Askepot – the musical er smukkest udenpå

Vær from og god, så skal det nok gå. Det er moralen i folkeeventyret om Askepot, der må gennemgå mange prøvelser, før hun kommer til bal på slottet og fortryller prinsen med sin indre skønhed – og nå ja, også sin ydre skønhed takket være lidt magi fra den gode fe. Ingen store armbevægelser, bare duk nakken og vend den anden kind til. Der er på mange fronter rum til nyfortolkning og brug for lidt mere selvstændighed til dén pige, hvis hun skal bevare sin relevans, og derfor var det da også forfriskende nyt, at det var netop dét eventyr, som Rasmus Seebach og co. besluttede sig for at iføre nye, farvestrålende klæder. Resultatet er Askepot – the musical, som havde premiere i Tivolis Koncertsal i går, torsdag d. 7. marts 2024.

Rammefortællingen er nutidig og moderne: Først en afskedsscene, hvor lille Ella siger farvel til sin mor, som er smykkedesigner og skal af sted på forretningsrejse. Moderen læser højt af eventyret om Askepot og slutter af med den ildevarslende besked, at hun vil være væk i morgen, når Ella vågner. Herefter springer vi frem i tiden til et stort anlagt modeshow under Fashion Week. Showet har hentet inspiration fra Askepot, inkluderer en glassko til 67.000 euro og en model, der er for vigtig til at komme til tiden. Her møder vi igen Ella, som nu arbejder som runner, der tilsyneladende mestrer både at gå i ét med tapetet og at gå i vejen på én og samme tid.

Navnet er ikke tilfældigt, for i den engelsksprogede version af det gamle eventyr er det netop, hvad Askepot hedder; Ella, sammensat med det engelske ord for slagger eller aske, cinder – Cinderella. Men så er det også sådan cirka her, lighederne ophører, for selvom der er et par modeller, som til forveksling minder om de onde stedsøstre, og en hundsende Mrs. Poolstick, er der umiddelbart langt fra Ella til Askepot.

Helt fra start af er det en visuelt medrivende og imponerende forestilling, de her har bedrevet. Søren Le Schmidt har leveret de smukke og farverige kostumer, Benjamin La Cour har stået for scenografien, og ingen af delene lader noget tilbage at ønske. Det samme gælder castet på scenen, hvor alle fra musicalkongen til youtuberen leverer præstationer, der i sig selv er værd at nyde.

Alligevel sad jeg allerede i pausen mellem første og andet akt med følelsen af, at jeg var fanget i en mareridtsagtig version af et LSD-påvirket Melodi Grand Prix, hvor Rasmus Seebach havde skrevet alle sangene. For midt i alt det pæne, der kan siges om Askepot – the musical, er jeg også bare nødt til at sige, at det hele er så sovset ind i Seebach, at det ikke rigtig virker. Der er en næsten absurd kontrast mellem Line Knutzons på mange måder glimrende manuskript, og Seebachs sangtekster, der på banal vis propper stykkets pointer helt ned i halsen på sit publikum. Desuden er lyden det meste af tiden så umiskendeligt Seebachsk, at alle på scenen i bund og grund lyder som Ralle-kloner, og lige dér slår klokken 12 for Askepot – the musical. I stedet for en musical, hvor musikken og sangene understøtter karakterernes udvikling og driver fortællingen fremad, forsvinder magien, og vi står tilbage med et teaterstykke, hvor skuespillerne med jævne mellemrum bryder ud i popsange, der alle er hentet fra den samme skive, og som ikke har nogen nævneværdig relation til hverken karakterer eller plot.

Og apropos plot… Line Knutzons manuskript indeholder nogle sjove elementer, hvoraf Pelle Emil Hebsgaards gode fe er klart det skønneste. Men hvor meget frihed har Askepot egentlig fået her i 2024? Det er til at overse. Askepot er smukkest indeni, prinsen er smukkest udenpå, alle er grimme før kl. 11 ifølge kongen, og længere var vi åbenbart ikke kommet på dén front. Men så tager Askepot vel i det mindste selv styringen og finder mening i sit liv? Tja. De fleste, gode eventyr er struktureret i et hjem – ude – hjem, hvor hovedpersonen starter i trygge rammer, kastes ud i det ukendte og vender hjem til nye, trygge rammer som en udviklet, forbedret og ofte mere moden version af sig selv. Ella ryger fra virkeligheden ind i eventyret og tilbage igen, men udvikler hun sig? Egentlig ikke. Hun ved ikke helt, hvem hun er, eller hvad hun skal i begyndelsen af stykket, og efter to timer i Eventyrland, vil hun gå en tur, tage en lur og dernæst tænke over, hvad hun vil med sit liv. Jeg er med på, at vi måske godt kan have brug for en påmindelse om, at det er okay at gå sine egne veje, og at lade tingene tage den tid, de tager, men det er sgu alligevel lidt for uambitiøs en morale i en fortælling, der fra start til slut minder mere om 90’ernes navlepillende og individorienterede litteratur end den hippe nyfortolkning, som Askepot – the musical på mange andre måder aspirerer efter at være.

Se opsætningen for det visuelle. Nyd Caroline Henderson og Johanne Millands vokaler og svøm væk i den usvigelige sikkerhed i både skuespil og sang fra altid fremragende Stig Rossen, som efter eget udsagn slutter sit musicaleventyr her. Det kan jeg i øvrigt godt ha’ lyst til at fælde en tåre eller to over…ikke så meget over det faktum, at han ikke vil optræde i flere musicals, men over, at det skal slutte sådan her, for når alt kommer til alt, er Askepot – the musical ganske enkelt smukkest udenpå.

Av, mit hjerte. Miss Saigon på Det Ny Teater er en seksstjernet fornøjelse, jeg aldrig udsætter mig selv for igen.

SPOILER ALERT!

Musicals og melodrama går virkelig godt sammen. Når musik, sang, dans og skuespil går op i en højere enhed, er det naturligt at lade alle de største følelser få frit løb, og det er blot én af de ting, jeg elsker ved genren, der vil det hele. Mest når den en sjælden gang lykkes med alt det, den vil, og især når fortællingen er opbyggelig.

Det sidste først, for hvis der er noget, Miss Saigon ikke er, så er det opbyggelig. Det er fristende at sammenligne stykket med Les Misérables, fordi de begge er skabt af Boublil og Schönberg, men hvor Les Misérables i bund og grund er en fortælling om håb og tilgivelse, så er Miss Saigon en trøstesløs tragedie.

Vi følger den 17-årige Kim, der ligesom mange af sine jævnaldrende søger penge og lykke ved at sælge sig selv til de amerikanske soldater. Den, der lykkes med at forføre en af de unge amerikanere, vinder både soldaten og drømmen om et nyt liv i USA. Det er i hvert fald den illusion, de får stillet i udsigt af den meget lidt sympatiske Engineer, der ikke er bleg for at ofre andres lykke for at sikre sin egen med et visum til USA. Blandt soldaterne møder vi den fhv. usentimentale John og hans noget mere naive ven Chris. I håb om at få Chris til at glemme krigens meningsløshed, betaler John for, at han kan få en enkelt nat med Kim. Mere skal der ikke til, før Chris forelsker sig hovedkulds i den unge, vietnamesiske pige. Måske forelsker han sig i virkeligheden mest af alt i idéen om at være den amerikanske helt, han troede, han skulle være, da han meldte sig til hæren. Fra start af iscenesættes Chris som den idealistiske soldat, der ønsker at gøre godt. Og der er nok at redde Kim fra. For det første er hun vokset op i en af de utallige landsbyer, der er blevet brændt ned i krigen, hvor det var umuligt at skelne fredelig civilbefolkning fra fjendtlig guerillahær. For det andet har hun mistet sine forældre og er stukket af fra den tvivlsomme fremtid, der var planlagt for hende, og som blandt andet indebar et ægteskab arrangeret af hendes far.

Hvor sand kærligheden mellem Kim og Chris end måtte være, så er den samtidig en belejlig billet til en bedre fremtid for den ene og en vej til frelse og et lille glimt af mening i en ellers absurd meningsløs krig for den anden.

Da Saigon falder, og amerikanerne må rejse i al hast, bliver Kim og Chris skilt fra hinanden. Vi møder dem først igen tre år senere, hvor Kim hænger fast i Saigon (nu Ho Chi Minh by), imens Chris på trods af psykiske mén forsøger at skabe sig en tilværelse hjemme i USA, hvor han er blevet gift med Ellen.

Ved genforeningen af Vietnam kommer Engineer i klemme og må rette ind efter det nye, kommunistiske styre. Militærmanden Thuy, den mand Kim var lovet væk til, får Engineer til at finde hende, og da det lykkes, forsøger Thuy med magt at tvinge hende til at indgå ægteskab med ham. Kim nægter og afslører i den forbindelse, at hun har født en søn. Da Thuy truer med at dræbe barnet, skyder Kim ham og flygter sammen med Engineer, der straks øjner muligheden for at bruge barnet som adgangsbillet til Bangkok og sidenhen USA.

I USA har John skiftet uniform og krig ud med jakkesæt og en kamp for at hjælpe de tusindvis af børn med vietnamesiske mødre og amerikanske fædre. De såkaldte Bui Doi, livets støv. I den forbindelse opdager han, at Kim lever. Han fortæller Chris om Kim og om den søn, han ikke kendte til, men har set i sine drømme. Chris må fortælle Ellen om forholdet til Kim, og sammen med John rejser de begge til Bangkok. John opsøger Kim, men når kun at fortælle hende, at Chris er i byen. Han fortæller ikke om Ellen, så det er et chok, da de to kvinder pludselig står ansigt til ansigt. Imens Kims drøm om en fremtid med Chris og deres søn smuldrer, rystes Ellens tro på ægteskabet, da hun indser, at forholdet mellem Kim og Chris var stærkere, end hun først havde troet. Kim er så opsat på at sikre sin søns fremtid, at hun be’r Ellen om at tage ham med tilbage til USA. Ellen drømmer imidlertid om at få sine egne børn, og sammen med Chris aftaler hun, at de må lade Kim og barnet blive i Bangkok og hjælpe dem økonomisk. John ryster på hovedet af dem og ved som den eneste, at den plan er håbløs. På sit værelse tager Kim afsked med sin søn og forsikrer ham om, at hans far snart vil komme. Hun skyder sig selv i samme øjeblik, som Chris træder ind ad døren, og dør kort efter i hans arme.

Værs’go’. Krig, ødelagte skæbner og ikke skyggen af håb. Selvom Chris har fundet sig en ualmindeligt forstående kone i Ellen, er det svært at forestille sig, at han nogensinde kommer sig helt. Det er også svært at forestille sig, at sønnen kan undgå at mærke konsekvenserne af hverken at være vietnameser eller amerikaner, fordi han først og sidst er barn af en forhadt krig. Og Engineer? Mon ikke han blev hængende i Bangkok og fortsatte den forgæves jagt på den amerikanske drøm, indtil han døde forhutlet og for tidligt? Jeg ved godt, at der er tilføjet en sang med et ”Måske”, men det er og bliver et måske midt i en lang tragedie, som vi ikke engang kan ryste af os som ren fiktion.

Jeg har det på mange måder svært med historien i Miss Saigon. Det er en vigtig fortælling, men det er også et univers, jeg næsten ikke kan holde ud at være i. Allerede ved introduktionen til pigerne i Engineers Dreamland krøb de sørgelige skæbner ind under huden på mig, og fra sang nummer syv til tæppefald strømmede tårerne ned ad mine kinder. Ikke på den der måde, hvor man lige fælder en enkelt tåre hist og her, men to en halv times konstant, hovedpinefremkaldende gråd. Og det må jo unægtelig være en kæmpe ros til de mennesker, der formidler den her forfærdelige fortælling. Det Ny Teaters opsætning lykkes i allerhøjeste grad med alt det meget, den vil.

Scenens dybde udnyttes smukt med elementer, der hæves og sænkes undervejs, samtidig med at den mørke bagvæg fungerer som lærred for blandt andet den karakteristiske, røde solopgang og sort-hvide billeder af krigens børn. Mest imponerende er illusionen om en helikopter, der lander midt i det hele for at fragte amerikanerne ud af Saigon. Scenografien er på én gang bemærkelsesværdig og samtidig så elegant, at jeg flere gange glemte at bemærke den.

Hvad jeg derimod ikke kunne undgå at bemærke, er kvaliteten af det cast, der fylder scenen ud. Det er et usædvanlig stærkt hold, hvor selv de mindste roller spilles og synges overbevisende. Selvom Engineer er en birolle i fortællingen, er han den mest gennemgående karakter i stykket. Det er Kim Hammelsvang, der løfter den opgave, og jeg bøjer mig i støvet. Det kunne være let at skildre Engineer som en helt igennem usympatisk egoist, men Hammelsvang får fremhævet det menneskelige og dybt tragiske i karakteren. Desuden balancerer han sikkert på knivsæggen, hvor han forarger og provokerer, samtidig med at han er det uundværlige comic relief, der får os til at grine midt i alt det triste. Hans præstation alene er grund nok til, at den her opsætning af Miss Saigon skal ses.

De egentlige hovedroller spilles lige så overbevisende af svenske Linda Arunee Olofsson som Kim og Christian Lund som Chris. Der er flest nuancer i den kvindelige del af den duo – ikke på grund af præstationen, men på grund af karakteren. Vi ser Kim gå fra at være den uskyldige pige til at være den altopofrende kvinde, der tager sit eget liv for at sikre en andens lykke. Linda Olofsson synger vidunderligt, og hendes skuespil er troværdigt og medrivende. Chris er knapt så handlekraftig, og hans udvikling er mindre. Til gengæld er der ikke en finger at sætte på Christian Lunds præstation. Første gang jeg oplevede Lund live var i rollen som Bageren i Into The Woods, og jeg brugte det meste af forestillingen på at undre mig over, hvorfor jeg kendte ham uden overhovedet at kunne placere hans ansigt. Først da den manipulerende og ondskabsfulde Prins Hans fra Disneys Frost pludselig tonede frem for mit indre, gav det mening. Heldigvis er Miss Saigons Chris så elskelig, at Prins Hans ikke blander sig i billedet. Det var Christian Lunds smukke solo ”Hvorfor Gud?”, der i første omgang fik sat tårestrømmen i gang, og jeg nåede kun lige at få vejret i pausen, inden Thomas Høj Falkenberg i rollen som John satte standarden for andet akt med sin version af Bui Doi, som er en af de vigtigste og smukkeste sange i stykket.

