Siden 2015 har jeg haft fornøjelsen af at skrive julehistorierne til Stig Rossens traditionsrige juleturné. Herunder har jeg samlet historierne fra 2015 – 2019. Skriv til mig via m.k.martinsen@gmail.com, hvis du ønsker en version af dette års julehistorie, “Den lille heks”. Historien bliver delt herinde, når årets juleturné er forbi.
God læselyst og rigtig glædelig jul!
Julestjernen (2015)
Dér står det i al sin prægtige stråleglans. Fyldte kræmmerhuse og skæve julehjerter, flettet med mere koncentration end snilde, pryder de tætte grene. Bedstemors blik hviler et øjeblik ved hver eneste genstand på træet. Alle foregående juleaftener ses i hvert sit sæt af hjemmegjort julepynt. De hvide, lys brænder langsomt og indhyller alt i et varmt skær. Selv stjernen på toppen af træet lader til at skinne. Genskin fra lysene, tænker hun. Af og til slører fornuften, hvad øjet ser.
Hænder i alle størrelser finder sammen, og familien danner krans om træet. Den ældste vælger den første sang og får lov at synge for. Som altid vælger bedstefar ”Højt fra træets grønne top”. Ungerne elsker den, især Peter, der hvert år stopper ved trommen, når hans vers kommer. Så ler bedstefar. Han har det godt med gentagelser og véd, at ikke to er ens. Den varme barnehånd, der holder fat i hans, er større, end den var sidste år. De klarer sig så fint. Det er hans lille pige, der går der. Voksen, fornuftig og stærk nok til at holde sammen på en familie, selv når krigen kalder hendes mand til fronten.
Hun elsker, når de er samlet. Sidste år var han udsendt. Det får hende til at sætte endnu mere pris på julen i år. Hun husker, hvordan han ringede hjem og sang for hende. ”Salig fred, himmelsk fred
toner julenat herned!” I det øjeblik følte hun, at ingen i verden kunne ønske fred på jorden mere, end hun, men hun vidste også, at hun tog fejl. I år vælger hun den sang blot for at høre ham synge den igen, uden støj på linien og tusindevis af kilometer imellem dem.
Hvor de andre går om træet, tager Peter det med dansen mere bogstaveligt. Nu kommer katten igen snigende, på udkig efter glaskugler. Når det bliver Peters tur til at vælge en sang, skal de synge ”Nu’ det jul igen”, og han skal vise vej rundt i huset. De skal op over sengene, og ind igennem hulen, hvor de voksne må krølle sig helt sammen for at følge efter ham. I aften er de med på hvad som helst.
Da den sidste sang er sunget, betragter de træet, hvor lysene snart er brændt helt ned. Far ser på den familie, der omgiver ham. Her er hele julens kerne for ham. Samhørigheden. Også med alle de andre familier, hvor julefreden er trængt ind. Hver familie sine traditioner. Og hvert år sine lys – det er blevet tid til at puste dem ud for i år. Da det sidste lys er slukket, gløder stjernen i toppen af træet svagt. Kun den lille, der er ved at falde i søvn på sin fars arm, ser det. ”Godnat, julestjerne,” hvisker hun og smiler, idet jeg kysser hendes øjenlåg en sidste gang. Til næste år har hun glemt, at hun så mig. Jeg bliver til magien, heller ikke hun formår at sætte ord på. Men når hun kigger op på en frostkold vinternat, vil jeg blinke til hende. Vi viser vej, og vi våger over jer. Vi er der altid, men kun når mørket er tættest, ser I vores lys. Hvert år på denne tid inviterer I os indenfor uden at vide det. Så forsvinder afstanden mellem himmel og jord, og vi bringer jer vores varmeste ønsker om en glædelig jul for jer og jeres kære.
Julemanden (2016)
Jeg må have været omkring fem år gammel. Nej vent, seks år; jeg var begyndt i skole den sommer. Det var en god tid. I klassen var vi alle sammen seje drenge, uanset hvor gode vi var – eller ikke var – til fodbold. Faktisk var det først, da vi nåede december, at det begyndte at gå skævt. Der var ingen, der sagde det direkte, men det gik op for mig, at seje drenge ikke troede på Julemanden.
Når jeg spurgte mor og far, svarede de bare, at det var et fjollet spørgsmål. Selvfølgelig fandtes han, hvor skulle gaverne ellers komme fra? Jeg var ikke overbevist og besluttede derfor, at jeg selv måtte opklare sagen.
