”I det fjerne høres torden, natteluften er hed.” Stemmen knækker lidt på fjerne og minder mig om, hvorfor jeg elsker at sidde her i mørket. Magien udspiller sig lige nu og her, der kan ikke tages noget om, og når Stig Rossen står på scenen, er der to ting, jeg altid føler mig helt sikker på: Han præsterer 100%, og der er aldrig to præstationer, der er helt ens. Det er hverken årene eller erfaringen alene, der gør, at han er kongen af musicals. Det er mest af alt, fordi han er så pissedygtig. Pardon my French, men det er han altså. Og Jabbadoors stemme må gerne knække lige her, for det er nu, det for alvor begynder at gå galt for ham. Det er her, han rammes af den lille smule svaghed i hans karakter, der ender med at koste ham alt.
Vi skal nu ikke have ondt af ham af den grund. Jabbadoor er skurken i Peter Spies, Thomas Høg og Sune Svanekiers fortælling om sagnriget Atlantis, og i denne opsætning, som Tivoli og Mikkel Rønnow står bag, fylder han det meste.
Helt kort fortalt er i det her tilfælde noget nær umuligt, men handlingen er nogenlunde, som følger:
Jabbadoor og hans hær vender hjem fra endnu et succesfuldt togt. Hjemme er der bekymring blandt præsterne af Poseidonordenen og den mægtige, men ikke voldsomt handlekraftige, kong Atlas, da den evige ild er gået ud. Riget mangler en arving, så den smukke prinsesse Adalena må hurtigst muligt giftes med prins Sceptor. Det er den noget egenrådige pige imidlertid ikke indstillet på, så hun stikker af, løber ud blandt folket og render ind i Silvan, som drømmer om eventyr. I en scene, der til forveksling minder om Disneys Aladdin, mødes de to unge mennesker, og da Silvan kort tid efter redder Adalena fra tre soldater, er fundamentet for stykkets kærlighedshistorie lagt.
Kærlighed mellem en simpel mand, som stjæler æbler på torvet, og en prinsesse, som er lovet bort, er noget rod. En anden slags rod er det, at den ambitiøse hærfører drømmer om at overtage magten, og for at styrke sine chancer sværger troskab til den djævelske gud, Baalzebub. Han lover i samme omgang at leve et liv i cølibat, hvilket leder til en helt tredje slags rod, når han nu engang er en inkarneret folkeforfører og kvindebedårer. Helt fra første, ildevarslende anslag er denne gennemkomponerede musical en lavine af ulykker, der leder mod den sikre undergang.
Ulykkeligt forelsket, håbløst naiv og temmelig overmodig kæmper Silvan for at vinde prinsessens hånd. Jabbadoors sidekick, Zan-Zan, som har fået den tvivlsomme ære at sørge for kongens død, ser sit snit til at udnytte situationen. En fest, et forbudt kys og en arrestation senere sidder Silvan i Poseidonborgen, hvor Jabbadoor overtaler ham til at dræbe Atlas. Den nu meget vrede, unge mand er klar til at hævne den uretfærdige skæbne, han er idømt for sin forelskelse i prinsessen, og sin far, den legendariske soldat Kelvin, som faldt i kamp, inden Silvan blev født. Motiver er der nok af, men modet svigter, da kongen afslører, at det var Jabbadoor, der dræbte Kelvin for at overtage hans plads.
Da Jabbadoor dukker op og indser, at Silvan ikke vil gennemføre mordet, fører han selv kniven, placerer mordvåbnet i Silvans hånd og sender ham på flugt. Imens den stakkels syndebuk flygter op i bjergene, fortsætter Jabbadoor sine uhyrligheder. Han tager Silvans mor, Salene, til fange og torturerer hende til døde. Han manipulerer tjenestepigen Miranda, som var det tætteste prinsesse Adalena kom på en betroet veninde. Mirandas falske vidnesbyrd overbeviser Adalena om, at hun blot var en brik i Silvans plan om at myrde kongen, og hun falder for Jabbadoors styrke og omsorg. Og så er vi tilbage, hvor det går galt for skurken, som ellers var godt på vej mod magten. Han bryder sin ed til Baalzebub.
Siilvan vender hjem lige i tide til at afbryde brylluppet mellem Jabbadoor og Adalena, som i mellemtiden har opdaget, at Miranda løj, men i øvrigt tror, at Silvan er død. Jabbadoor er fysisk overlegen, men netop som han skal til at dræbe Silvan, truer Adalena med at dræbe sig selv og Jabbadoors ufødte barn. Distraheret af truslen vender Jabbadoor sig mod hende, hvilket giver Silvan lejlighed til at gribe kniven og true med at dræbe Adalena. I pludselig afmagt lader Jabbadoor det unge par stikke af til søs, hvorefter riget går under.
Det lyder forvirrende – jeg kan godt se det – men i virkeligheden er det ganske simpelt: Der er en del onde, få gode, og kærligheden er det eneste, der aldrig forgår.