For mig er kernen i Miss Saigon nemlig hverken krigen, soldaterne eller kvinderne i Saigon. Det er børnene, Bui Doi, livets støv og de 125.000, der voksede op i tomrummet mellem to nationaliteter.

Samtidig var Bui Doi også et af de numre, hvor jeg for alvor mærkede det absolut eneste minus ved den her opsætning. Hvor meget jeg end elsker mit modersmål, så fungerer Miss Saigon bare bedst på engelsk. Der er mange ord, og flere steder bliver det hele unødig kluntet på dansk. Når store dele af castet ikke taler sproget, havde det været endnu mere oplagt at sætte stykket op på engelsk. Men, men… prisen havde formentlig været, at en pæn del af publikum ville få mindre ud af fortællingen, og samtidig skal det siges, at langt de fleste ikke-dansktalende i castet klarer den sproglige udfordring glimrende.

Samlet set er Miss Saigon en storslået og bevægende oplevelse, og opsætningen på Det Ny Teater bæres eminent af det stjernespækkede cast. Så tak til hele holdet for en uforglemmelig og på mange måder forfærdelig forestilling. Jeg er glad for, at jeg var der – jeg gør det aldrig nogensinde igen.

Ku’ vi starte forfra?

Jeg tilstår: Varde Sommerspil stod ikke på min bucket liste. Faktisk var det nok blandt det sidste, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle bruge en regnfuld sommeraften på. Men nu er vi her alligevel – på ferie i området – og Jesus Christ Superstar er på plakaten.

Der er ingen anden musical, jeg har dyrket så intenst uden at have oplevet den live en eneste gang. Jeg ELSKER den musical, og Gethsemane er i mine øjne den bedste musicalsang nogensinde. Når jeg ikke har set Jesus Christ Superstar live, har det været et aktivt fravalg baseret på to primære grunde: Den første grund er, at jeg græder som pisket, når jeg hører musicalen. Bevares, jeg græder også et mindre hav, når jeg ser mange andre musicals, men den her gør bare ondt på en anden måde. Måske fordi den er så blottet for trøstende ord og lysegrønt håb. Jeg har simpelthen ikke haft mod på at sidde i den oplevelse live. Den anden årsag er, at jeg er kræsen, når det kommer til Jesus. Jeg har hørt Gethsemane i mange udgaver, og som nævnt er den min absolutte favorit, når den sidder lige i skabet; det gør den bare så sjældent. Derfor var det i virkeligheden heller ikke det faktum, at der står Jesus Christ Superstar på plakaterne, der lokkede mig til Friluftsscenen i Varde. Det var Thomas Høj Falkenbergs navn, der gjorde udslaget.

Jeg har efterhånden oplevet Thomas Høj i en lang række roller, og han imponerer ikke bare igen og igen, men også mere og mere. Stort set hver gang er han den unge helt – i begyndelsen den lidt naive, på det seneste den lidt mere nuancerede, men ikke desto mindre den velsyngende, pæne og på alle måder elskelige helt. Jesus er ikke den helt. Jesus er til tider virkelig irriterende, når han veksler mellem selvfed og selvmedlidende, og flere steder kræver rollen en sanger, der tør afvige fra det pæne. Jeg ved egentlig ikke, om jeg var spændt på, om Thomas Høj ville kunne løfte den opgave. Det tror jeg, at jeg tog for givet, at han ville kunne. Jeg var bare spændt på at opleve det.

I får ikke nogen baggrundshistorie for Varde Sommerspil, for jeg har ikke brugt tid nok på at sætte mig ind i, hvor jeg var, eller hvem de er. Derfor får I bare den helt umiddelbare første oplevelse af 7-kanten, den vestjyske amatørscene. Der er garanteret en lang række amatører både på og bag scenen, men det er svært at se. Ikke at de er der, men at de er amatører. Der er hevet to professionelle ind i de bærende roller – Thomas Høj Falkenberg i rollen som Jesus er naturligvis den ene, og Teit Samsø i rollen som Judas er den anden. Når man sætter professionelle ind blandt mindre professionelle, kan de enten stjæle rampelyset og alt fokus i forestillingen, eller de kan fungere som den løftestang, der bærer og spiller hele holdet bedre. I det her tilfælde løfter de. Selvom Judas er i modvind meget af tiden, er det i virkeligheden mest åbenlyst Teit Samsø, der løfter feltet, når han f.eks. rocker igennem med titelsangen, imens Jesus er på vej til sin korsfæstelse. Samsø balancerer hele tiden mellem aggressivitet og følsomhed, styrke og skrøbelighed og ikke mindst mellem afklarethed og fortvivlelse. Det gør ondt helt ind i sjælen at se ham påtage sig rollen som den, der forsvarer sagen ved at angive sin leder og ven. En rolle, han selv har svært ved at gennemskue, om han påtager sig frivilligt. I et spil, hvor alt lader til at være bestemt på forhånd, bruges han til de måske sværeste træk. Jeg ved ikke, om jeg savnede energi i ”Superstar”, eller om jeg bare ikke var helt modtagelig. Det sidste er sandsynligt. Til gengæld var jeg blæst bagover flere gange undervejs og særligt under den sidste nadver, hvor Jesus konfronterer sine disciple med den kendsgerning, at én blandt dem vil fornægte ham, imens en anden vil forråde ham. Her får vi for alvor følelsen af, at Judas i bund og grund ikke har noget andet valg end at påtage sig den rolle, han har fået tildelt. Spillet mellem Høj og Samsø emmer af det had og den kærlighed, som er nødvendig, for at vi kan forstå de menneskelige dilemmaer i skildringen af Judas.

Og ja, så skinner det da igennem, at Andrew Lloyd Webber har givet Kajfas toner, ingen mand skulle tvinges til at synge, men pyt, for resten går så fint. Mette Hebsgaard er f.eks. en ægte, smuk og velsyngende Disney-prinsesse-version af Maria Magdalene, imens Neklas Klausen og Jesper Ulbæk Andersen brillerer som hhv. Herodes og Pilatus. De to sidstnævnte har fhv. få øjeblikke til at skinne i, men de øjeblikke griber de. Det gælder faktisk for alle på scenen, at de giver alt, hvad de har i sig fra start til slut. Det samme gør de bag scenen – eller rettere inde i scenen, hvor orkestret er placeret. Det er bl.a. virkelig fedt og helt i rockmusicalens ånd, at guitaristen får lov til at træde ud på scenen et par gange.

Scenen er i flere niveauer, hvilket skaber liv. Det er enkelt og effektivt med hæve/sænke-funktion flere steder, så de få rekvisitter elegant tilføres og fjernes efter behov. Det er dystert, og folket, der begynder i farverige looks, bliver undervejs hadefulde, klædt i mørke kutter, og i en sekvens har de masker i nakken, hvilket understreger deres falskhed. For Judas havde jo ret hele vejen igennem; der var noget galt, og det var nået derud, hvor Jesus ikke længere havde den nødvendige kontrol. Men selvom Judas meget symbolsk er klædt i sort, imens Jesus er klædt i hvidt, er intet så simpelt. I templet, hvor flertallet er letlevende kvinder og gamblende mænd med egen vinding for øje, er der også den ene, der i virkeligheden havde brug for Jesus. Han går rundt ude i siden af scenen og minder os om, hvad det er, Judas anklager Jesus for at være blind for. I stedet for at se den ene, der burde ses, bliver Jesus overvældet og sender alle ud af templet. Det er lige her, han er mest irriterende, for åh, hvor har han ondt af sig selv. Alligevel er det svært ikke at få medlidenhed med ham kort tid efter, når han i sin velmente godhed bliver skubbet, hevet og flået i fra alle sider af de trængte, der ønsker hans hjælp. Jesus er selv den første til at understrege, at han blot er et lille menneske. Det meste af tiden er han splittet mellem visheden om den skæbne, der uundgåeligt venter, og følelsen af at være et menneske, der i bund og grund er bange for at leve og dø forgæves.

Og med det er det på tide at vende tilbage til Thomas Høj Falkenberg og hans fortolkning af den på godt og ondt meget menneskelige Jesus. Var han irriterende? Oh yes. I første del af stykket nåede jeg at overveje, om det ikke kunne være sjovt at se ham i sådan en ægte skurkerolle en dag. Der er i hvert fald ingen grund til at betragte helterollen som en bås bygget af begrænsede evner – overraskende nok kan Thomas Høj i glimt være meget lidt elskelig. Men så er der alligevel de der skrøbelige øjeblikke, hvor vi mærker, at Jesus ikke er et dårligt menneske – han er bare et menneske med alt, hvad det indebærer af fejltrin, tvivl og frygt. Og det var jo sådan set hele meningen med det projekt, Gud havde gang i. I den her udlægning af fortællingen er det meget svært at skelne entydigt mellem rigtigt og forkert, og det eneste, der træder tydeligt frem er, at loyalitet ikke nødvendigvis findes de mest åbenlyse steder, og at folkestemning er en lunefuld størrelse, det er værd at være kritisk overfor.

Nå men, ikke overraskende et tjek på skuespilfronten for Thomas Høj Falkenbergs vedkommende. Sangmæssigt? Jeg har ved tidligere lejligheder nævnt, at træfsikkerhed lader til at være et af de ultimative kendetegn ved Thomas Højs vokale præstation. Det lyder bare altid godt, når han synger! Medmindre det ikke skal lyde godt åbenbart. For her, hvor det skal være desperat, udpint og fortvivlet, er det, præcis hvad det er. Det kan han med andre ord også, og Gethsemane skar i hjertet, som den kun gør, når vægtningen mellem ord, følelser og toner er på plads. Jeg græd stort set hele andet akt. Jeg græd på vej til min bil og hele vejen hjem til sommerhuset. Jeg græder også nu. Jesus Christ Superstar er en fed musical med fantastiske sange, men det er også en grufuld fortælling, der sætter tanker i gang om religion, om godt, ondt og alt det, der er et sted midt imellem. Jeg er glad for, at jeg endelig tog mig sammen til at opleve den live.

Lad dig ikke afskrække af vejrudsigten. Det er på sin vis ganske passende, at himlen åbner for sluserne og græder sammen med os andre. Noget af det sidste, de synger på scenen, er: “Ku’ vi starte forfra?” og for min skyld kunne vi godt. Jeg sad der gerne igen i morgen, hvis jeg altså er holdt op med at græde inden da. Om du ser det flere gange eller blot en enkelt gang er op til dig, men lad anbefalingen herfra være klar og entydig: Sæt Varde Sommerspil 2022 på din busket liste.

Into the Woods – Ren magi i Glassalen

Glassalen i Tivoli er i øjeblikket omdannet til en dyb og eventyrlig skov fuld af elskede karakterer fra Grimms samling og noget af det fineste, musicalgenren har at byde på.

Stephen Sondheims ”Into the Woods” er måske ikke alles kop te. Musikken kan bedst beskrives som sondheimsk, og det kan man enten elske eller hade, men historien, scenen, holdet … Der er så mange helt indiskutabelt brillante aspekter ved den her opsætning, at det må ærgre en smule, at salen ikke er fyldt til bristepunktet, og at så mange snyder sig selv for en musicaloplevelse langt ud over det sædvanlige.

Vi er efterhånden vant til nyfortolkninger af de gamle folkeeventyr, og det har været en del af genrens præmis, at historierne ændrer sig, hver gang de bliver fortalt. Det er bl.a. derfor, de aldrig holder op med at være relevante og vedkommende. I Sondheims skov er alt og intet, som det plejer at være.

Bageren og hans kone ønsker sig brændende et barn, men det er op ad bakke. Naboheksen har forbandet bagerens slægt, så de ikke kan få børn, som straf for, at bagerens far stjal fra hendes køkkenhave. Heksen snuppede også bagerens søster, Rapunzel, som nu sidder låst inde i et højt tårn. Heksen selv er forbandet af sin egen mor, fordi hun mistede de magiske bønner, som bageren finder i lommen på sin fars frakke. Rødhætte kommer forbi bageren efter brød på sin vej ud til bedstemor i skoven. Hun skal følge stien, men det er svært, når man møder ikke bare én, men to ulve, der har appetit efter både bedstemødre, unge piger og tre, små grise. Jack skal på markedet for at sælge sin bedste ven, den ubrugelige ko, Mælkehvid. Han har strenge ordrer fra sin dominerende mor, som har lidt svært ved at se det store lys i sin ikke alt for skarpe søn. Askepot drømmer om at komme til bal, Rapunzel drømmer om frihed, og to prinser drømmer om kærlighed. For at hæve forbandelsen må bagerparret finde fire genstande: En ko så hvid som mælk, en kappe så rød som blod, et hår så gyldent som korn og en sko af det pureste guld. Og vupti, så er hele herligheden flettet sammen i én stor, eventyrlig pærevælling.

Kender man ikke fortællingen på forhånd, vil man sætte pris på, at der også er en fortæller med. Stig Rossen er den både veloplagte og velsyngende fortæller, der tager os i hånden på vej ind i skoven, og så er han i øvrigt også bagerens far. Fortælleren er en hjælp, men det er også et ekstra lag i historien, som er med til at understrege, at eventyret måske nok ligner de gamle klassikere, men alligevel er så langt fra. Særligt eventyrenes kvinderoller er ikke helt, som vi husker dem fra vores barndom. Askepot vil gerne til bal, men hun er ikke helt så begejstret for prinsen, som hun oprindeligt var. Hun taber heller ikke sin sko, men stiller den udspekuleret i den tjære, prinsen har fået smurt ud på trappen i et desperat forsøg på at holde på hende, da hun stikker af for tredje aften i træk. Rødhætte er mere grådig, end hun er uskyldig ved eventyrets begyndelse. Mere iøjnefaldende er det dog, at hun efter mødet med ulven ikke er helt overbevist om, at livet var bedre, inden hun afveg fra stien og røg i kløerne på ulven. Bagerens kone vil gerne have et barn med sin trofaste og kærlige mand, men allerede i første akt, hvor alt endnu er godt, er hun lidt mere interesseret i prinsen, end hun burde være.