Så snart jeg fik juleferie, begyndte jeg at lede. Oppe og nede, ude og inde, og allerede på andendagen var heldet ulykkeligvis med mig. Dér, i det store skab i kælderen, lå alle gaverne. Det blev den mærkeligste juleaften. Da vi gik om træet, så jeg hverken pynten eller lysene. Jeg stirrede kun på gaverne under træet og søgte desperat efter bare én, der ikke lignede dem fra skabet. Der var ingen. Julemanden havde ikke været der, og alt pegede i stedet i retning af legetøjskæden nede på torvet.
Jeg kunne ikke falde i søvn den aften, så derfor lå jeg i mørket og ventede. Da der endelig blev stille i stuen, listede jeg ud og satte mig på gulvet foran kaminen, hvor enkelte gløder fortsat lyste svagt. En sidste rest af håb fik mig til at overveje muligheden for, at jeg var havnet på Julemandens liste over uartige børn. Tegnestiften på lærerens stol? Men det var jo for sjov, og helt sikkert ikke værre end den slikkepind, jeg kom til at putte i lommen nede hos købmanden året før. En tåre trillede ned ad min kind, og i samme øjeblik rungede en varm og velkendt latter gennem stuen.
”Det med listerne er alligevel bare noget, de voksne har fundet på. Jeg kender kun søde børn.” Hans stemme var rar og så dyb, at man kunne mærke den sitre gennem luften. De store støvler var fulde af sne, og selvom frakken var mørkere, end jeg havde forestillet mig, var formen god nok. Hans skæg var kraftigt og skinnende hvidt, og under den store hue strålede to klare, blå øjne. ”Kom, min ven,” han satte sig ned og rakte en kæmpe hånd frem mod mig. ”Alle Bellas fire hvalpe kunne ligge her”, tænkte jeg, da jeg så min egen hånd forsvinde i hans. Og før jeg nåede at tænke mere, havde han hevet mig op i sin favn. Han fortalte om sale fulde af julehumør og hjælpsomme nisser, og om rensdyr, der aldrig blev trætte af at løbe om kap hen over himlen. Jeg lyttede begejstret, men kom så i tanke om gaverne i skabet. ”Det var ikke mine gaver,” afbrød han. ”De gaver, jeg har med, fylder kun jeres hjerter.” Jeg forstod ikke, hvad han sagde, men jeg kunne mærke, hvad han mente. Klokken måtte være mange. ”Har du slet ikke travlt?” spurgte jeg. Nu lo han igen, så maven hoppede, og jeg hoppede med. ”Nej,” sagde han og prikkede mig på næsen, ”jeg har aldrig travlt. Jeg er lige hér og hér.” Han pegede først på min pande og dernæst på mit bryst. ”Altid?” ”Altid.” Tårerne kom tilbage. ”Det var lige før, jeg ikke troede på dig,” hviskede jeg. ”Det ved jeg, men jeg troede på dig,” forsikrede han, inden han fortsatte: ”Her er nu engang rarest at være, når vi tror på hinanden, ikke?” Jeg nikkede og begravede mig et øjeblik i hans store frakke, der duftede som en frostklar vinternat, selvom den var både varm og blød. Så hoppede jeg ned på gulvet og ønskede ham godnat med et hemmelighedsfuldt smil. ”Vi ses, Julemand, hér og hér.”
Det, du tror (2017)
Det var d. 23. december. De fleste var allerede gået på juleferie, og Sommerfugle-stuen var næsten tom. Midt på gulvet blev der udkæmpet et drabeligt slag: Piraterne havde kapret Barbies lystbåd, og nu kom der cowboys og indianere helt fra prærien i Det Vilde Vesten for at komme dukkerne til undsætning.
I sofaen sad Carl med ”Den store bog om Julemanden” og læste, som kun 5-årige, der ikke er begrænset af bogstaver, kan. Opslugt af de mange farverige billeder så han slet ikke, hvordan slaget mellem legetøjet på gulvet udviklede sig til slåskamp mellem børnene, og først da en voksen stemme overdøvede støjen, så han op. Det var Oscar, der lavede ballade. Igen.
Legen på gulvet fortsatte som før, så snart Oscar var blevet trukket til side. Han sad nu på skødet af en af de voksne, som så meget alvorlig ud. Carl tunede sine små, skarpe ører ind på deres snak og fangede hurtigt, at Oscar skulle forklare, hvorfor han drillede de andre.
”Når alle alligevel synes, at jeg er dum, kan jeg lige så godt være det.”
