans tilstedeværelse og indlevelse er eminent, hvilket måske tydeligst kommer til udtryk i den scene, hvor han går til bekendelse overfor Marius. Det gør ondt langt ind i sjælen, når den fysisk så robuste mand bryder sammen i en sorg, der føles lige så ægte som de tårer, der strømmer ned ad hans kinder.
Det er fantastisk at opleve en skuespiller, der ikke er bange for at give sig selv fuldt ud og dermed formår at rumme den bitreste ondskab, den reneste godhed, den varmeste kærlighed og den dybeste sorg – alt sammen i ét og samme stykke. Konklusionen er klar: Fra start til slut ELSKER jeg den her skildring af Jean Valjean. I mine øjne kunne Stig med denne præstation bære hele stykket hjem, men han behøver heldigvis ikke gøre det, for med sig på scenen har han et helt hold af velvalgte og dygtige medsangere og –skuespillere.
Peter Jorde leverer en fantastisk, manisk Javert, som for én gangs skyld vækker et strejf af medlidenhed i mig, når han til sin egen fortvivlelse lader Valjean gå fri og ser sin verden gå til grunde. Javert er en ekstrem karakter, som aldrig må forfladiges til at være en simpel skurk. Jorde får det kyniske og ekstreme fint frem, og karakteren får lov at udvikle sig gennem stykket, uden at effekten af det endelige stød, der tilintetgør ham, mindskes. (En tiltrængt og skarp kontrast til sidste års filmversion, hvor Russell Crowe instrueret af Tom Hooper i mine øjne fuldstændig spolerer karakteren.) Det er smukt – og så er det i øvrigt imponerende, hvor tydeligt Peter Jorde formår at synge alle de mange(!) ord. Det er behagelig nemt at høre teksten, hvilket giver overskud til fuldt ud at nyde hans vidunderlige stemme. Javert er personificeringen af loven, af samfundets paragrafstyrede syn på retfærdighed, han er systemets fravær af barmhjertighed og tilgivelse. Hans ekstremitet gør ham umenneskelig, men ond er han ikke.
Det er derimod Anders Bircows Thenardier. Ond og klam, så det løber én koldt ned ad ryggen, når han er på scenen. At agere comic relief i et stykke, der ellers er så tungt og trist, at enhver stilhed på scenen besvares af snøften og hulken fra publikum, er ikke nogen nem opgave, men Bircow rammer den altafgørende balance fint. Han underholder, uden at han på noget tidspunkt giver os lejlighed til at tvivle på hans ondskab. Vi griner, samtidig med at vi hader ham.
I både bogen og musicalen er der kun én karakter, jeg aldrig har holdt ubetinget af. Marius er i mine øjne en vag og irriterende størrelse, der i fortællingen fanges mellem studenterne og kærligheden. Under normale omstændigheder efterlader det den unge mand som en, pardon my French, vattet nar på barrikaden, hvor han har mere travlt med at begræde tabet af Cosette, end han har med at kæmpe for sin sag. Til min store glæde og overraskelse formår Thomas Høj faktisk at give karakteren lidt kant, når han tilføjer temperament og en mere åbenlys frustration. Derudover giver han indtryk af, at hans deltagelse på barrikaden er et valg, han træffer, og ikke blot et udtryk for hans livslede ved udsigten til en tilværelse uden Cosette. Hans principfasthed kommer også til udtryk, da han nægter at række Valjean hånden, efter galejslavens fortid er afsløret. Det fungerer virkelig godt, og i mine øjne redder det karakteren. Når Thomas Høj samtidig synger vidunderligt, er det svært at være kritisk.
De tre bærende kvinderoller imponerede også. Skuespilmæssigt er rollen som Cosette noget tynd, men sangmæssigt lader Isabel Schwartzbach intet tilbage at ønske. Christina Elisabeth Mørkøres Fantine minder mig til forveksling om den Fantine, vi får beskrevet i bogen, og særligt hendes dødsscene er betagende. Hendes næsten konstante, ironiske og desperate ”smil” afspejler hendes indre sindstilstand, og når det i glimt erstattes af et ægte, varmt smil, sender den skærende kontrast visheden om hendes hårde og uretfærdige skæbne helt ind i hjertet på os. Endelig er Mercedesz Csampais Eponine helt igennem skøn. Med en smuk, sjælfuld stemme og et vidunderligt, udtryksfuldt ansigt er hun den bedste Eponine, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at opleve.
Som helhed er ensemblet stærkt, og som altid var det særligt de unge på barrikaden, der ramte mig. Der er en betagende sammenblanding af frygt, kampgejst, håb og modløshed bag barrikaden. Når de græder, griner og slås, er det umuligt ikke at lade sig rive med. Derudover var jeg imponeret over, hvor let og elegant der skiftes fra scene til scene. På intet tidspunkt blev jeg revet ud af stemningen, fordi der var en overgang, der føltes forkert. Det er godt gået, for det er et tætpakket program, de kære mennesker på scenen har. Kunne noget have været gjort bedre? Jeg ved det ærlig talt ikke. Der er så rigeligt, der virker, at alt andet forekommer ligegyldigt. Der opstår et af de sjældne, altopslugende og befriende øjeblikke, hvor tid og sted ophører med at eksistere.
Da tæppet faldt for sidste gang, var det sidste, jeg havde lyst til, at slippe den stemning, jeg lige havde været opslugt af. Selvom jeg havde det lidt, som om de flåede hjertet ud af brystet på mig i prologen og spillede stikbold med det resten af stykket igennem, havde jeg lyst til at blive lige der i fortællingens magiske univers. Jeg havde det af gode grunde, som om jeg havde grædt uafbrudt i tre timer; bragende hovedpine og en knugende fornemmelse, der mest af alt minder om sorg, indeni. Den knugende fornemmelse sidder der endnu, men ud fra den spirer et håb.
”Les Misérables” handler om tro. Troen på Gud. Troen på idealer. Og mere end noget andet om troen på mennesket.
Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.
K.E. Løgstrup
Det er et enormt ansvar og et endnu større privilegium. I enhver situation har vi selv ansvaret for, hvordan vi handler. Uanset hvor hårdt vi slås omkuld, har vi altid to muligheder. Vi kan vælge naget, eller vi kan vælge tilgivelsen. Vi kan lade os blænde af paragraffer, eller vi kan se mennesket. Vi kan acceptere uretfærdigheden, eller vi kan kæmpe. Vi kan hade, eller vi kan elske. Vi kan opgive, eller vi kan tro. Banalt? Hvis det var så banalt og lige til, var der vel lidt mindre nød og elendighed i verden. Lidt mere sandhed i guldaldermaleriets idyl.
Når jeg aldrig bliver træt af den her fortælling skyldes det først og fremmest, at det altid er både opmuntrende og inspirerende at være i selskab med Jean Valjean. Fra første gang man stifter bekendtskab med ham, er det svært ikke at beholde en del af ham i sit hjerte. Jeg håber, de, der ikke kender historien på forhånd, forlader teatret med den del. Med håb for fremskridt og med tro på, at verden bliver et bedre sted for hver god og næstekærlig gerning, der foretages, at vi rykker vægtskålen til den rigtige side med vores valg.
Jeg sidder i salen igen om tre uger, og jeg glæder mig. I virkeligheden sad jeg der gerne hver eneste aften, hvis jeg havde muligheden for det, alene for at være i selskab med de vidunderlige og bevægende karakterer, der vækkes til live på scenen. Det her er historiefortælling, når det er bedst; når det er vigtigst. Af hjertet tak til alle jer, der bidrager til magien.
mklintm 