Ikke desto mindre ender alt i første omgang lykkeligt i den klassiske eventyrforstand. Askepot får sin prins, Rapunzel får sin frihed, heksen får sin skønhed, Jack og hans mor bliver rige og både Rødhætte og bedstemor bliver reddet af bageren, som får det barn, han og hans kone ønskede sig. Det eneste ildevarslende er, at der ligger en død kæmpe i en baghave.

De fleste eventyr har én fremtrædende morale, men når man som her kombinerer flere eventyr, stiger antallet af moraler også. I første akt bliver vi advaret om, at vi skal passe på, hvad vi ønsker os. I begyndelsen af andet akt ser vi, hvorfor. Askepot har sin prins, men hun humper ret symbolsk stadig rundt med én sko, og både hun og prinsen keder sig fælt. Rapunzel udviser tegn på PTSD, og de to prinser er derfor begge på udkig efter nye prinsesser. De blev jo, som den ene prins påpeger, trods alt kun opdraget til at være charmerende, ikke til at være hverken ærlige eller trofaste. Desuden har de hørt om en pige, der ligger og sover bag en tjørnehæk, og en pige i en glaskiste, der bevogtes af en flok dværge. Jack er rig, men han har stadig kun en ko som ven. Hans mor er begyndt at drikke, og bagerparret, der burde være lykkelige, må nu indse, at den længe ventede og ønskede familieforøgelse har medført mere hårdt arbejde og pladsmangel i det lille bagerhjem. Der er i det hele taget ikke ret meget, der for alvor er lykkeligt, og da endnu en kæmpe dukker op for at hævne den døde kæmpe i baghaven, stikker det helt af.

Samtlige karakterer flygter dybere ind i skoven for at komme væk fra kæmpen, der smadrer alle hjem i byen og sætter sig på kongeslottet. Hun vil have hævn, og selvom Jack er den, hun er ude efter, er hun ikke bleg for at dræbe et par stykker mere, nu hun er i gang. Ret symbolsk er en af de første, der ryger, fortælleren. Eventyrkaraktererne er trætte af, at han styrer slagets gang, og hvad godt har han egentlig bragt dem? Det interessante er, hvad der sker, når vi slukker for den stemme, der har guidet os. I bedste Thomas Hobbes-stil kastes karaktererne tilbage til en naturtilstand, hvor det er alles kamp mod alle. Særligt heksen er ikke bleg for at ofre både den ene og den anden for selv at slippe med livet i behold, men det er kendetegnende for alle, at de med fortællerens død mister deres moralske kompas. Bagerens kone er sammen med prinsen, inden hun forvilder sig for langt ind i skoven og dør. Hofmarskallen dræber Jacks mor, og Jack er klar til at dræbe hofmarskallen for at få hævn. Og så er der bageren, som indtil nu har været indbegrebet af loyalitet. Da hans kone dør, er han klar til at opgive det hele. Han efterlader sin lille søn hos Askepot og stikker af. Heldigvis møder han sin fars genfærd, som ligner fortælleren til forveksling, og indser, at han er ved at videreføre det mønster, han selv har lidt under, fordi hans far efterlod ham. Pludselig handler det om arv og miljø, og bageren bryder mønsteret ved at vende tilbage. Da kæmpen er besejret, slår han sig ned sammen med Askepot, Rødhætte og Jack. En noget atypisk familie, men også et noget bedre bud på en lykkelig slutning. Fortællingen afrundes som en cirkelkomposition, idet bageren begynder at fortælle hele historien forfra til sin søn.

Historien er lige så vidunderlig, som den er kompliceret. Der er fuld fart på handlingen, så de 2 timer og 40 minutter flyver af sted. Musikken og teksterne må være noget af det sværeste, der er skrevet til en musical, og hvis ikke alting er skarpt og præcist, falder det hele fra hinanden. Scenen i Glassalen udnyttes maksimalt med bl.a. drejende flader, hvoraf en enkelt kan hæves, når Jack f.eks. kravler op ad bønnestagen. Med jævne mellemrum render karaktererne desuden ud i salen blandt publikum og bryder den usynlige mur, vi er vant til at have mellem os og scenen. Lige så bevidste som eventyrfigurerne er om, at de er eventyrfigurer, lige så bevidste bliver vi om, at det er teater, vi ser. I hele første akt fiser karaktererne desuden ind og ud af en stor ramme, som understreger opsætningens metalag. I andet akt forsvinder rammen, når vi bevæger os endnu dybere ind i skoven. Det er genialt. Intet mindre.

De fleste af musikerne sidder langs med scenen. De er iklædt farverige kjoler og har hårbøjler med legetøjsdyr klistret ovenpå. Det afspejler alt det, der ellers foregår i rummet, og de spiller fremragende under Mikkel Gomards ledelse. Det samme gør sig i allerhøjeste grad gældende for alle på scenen. Jeg kunne nævne hver og én fra Mikkel Moltke Hvilsoms sprudlende Jack til Thea Boel Gjerums velsyngende træ. Sofie Kronborgs Rødhætte har det perfekte glimt i øjet, og Maria Wichmanns Askepot udstråler både eftertænksomhed og varme. Sandra Elsforts Rapunzel er hjerteskærende som stykkets absolut mest tragiske karakter, men heldigvis har vi Joachim Knop og Henrik Launbjerg som tiltrængt comic relief, og de ser ud til at have en fest som både ulve og prinser. De er på en eller anden måde lige lidt for gamle til særligt prinserollerne, hvilket kun gør dem endnu sjovere. En anden, der kan få lattertårer til at trille, er Sara Gadborg i rollen som Jacks mor. Og så er der stedsøstrene, stedmoderen, hofmarskallen, bedstemor, hjælpere, fugle og en vidunderligt vanvittig ko. Der er roser uden torne hele vejen rundt, men jeg vil alligevel særligt fremhæve tre:

Julie Steincke er en fabelagtig heks. Hvis man har set filmatiseringen fra 2014, har man haft fornøjelsen af Meryl Streep. Steincke har nogle af de samme træk og er langt hen ad vejen en skinger og ubehagelig heks. Helt som hun skal være. Alligevel er der mere dybde i den her version, hvor heksen tydeligvis har et seriøst problem med mænd, men til gengæld er dybt betaget af andre menneskers børn. Med Rapunzels tvillinger i armene, eller når hun triller lidt med en barnevogn, er hun pludselig meget mere og andet end ond. Og lige så skinger hun er, når hun er ond, lige så varm og sørgmodig er hun, da Rapunzel ligger død i hendes arme. Udover en flot vokal præstation, er nærvær og tilstedeværelse de ord, der bedst beskriver Julie Steinckes præstation.

Christian Lund og Silke Biranell har rollerne som hhv. bageren og bagerens kone. De to understreger om nogen, hvad der er mest fascinerende ved den her opsætning. De får det til at se så let ud! Særligt Biranell imponerer som bagerens kone, der vakler mellem fornuft og følelser. Karakteren er menneskelig og fejlbarlig, men præstationen er til gengæld fuldstændig fejlfri og helt igennem fremragende. Pga. sværhedsgraden skal alt times og tilrettelægges helt ned til mindste detalje. Det hele er nøje indstuderet, men alligevel får de det til at virke så naturligt. Fra start til slut oser de af talent og overskud.

Det er længe siden, jeg har oplevet et så højt niveau i alle aspekter af en forestilling, og det er længe siden, jeg har været så godt underholdt. Jeg elskede Stephen Sondheims stykke på forhånd, men jeg elsker det lidt mere i den her version iscenesat af Peter Langdal. Velvidende, at man skal passe på, hvad man ønsker sig, ville jeg ønske, at de sidste billetter blev revet væk. Jeg ville ønske, at børn i alle aldre ville valfarte til Tivoli for at bevæge sig ind i skoven sammen med det her vidunderlige hold. Der er både talent og eventyr i overflod, og de mange karakterer med deres forskellige fortællinger gør, at der er noget at tage med hjem for alle. Du kan lære af Rødhættes erfaring, at nok er verden farlig, men den er også mere kulørt, hvis du følger din egen sti. Du kan lære af Askepot, at du selv skal træffe dine valg. Hun troede, at hun var smart, da hun overlod det til prinsen, men det blev ikke det rette valg for hende. Bagerens kone kan ikke få det hele, og bageren lykkes først for alvor, da han ser fortiden i øjnene, påtager sig ansvaret og tror på, at det hele nok skal gå. I alle Grimms eventyr er moralen tydelig, og selvom alt er twistet en smule her, er de fleste læresætninger stadig ret lige til. Den mest indviklede har i mine øjne altid været Rapunzel, som i sig selv rummer mere end en enkelt morale. For i modsætning til f.eks. Askepot, hvis oprindelige morale er, at gode ting sker for den, der er god, så er Rapunzel ikke ligefrem fejlfri. Det går lige stærkt nok, da hun møder prinsen, så hun får tvillinger uden at være gift. Her skulle hun nok have lært noget i stil med det, Rødhættes mor forsøgte at lære sin datter. Den vigtigste morale i Rapunzel handler dog slet ikke om hende, men om heksen. Derfor passer det også fint, at heksen i Into the Woods faktisk får en ret fremtrædende plads, når der skal uddeles visdom. Hun er så opsat på at beskytte Rapunzel, og uanset om det er for at have hende for sig selv, eller om det er for at skærme hende mod verdens farer, så bliver Rapunzels undergang, at hun ikke har lært at begå sig i verden. Den primære morale i første akt – pas på, hvad du ønsker dig – bliver i andet akt til: Pas på, hvad du siger og gør, for børn lytter. Ord skaber verden, de former mennesker, og sandheden bliver den udlægning, der gentages flest gange. Det er ikke mindre tankevækkende i den verden, vi lever i nu.

Gider du ikke alle de store tanker, så lad vær’. Nyd fortællingerne, karaktererne, musikken, scenen og præstationerne, der er i en klasse helt for sig. Det er på alle måder eventyrligt!

Årets Julekoncert 2021

Der er dage, hvor vi går omkring i blinde

Og vi søger, men ka’ ingenting finde

Dage i et skyggeland

Dage, vi har glemt

At tænde lys i mørket – høre nogens råb

At tænde lys i mørket – være nogens håb

Teksten til den danske version af ”Thankful” var fin, da den blev skrevet og var med ved Stig Rossens julekoncert i 2017, men i lyset af, eller måske snarere i skyggen af en verdensomspændende pandemi, kunne ingen tekst være mere velvalgt og bedre opsummere, hvad Årets Julekoncert 2021 er.

På scenen er alt, som det plejer at være. Ilden buldrer i kaminen, der er lanterner, julepynt og deroppe i det skæve, hvide slot står Jesper Fårekylling vist og holder øje med, at alt går rigtigt til. Forventningens glæde vokser ved et kig rundt på mikrofoner og instrumenter, for om lidt indtager juleholdet deres pladser. De er måske den bedste grund til, at turnéens titel ”Årets Julekoncert” er så velvalgt. Det er Stig Rossens julekoncert, men samtidig er det også Lenas, Malenes, Jorns, 2 x Mads’, Lars’, Kalles, Toms, Flemmings og Jaques koncert. Al den tid, julekoncerterne har betydet noget for mig, har det her været holdet. Så snart de kommer ind på scenen og slår de første toner an, breder der sig et nærvær og en varme i rummet, som jeg ikke har oplevet ved nogen anden koncert.

Der er enkelte nye blandt publikum, jeg har selv et par debutanter med, men langt de fleste er her år efter år, nogle har endda været her hvert af de 27 år, Årets Julekoncert har eksisteret. For gengangerne, der allerhelst ser, at det hele er, som det plejer at være, starter det godt. Ligesom det plejer. Jeg var tæt på at påstå, at jeg er ligeglad med traditionerne, men det ville vel være løgn. Jeg synes, at der mangler noget, hvis der er for mange helt nye sange med. Til gengæld har jeg en række favoritter, som jeg altid håber på, at vi får lov til at høre. De fleste af de favoritter er fra det engelske repertoire, hvor der som regel er størst udskiftning fra år til år. Denne gang er sætlisten noget nær perfekt. Den er alsidig og rummer alt fra salmer til grandprix-stemning og så den der amerikanske power-blues, der får mig til at glemme, at Tivoli Congress Center er perfekt til konferencer, men ikke er den optimale ramme for en julekoncert. Skal vi ikke lige i den forbindelse indskyde et hurra for nyheden om, at Årets Julekoncert 2022 endelig flytter ”hjem” til Falconer efter 5 år, hvor ombygning og musicalopsætninger har sendt julekoncerten i eksil? Hurra!

På trods af de engelsksprogede favoritter, er det to af de danske sange, der gør størst indtryk. ”At tænde lys i mørket” er den første. Den anden er Erling Møllehaves enestående oversættelse af ”You Raise Me Up”, som på dansk er blevet til ”Du løfter mig”, og som i øvrigt er et af de numre, Stig får hug for at udelade, hvis han forsøger at snige den ud af programmet. Han får ikke hug af mig, men jeg er nu alligevel glad for, at den er med i år. Lige fra de indledende toner, strømmer tårerne ned ad kinderne. Tårer af den slags, der løber, bare fordi det er så usandsynlig smukt. Hvor tit får vi lov til at forsvinde ind i den slags vellyd? Flemming Lund er manden, der slår magien an, og lad os bare blive der lidt, for hold nu op, hvor er det svært at fatte i korthed, hvor dygtig den mand er. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i løbet af koncerten, jeg bliver grebet af den tanke. Nogle gange er det en saxofon, der flettes ind, andre gange er det fløjter, der viser vej, i ”Ding Dong, Merrily on High” er fløjterne på afveje med flabede toner og julemelodier, der ikke hører til, og uanset, hvad Flemming gør, når han helt ud til de fjerneste kroge af salen. Multitasking har han præsteret før, og han gør det igen i år, når bjældeklang og fløjtespil forenes. Folkefængeren fra Værløse.