Den voksne sagde ingenting, men rynkerne i panden forsvandt. Uden at vide, hvorfor, hoppede Carl ned fra sofaen og gik derover. ”Jeg synes altså ikke, at du er dum, Oscar,” sagde han, og hans runde, blå øjne mødte Oscars. Så let kan venskaber begynde.
Juleaften kom og gik. Gaverne var pakket ud, lysene på træet var brændt ned, og Carl lå trygt under sin varme dyne, da han pludselig hørte noget pusle uden for vinduet. Gulvet knirkede under hans fødder, da han listede sig derhen og åbnede vinduet på klem. Måske var det katten, der ville ind? Aftenen var klar, og månen kastede et blegt lys over haven. Carl gned sine øjne og kiggede igen.
Midt på den snedækkede plæne stod en kane fuldstændig magen til den, han havde set i bogen, og dér, lige foran vinduet, stod han, Julemanden. ”Godaften, Carl,” sagde han stille med en stemme så dyb som fjern, buldrende torden. ”Må jeg komme indenfor?” Carl åbnede vinduet helt, og et øjeblik efter stod selveste Julemanden på gulvet i hans værelse. Selvom han kom lige fra kulden, varmede han alt op omkring sig. Han tog sin store, mørkerøde hue af og holdt den i hånden, imens han satte sig på den stol, hvor Carls mor altid sad, når hun fortalte godnathistorier. ”Du er helt, som jeg troede, du ville være,” sagde Carl eftertænksomt og rakte hånden ud for at mærke, om frakken var lige så blød, som den så ud. ”Ja,” brummede Julemanden, ”sådan er det. Det, du tror, jeg er, det er jeg.” Carl tænkte ikke nærmere over det.
”Jeg ved, hvad du gjorde i går, Carl.” Carl spærrede øjnene op og så et øjeblik næsten skræmt ud. ”Så ved du altså også, at jeg løj lidt?” ”Løj?” ”Ja,” hviskede han og kiggede ned. ”Jeg synes faktisk, at Oscar var dum, da han drillede de andre. Men jeg kunne bare ikke holde ud, at han sagde sådan.” ”Ah, jeg forstår.” Julemanden strøg ham forsigtigt over håret og fortsatte: ”Det var nu ikke det, jeg så. Lad mig vise dig det.” Han stak sin enorme hånd ned i frakkens dybe lomme og trak en lille snekugle frem. Han rystede den og rakte den frem mod Carl. ”Hvad ser du?” Carl stirrede intenst på snefnuggene, der hvirvlede omkring derinde. Han var lige ved at give op, da to små lys fangede hans blik. ”Lys?” spurgte han. ”Det er dig og Oscar. To glade drenge, der leger og griner. Der er ingen, der er udenfor. Ingen, der er dumme. Det var dét, du gjorde i går.” Carl tog fat i snekuglen og holdt den helt op til sit ansigt. Han så stadig kun de to små lys derinde, men da han holdt vejret og var helt stille, kunne han også svagt høre lyden af latter. Han smilede. Det havde været en god dag, og Oscar var i virkeligheden slet ikke så dum. ”Julemand? Når man tror på dig, er du der, ikk’ også?” Julemanden nikkede, og selvom hans mund var gemt bag det store, snehvide skæg, strålede hans øjne af et varmt smil, da Carl så på snekuglen og tilføjede: ”Nogle gange skal man også bare tro på mennesker.”
Julemiraklet (2018)
Det var d. 21. december, og indtil videre var det eneste hvide ved denne jul væggene på hospitalet, hvor en lille dreng lå alene på sin stue i en seng, der var alt for stor. Uden for døren stod mor og far sammen med lægen, der altid havde armene over kors. Bortset fra nu. Nu stod han med en hånd på mors skulder. ”Det ville kræve et mirakel,” var det sidste, lægen havde at sige. Mor drejede sig væk fra døråbningen, så hendes dreng ikke skulle se, at hun græd. Far kiggede ind til ham og forsøgte at se håbefuld ud.
Smilet var næsten ægte, da han et øjeblik efter satte sig på sengekanten. ”Hey, vi fejrer bare jul her, Albert. Jeg finder et lille juletræ og så stiller vi det oven på en kæmpe julegave, og den julegave er selvfølgelig til … mig!” Albert forstod godt, at hans far prøvede at få ham i godt humør, så han grinede og klemte hans arm. Faderen sagde: ”Jeg henter lige mor, ikk’? Er du okay så længe?” Albert nikkede og løj.