Scenografien er mørk, dyster og minder om noget fra ”Game of Thrones”. Det passer udmærket til handlingen, men her, tredje gang jeg har fornøjelsen af at opleve stykket, understreger det også, hvor stor en skam det er, at for meget drukner i mørket. Denne gang sidder jeg godt, fhv. tæt på scenen og midt for, så jeg kan se det hele. De forrige gange har jeg siddet længere tilbage, og først nu går det op for mig, hvor meget jeg i virkeligheden har misset. Det er en skam, at en del af de bedste detaljer kun er for de få, der har været heldige at få pladser nede foran. Den dystre stemning og fornemmelsen af lurende undergang kunne sagtens være dominerende selv med et lysere udtryk. At stykket går fra mørkt til mørkere, gør i øvrigt, at udviklingen er fhv. begrænset. Til gengæld understreger det, at Atlantis på intet tidspunkt i stykket er et godt sted, og det er derfor, Jabbadoor så let kan forføre folket. Farveskemaet fra scenen går igen i de flotte kostumer, som langt hen ad vejen holder sig til den traditionelle opfattelse af, at de onde skal være klædt i mørke farver. Medmindre de er afsporede ypperstepræster altså. Langt de fleste kostumer er holdt i jordfarver, som giver et troværdigt middelalderlook, men som også bliver lidt gråt i gråt. Der er flest farver på sirenerne, men selv her er farverne støvede. Egentlig er det vel kun Mirandas smukke kjoler, hvor den røde farve symbolsk får lov til at stråle, der for alvor skiller sig ud. Jabbadoors uhyggelige maske er endnu en detalje, det er svært at nyde fra afstand. På tæt hold er den med til at skabe den uhyggelige opfattelse af facade og bedrag. Som mennesker kan vi lettest forholde os til det, der er magen til os, og det, der slet ikke ligner os. Det, der ligner os uden at være magen til, er det virkeligt skræmmende, og dén kategori trækker masken Jabbadoor ind i.
Dybden i scenografien kommer til sin ret, når man sidder tæt nok på til at se, hvad der foregår bagerst på scenen. Her, som i resten af stykket, spiller koreografien en afgørende rolle. Jeg har nok altid haft mest fokus på sang og skuespil i forbindelse med musicals, men her fornemmer jeg virkelig vigtigheden af dansen. Mest iøjnefaldende er naturligvis sirenernes dans, kampscenerne og den energiske Rrokenka-dans, men det er i virkeligheden alt det indimellem, der gør størst indtryk. Særligt i andet akt, hvor lænker, der brydes, burde lede til mere frihed, er det uhyggeligt at se, hvordan folket ender som zombier med hovederne på skrå, sjældent helt oprejste og med aggressive, dyriske bevægelser. De har sat deres lid til den forkerte og følger ham blindt i afgrunden. Det mest imponerende er måske, at de dygtige dansere også er de dygtige sangere og skuespillere – her er virkelig et cast, der kan det hele.
I de navngivne roller har vi en stjernebesætning, hvor jeg får lyst til at fremhæve de fleste. Kaya Brüel er karismatisk og rå i rollen som Miranda, hvilket afspejles i hendes sang. At Johanne Milland i hovedrollen som Adalena er ung og fhv. ny i branchen kan på ingen måde mærkes. Uden at ændre ret meget fra tidligere skildringer af prinsessen, tager hun rollen på sig og gør den til sin egen ved at være overbevisende fra start til slut. Hun når hele følelsesregistret igennem i løbet af stykket, og her bliver det tydeligt, hvor meget det betyder, at en musicalperformer mestrer skuespillets kunst. Det er ikke meget, Annalouise Gomard får lov at synge i rollen som spåkvinden Livilla, men til gengæld har hun nogle af de sværeste passager i stykket. Hun gør det fremragende og hendes tilstedeværelse som den blinde kvinde, der ser mere end nogen anden, og som i øvrigt hele tiden trækker i skæbnetrådene, giver et fascinerende og poetisk ekstra lag i forestillingen. Af de mange blændende dygtige kvinder på scenen er det Pernille Petersson, der gang på gang imponerer mest. Silvans mor, Salene, spiller ikke nogen voldsomt stor rolle, men Pernille gør hende uforglemmelig. Det er en blanding af teknisk overlegenhed og en betagende varme og sjælfuldhed, som gør hendes hårde skæbne helt uudholdelig. I denne forbindelse er det ret genialt at lade Kelvin optræde som et tankesyn, der giver os mulighed for at leve os ind i hendes sorg og i sidste ende hendes udfrielse, da hun dør.
Da jeg oplevede premieren, savnede jeg energi i Kim Hammelsvangs Zan-Zan. Det skal jeg love for, at der er kommet. Det kække og luskede sidekick er stykkets comic relief, og det virker. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme om en af stykkets smukkeste sange, ”Morgen på Atlantis”, som Jonas Rasmussen i høj grad har sat sit eget præg på. Det er en skam. Ikke fordi noget er helligt og ikke må ændres, men fordi jeg savner sammenhæng mellem teksten og fortolkningen. På mit gamle Atlantis-album er det her den eneste sang, der er slidt op. På det nye album kommer jeg nok til at springe den over, men til gengæld er der en del andre sange, der kunne være kandidater til repeat one.