Koncerten som helhed er i øvrigt kendetegnet ved, at musikerne får lov at skinne på skift. Det meste af tiden er de en sammentømret helhed under Thomas Jaques aldrig svigtende, tårnhøje niveau som kapelmester og tangenttryllekunstner, men i glimt får de hver især mulighed for at træde frem. Den eneste, der ofte på ret bogstavelig vis bliver i baggrunden, er trommeslager Tom Jensen, og derfor er det ekstra fint, at han i år er med i det første af de to ekstranumre. Helt fremme på scenen sammen med Stig og det fremragende, firestemmige kor. Så kan det næsten tilgives, at vi skal høre Justin Bieber.

Bieber og Britney i samme julekoncert. To artister, jeg ikke havde tippet på. Britney Spears får meget passende årets julekort, og selvom Stig aldrig helt har formået at lægge skjul på, at han i bund og grund er lidt af en popprinsesse, så er det nok meget godt, at han får assistance af årets gæstesolist, Johanne Milland.

De, der var så heldige at opleve Tivolis opsætning af ”Atlantis”, vil genkende Johanne som den smukke, selvstændige prinsesse Adalena. I den rolle viste Johanne, hvordan hun mestrer de tre discipliner, der kendetegner de bedste – og sjældne – musicaltalenter. Hun kan danse, synge og spille skuespil, og hun gør det hele så godt, at det er svært at pege på en favoritdisciplin. Ved julekoncerten skal hun i sagens natur synge mere, end hun skal danse og spille skuespil. Og så alligevel. Som jeg flere gange har påpeget, holder jeg mest af Stig for hans evner som skuespiller. Der findes mange dygtige sangere, men der er langt mellem dygtige sangere, som også er dygtige skuespillere og formår at kombinere de to ting. Stig kan det, og det kan Johanne også.

Jeg elsker, når sangere og sangerinder fortæller historier. Når jeg kan mærke, at de tænker over, hvad de synger, og ordene får lov til at styre fortolkningen af sangen. Måske er det også skuespillergenerne, der gør, at Johanne fra første sekund indtager scenen, som om den er hendes og i øvrigt hele tiden har været det. Når Stig går ud, er det Johannes band, Johannes kor og Johannes publikum. Hvis jeg har tænkt den tanke en enkelt gang tidligere, har det været, da Maria Lucia var gæstesolist for syv år siden. Noget af en powerkvinde Johanne matcher så tidligt i sin karriere.

Der er en pudsig kombination af ydmyghed og fandenivoldskhed over Johanne, en fornemmelse af, at hun hele tiden er til stede og gør sig umage, men samtidig en følelse af lethed og naturlighed, som om hver tone, hvert ord og hver bevægelse giver helt sig selv. Som nævnt tidligere holder jeg ikke af sangene for traditionens skyld, og jeg kunne godt undvære ”Glade jul”, ”En stjerne skinner i nat” og ”Når du ser et stjerneskud”. Ved årets julekoncert hører jeg alligevel de tre, evigt tilbagevendende numre, som om de var nye, og den åbenlyse forklaring må være, at Johanne bidrager med noget, der gør dem nye. Det er ikke blærede fraseringer, for dem holder hun klædeligt igen med, samtidig med at hun viser, at hun sagtens kan. Det sker sjældent, at jeg ikke ret præcist kan sætte en finger på det, der lige giver det der ekstra, men i det her tilfælde giver jeg op. Jeg stornyder bare hvert øjeblik, Johanne Milland er på scenen, og på den måde ender det i allerhøjeste grad også med at være hendes julekoncert.

Inden juleturnéen gik i gang, talte jeg med Stig, og allerede her nævnte han, at han gerne ville undgå at nævne Corona. Det var en fin tanke, men i praksis viste det sig at være umuligt. Det gælder i særlig grad her i TCC, hvor pausen er skippet, så der kommer længere afstand mellem de to koncerter. Når en pause fjernes, skæres der som regel i sætlisten. To koncerter i fuld længde på samme dag er hårdt i sig selv, men når man så samtidig fjerner pausen, må det føles som noget af en maraton. I TCC er der kun skåret ”Dejlig er jorden” fra, og alle på scenen kaster sig dermed også ud i den maraton. Tænk, at de ikke alene gør det, men at de samtidig gør det med både deres sædvanlige skarphed og smittende energi. Tak til hver og en af på scenen for at give os den fulde oplevelse af Årets Julekoncert på trods. ”Tak er kun et fattigt ord”, eller også er det et af de rigeste ord, vi har. Det er det i hvert fald, hvis I læser ind i det, hvor meget jeg, og uden tvivl alle andre blandt publikum, lægger i de tre bogstaver.

Sidste år nåede jeg den allersidste julekoncert, inden det hele blev lukket ned. Det nåede jeg kun, fordi en nær veninde besluttede sig for, at det var vigtigere, at jeg oplevede den ene koncert, end at hun oplevede en koncert mere. Den aften var jeg også fuld af taknemmelighed, men selvom nogle ting måske kunne pege på, at vi i år står i lidt den samme situation, hvor Corona strammer grebet om os, så er oplevelsen en helt anden i år. Måske er der lidt mindre frygt, lidt mere mod, lidt mere tro på, at vi godt kan klare det her. Lidt mindre usikkerhed – eller lidt mere afklaring ift. den usikkerhed, der er. Det føles i hvert fald mærkbart lettere at være til stede og glemme, hvad der foregår udenfor.

Hvis man har læst Stigs bog ”Livet skal ikke leves på automatpilot”, kender man hans forhold til rutiner. Jeg kan varmt anbefale bogen, og så kan man supplere med en julekoncert for at iagttage, hvordan dansen med rutinen tager sig ud i virkeligheden. Der er en ro over de her koncerter, som kun kan opstå, når alle på scenen føler sig hjemme. Hver eneste bevægelse og hver tone er præget af sikkerhed. Kedeligt? Ikke et sekund, for sikkerheden giver plads til et helt unikt nærvær. Stig kan opleves i et væld af skikkelser – senest som skurk i Atlantis, ofte som en sammensmeltning mellem Stig og Bamse i Stig & Vennerne, af og til som John Mogensen, men hvis du vil opleve ham i en version, hvor han allermest ”bare” er Stig, så tag til julekoncert. Det stråler ud af ham, at han elsker det, han laver, og de mennesker, han optræder sammen med. Det smitter, og det bliver siddende længe efter, koncerten er forbi. Når vi om lidt går ud i vinterkulden og virkeligheden, er der smil omkring os og lys i mørket.

Alle gode gange tre: Hil Stig & co.!

”I det fjerne høres torden, natteluften er hed.” Stemmen knækker lidt på fjerne og minder mig om, hvorfor jeg elsker at sidde her i mørket. Magien udspiller sig lige nu og her, der kan ikke tages noget om, og når Stig Rossen står på scenen, er der to ting, jeg altid føler mig helt sikker på: Han præsterer 100%, og der er aldrig to præstationer, der er helt ens. Det er hverken årene eller erfaringen alene, der gør, at han er kongen af musicals. Det er mest af alt, fordi han er så pissedygtig. Pardon my French, men det er han altså. Og Jabbadoors stemme må gerne knække lige her, for det er nu, det for alvor begynder at gå galt for ham. Det er her, han rammes af den lille smule svaghed i hans karakter, der ender med at koste ham alt.

Vi skal nu ikke have ondt af ham af den grund. Jabbadoor er skurken i Peter Spies, Thomas Høg og Sune Svanekiers fortælling om sagnriget Atlantis, og i denne opsætning, som Tivoli og Mikkel Rønnow står bag, fylder han det meste.

Helt kort fortalt er i det her tilfælde noget nær umuligt, men handlingen er nogenlunde, som følger:

Jabbadoor og hans hær vender hjem fra endnu et succesfuldt togt. Hjemme er der bekymring blandt præsterne af Poseidonordenen og den mægtige, men ikke voldsomt handlekraftige, kong Atlas, da den evige ild er gået ud. Riget mangler en arving, så den smukke prinsesse Adalena må hurtigst muligt giftes med prins Sceptor. Det er den noget egenrådige pige imidlertid ikke indstillet på, så hun stikker af, løber ud blandt folket og render ind i Silvan, som drømmer om eventyr. I en scene, der til forveksling minder om Disneys Aladdin, mødes de to unge mennesker, og da Silvan kort tid efter redder Adalena fra tre soldater, er fundamentet for stykkets kærlighedshistorie lagt.

Kærlighed mellem en simpel mand, som stjæler æbler på torvet, og en prinsesse, som er lovet bort, er noget rod. En anden slags rod er det, at den ambitiøse hærfører drømmer om at overtage magten, og for at styrke sine chancer sværger troskab til den djævelske gud, Baalzebub. Han lover i samme omgang at leve et liv i cølibat, hvilket leder til en helt tredje slags rod, når han nu engang er en inkarneret folkeforfører og kvindebedårer. Helt fra første, ildevarslende anslag er denne gennemkomponerede musical en lavine af ulykker, der leder mod den sikre undergang.

Ulykkeligt forelsket, håbløst naiv og temmelig overmodig kæmper Silvan for at vinde prinsessens hånd. Jabbadoors sidekick, Zan-Zan, som har fået den tvivlsomme ære at sørge for kongens død, ser sit snit til at udnytte situationen. En fest, et forbudt kys og en arrestation senere sidder Silvan i Poseidonborgen, hvor Jabbadoor overtaler ham til at dræbe Atlas. Den nu meget vrede, unge mand er klar til at hævne den uretfærdige skæbne, han er idømt for sin forelskelse i prinsessen, og sin far, den legendariske soldat Kelvin, som faldt i kamp, inden Silvan blev født. Motiver er der nok af, men modet svigter, da kongen afslører, at det var Jabbadoor, der dræbte Kelvin for at overtage hans plads.

Da Jabbadoor dukker op og indser, at Silvan ikke vil gennemføre mordet, fører han selv kniven, placerer mordvåbnet i Silvans hånd og sender ham på flugt. Imens den stakkels syndebuk flygter op i bjergene, fortsætter Jabbadoor sine uhyrligheder. Han tager Silvans mor, Salene, til fange og torturerer hende til døde. Han manipulerer tjenestepigen Miranda, som var det tætteste prinsesse Adalena kom på en betroet veninde. Mirandas falske vidnesbyrd overbeviser Adalena om, at hun blot var en brik i Silvans plan om at myrde kongen, og hun falder for Jabbadoors styrke og omsorg. Og så er vi tilbage, hvor det går galt for skurken, som ellers var godt på vej mod magten. Han bryder sin ed til Baalzebub.

Siilvan vender hjem lige i tide til at afbryde brylluppet mellem Jabbadoor og Adalena, som i mellemtiden har opdaget, at Miranda løj, men i øvrigt tror, at Silvan er død. Jabbadoor er fysisk overlegen, men netop som han skal til at dræbe Silvan, truer Adalena med at dræbe sig selv og Jabbadoors ufødte barn. Distraheret af truslen vender Jabbadoor sig mod hende, hvilket giver Silvan lejlighed til at gribe kniven og true med at dræbe Adalena. I pludselig afmagt lader Jabbadoor det unge par stikke af til søs, hvorefter riget går under.

Det lyder forvirrende – jeg kan godt se det – men i virkeligheden er det ganske simpelt: Der er en del onde, få gode, og kærligheden er det eneste, der aldrig forgår.

Scenografien er mørk, dyster og minder om noget fra ”Game of Thrones”. Det passer udmærket til handlingen, men her, tredje gang jeg har fornøjelsen af at opleve stykket, understreger det også, hvor stor en skam det er, at for meget drukner i mørket. Denne gang sidder jeg godt, fhv. tæt på scenen og midt for, så jeg kan se det hele. De forrige gange har jeg siddet længere tilbage, og først nu går det op for mig, hvor meget jeg i virkeligheden har misset. Det er en skam, at en del af de bedste detaljer kun er for de få, der har været heldige at få pladser nede foran. Den dystre stemning og fornemmelsen af lurende undergang kunne sagtens være dominerende selv med et lysere udtryk. At stykket går fra mørkt til mørkere, gør i øvrigt, at udviklingen er fhv. begrænset. Til gengæld understreger det, at Atlantis på intet tidspunkt i stykket er et godt sted, og det er derfor, Jabbadoor så let kan forføre folket. Farveskemaet fra scenen går igen i de flotte kostumer, som langt hen ad vejen holder sig til den traditionelle opfattelse af, at de onde skal være klædt i mørke farver. Medmindre de er afsporede ypperstepræster altså. Langt de fleste kostumer er holdt i jordfarver, som giver et troværdigt middelalderlook, men som også bliver lidt gråt i gråt. Der er flest farver på sirenerne, men selv her er farverne støvede. Egentlig er det vel kun Mirandas smukke kjoler, hvor den røde farve symbolsk får lov til at stråle, der for alvor skiller sig ud. Jabbadoors uhyggelige maske er endnu en detalje, det er svært at nyde fra afstand. På tæt hold er den med til at skabe den uhyggelige opfattelse af facade og bedrag. Som mennesker kan vi lettest forholde os til det, der er magen til os, og det, der slet ikke ligner os. Det, der ligner os uden at være magen til, er det virkeligt skræmmende, og dén kategori trækker masken Jabbadoor ind i.

Dybden i scenografien kommer til sin ret, når man sidder tæt nok på til at se, hvad der foregår bagerst på scenen. Her, som i resten af stykket, spiller koreografien en afgørende rolle. Jeg har nok altid haft mest fokus på sang og skuespil i forbindelse med musicals, men her fornemmer jeg virkelig vigtigheden af dansen. Mest iøjnefaldende er naturligvis sirenernes dans, kampscenerne og den energiske Rrokenka-dans, men det er i virkeligheden alt det indimellem, der gør størst indtryk. Særligt i andet akt, hvor lænker, der brydes, burde lede til mere frihed, er det uhyggeligt at se, hvordan folket ender som zombier med hovederne på skrå, sjældent helt oprejste og med aggressive, dyriske bevægelser. De har sat deres lid til den forkerte og følger ham blindt i afgrunden. Det mest imponerende er måske, at de dygtige dansere også er de dygtige sangere og skuespillere – her er virkelig et cast, der kan det hele.