Da faderen var gået, vendte han sig om mod spejlbilledet i vinduet. ”Jeg tror ikke på mirakler,” hviskede han for sig selv, og en tåre løb ned på puden. I samme sekund blev himlen lys udenfor og en mand klædt i hvidt sad med ét i vindueskarmen. ”Hej,” sagde manden, som om det var det mest naturlige i verden at dukke op på den måde. Manden havde vinger og over hans hoved svævede en ring af glas, som lyste varmt. Albert sagde: ”Jeg troede, at engle var piger?” Englen nikkede: ”Ja, det er du ikke ene om. Men jeg er nu mest en mand.” ”Øh, hvorfor har du så kjole på?” Albert vidste, at det ville være uhøfligt at grine, men der var noget ved englen, der gjorde, at det var svært at lade vær’. Englen sagde: ”Kan du holde på en hemmelighed?” Albert nikkede og englen satte hovedet helt ned til hans øre og hviskede: ”Det er fordi superheltene har taget idéen med kapper. Roben her er det, der ser næstsejest ud, når man flyver.” Albert så skeptisk ud og englen tilstod: ”Arh, det er faktisk overhovedet ikke sejt. Jeg har spurgt både Superman og Batman, men ingen af dem vil bytte.” Nu klukkede Albert og englen lo med så klart, at lyden gav genklang som en lys ringen i istapperne uden for vinduet.
Da de sidste toner af englens latter var klinget af, sad Albert tilbage med tårer i øjnene. ”Skal jeg med dig nu?” spurgte han forsigtigt. ”Nej. Engel betyder budbringer; jeg skal hilse dig fra din farfar. Han så godt, at det var dig, der lagde op til det der mål i sæsonens sidste kamp.” Albert tørrede øjnene og smilede: ”Farfar?” ”Ja,” englen smilede tilbage, løftede det ene øjenbryn og tilføjede: ”Det var måske også din farfar, der fik målmanden til at falde i samme øjeblik.” De lo igen og denne gang så højt, at en istap sprang og blev til tusindvis af snefnug, der langsomt dalede mod jorden. Albert så ud på sneen: ”Fejrer I egentlig jul i Himlen?” ”Nej,” smilede englen, ”men de, der vil, rejser ned til jorden juleaften for at være sammen med dem, de elsker.” ”Som spøgelser?” Albert så næsten forskrækket ud. ”Nej, som minder. Hvis du ser godt efter, kan du se dem i skæret fra lysene. Det er faktisk derfor, julelys brænder så varmt og klart. Du kan også dele dine vanillekranse med dem, der er rejst i forvejen, vidste du det?” Albert rystede på hovedet. ”Jo! Pust hullet ud af vanillekransen og tænk på den, du vil dele med. Din farfar elsker vanillekranse.” Albert elskede også vanillekranse, men mest det, der var uden om hullerne.
Han så hen på julepynten i vinduet. En lille grangren med flettede hjerter, der forsøgte at gøre hospitalsstuen lidt mindre hvid og kold. Englen mærkede hans længsel. ”Hør her, du skal hjem til jul, Albert. Om lidt viser jeg dig, hvor sej jeg ikke ser ud, når jeg flyver. Og når jeg er væk, så ringer du efter sygeplejersken. Okay?” Albert nikkede, men blev så alvorlig igen. ”Jeg tror altså ikke på mirakler,” hviskede han. Englen sagde: ”Nogle gange tror vi mindst, når vi har mest brug for det.” Englen lagde en hånd på hans og fortsatte: ”Albert, hvornår lyser stjernerne klarest?” spurgte han. ”Når natten er mørkest?” svarede Albert. Englen blinkede til ham, lettede på glorien, som var den en hat, og fløj ud gennem vinduet, der stadig var lukket. Udenfor ringede det igen fra istapperne, Albert genkendte melodien og sang med: ”Engle dale ned i skjul … Engel betyder budbringer, farfar spiser vanillekransehuller, mænd kan godt gå i kjole og jeg … jeg tror på mirakler.”