Kvindeterzetten er fremragende, og den vil også holde hele vejen, når den ikke opleves med den smukke solopgang i baggrunden. Og så prøver jeg forgæves at gætte mig frem til, hvilken af Thomas Høj Falkenbergs sange, jeg kommer til at lytte til flest gange. Der er en skøn varme i hans stemme, som passer perfekt til rollen som den unge helt. Det samme gælder hans til tider næsten barnligt begejstrede Lille Per-fremtræden, som gør ham umulig ikke at holde af. Alligevel er der kommet noget mere karakter til helterollen, end jeg husker, at der oprindeligt var. Styrken, han har arvet fra sin far, og det had, han opbygger undervejs i stykket, gør ham mere dynamisk, end jeg tidligere har oplevet ham. Det understreger også en overraskende, men ikke helt skæv pointe mod slutningen af stykket, hvor Silvan påpeger, at nok ligner han sin far, men måske ligner han i virkeligheden Jabbadoor endnu mere. En pointe, der er med til at fremhæve, at karaktererne skabes af de vilkår, de udsættes for.
Det samme gælder Jabbadoor. Med den nye sang, ”Se mig”, kommer der langt mere dybde i hærførerens karakter, og det bliver tydeligt, at han er drevet af andet og mere end psykopati og magtliderlighed. Drabet på kongen er i bund og grund motiveret af en bitterhed forårsaget af manglende anerkendelse. Kong Atlas forstår ikke, hvad hans soldater har ofret for rigets styrke og sikkerhed. Jabbadoor har set sine mænd, unge drenge, kæmpe, lide og miste deres liv i kamp, og han føler ikke, at kongen for alvor forstår, hvor meget de ofrer. Samtidig er der et socialt aspekt og en klasseforskel, som fremhæves her. Jabbadoor er ikke af ædelt blod, og uanset hvor meget han kæmper, kommer han aldrig på niveau med dem, der er. Som han synger, føler han sig målt og tålt, men aldrig anerkendt. Nu, hvor sangen er med, har jeg svært ved at forstå, hvordan den kunne undværes i første omgang. Det er næsten altid skurkene, der er de mest interessante karakterer, og det gælder også her. Jabbadoor er psykopatisk og mangler helt åbenlyst empati. Han er manipulerende og utilregnelig, samtidig med at han er omsorgsfuld og varm. Han er en stærk leder, og det er skræmmende, hvordan han formår at vække afsky, samtidig med at det virker helt forståeligt, at han forfører både folket og Adalena. Når han i sidste ende falder, skyldes det i virkeligheden primært hans egne fejl og svagheder. Som nævnt tidligere forelsker han sig på trods af sin ed, og at psykopaten helt oprigtigt taber sit stenhjerte til den unge prinsesse, lader til at være den eneste fornuftige forklaring på, hvorfor han giver op og lader det unge par gå til sidst. Hans anden fejl er, at han undervurderer Silvan. I øvrigt endnu en detalje, som jeg fuldstændig overså, de første to gange jeg så stykket. Jabbadoor udstråler ren hån, da han siger til Zan-Zan, at Silvan er farlig. Han ser ikke den styrke, som den unge, lettere naive mand rummer, og han forudser ikke effekten af det had, han får vækket i ham.
Rent narrativt har jeg altid haft en forkærlighed for skurke, men Jabbadoor har aldrig sagt mig så meget før, som han gør i den her opsætning. En brøkdel af det kan forklares med ”Se mig”, resten med pointen fra det indledende afsnit. Stig leverer her noget af det bedste, jeg har set fra ham, og jeg har alligevel set en del. Han indtager scenen med autoritet, samtidig med at han giver plads til de andre og er med til at spille dem bedre. ”No man is an island.” Og så synger han fantastisk! Det er let at blive imponeret af de store toner, som han holder så længe og kraftfuldt, at man glemmer at trække vejret. Det er imidlertid endnu mere imponerende, at han det ene øjeblik fremstår hjerteløs og kynisk, inden han i det næste øjeblik skruer op for al den varme, hans stemme også kan rumme, og får én til i glimt at glemme helt, at Jabbadoor er ond.
Jeg kunne sagtens sidde her forestilling efter forestilling og aldrig for alvor blive træt af det. Jeg skulle selvfølgelig sidde tæt nok på scenen til ikke at blive snydt for alt det, de gemmer i mørket, men alligevel. Jeg oplevede Atlantis for første gang for godt 26 år siden, og nu er cirklen sluttet. Jeg behøver ikke at opleve den igen. Den her opsætning og det her cast kan hverken genskabes eller overgås. Til gengæld glæder jeg mig til at lytte til albummet, lukke øjnene og drømme mig tilbage.
mklintm 