I de navngivne roller har vi en stjernebesætning, hvor jeg får lyst til at fremhæve de fleste. Kaya Brüel er karismatisk og rå i rollen som Miranda, hvilket afspejles i hendes sang. At Johanne Milland i hovedrollen som Adalena er ung og fhv. ny i branchen kan på ingen måde mærkes. Uden at ændre ret meget fra tidligere skildringer af prinsessen, tager hun rollen på sig og gør den til sin egen ved at være overbevisende fra start til slut. Hun når hele følelsesregistret igennem i løbet af stykket, og her bliver det tydeligt, hvor meget det betyder, at en musicalperformer mestrer skuespillets kunst. Det er ikke meget, Annalouise Gomard får lov at synge i rollen som spåkvinden Livilla, men til gengæld har hun nogle af de sværeste passager i stykket. Hun gør det fremragende og hendes tilstedeværelse som den blinde kvinde, der ser mere end nogen anden, og som i øvrigt hele tiden trækker i skæbnetrådene, giver et fascinerende og poetisk ekstra lag i forestillingen. Af de mange blændende dygtige kvinder på scenen er det Pernille Petersson, der gang på gang imponerer mest. Silvans mor, Salene, spiller ikke nogen voldsomt stor rolle, men Pernille gør hende uforglemmelig. Det er en blanding af teknisk overlegenhed og en betagende varme og sjælfuldhed, som gør hendes hårde skæbne helt uudholdelig. I denne forbindelse er det ret genialt at lade Kelvin optræde som et tankesyn, der giver os mulighed for at leve os ind i hendes sorg og i sidste ende hendes udfrielse, da hun dør.

Da jeg oplevede premieren, savnede jeg energi i Kim Hammelsvangs Zan-Zan. Det skal jeg love for, at der er kommet. Det kække og luskede sidekick er stykkets comic relief, og det virker. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme om en af stykkets smukkeste sange, ”Morgen på Atlantis”, som Jonas Rasmussen i høj grad har sat sit eget præg på. Det er en skam. Ikke fordi noget er helligt og ikke må ændres, men fordi jeg savner sammenhæng mellem teksten og fortolkningen. På mit gamle Atlantis-album er det her den eneste sang, der er slidt op. På det nye album kommer jeg nok til at springe den over, men til gengæld er der en del andre sange, der kunne være kandidater til repeat one.

Kvindeterzetten er fremragende, og den vil også holde hele vejen, når den ikke opleves med den smukke solopgang i baggrunden. Og så prøver jeg forgæves at gætte mig frem til, hvilken af Thomas Høj Falkenbergs sange, jeg kommer til at lytte til flest gange. Der er en skøn varme i hans stemme, som passer perfekt til rollen som den unge helt. Det samme gælder hans til tider næsten barnligt begejstrede Lille Per-fremtræden, som gør ham umulig ikke at holde af. Alligevel er der kommet noget mere karakter til helterollen, end jeg husker, at der oprindeligt var. Styrken, han har arvet fra sin far, og det had, han opbygger undervejs i stykket, gør ham mere dynamisk, end jeg tidligere har oplevet ham. Det understreger også en overraskende, men ikke helt skæv pointe mod slutningen af stykket, hvor Silvan påpeger, at nok ligner han sin far, men måske ligner han i virkeligheden Jabbadoor endnu mere. En pointe, der er med til at fremhæve, at karaktererne skabes af de vilkår, de udsættes for.

Det samme gælder Jabbadoor. Med den nye sang, ”Se mig”, kommer der langt mere dybde i hærførerens karakter, og det bliver tydeligt, at han er drevet af andet og mere end psykopati og magtliderlighed. Drabet på kongen er i bund og grund motiveret af en bitterhed forårsaget af manglende anerkendelse. Kong Atlas forstår ikke, hvad hans soldater har ofret for rigets styrke og sikkerhed. Jabbadoor har set sine mænd, unge drenge, kæmpe, lide og miste deres liv i kamp, og han føler ikke, at kongen for alvor forstår, hvor meget de ofrer. Samtidig er der et socialt aspekt og en klasseforskel, som fremhæves her. Jabbadoor er ikke af ædelt blod, og uanset hvor meget han kæmper, kommer han aldrig på niveau med dem, der er. Som han synger, føler han sig målt og tålt, men aldrig anerkendt. Nu, hvor sangen er med, har jeg svært ved at forstå, hvordan den kunne undværes i første omgang. Det er næsten altid skurkene, der er de mest interessante karakterer, og det gælder også her. Jabbadoor er psykopatisk og mangler helt åbenlyst empati. Han er manipulerende og utilregnelig, samtidig med at han er omsorgsfuld og varm. Han er en stærk leder, og det er skræmmende, hvordan han formår at vække afsky, samtidig med at det virker helt forståeligt, at han forfører både folket og Adalena. Når han i sidste ende falder, skyldes det i virkeligheden primært hans egne fejl og svagheder. Som nævnt tidligere forelsker han sig på trods af sin ed, og at psykopaten helt oprigtigt taber sit stenhjerte til den unge prinsesse, lader til at være den eneste fornuftige forklaring på, hvorfor han giver op og lader det unge par gå til sidst. Hans anden fejl er, at han undervurderer Silvan. I øvrigt endnu en detalje, som jeg fuldstændig overså, de første to gange jeg så stykket. Jabbadoor udstråler ren hån, da han siger til Zan-Zan, at Silvan er farlig. Han ser ikke den styrke, som den unge, lettere naive mand rummer, og han forudser ikke effekten af det had, han får vækket i ham.

Rent narrativt har jeg altid haft en forkærlighed for skurke, men Jabbadoor har aldrig sagt mig så meget før, som han gør i den her opsætning. En brøkdel af det kan forklares med ”Se mig”, resten med pointen fra det indledende afsnit. Stig leverer her noget af det bedste, jeg har set fra ham, og jeg har alligevel set en del. Han indtager scenen med autoritet, samtidig med at han giver plads til de andre og er med til at spille dem bedre. ”No man is an island.” Og så synger han fantastisk! Det er let at blive imponeret af de store toner, som han holder så længe og kraftfuldt, at man glemmer at trække vejret. Det er imidlertid endnu mere imponerende, at han det ene øjeblik fremstår hjerteløs og kynisk, inden han i det næste øjeblik skruer op for al den varme, hans stemme også kan rumme, og får én til i glimt at glemme helt, at Jabbadoor er ond.

Jeg kunne sagtens sidde her forestilling efter forestilling og aldrig for alvor blive træt af det. Jeg skulle selvfølgelig sidde tæt nok på scenen til ikke at blive snydt for alt det, de gemmer i mørket, men alligevel. Jeg oplevede Atlantis for første gang for godt 26 år siden, og nu er cirklen sluttet. Jeg behøver ikke at opleve den igen. Den her opsætning og det her cast kan hverken genskabes eller overgås. Til gengæld glæder jeg mig til at lytte til albummet, lukke øjnene og drømme mig tilbage.

“The world is full of magic things

, patiently waiting for our senses to grow sharper.“

To koncerter var alt, hvad jeg nåede i år. Det er virkelig lidt, når man tænker på, at jeg normalt trives bedre med to koncerter om måneden. Mindst. Ved Årets Julekoncert med Stig Rossen gik det imidlertid op for mig, hvorfor det måske alligevel har været en fordel med en pause fra liveoplevelserne.

Som alt andet i år var også julekoncerten lidt anderledes, end den plejer at være. I stedet for to gange 45 minutter var koncerten skåret ned til fem kvarter, som til gengæld var uforstyrrede, fordi pausen var fjernet. Det eneste minus ved det set-up er, at tiden går vanvittig stærkt, og uden pausen mister man i endnu højere grad tidsfornemmelsen. Det er selvfølgelig positivt ift. at være i nuet og slappe af i det, men en bivirkning er udråb som det, der lød højt fra en herre bag mig, da Stig annoncerede, at koncerten var ved at være ved vejs ende: ”Nej!” Ikke sagt i spøg, men et åbenlyst oprigtigt: Det kan da ikke passe?! Tiden flyver, når man er i godt selskab. Og dét er man ved de her koncerter.

Jeg sad behageligt uforstyrret og blev på den vis mindet om, at jeg kan være en temmelig egoistisk koncertgænger. Nogle gange er det fantastisk at blive indhyllet i den dynamik, der kan opstå, når publikum er engagerede og lever sig ind i musikken, men andre gange er det mindst lige så fantastisk bare at nyde musikken uden at skænke det en tanke, at der sidder 500 andre i salen. Det var længe siden, jeg havde været til koncert, og meget længere tid siden jeg havde været til koncert alene. Jeg tror, at de to ting kombineret var grunden til, at jeg i samme sekund, musikken blev slået an, forsvandt ind i min helt egen verden, hvor der et øjeblik ikke fandtes andet end det, der foregik på scenen.

Hvis vi ser bort fra, at koncerten var en anelse kortere, end den plejer at være, så lignede den sig selv. Jeg tilhører det fåtal, der ikke er udelt begejstret for de traditionsbundne koncerter, men samtidig forstår jeg godt dem, der helst gik til præcis den samme julekoncert år efter år. Jeg holder nu engang bare mere af Stig for hans alsidighed, end for gentagelserne. I år var det dog tilpas lang tid siden, at jeg havde nydt hans stemme live. Jeg har fulgt med i mere end tyve år, og i løbet af de første par sange på sætlisten slog det mig, hvor meget dybere Stigs stemme egentlig er blevet i løbet af de år. Det klæ’r den. Særligt ved julekoncerterne giver den dybere og lidt varmere klang noget ekstra til sangenes budskab.

Tempoet i koncerten som helhed var lidt lavere i år. Enkelte år har jeg følt, at julestemningen var i fare for at drukne i underholdende indslag og højt tempo. Alt det var der skruet ned for i år, eller også overså jeg det. Det var rart, fordi det dels gav mere plads til den ro og nogle af de værdier, jeg forbinder julen med, men også fordi det på sin vis gav mere plads til Stigs helt naturlige lune måde at være på. Hans humor skinner igennem i de små snakke, der binder koncerten sammen, og selvom publikum virkede mindre oplagte end sædvanligt og lidt tyngede af restriktionerne, var der masser af smil undervejs. Nu, jeg tænker over det, så tror jeg egentlig, at jeg smilede ret bredt fra start til slut. Jeg stornød fornemmelsen af, at alle på scenen og Stig i særdeleshed gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at give os den bedst mulige oplevelse.

Man kan elske liveoplevelser af mange grunde. Nogle gange er det bedste ved, at musik spilles live, at det ikke er helt så perfekt og præcist, som studieoptagelser. Der er nogle gange mere liv og mere sjæl i livemusik. Ved den her koncert var det bedste ved, at det var live, at det mindede mig om, hvor afsindigt dygtig Stig er. Og uanset om det er studieoptagelser eller live, så er og bliver hans største styrke evnen til at formidle en historie og et budskab.

Den evne delte han med årets gæstesolist. Katrine Nørgaard er dygtig, og hun fik mig til at tænke, at alle sangere og sangerinder burde runde Musicalakademiet i Fredericia, så de kan lære, at de fortæller historier, hver gang de synger. Sammenlignet med særligt sidste års gæstesolist, var det befriende at kunne høre og mærke hvert eneste ord, hun sang. Hvis koncerten havde været i sin fulde længde, havde hun forhåbentlig fyldt lidt mere. I den korte version fyldte hun tilpas meget, men med tanke på restriktionerne i år og ikke mindst de mange aflyste koncerter, kunne det egentlig være fint, hvis hun fik chancen igen og lidt mere plads på næste års juleturné.

De fem foregående år har oplæsningen af julehistorien givet mig lidt lyst til at kravle under stolen, fordi jeg har haft svært ved at vænne mig til at høre mine egne historier læst højt. I år var første år, hvor jeg ikke havde det sådan. Det er en lidt pudsig proces, hver gang der skal skrives julehistorier. I år havde Stig og jeg talt om, at det skulle handle om håb. Fra den snak til julehistorien er skrevet er en lang ventetid, hvor jeg hverken skriver eller bevidst arbejder på historien. Pludselig er den der bare, og så skal den skrives ned. På mit arbejde er det blevet en tradition, at mine nærmeste kollegaer insisterer på at høre historien en af de første dage i december. De er alle sammen sproglærere, så de har samme erhvervsskade, som jeg har: Vi kan ikke lytte uden at analysere. Da de hørte årets historie, var min kollega Mette den første til at kommentere på, at der er en væsentlig ændring i magien i historien. I de andre historier, der har haft barnets perspektiv, har man kunnet bortforklare magien og Julemandens eksistens med, at den og han findes, fordi vi ser med barnets øjne. I år griber Julemanden ind og handler på en måde, som gør hans eksistens ubestridelig. Når Mads også ser ham, kan vi ikke bortforklare magien med, at den findes i Astas opfattelse af verden. Jeg havde ikke selv tænkt over det, men måske er det netop sådan det er i år. Vi har brug for, at magien findes. Ikke bare i barnets verden, men også i vores.

Det var også derfor, julekoncerten gjorde så usigeligt godt i år. Den var fuld af magi. Den slags magi, der kan opstå, når nogen gør sig virkelig umage og giver deres bedste. Den slags magi, vi kun ser og hører, hvis vores sanser er skarpe nok. Pausen fra liveoplevelserne og et brud med følelsen af, at hver koncert var lidt mere af det samme, havde uden tvivl skærpet mine sanser. Som altid, når Stig synger Erling Møllehaves geniale tekst til ”Du løfter mig”, strømmede tårerne ned ad mine kinder. Normalt sender jeg en tanke opad undervejs og mindes dem, der er taget herfra. I år blev jeg lige der i nuet og følte, at det var alt det, der foregik på scenen, der løftede. Og da koncerten var omme, føltes den i sin helhed som årets bedste og varmeste kram.

Her ved afslutningen af et kaotisk år og på årets smukkeste dag er det rart at blive mindet om, at verden er fuld af magi. Tak til alle jer, der skaber den.

Julehistorier fra Stig Rossens juleturné 2015 –

Siden 2015 har jeg haft fornøjelsen af at skrive julehistorierne til Stig Rossens traditionsrige juleturné. Herunder har jeg samlet historierne fra 2015 – 2019. Skriv til mig via m.k.martinsen@gmail.com, hvis du ønsker en version af dette års julehistorie, “Den lille heks”. Historien bliver delt herinde, når årets juleturné er forbi.

God læselyst og rigtig glædelig jul!