Alt det andet (2019)
Nu skal I høre om den mærkeligste oplevelse længe. Forestil jer scenen: Jeg sidder hjemme i køkkenet, hvor jeg har sat mig til rette med min kaffe og årets julehistorie, som jeg vil læse igennem en ekstra gang. Pludselig hører jeg støj fra gårdspladsen. Vi bor ude på landet, og det sker ikke så tit, at der kommer uventede gæster, som parkerer en stor kane foran køkkenvinduet. Jeg går derfor i stå et øjeblik, og resultatet er, at der ikke er nogen derude, da jeg endelig får åbnet døren. I stedet hører jeg et bump inde fra huset, og da jeg kommer retur til køkkenet, sidder Julemanden på min plads. I den ene hånd har han min kaffekop og i den anden har han julehistorien. ”Du, Stig,” siger han, som om alt ved den her episode er helt normalt, ”skulle det ikke for én gangs skyld handle om noget andet end ham den gamle med skægget?” Det er selvfølgelig ham selv, han taler om. Tror jeg. ”Jo,” får jeg lidt tøvende fremstammet, ”men det er så hyggeligt.” Han nikker, tager en tår af min kaffe og lægger papirerne fra sig. ”Ja ja, bevares, ingen jul uden gamle Julle, men der er jo også alt det andet.” Jeg tøver nok igen lidt for længe, i hvert fald knalder han pludselig koppen i bordet, rejser sig resolut og be’r mig om at følge med. Jeg er måske ikke syv år længere, men han er nu alligevel ikke typen, man diskuterer med, så jeg følger efter ham ud i gården, hvor kanen stadig står. ”Jeg skal vise dig noget,” brummer han og giver tegn til, at jeg skal sætte mig ved siden af ham. Inden jeg når at registrere noget som helst, er vi omgivet af sne, så langt øjet rækker. Foran os ligger en mørk bjælkehytte, hvorpå der hænger lange rækker af lanterner, som kaster et varmt skær over de ellers noget kølige omgivelser. Vi går indenfor, og hytten viser sig at være enorm. Det hele er ét stort, åbent rum, hvor himlen lader til at være loftet, og hvor nisser i alle aldre og størrelser, løber rundt. Vi ved alle sammen, hvordan nisser ser ud, men ved I, hvordan de løber? De har benene foran sig hele tiden, samtidig med at deres overkroppe er lænet bagover, så det ser ud til, at det kun er den ene halvdel af dem, der har travlt. Benene løber derudad, imens de ellers helt tilbagelænede fløjter og smiler. Kan I huske sidste år, hvor Flemming spillede både fløjte og bjælder på én gang? Det er lidt sådan, nisser er. Nu sagde jeg før, at jeg ikke er syv år længere, men det er jeg i det her øjeblik. I Julemandens hjem er det umuligt ikke at være et lille barn. Breve flyver rundt, gaver bliver pakket ind og kastet fra hånd til hånd, alting er kaos og orden på én og samme tid. ”Imponerende, ikke? I tror, at jeg har travlt juleaften, men det her, det er det egentlige arbejde, og det begynder længe før jul.” Dét scenarie virker bekendt. Det mest imponerende af det hele er en kæmpe glaskugle, som svæver midt i rummet. Vi går hen til den, og jeg kommer instinktivt til at række ud efter den. Inden jeg når at røre den, dukker et billede op. Jeg genkender stuen, juletræet, og pludselig hænger duften af hjem i luften. I lænestolen i hjørnet sidder morfar, og dér på skødet af ham sidder jeg. Han læser højt for mig, og selvom jeg ikke kan høre ordene, kan jeg mærke dem. Jeg har lyst til at holde fast i billedet, men det glider i baggrunden, idet et nyt toner frem. Det er mine egne børn, mine svigerforældre, min mor. De ler. Duften af hjem er en anden og alligevel den samme. Jeg lader hånden falde, og selvom billedet toner ud, ved jeg, at det ikke forsvinder. ”Jeg,” jeg prøver at finde ord, men der er ingen. ”Præcis,” smiler han. ”Nogle gange er ordene ikke store nok. Men det var heller ikke ordene, der kom først. Og bare fordi vi ikke har ord for noget, betyder det ikke, at det ikke er der. Der er det, vi siger. Det, vi ser. Og så er der alt det andet.”
På vej hjem låner han mig sin hue. Med den på ser jeg alting, som han ser det. ”Ser du nordlyset?”, råber han. ”Hvor nordlyset danser, har folk fortjent gaver.” ”Men det er jo allevegne?” Jeg er også nødt til at råbe for at overdøve vinden. ”Selv dér over Jaques hus,” tænker jeg uden at sige det højt. Julemanden ler.
Hjemme i køkkenet er kaffen blevet kold, og julehistorien er blevet en anden. Den handler stadig om ham den gamle med skægget, men den handler også om alt det andet. Om alle de andre. Om alle de billeder, som aldrig forsvinder. Om duften af hjem og duften af jul. Det sidste, han siger, inden han går, er det samme, som han ønsker os hvert eneste år: ”Rigtig glædelig jul!”
Asta-kadabra (2020)
Kommer d. 21. december 2020
mklintm 