Julestjernen (2015)

Dér står det i al sin prægtige stråleglans. Fyldte kræmmerhuse og skæve julehjerter, flettet med mere koncentration end snilde, pryder de tætte grene. Bedstemors blik hviler et øjeblik ved hver eneste genstand på træet. Alle foregående juleaftener ses i hvert sit sæt af hjemmegjort julepynt. De hvide, lys brænder langsomt og indhyller alt i et varmt skær. Selv stjernen på toppen af træet lader til at skinne. Genskin fra lysene, tænker hun. Af og til slører fornuften, hvad øjet ser.

Hænder i alle størrelser finder sammen, og familien danner krans om træet. Den ældste vælger den første sang og får lov at synge for. Som altid vælger bedstefar ”Højt fra træets grønne top”. Ungerne elsker den, især Peter, der hvert år stopper ved trommen, når hans vers kommer. Så ler bedstefar. Han har det godt med gentagelser og véd, at ikke to er ens. Den varme barnehånd, der holder fat i hans, er større, end den var sidste år. De klarer sig så fint. Det er hans lille pige, der går der. Voksen, fornuftig og stærk nok til at holde sammen på en familie, selv når krigen kalder hendes mand til fronten.

Hun elsker, når de er samlet. Sidste år var han udsendt. Det får hende til at sætte endnu mere pris på julen i år. Hun husker, hvordan han ringede hjem og sang for hende. ”Salig fred, himmelsk fred

toner julenat herned!” I det øjeblik følte hun, at ingen i verden kunne ønske fred på jorden mere, end hun, men hun vidste også, at hun tog fejl. I år vælger hun den sang blot for at høre ham synge den igen, uden støj på linien og tusindevis af kilometer imellem dem.

Hvor de andre går om træet, tager Peter det med dansen mere bogstaveligt. Nu kommer katten igen snigende, på udkig efter glaskugler. Når det bliver Peters tur til at vælge en sang, skal de synge ”Nu’ det jul igen”, og han skal vise vej rundt i huset. De skal op over sengene, og ind igennem hulen, hvor de voksne må krølle sig helt sammen for at følge efter ham. I aften er de med på hvad som helst.

Da den sidste sang er sunget, betragter de træet, hvor lysene snart er brændt helt ned. Far ser på den familie, der omgiver ham. Her er hele julens kerne for ham. Samhørigheden. Også med alle de andre familier, hvor julefreden er trængt ind. Hver familie sine traditioner. Og hvert år sine lys – det er blevet tid til at puste dem ud for i år. Da det sidste lys er slukket, gløder stjernen i toppen af træet svagt. Kun den lille, der er ved at falde i søvn på sin fars arm, ser det. ”Godnat, julestjerne,” hvisker hun og smiler, idet jeg kysser hendes øjenlåg en sidste gang. Til næste år har hun glemt, at hun så mig. Jeg bliver til magien, heller ikke hun formår at sætte ord på. Men når hun kigger op på en frostkold vinternat, vil jeg blinke til hende. Vi viser vej, og vi våger over jer. Vi er der altid, men kun når mørket er tættest, ser I vores lys. Hvert år på denne tid inviterer I os indenfor uden at vide det. Så forsvinder afstanden mellem himmel og jord, og vi bringer jer vores varmeste ønsker om en glædelig jul for jer og jeres kære.

Julemanden (2016)

Jeg må have været omkring fem år gammel. Nej vent, seks år; jeg var begyndt i skole den sommer. Det var en god tid. I klassen var vi alle sammen seje drenge, uanset hvor gode vi var – eller ikke var – til fodbold. Faktisk var det først, da vi nåede december, at det begyndte at gå skævt. Der var ingen, der sagde det direkte, men det gik op for mig, at seje drenge ikke troede på Julemanden.

Når jeg spurgte mor og far, svarede de bare, at det var et fjollet spørgsmål. Selvfølgelig fandtes han, hvor skulle gaverne ellers komme fra? Jeg var ikke overbevist og besluttede derfor, at jeg selv måtte opklare sagen.

Så snart jeg fik juleferie, begyndte jeg at lede. Oppe og nede, ude og inde, og allerede på andendagen var heldet ulykkeligvis med mig. Dér, i det store skab i kælderen, lå alle gaverne. Det blev den mærkeligste juleaften. Da vi gik om træet, så jeg hverken pynten eller lysene. Jeg stirrede kun på gaverne under træet og søgte desperat efter bare én, der ikke lignede dem fra skabet. Der var ingen. Julemanden havde ikke været der, og alt pegede i stedet i retning af legetøjskæden nede på torvet.

Jeg kunne ikke falde i søvn den aften, så derfor lå jeg i mørket og ventede. Da der endelig blev stille i stuen, listede jeg ud og satte mig på gulvet foran kaminen, hvor enkelte gløder fortsat lyste svagt. En sidste rest af håb fik mig til at overveje muligheden for, at jeg var havnet på Julemandens liste over uartige børn. Tegnestiften på lærerens stol? Men det var jo for sjov, og helt sikkert ikke værre end den slikkepind, jeg kom til at putte i lommen nede hos købmanden året før. En tåre trillede ned ad min kind, og i samme øjeblik rungede en varm og velkendt latter gennem stuen.

”Det med listerne er alligevel bare noget, de voksne har fundet på. Jeg kender kun søde børn.” Hans stemme var rar og så dyb, at man kunne mærke den sitre gennem luften. De store støvler var fulde af sne, og selvom frakken var mørkere, end jeg havde forestillet mig, var formen god nok. Hans skæg var kraftigt og skinnende hvidt, og under den store hue strålede to klare, blå øjne. ”Kom, min ven,” han satte sig ned og rakte en kæmpe hånd frem mod mig. ”Alle Bellas fire hvalpe kunne ligge her”, tænkte jeg, da jeg så min egen hånd forsvinde i hans. Og før jeg nåede at tænke mere, havde han hevet mig op i sin favn. Han fortalte om sale fulde af julehumør og hjælpsomme nisser, og om rensdyr, der aldrig blev trætte af at løbe om kap hen over himlen. Jeg lyttede begejstret, men kom så i tanke om gaverne i skabet. ”Det var ikke mine gaver,” afbrød han. ”De gaver, jeg har med, fylder kun jeres hjerter.” Jeg forstod ikke, hvad han sagde, men jeg kunne mærke, hvad han mente. Klokken måtte være mange. ”Har du slet ikke travlt?” spurgte jeg. Nu lo han igen, så maven hoppede, og jeg hoppede med. ”Nej,” sagde han og prikkede mig på næsen, ”jeg har aldrig travlt. Jeg er lige hér og hér.” Han pegede først på min pande og dernæst på mit bryst. ”Altid?” ”Altid.” Tårerne kom tilbage. ”Det var lige før, jeg ikke troede på dig,” hviskede jeg. ”Det ved jeg, men jeg troede på dig,” forsikrede han, inden han fortsatte: ”Her er nu engang rarest at være, når vi tror på hinanden, ikke?” Jeg nikkede og begravede mig et øjeblik i hans store frakke, der duftede som en frostklar vinternat, selvom den var både varm og blød. Så hoppede jeg ned på gulvet og ønskede ham godnat med et hemmelighedsfuldt smil. ”Vi ses, Julemand, hér og hér.”

Det, du tror (2017)

Det var d. 23. december. De fleste var allerede gået på juleferie, og Sommerfugle-stuen var næsten tom. Midt på gulvet blev der udkæmpet et drabeligt slag: Piraterne havde kapret Barbies lystbåd, og nu kom der cowboys og indianere helt fra prærien i Det Vilde Vesten for at komme dukkerne til undsætning.

I sofaen sad Carl med ”Den store bog om Julemanden” og læste, som kun 5-årige, der ikke er begrænset af bogstaver, kan. Opslugt af de mange farverige billeder så han slet ikke, hvordan slaget mellem legetøjet på gulvet udviklede sig til slåskamp mellem børnene, og først da en voksen stemme overdøvede støjen, så han op. Det var Oscar, der lavede ballade. Igen.

Legen på gulvet fortsatte som før, så snart Oscar var blevet trukket til side. Han sad nu på skødet af en af de voksne, som så meget alvorlig ud. Carl tunede sine små, skarpe ører ind på deres snak og fangede hurtigt, at Oscar skulle forklare, hvorfor han drillede de andre.

”Når alle alligevel synes, at jeg er dum, kan jeg lige så godt være det.”

Den voksne sagde ingenting, men rynkerne i panden forsvandt. Uden at vide, hvorfor, hoppede Carl ned fra sofaen og gik derover. ”Jeg synes altså ikke, at du er dum, Oscar,” sagde han, og hans runde, blå øjne mødte Oscars. Så let kan venskaber begynde.

Juleaften kom og gik. Gaverne var pakket ud, lysene på træet var brændt ned, og Carl lå trygt under sin varme dyne, da han pludselig hørte noget pusle uden for vinduet. Gulvet knirkede under hans fødder, da han listede sig derhen og åbnede vinduet på klem. Måske var det katten, der ville ind? Aftenen var klar, og månen kastede et blegt lys over haven. Carl gned sine øjne og kiggede igen.

Midt på den snedækkede plæne stod en kane fuldstændig magen til den, han havde set i bogen, og dér, lige foran vinduet, stod han, Julemanden. ”Godaften, Carl,” sagde han stille med en stemme så dyb som fjern, buldrende torden. ”Må jeg komme indenfor?” Carl åbnede vinduet helt, og et øjeblik efter stod selveste Julemanden på gulvet i hans værelse. Selvom han kom lige fra kulden, varmede han alt op omkring sig. Han tog sin store, mørkerøde hue af og holdt den i hånden, imens han satte sig på den stol, hvor Carls mor altid sad, når hun fortalte godnathistorier. ”Du er helt, som jeg troede, du ville være,” sagde Carl eftertænksomt og rakte hånden ud for at mærke, om frakken var lige så blød, som den så ud. ”Ja,” brummede Julemanden, ”sådan er det. Det, du tror, jeg er, det er jeg.” Carl tænkte ikke nærmere over det.

”Jeg ved, hvad du gjorde i går, Carl.” Carl spærrede øjnene op og så et øjeblik næsten skræmt ud. ”Så ved du altså også, at jeg løj lidt?” ”Løj?” ”Ja,” hviskede han og kiggede ned. ”Jeg synes faktisk, at Oscar var dum, da han drillede de andre. Men jeg kunne bare ikke holde ud, at han sagde sådan.” ”Ah, jeg forstår.” Julemanden strøg ham forsigtigt over håret og fortsatte: ”Det var nu ikke det, jeg så. Lad mig vise dig det.” Han stak sin enorme hånd ned i frakkens dybe lomme og trak en lille snekugle frem. Han rystede den og rakte den frem mod Carl. ”Hvad ser du?” Carl stirrede intenst på snefnuggene, der hvirvlede omkring derinde. Han var lige ved at give op, da to små lys fangede hans blik. ”Lys?” spurgte han. ”Det er dig og Oscar. To glade drenge, der leger og griner. Der er ingen, der er udenfor. Ingen, der er dumme. Det var dét, du gjorde i går.” Carl tog fat i snekuglen og holdt den helt op til sit ansigt. Han så stadig kun de to små lys derinde, men da han holdt vejret og var helt stille, kunne han også svagt høre lyden af latter. Han smilede. Det havde været en god dag, og Oscar var i virkeligheden slet ikke så dum. ”Julemand? Når man tror på dig, er du der, ikk’ også?” Julemanden nikkede, og selvom hans mund var gemt bag det store, snehvide skæg, strålede hans øjne af et varmt smil, da Carl så på snekuglen og tilføjede: ”Nogle gange skal man også bare tro på mennesker.”

Julemiraklet (2018)

Det var d. 21. december, og indtil videre var det eneste hvide ved denne jul væggene på hospitalet, hvor en lille dreng lå alene på sin stue i en seng, der var alt for stor. Uden for døren stod mor og far sammen med lægen, der altid havde armene over kors. Bortset fra nu. Nu stod han med en hånd på mors skulder. ”Det ville kræve et mirakel,” var det sidste, lægen havde at sige. Mor drejede sig væk fra døråbningen, så hendes dreng ikke skulle se, at hun græd. Far kiggede ind til ham og forsøgte at se håbefuld ud.

Smilet var næsten ægte, da han et øjeblik efter satte sig på sengekanten. ”Hey, vi fejrer bare jul her, Albert. Jeg finder et lille juletræ og så stiller vi det oven på en kæmpe julegave, og den julegave er selvfølgelig til … mig!” Albert forstod godt, at hans far prøvede at få ham i godt humør, så han grinede og klemte hans arm. Faderen sagde: ”Jeg henter lige mor, ikk’? Er du okay så længe?” Albert nikkede og løj.

Da faderen var gået, vendte han sig om mod spejlbilledet i vinduet. ”Jeg tror ikke på mirakler,” hviskede han for sig selv, og en tåre løb ned på puden. I samme sekund blev himlen lys udenfor og en mand klædt i hvidt sad med ét i vindueskarmen. ”Hej,” sagde manden, som om det var det mest naturlige i verden at dukke op på den måde. Manden havde vinger og over hans hoved svævede en ring af glas, som lyste varmt. Albert sagde: ”Jeg troede, at engle var piger?” Englen nikkede: ”Ja, det er du ikke ene om. Men jeg er nu mest en mand.” ”Øh, hvorfor har du så kjole på?” Albert vidste, at det ville være uhøfligt at grine, men der var noget ved englen, der gjorde, at det var svært at lade vær’. Englen sagde: ”Kan du holde på en hemmelighed?” Albert nikkede og englen satte hovedet helt ned til hans øre og hviskede: ”Det er fordi superheltene har taget idéen med kapper. Roben her er det, der ser næstsejest ud, når man flyver.” Albert så skeptisk ud og englen tilstod: ”Arh, det er faktisk overhovedet ikke sejt. Jeg har spurgt både Superman og Batman, men ingen af dem vil bytte.” Nu klukkede Albert og englen lo med så klart, at lyden gav genklang som en lys ringen i istapperne uden for vinduet.

Da de sidste toner af englens latter var klinget af, sad Albert tilbage med tårer i øjnene. ”Skal jeg med dig nu?” spurgte han forsigtigt. ”Nej. Engel betyder budbringer; jeg skal hilse dig fra din farfar. Han så godt, at det var dig, der lagde op til det der mål i sæsonens sidste kamp.” Albert tørrede øjnene og smilede: ”Farfar?” ”Ja,” englen smilede tilbage, løftede det ene øjenbryn og tilføjede: ”Det var måske også din farfar, der fik målmanden til at falde i samme øjeblik.” De lo igen og denne gang så højt, at en istap sprang og blev til tusindvis af snefnug, der langsomt dalede mod jorden. Albert så ud på sneen: ”Fejrer I egentlig jul i Himlen?” ”Nej,” smilede englen, ”men de, der vil, rejser ned til jorden juleaften for at være sammen med dem, de elsker.” ”Som spøgelser?” Albert så næsten forskrækket ud. ”Nej, som minder. Hvis du ser godt efter, kan du se dem i skæret fra lysene. Det er faktisk derfor, julelys brænder så varmt og klart. Du kan også dele dine vanillekranse med dem, der er rejst i forvejen, vidste du det?” Albert rystede på hovedet. ”Jo! Pust hullet ud af vanillekransen og tænk på den, du vil dele med. Din farfar elsker vanillekranse.” Albert elskede også vanillekranse, men mest det, der var uden om hullerne.

Han så hen på julepynten i vinduet. En lille grangren med flettede hjerter, der forsøgte at gøre hospitalsstuen lidt mindre hvid og kold. Englen mærkede hans længsel. ”Hør her, du skal hjem til jul, Albert. Om lidt viser jeg dig, hvor sej jeg ikke ser ud, når jeg flyver. Og når jeg er væk, så ringer du efter sygeplejersken. Okay?” Albert nikkede, men blev så alvorlig igen. ”Jeg tror altså ikke på mirakler,” hviskede han. Englen sagde: ”Nogle gange tror vi mindst, når vi har mest brug for det.” Englen lagde en hånd på hans og fortsatte: ”Albert, hvornår lyser stjernerne klarest?” spurgte han. ”Når natten er mørkest?” svarede Albert. Englen blinkede til ham, lettede på glorien, som var den en hat, og fløj ud gennem vinduet, der stadig var lukket. Udenfor ringede det igen fra istapperne, Albert genkendte melodien og sang med: ”Engle dale ned i skjul … Engel betyder budbringer, farfar spiser vanillekransehuller, mænd kan godt gå i kjole og jeg … jeg tror på mirakler.”

Alt det andet (2019)

Nu skal I høre om den mærkeligste oplevelse længe. Forestil jer scenen: Jeg sidder hjemme i køkkenet, hvor jeg har sat mig til rette med min kaffe og årets julehistorie, som jeg vil læse igennem en ekstra gang. Pludselig hører jeg støj fra gårdspladsen. Vi bor ude på landet, og det sker ikke så tit, at der kommer uventede gæster, som parkerer en stor kane foran køkkenvinduet. Jeg går derfor i stå et øjeblik, og resultatet er, at der ikke er nogen derude, da jeg endelig får åbnet døren. I stedet hører jeg et bump inde fra huset, og da jeg kommer retur til køkkenet, sidder Julemanden på min plads. I den ene hånd har han min kaffekop og i den anden har han julehistorien. ”Du, Stig,” siger han, som om alt ved den her episode er helt normalt, ”skulle det ikke for én gangs skyld handle om noget andet end ham den gamle med skægget?” Det er selvfølgelig ham selv, han taler om. Tror jeg. ”Jo,” får jeg lidt tøvende fremstammet, ”men det er så hyggeligt.” Han nikker, tager en tår af min kaffe og lægger papirerne fra sig. ”Ja ja, bevares, ingen jul uden gamle Julle, men der er jo også alt det andet.” Jeg tøver nok igen lidt for længe, i hvert fald knalder han pludselig koppen i bordet, rejser sig resolut og be’r mig om at følge med. Jeg er måske ikke syv år længere, men han er nu alligevel ikke typen, man diskuterer med, så jeg følger efter ham ud i gården, hvor kanen stadig står. ”Jeg skal vise dig noget,” brummer han og giver tegn til, at jeg skal sætte mig ved siden af ham. Inden jeg når at registrere noget som helst, er vi omgivet af sne, så langt øjet rækker. Foran os ligger en mørk bjælkehytte, hvorpå der hænger lange rækker af lanterner, som kaster et varmt skær over de ellers noget kølige omgivelser. Vi går indenfor, og hytten viser sig at være enorm. Det hele er ét stort, åbent rum, hvor himlen lader til at være loftet, og hvor nisser i alle aldre og størrelser, løber rundt. Vi ved alle sammen, hvordan nisser ser ud, men ved I, hvordan de løber? De har benene foran sig hele tiden, samtidig med at deres overkroppe er lænet bagover, så det ser ud til, at det kun er den ene halvdel af dem, der har travlt. Benene løber derudad, imens de ellers helt tilbagelænede fløjter og smiler. Kan I huske sidste år, hvor Flemming spillede både fløjte og bjælder på én gang? Det er lidt sådan, nisser er. Nu sagde jeg før, at jeg ikke er syv år længere, men det er jeg i det her øjeblik. I Julemandens hjem er det umuligt ikke at være et lille barn. Breve flyver rundt, gaver bliver pakket ind og kastet fra hånd til hånd, alting er kaos og orden på én og samme tid. ”Imponerende, ikke? I tror, at jeg har travlt juleaften, men det her, det er det egentlige arbejde, og det begynder længe før jul.” Dét scenarie virker bekendt. Det mest imponerende af det hele er en kæmpe glaskugle, som svæver midt i rummet. Vi går hen til den, og jeg kommer instinktivt til at række ud efter den. Inden jeg når at røre den, dukker et billede op. Jeg genkender stuen, juletræet, og pludselig hænger duften af hjem i luften. I lænestolen i hjørnet sidder morfar, og dér på skødet af ham sidder jeg. Han læser højt for mig, og selvom jeg ikke kan høre ordene, kan jeg mærke dem. Jeg har lyst til at holde fast i billedet, men det glider i baggrunden, idet et nyt toner frem. Det er mine egne børn, mine svigerforældre, min mor. De ler. Duften af hjem er en anden og alligevel den samme. Jeg lader hånden falde, og selvom billedet toner ud, ved jeg, at det ikke forsvinder. ”Jeg,” jeg prøver at finde ord, men der er ingen. ”Præcis,” smiler han. ”Nogle gange er ordene ikke store nok. Men det var heller ikke ordene, der kom først. Og bare fordi vi ikke har ord for noget, betyder det ikke, at det ikke er der. Der er det, vi siger. Det, vi ser. Og så er der alt det andet.”

På vej hjem låner han mig sin hue. Med den på ser jeg alting, som han ser det. ”Ser du nordlyset?”, råber han. ”Hvor nordlyset danser, har folk fortjent gaver.” ”Men det er jo allevegne?” Jeg er også nødt til at råbe for at overdøve vinden. ”Selv dér over Jaques hus,” tænker jeg uden at sige det højt. Julemanden ler.

Hjemme i køkkenet er kaffen blevet kold, og julehistorien er blevet en anden. Den handler stadig om ham den gamle med skægget, men den handler også om alt det andet. Om alle de andre. Om alle de billeder, som aldrig forsvinder. Om duften af hjem og duften af jul. Det sidste, han siger, inden han går, er det samme, som han ønsker os hvert eneste år: ”Rigtig glædelig jul!”

Asta-kadabra (2020)

Kommer d. 21. december 2020

Meget mere end musik

Man kunne med god grund tro, at en jubilæumskoncert med promenadeorkester og et udvalg af nogle af de bedste sange fra en godt 30 år lang karriere primært ville handle om musik. Sådan er det bare ikke altid, og sådan var det ikke i søndags.

Jeg har fulgt Stig Rossens karriere i noget, der ligner tyve år efterhånden. Udover at det betyder, at hans stemme har udgjort en god del af soundtracket til mit liv, siden jeg var 15 år gammel, har det også givet uendeligt mange, fantastiske oplevelser og vigtigst af alt uundværlige venskaber. I søndags opgav jeg at tælle, hvor mange kendte ansigter, der var blandt publikum. Jeg opgav også at tælle, hvor mange kram jeg var så heldig at rende ind i både før og efter koncerten. Jeg ved ikke, om Stig har et publikum, der er mere loyalt, end så mange andre. Til gengæld ved jeg med sikkerhed, at hans tætpakkede kalender og tilsyneladende utrættelige energi og mod på nye opgaver, gør, at vi året rundt har usandsynligt mange lejligheder til at mødes. Nogle er med næsten hver gang, andre er med jævnligt og enkelte er med af og til. Af en eller anden grund betyder det ikke noget, hvor ofte vi ses. Gensynsglæden er altid den samme, og resultatet er, at dét at tage af sted til en af Stigs mange, mange optrædener, hvad end det er koncert, foredrag eller teater, altid fylder mig med en følelse af at komme hjem.

I søndags slog det mig, hvor meget det også fylder undervejs i koncerten. På den ene side fylder det, fordi jeg flere gange sender andre blandt publikum en tanke. Måske er det deres yndlingssang, der bliver sunget, eller også dukker der fælles minder og historier op. På den anden side fylder det, fordi det ganske enkelt er så helt igennem rart at vide, at de sidder der rundt omkring i salen og smiler, græder og griner på én og samme gang hver for sig og i fællesskab. Vi går ind til en koncert som den i søndags fra hvert vores og med hver vores forventninger, og blandt andet derfor går vi også derfra med hver vores oplevelse. Jeg nyder altid at slutte af med det sædvanlige tredje sæt, hvor der er rig mulighed for at høre, hvad de andre har fået med denne gang.

For mit eget vedkommende var koncerten i søndags en af de sjældne, hvor jeg sad med en følelse af, at sætlisten var uforudsigelig, selvom sangene var velkendte. Uforudsigelige sætlister er næsten altid de bedste i mine øjne, især når de som denne byder på nogle af de sange, vi kun sjældent får lov at høre. I søndags fik vi f.eks. lov at høre ”Love Changes Everything”, ”She” og nogle af de mere swing-prægede klassikere i en varm hyldest til Ol’ Blue Eyes. ”Love Changes Everything” var, så vidt jeg husker, anden sang på sætlisten, og allerede her nåede jeg at holde vejret lidt undervejs. Det kunne have skyldtes mange ting, men i det her tilfælde var det mest, fordi den sang og et par andre på listen nok lå lidt bedre til Stigs stemme for ti år siden, end de gør nu. But who cares? Vi fik lov at høre sangen live igen, og det gjorde godt. Desuden ramte han efter et hyggeligt Sommer i Tyrol-medley spot on med sin version af Charles Aznavours ”She”, hvor han demonstrerede, hvad jeg holder allermest af ved hans fortolkninger. Hans intonation er så klar, at hvert eneste ord når ud, samtidig med at hans indlevelse er så stærk, at ordene også trænger helt ind under huden. Samme fornemmelse sad jeg med, da vi blev forkælet med hele fire klassikere fra Frank Sinatras repertoire. Stig formår på forskellige måder altid at gøre sangene til sine egne, men der er også altid små detaljer, som er lånt direkte fra de originale versioner, og som vækker en genkendelse, der understreger, at det er en hyldest. Detaljerne er ofte så små, at det formentlig er de færreste, der bevidst tænker over, at de er der, selvom de helt sikkert mærker effekten, når f.eks. en udtalt yod dropping i ”New York, New York” skiller sig helt ud fra Stigs sædvanlige udtale, men til gengæld matcher Sinatras 1:1. Det er papegøjen, der kigger frem – papegøjen og skuespilleren, som i øvrigt også fik lov at runde første halvdel af koncerten af på befriende, uhøjtidelig vis, da John Mogensen tog over.

Anden halvdel af koncerten var en smule mere forudsigelig med flere af favoritterne fra det danske repertoire og nogle af de musicalhits, Stig næppe ville turde udelade ved en koncert som denne. En af de sidstnævnte er naturligvis ”Bring Him Home”, som ikke er min yndlingsmusicalsang, men til gengæld altid kaster mig direkte ind i historien i ”Les Misérables”, som er min absolutte favorit, både når vi taler om bog og musical. Jean Valjean er uden sammenligning det største menneske, der aldrig har levet, og Stig favner rollen eminent, også når han ”bare” synger denne ene sang i en sætliste fyldt med så meget andet. Det er en smuk sang, men også en krævende sang, ikke mindst når den er placeret mod slutningen af sætlisten på en aften, hvor stemmen i glimt bar præg af at være lidt presset allerede ved begyndelsen af koncerten. Utroligt nok gik det alligevel. Som altid, når den sang virker bedst, blev jeg ramt lige i hjertet. Tekstmæssigt opsummerer ”Bring Him Home” perfekt, hvor Valjean befinder sig mentalt netop i det øjeblik, så essensen i hans karakter og den ultimative pris, han er parat til at betale for at sikre en andens lykke, runger ud i salen med de tre ord ”Let me die!” i sidste vers. I det øjeblik lykkes det mig altid at glemme, at det ikke er Valjean, der står foran mig, selvom der er fhv. langt fra barrikaden til scenen i Comwell Kolding Teater, hvor oprørske studenter var skiftet ud med et velspillende promenadeorkester under lige dele hyggelig og kompetent ledelse af Bjørn Hyrup. Det stående bifald, der fulgte, var velfortjent, både i konkret forstand for aftenens version af ”Bring Him Home” og i mere symbolsk forstand for alt det, den rolle har bragt med sig.

Aftenen blev ikke overraskende afsluttet med et par ekstranumre. ”Thank You For The Music” passer selvfølgelig fint alene pga. titlen, men er i virkeligheden sjældent særlig god live. Derfor var det perfekt, at andet ekstranummer fik alle op af stolene og sendte os hjem i en rus af nostalgi – også selvom enkelte af os ikke er helt gamle nok til for alvor at kunne huske det der ikoniske araberspring i Dansk Melodi Grand Prix 1988, hvor ”Vi danser rock og rul” sparkede det hele i gang.

Som helhed efterlod koncerten i Kolding mig med én følelse, der overskyggede alt andet: Taknemmelighed.

Jeg er taknemmelig for alt der, der har været, og alt det, der er. Taknemmelig for alle de gange, hvor musikken har været et tilflugtssted. Alle de gange, hvor den, som i søndags, har givet mig følelsen af at være hjemme. Jeg er taknemmelig for alle jer, der er dukket op på vejen, og er blevet en hel, lille, selvvalgt familie, der rækker langt ud over det fælles rum, musikken lod os mødes i. Og så er jeg selvfølgelig først og sidst taknemmelig for dig, Stig.

Jeg forsøger sjældent at få folk til at forstå, hvorfor jeg har hængt ved i så mange år, og hvorfor jeg gider at gå til de samme koncerter igen og igen. Menneskeliv er turbulente, nogle mere end andre og de fleste mest i de år, hvor jeg første gang hørte ordentligt efter, når Stig sang. Hvis der er en rød tråd og en line, jeg altid har kunnet holde fast i, er det Stigs stemme. Var det ikke hans stemme, var det sikkert noget andet, men nu blev det tilfældigvis sådan. Der er næppe nogen, der nogensinde helt kommer til at forstå det, og det er okay. Det handler om så meget mere end musik.

Leonora Christina

– en kongedatters sind og fængsel

”Der findes kun én sandhed,” hævder Leonora Christina i begyndelsen af Odense Teaters største satsning nogensinde, og straks er jeg sat tilbage til mit første møde med hendes bemærkelsesværdige beretning, ”Jammersminde”, hvori kongedatteren, der måtte gifte sig til både titel og slægtsnavn, har beskrevet de urimeligt mange år, hun tilbragte indespærret i Blåtårn på Københavns Slot uden hverken rettergang eller dom.

Jeg kan ikke huske, om det begyndte, da jeg gik i 6. eller 7. klasse, men på skolebiblioteket havde jeg en kasse stående, hvori mine lærere lagde alle de bøger, de syntes, jeg skulle læse. Hvis jeg blev lidt for hurtigt færdig med de opgaver, vi fik udleveret i timerne, listede jeg ned på biblioteket. På et tidspunkt havde Niels-Henrik, som var skolebibliotekar og historielærer for min parallelklasse, lagt ”Jammersminde” i kassen. Jeg kendte kun historien om Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt fra vores mange ferier på Bornholm, men allerede fra første besøg på Hammershus var jeg dybt betaget af hendes karakter og skæbne, så jeg kastede mig ivrigt over bogen. Efterfølgende læste jeg alt, hvad jeg kunne få fat i, der handlede om Leonora Christina og hendes slægt. Jeg husker bedst ”Jammersminde” for netop den sære fornemmelse af, at vi måske nok får sandheden fortalt, men at det er hendes sandhed, og at den sandhed langt fra er den eneste. Den upålidelige fortæller har siden da været min foretrukne, fordi ingenting er så lige til, som det synes. Det glæder mig, at hele præmissen for stykket her er den samme.

21 år, 9 måneder og 11 dage. Så længe sad Leonora Christina i Blåtårn. I musicalen, der er iscenesat af Peter Langdal, får vi lov at opholde os i Blåtårn sammen med Leonora i tre timer, som i teorien burde føles længere, end de gør. Når de ikke føles lange, skyldes det blandt andet, at vi ikke er begrænset af fængslets mure, men bevæger os rundt i de særeste afkroge af Leonoras sind. Det sind, der måske i virkeligheden er et mere skræmmende fængsel, end murene omkring hende. Vi ser verden med hendes øjne, som er sløret af et skær af vanvid og vrangforestillinger, hvoraf en del er årsagen til hendes ulykke, imens andre er resultatet af den.

Det er Leonora Christinas sandhed, vi får fortalt. Glemmer vi det, risikerer vi at fare vild i brudstykkerne af hendes fortælling, som vi kastes rundt i, lidt kluntet guidet af Leonoras samtaler med en svensk anklager og en hvidklædt mand, der fungerer som hendes samvittighed. Langt hen ad vejen føles rækkefølgen af de historiske nedslag tilfældig, selvom den naturligvis langt fra er det. På den ene side giver de spredte nedslag et ufuldstændigt billede af både historien og karaktererne, men på den anden side giver det frihed til at opbygge spænding, så stykket langsomt strammer sit greb om os, i takt med at det bevæger sig fra det komiske til det tragiske.

Måske er det med til at gøre fortællingen udholdelig, at vi ikke bare får det sædvanlige comic relief, men at store dele af stykket fremføres, som om det var en komedie. Alligevel var det en af de primære grunde til, at jeg i begyndelsen havde svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle synes om stykket. Alle konger er latterlige, alkoholiserede fjolser; lille, svenske Karl Gustav mere end nogen anden. Alle dronninger er forførende, intelligente, undervurderede og magtfulde, bortset fra Sophie Amalie, som Leonoras halvbror, Frederik III, er gift med. Selvfølgelig, for det var formentlig sådan, Leonora opfattede dem, selvom jeg tvivler på, at hun anså sin far, Christian IV, for at være helt så uduelig, som han fremstilles og vel i bund og grund også var.

Kun i ét forhold virker fremstillingen forkert og utroværdig. Corfitz Ulfeldt, som spilles aldeles fremragende af Troels Lyby, går fra at være barnlig til at være gal. Han fremstår aldrig for alvor som den ældre, erfarne og intelligente mand, han må have været for at være Leonora Christinas ligeværdige partner. Magtforholdet mellem de to gøres tydeligt fra begyndelsen, hvor de mødes på scenen – ikke på midten, men på Leonoras halvdel, så Corfitz må gå 3/4 af vejen for at møde sin hustru. Endnu skævere er magtforholdet mellem dem, da de er til maskebal i Frankrig for at fejre Solkongens fødselsdag. Leonora drister sig til at afsløre enkedronningen for at komme i snak med hende, imens Ulfeldt påtager sig opgaven at lege med den 9-årige Louis XIV. Det understreger pointen om kvindernes oversete rolle i den politiske arenas magtkampe, men det gør det samtidig uforståeligt, at Leonora skulle være så trofast over for en mand, som i så lille grad gør sig værdig til hendes respekt. Som nævnt stråler Lyby til gengæld i rollen. Det gælder ikke mindst i de mareridtsagtige scener, hvor han får lov at brillere med “Corfitz klage”. Han er ikke så stor en sanger, som han er skuespiller, men både del 1 og 2 af denne klagesang fremhæver alt det bedste ved hans vokal. Under del 2 får vi i øvrigt den mest stemningsfulde koreografi fra kor og dansere, som ellers ikke gør det helt store indtryk undervejs i stykket.

Størst indtryk gør en af fortællingens mindste roller. I et stykke, hvor det takket være vores utroværdige fortæller er svært med sikkerhed at afgøre, hvem der er god, og hvem der er ond, er der en enkelt, der fremstår helt utvetydig. Adolph Fuchs, generalmajor i den danske hær, var en fremragende militærmand og et dybt ubehageligt menneske. I den periode, hvor Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt sad fængslet på Hammershus, fungerede Fuchs som kommandant på Bornholm, hvor han for det første gjorde opholdet til et regulært helvede for det faldne ægtepar og for det andet nåede at gøre sig så upopulær blandt befolkningen, at han efter kun to år blev forflyttet til Fyn. I stykket her udviser Fuchs ingen synlige tegn på respekt for hverken overordnede eller underordnede, og hans ubehagelige væsen understreges, da han lader sin vrede ramme en tilfældig soldat, der må lade livet pga. Leonoras trodsighed på Hammershus. Uhyggeligst er fremstillingen af Fuchs, fordi hans hadefulde adfærd på intet tidspunkt virker ukontrolleret. Der er en vilje bag alt, hvad han foretager sig. Det er Stig Rossen, der lægger krop og stemme til Fuchs, og han gør det med en karisma, der gør ham umulig at overse på scenen. Uanset hvor Fuchs er, mærker vi hans tilstedeværelse. At Stig samtidig har langt den bedste sangstemme er selvfølgelig medvirkende årsag til, at Fuchs fylder så meget, selvom han er der så lidt, og det er fristende at tænke, at det er spild af både sang- og skuespiltalent at give Stig så lille en rolle. På den anden side er de bedste teaterstykker, serier og film ofte kendetegnet af, at selv de mindste roller er besat af de dygtigste, vi har. Desuden er det en udelt fornøjelse igen at opleve Stig i en skurkerolle, der ligger uendelig langt fra alt, vi kender ham for, selvom den vidunderligt ondskabsfulde latter, der får lov at afslutte første akt, uvilkårligt leder tankerne hen på de Disneyfilm, hvor han jævnligt får lov at vække de mere bryske karakterer til live.

En anden, der får mig til at tænke på Disney, er Joakim Lind Tranberg i rollen som Frederik III. Hver gang han bryder ud i sang, får jeg følelsen af at sidde midt i en liveudgave af Disneys ikke eksisterende version af historien om Leonora Christina. Måske er det hans stemme, måske er det hans sange, måske er det tilfældigt og snarere et resultat af, at sangene i denne musical fylder nogenlunde så meget, som de ville gøre i en Disneyfilm – med andre ord for lidt for os, der elsker dem, og for meget for dem, der helst var fri. Han gør det upåklageligt i øvrigt, Joakim Tranberg, selvom han er en ualmindeligt pæn udgave af en i virkeligheden ganske grim konge, ligesom Cecilie Gerberg langt fra ligner den kalkun, hun bliver sammenlignet med. Forholdet mellem Leonora Christina og dronning Sophie står skarpest, da de står ansigt til ansigt på Bornholm under duetten “En slagen kvinde”. Magtforholdet mellem dronningen og kong Frederik er til gengæld lidt uklart og Leonoras halvbror fremstår stærkere, end Leonora Christina skildrede ham. I sidste ende var det dronningen, der var skyld i Leonoras lange ophold i Blåtårn, og det var først efter Sophie Amalies død, at Leonora blev frigivet. Så langt frem i historien kommer vi ikke i stykket her, selvom det er imponerende, hvor mange detaljer de når at få fortalt.

Imponerende er måske det mest dækkende ord til at samle indtrykkene af Odense Teaters store satsning. Musikken er først og fremmest imponerende pga. Odense Symfoniorkester, som fylder Odeon med vellyd. Kulisserne er imponerende, selvom de også hurtigt bliver lidt klodsede og trampelydene fra de mange, der slæber kulisserne frem og tilbage, larmer så meget, at det distraherer mere, end det bør. Drejescenen udnyttes til gengæld elegant og er med til at skabe afveksling og liv både i og mellem scenerne. Også den alsidige brug af spejle på scenen fungerer overraskende godt. Mest imponerende er det, at Xenia Lach-Nielsen kan holde til at spille rollen som Leonora Christina. Hun er stort set på hele tiden og hun holder den samme energi og nerve i sit spil fra start til slut. Hun synger smukt som altid, men råber og snerrer også så meget, at det er utroligt, at hendes stemme slet ikke synes slidt.

Fremstillingen af Leonora Christina er imidlertid det, jeg har sværest ved at få helt på plads. Hun har det iltre temperament, der stråler ud af hendes breve, men der er slet ikke det kølige overblik og den klarhed, som blandt andet kendetegner store dele af “Jammersminde”. Det undrer mig også, at vi ikke præsenteres for en mere beregnende Leonora, hvis vi skal tro, at det vitterligt var hende, der var hjernen bag det hele. I stedet fremstår hun så magtbegærlig, at det gør hende både blind og rastløs. På trods af min undren endte jeg alligevel med at græde for hende mod slutningen af stykket, da hun overmandes af sin skyldfølelse over, at hendes ældste søn, Christian, bliver skyldig i mord. Christian hævner sine forældres pinsler på Hammershus ved at stikke Fuchs ned på åben gade i Brügge og i fortællingen her toppes den dårlige samvittighed med, at dette senere var medvirkende årsag til, at Christian tog livet af sig selv. Det er vist et resultat af kunstnerisk frihed, eftersom Christian først døde tre år efter sin mors løsladelse fra Blåtårn, men det virker efter hensigten og skærer langt ind i hjertet. Er der nogle i stykket, Leonora er hengiven overfor, er det hendes børn. Det lykkes hende at få kastet sine piger til jorden, da hun bliver anholdt i England, men ellers sætter hun gentagne gange børnenes ve og vel først. Indrømmet, hendes motiv for at prioritere børnene højt er måske først og fremmest, at hun i dem ser en potentiel mulighed for, at hendes slægt alligevel ender på tronen. Men hun udviser omsorg for sine børn, og det er smart, for uanset om Leonora er en gemen mor, som hendes samvittighed siger, eller om hun er en kærlig og ulykkelig mor, så er det i moderrollen, hun er lettest at relatere til. Og når vi slipper hendes historie lige her, slipper hun ikke sit tag i os.

En del af mig ville gerne vide, hvordan Odense Teaters Leonora Christina havde fungeret, hvis jeg ikke kendte til historien. Umiddelbart tror jeg, at der er en væsentlig risiko for, at jeg ville være blevet sat af på halvvejen. Tre timer er lang tid til at fortælle en historie, men der er også et væld af informationer og detaljer undervejs. Jeg kunne nok hurtigt bytte rundt på en konge eller to og fare vild i anklager og planer om landsforræderi. På den anden side var det måske lettere at acceptere nogle af de valg, der er truffet, hvis ikke Leonora Christina var kravlet langt ind under huden på mig, allerede første gang jeg som lille besøgte Hammershus og fik fortalt den dramatiske historie om deres ophold dér.

Leonora tager selvfølgelig fejl – der er aldrig kun én sandhed. Af samme grund vil der også uundgåeligt være delte meninger om en forestilling som Leonora Christina. Kunne det hele have været fortalt mere enkelt, i et mere velfungerende manuskript og med bedre sangtekster? Helt sikkert. Til gengæld kunne de umuligt have valgt et stærkere cast og der er også noget originalt og tankevækkende over opsætningen som helhed. Jeg ved ikke, om jeg synes, at musicalen om Leonora Christina er så nyskabende, at den kan blive en milepæl inden for genren. Men den er passende spektakulær, og jeg ville ønske, at jeg skulle opleve den en ekstra gang. Jeg ved, at der er mange detaljer, jeg ikke nåede at få med, og jeg ved med endnu større sikkerhed, at der er flere detaljer, jeg ville elske at nyde igen.